TERRIEREN SMOKY

Det store i det små

Nogle gange er det de mest besynderlige ting, der kan inspirere mig. Sådan har du det sikkert også. Jeg kan sidde i bøn og gå i naturen, læse hellige tekster og se film om store personer og stadig være sådan lidt ‘meh’ indeni. Men pludselig støder jeg på en historie om en lille hund, og jeg føler mig helt rundtosset af glæde og meningen med livet.

Ånden taler til os igennem alt. Din intuition viser dig ikke kun meditationskurser, bladsellerijuicekure eller lader himlen åbne sig med engle og blæserinstrumenter for fulde gardiner. Intuitionen lader dig også få øjenkontakt med en lille fugl i busken, og du føler i det øjeblik, at du forstår alt, og du bliver fyldt med en kæmpe følelse af taknemmelighed og ærefrygt over, hvor vidunderligt livet er.

Sådan havde jeg det da jeg læste om Smoky, og det var endda på Instagram af alle steder. Jeg fik lige det her øjeblik af at livet er smukt, det er stort og der er kærlighed alle vegne, selv i en krig.

Grunden til, at jeg fik den følelse af at læse om en lille hunds liv under 2. Verdenskrig, var på grund af det billede her:

Anja Dalby Smoky

Glad og i krig, ehhh …

Smoky var ifølge historien både en helt og en meget særlig hund. Hun reddede både livet hos soldaten, der havde taget hende til sig, men hjalp også med opgaver som soldaterne hun var sammen med ellers ikke kunne have fået løst.

Smoky var med overalt. Hun sad i rygsækken hos soldaten der havde fundet hende ude i junglen på Ny Guinea. Soldaten delte sine madrationer med hende, og de sov sammen om natten.

Smoky var altså med i en krig. Sådan rigtig krig med bomber, nærkamp, måneder i junglen og alt den slags som man kan forestille sig ikke har været særlig sjovt. Men så igen. Prøv lige at se hende på billedet.

Du vælger perspektivet

Eckart Tolle har sagt at hans største læremestre indenfor zen, er hans katte. Jeg har fundet min læremester i at se, hvor fedt livet kan være, hvis jeg bare vælger, at det er det. Smoky tog ikke den beslutning bevidst, hun var jo en hund. Men lige præcis den der hundementalitet, den inspirerer mig så meget.

Den inspirerer mig til at se på mit liv, og alt det der sker som et eventyr. Til at se, at det kun er min mening om tingene, som forhindrer mig i at have det sjovt, selv når det er svært. For i virkeligheden er livet jo ‘kun’ en serie af hændelser og derefter er det slut.

Hele humlen ligger i, hvordan jeg reagerer på de hændelser. Om jeg piver og ryster og gemmer mig under sofaen eller om jeg springer frem med tungen ud af munden og glad giver hals ved udsigten til flere fantastiske eskapader.

BOGHYLDEN: BIG MAGIC AF ELIZABETH GILBERT

Et hovedspring ned i din kreativitet

Du behøver ikke være vild med Elizabeth Gilberts bog Eat, Pray, Love for at dykke ned i hendes mesterværk om kreativitet: Big Magic.

Eat, Pray, Love er for sødsuppet for mig, så hvis du havde det lidt på samme måde, så bare rolig, ‘Big Magic’ er noget helt andet. Og hvis du var helt pjattet med Eat, Pray, Love, så kan jeg berolige dig med at denne bog også er gennemsyret af Elizabeths helt særlige humor, hendes dejlige stringente sætninger og vidunderlige, sproglige finesser.

Anja Dalby Big Magic

At skabe livet vidunderligt og eventyrligt

Big Magic er intet mindre end verdens bedste bog! Det er i hvert tilfælde den bedste bog, jeg nogensinde har læst om kreativitet, om nødvendigheden af at skabe. Og så har den nogle virkelig morsomme passager om martyren/offeret i os som jeg ikke føler så mange andre har italesat. Jeg er en stor stor fan af denne her bog.

Big Magic handler i korte træk om, hvorfor det er nødvendigt at skabe. Svaret er: Bare fordi!

Det er nødvendigt for os mennesker at skabe og være kreative fordi vi kan. Fordi det er det som gør livet vidunderligt og eventyrligt. At skabe er et udtryk for kraften i os, som ikke har andre intentioner end at komme til udtryk. Udtrykket er lige meget, om det er gennem sport, kunst, musik, dans, sang, havearbejde, hvad som helst.

Big Magic er den bog, jeg har læst flest gange uden undtagelse. Jeg har lige læst den igen og har allerede lyst til at starte forfra med det samme. Jeg giver den i gave til alle, jeg kan komme i tanke om, fordi den er så fantastisk livsbekræftende.

Din indre kraft, din indre ‘trickster’

Big Magic giver mig lyst til at LEVE. Leve både med skuffelser og glæde, med smerte og kærlighed. Bogen giver mig lyst til hele livet. Til at favne det hele, og ikke være bange for noget af det, og da slet ikke være bange for at stille min kreativitet til skue. Big Magic gør vidundere for mit ego. Den niver seriøsiteten i numsen og fniser af den, den stryger kærligt selvhøjtideligheden og frygten på kinden, mens den samtidig peger hen på stolen, hvor jeg skal sidde og tegne eller skrive.

Big Magic er den eneste bog, jeg næsten ikke kan åbne og læse i uden at jeg øjeblikkeligt får lyst til at skrive eller tegne. Den fungerer som gnist på mit bål af kreativitet, og bare når jeg skriver om den, får jeg med det samme lyst til at skabe alt muligt, bare for skabelsens skyld.

Elizabeth Gilbert er ikke vild med historien om den lidende kunstner. Faktisk så bruger hun denne bog som modsvar på den idé om, at (stor) kunst kun kan opstå ud af lidelse. For hvad nu hvis der var sket det, at kunst og kreativitet i alle dets former, er blevet kuppet af martyren? Elizabeth tilbyder os i stedet at tage kontakt med Tricksteren i os:

A good trickster knows that if he cheerfully tosses a ball out into the cosmos, that ball will be thrown back at him. It might be thrown back really hard, or it might be thrown back really crooked, or it might be thrown back in a cartoonish hail of missiles, or it might not be thrown back until the middle of next year – but that ball will eventually be thrown back. The trickster waits for the ball to return, catches it however it arrives and then tosses it back out there into the void again, just to see what will happen. And he loves doing it, because the trickster (in all his cleverness) understands the one great cosmic truth, that the martyr (in all his seriousness) can never grasp: It’s all just a game.

A big freaky wonderful game.

Play The Game

‘Play the Game’ er nok den sætning, jeg siger mest til mig selv udover Verden er Venlig.

At leve mit liv som om det er en leg jeg leger er noget af det mest befriende. Det gør, at jeg tør være mig selv, både når jeg er alene og i mødet med andre. For jeg ved, at vi allesammen har gang i det samme: Vi leger bare det her. Det vi oplever her er universet, der udfolder sig. Gud der observerer Gud.

Anja Dalby Big Magic

HVAD 4 UGERS INFLUENZA LÆRTE MIG

Syg i går, rask i dag

Jeg er i skrivende stund godt i gang med min 4. uge med pandehulebetændelse koblet med influenza. Eller det vil sige, i går havde jeg det helt forfærdeligt, i dag er jeg stort set rask.

I går kunne jeg ikke se ud af øjnene for snot og hovedpine. Min næse løb konstant, og jeg havde vilde nyseanfald. I dag er der ikke skyggen af irritation i min næse, og jeg har på ingen måde ondt i hovedet, panden eller henover kinderne som jeg virkelig også havde i går.

Det der skete i går var, at jeg gik en tur. Jeg gik og tænkte på, hvorfor jeg mon var syg, nu på 4. uge, for det ligner mig altså ikke. Jeg går som regel fri fra hver eneste influenzaepidemi og der kan gå mange år, hvor jeg ikke fejler det mindste.

Anja Dalby Jonna Kat

Gevinsten ved at være syg

Når der er noget jeg ikke kan eller vil slippe i mig selv, så undersøger jeg altid, hvor gevinsten er for mig i det emne, det drejer sig om. Så hvad var gevinsten ved at være syg i så lang tid?

Lige der på min gåtur gik det op for mig, at der var rigeligt med gevinster for mig ved at være syg! Når jeg er syg, så har jeg f.eks. en ret lang line i forhold til, hvad der er okay for mig at spise. Pludselig bliver det helt legalt at spise pomfritter og Oreo’s til aftensmad. Noget jeg ellers holder mig ret langt fra normalt.

Når jeg er syg, så må jeg gerne tage den med ro. Jeg må gerne ligge på sofaen og læse i flere timer, og jeg må tage ubegrænsede mængder af lure.

Når jeg er syg, så stiller jeg meget få krav til mig selv. Jeg skruer ned for min arbejdsmængde, og nu hvor jeg også går i skole, så skruede jeg selvfølgelig også ned for mit engagement i lektierne og undervisningen.

Jeg har aflyst alle mine sociale aftaler. Jeg har ikke set en eneste ven eller veninde i den tid, jeg har været syg. Jeg har holdt mig hjemme. Jeg har hverken været i Aarhus for at spise en bolle eller drikke en kop te. Jeg har bare været her i skoven. Det har været nødvendigt, fordi jeg har haft det virkelig træls.

Så hvordan kan de her ting være gevinster for mig? Den ene mulighed er at se på de her ting som, at jeg er doven og gerne vil pjække fra alting. Jeg kan sagtens starte en tankerække, som handler om hvor svag jeg er. Den tankerække kan handle om, at jeg vidste, at jeg er særlig træls. Siden at jeg vil tillade mig selv at være syg så længe, at jeg nærmest vil dyrke det, for at undgå at leve op til mit ansvar på alle mulige punkter i mit liv.

Men det er ikke en særlig venlig måde at tænke på mig selv på. Så det jeg i stedet gjorde i går, var at jeg lagde nøje mærke til alle de her “gevinster”, jeg altså fik ved at være syg. Og så hørte jeg efter i mig selv, hvorfor det var at jeg følte, at jeg havde brug for en undskyldning for at tage den med ro.

Lyt!

Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning for nogle gange at spise mad, som ikke ligefrem er super nærende. Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning til at måtte ligge og læse bøger, holde fri, arbejde mindre, tage lettere på min skole (hallo overachiever), have en masse tid uden at se andre mennesker end min tætteste familie.

Årsagen til det behov er jo let nok at finde. Det er selvfølgelig fordi jeg har haft brug for det. Der har nok været lidt for meget drøn på i mit liv, det sidste halve år. For mange aktiviteter, for lidt tid alene til introspektion.

Jeg har ignoreret, at jeg har savnet at tegne og fordybe mig i det. Jeg har ignoreret, at jeg har haft lyst til at skabe flere ritualer i min hverdag. Jeg har ignoreret, at jeg har lyst til at skabe nye, gode vaner for mig selv. For jeg har ikke følt, at jeg har haft tiden til at gøre det.

Nu hvor jeg opdagede, at det var derfor, jeg havde været syg så længe, så kan jeg i stedet for at købe en næsespray gå i gang med at se på, hvordan jeg kan skabe mere ro i mit liv til de andre ting som også er meget vigtige for mig. Det er ikke fordi jeg vil skabe mere travlhed, ved at fylde flere ting i mit liv. For alle de her ting er ting, der vil fungere som små pauser i min hverdag. Hvor jeg lige kan mærke mig selv igen og hurtigere opdage, hvis jeg har brug for en pause inden jeg får influenza igen.

I dag har jeg det helt forrygende. Som om jeg slet ikke har været syg. Jeg er klar i øjnene, i hovedet, alt snot er væk. Så nu vil jeg ligge mig på min sofa og se ind i brændeovnen, nusse min kat, følge med fuglene, der kommer og spiser i haven og se på skyernes bevægelse over himlen.

FRIE VINGER

Røde og hvide hønserier

Herude hvor vi bor i skoven, der er vi nabo til en stor ejendom med masser af jord og dyr. Vores naboer er stort set selvforsynende, og det er meget inspirerende, at være vidne til hvordan et ‘rigtigt’ gårdmandsted må have fungeret i gamle dage, men som alligevel ikke er for så længe siden.

Vores naboer har mange høns. De har røde høns, som er meget tamme og snakkesaglige. De røde er blide i deres temperament, og det er muligt at nusse dem igennem hegnet, hvis jeg lokker dem med frisk skvalderkål. De røde høns er dog blevet flyttet nu. Så de har ikke længere hønsegård direkte op mod vores grund.

De rødes hønsegård er blevet overtaget af 10 hvide høns, og de hvide høns har en helt anden karakter. De er noget mere bryske i deres attitude, og de har sådan en nervøs energi. Modsat de røde høns, så taler de hvide rigtig meget. De kagler uroligt hele dagen, og vi er ikke i tvivl om, hvornår vores kat (Jonna) går for tæt på deres hegn, når der lander en musvåge eller bare en krage i deres gård eller om natten mod morgenen, så ved vi alle, at ræven også har kigget forbi. De hvide høns har MEGET at sige, og de gør det gerne virkelig højt!

Anja Dalby Frie Vinger

Én hvid højdespringer

De røde høns er rolige damer, som tuller rundt og hygger sig i deres gård. De hvide er vilde og bryder hele tiden ud af deres indhegning. Vi ser dem gå ude på vejen, i vores have, i skoven render de rundt og lader som om de er en fast del af inventaret. Vores nabo-kone stækkede fjererne på de hvide høns, så de ikke længere kunne hoppe over deres hegn. Med undtagelse af en enkelt hvid høne. Hun kan hoppe mange meter lige op i luften, på en hegnspæl, hvor hun sidder og svajer lidt frem og tilbage, til hun tager springet ud i friheden, som for det meste er ind på vores grund.

Vi gik og synes, det var så hyggeligt med den hvide høne i vores have. Vi synes, hun var sej, sådan at kunne hoppe og flyve lidt med så korte vingefjer. Hun kom herind til os hver dag og blev mere og mere modig og fik mere og mere tillid til os. Vi snakkede med hende, kastede brød til hende og (må vi indrømme) opmuntrede hende til at besøge os.

Lige indtil en dag hvor det blev for meget.

Helt ned til kineserne …

Den hvide høne havde nemlig opdaget, at vores store hügelkulturbede, som består af blød lækker kompost fra genbrugsstationen, indeholdt rigtig mange orme og insekter. Så hun gik i gang med at grave. Og det var hun virkelig god til. Huller som var så dybe, at de kunne skjule at hun stod i dem og spiste vores orm. Det duede jo ikke. Vi skal bruge vores hügelkulturbede til at dyrke grøntsager i, igen i år, som vi også gjorde det sidste år. Vi kan ikke dyrke grøntsager i bede, som er gennemhullede.

Så vi begyndte at bede hende om at gå hjem til sig selv og lave huller. Det tog hun ikke umiddelbart ret pænt. Faktisk var hun totalt ligeglad med vores ord. Som om hun vidste, at vi er bløde veganere og derfor aldrig kan udgøre en reel trussel …

At løbe som en gal med en shamanistisk tromme.

Nå, men jeg begyndte at løbe efter hende og jage hende tilbage til sin hønsegård. Jeg råbte og løb med store grene i hænderne for at skræmme hende væk. Men lige meget hjalp det. Fem minutter efter jeg havde fået hende til at hoppe tilbage til sin hønsegård, stod hun igen med hele kroppen begravet i et hügelbed.

En dag blev jeg ret frustreret. Så jeg tog min store rammetromme, som jeg bruger i mit shamanistiske arbejde, ned fra væggen og løb ud efter hende. Jeg trommede så højt jeg kunne og råbte som en vanvittig. Pudsigt nok, så fik jeg ikke den ventede reaktion. Hun stod bare stille og lod sig overhovedet ikke påvirke af trommen. Som om trommen alligevel er sådan en naturlyd, at det ikke betød det store for hende.

Jeg fik hende først til rigtig at spæne hjemad, da jeg med fuld fart løb og trommede direkte imod hende. Jeg løb efter hønen i vores have, mens jeg trommede og råbte som en gal. Endelig lykkedes det mig at få hende til at hoppe tilbage til sin gård.

Anja Dalby Frie Vinger

Et øjeblik senere …

Da jeg så op fra det buskads, jeg havde fået viklet mig og trommen ind i, i mit desperate forsøg på at tromme lidt fornuft ind i hønens hoved, så kunne jeg se direkte ind i min nabos køkkenvindue. Hvor min søde ældre nabokone stod og meget forbløffet så på, hvordan jeg var i gang med at skræmme livet af hendes høns med tromme og råb …

Næste dag satte min nabo et hegn op på 2,5 meter omkring hele de hvide høns´ gård. Den friske, hvide hønedame kan stadigvæk godt hoppe over det. Men det sker heldigvis ikke så tit mere, og nu har hun forstået, at det ikke duer, at hun spiser hos os. Så vi behøver nærmest bare rømme os ved køkkendøren, og så drøner hun hjem igen.

Adopter en burhøne

Vi har faktisk selv overvejet om, vi skulle have høns. Der findes nemlig en virkelig fin hønseredningstjeneste, Frie Vinger, som giver burhøns et nyt liv. Som veganere spiser vi ikke nogle af hønsenes efterladenskaber, men derfor kunne vi godt give dem en god pension her i skoven, hos os og Jonna. Nu ved vi bare, at hvis vi vil have høns til at bo hos os, så skal vi skal hegne dem virkelig godt ind, hvis vi vil have vores grøntsager for os selv …

NYE TRADITIONER, STORE SAMTALER OG STOR KÆRLIGHED (OGSÅ TIL JAM TARTS)

Nye traditioner når året skifter

Som jeg har skrevet om her, så er vi i gang med at finde på nye traditioner i vores familie. Traditioner som passer os i stemning, er i overensstemmelse med vores idealer og med hvad vi tror på som mennesker.

Nytårsaften 2018 havde vi således planlagt at fejre med vores egne nye ritualer. Vi ville tage en tur i skoven med madpakke, og mærke hvordan overgangen til det nye år føltes ude i naturen den dag.

Mens vi gik i skoven, talte vi om det liv, der er gået og alt det nye der kommer og ikke mindst alt det nye, vi kunne tænke os, der skulle komme. Vi gik og drømte om egne og fælles projekter. Fik os sporet ind på, hvor hinanden er i vores eget og fælles liv.

Det var rigtig godt at gå og tale med et formål at få set hinanden dybt i øjnene og bekræfte (eller afkræfte, hvis det var sådan det var), at vi er på samme spor. At vi ønsker de samme ting for os selv og hinanden.

Naturen kan løfte dine drømme ud af deres hi

Det er meget nemt at glemme de her “store” samtaler i hverdagen. Eller de kan godt dukke op som små brudstykker. En drøm kan blive fortalt med lav stemme over opvasken, og måske når den anden ikke at gribe den og give sin mening til kende, for så var der også lige vasketøjet, forberedelsen til næste dags arbejde osv. Hverdagen er vidunderlig, men den fungerer endnu bedre, når vi tager timeout engang imellem og får set hinanden dybt i øjnene. Får mærket, at vi stadig vil det her, de samme ting, det samme liv, med hinanden.

En gåtur i naturen er fantastisk til den slags samtaler. Der er ingen distraktioner, og det er lettere at turde åbne sit hjerte for drømme i det rum, hvor der er uendeligt højt til loftet og hvor der ikke eksisterer nogen dom. I naturen er der ingen løftede pegefingre eller ordsprog som “Ved jorden at blive, det tjener os bedst”. I naturen må man flippe ud i de store fantasier, få blanke øjne af forventning og hamrende hjerte over øjeblikkets lykke.

Skotske jam tarts

Min mand er fra Skotland og derovre har de en fantastisk ting, som hedder ‘jam tarts. Jam tarts er som navnet siger: Tærter med marmelade i. Det er en helt almindelig tærtebund bestående af vegansk smør, hvedemel, en smule sukker og det er det. Ovenpå kan man variere med den type marmelade, man lige har ved hånden. Det smager vidunderligt, hvilket er spøjst for det er godt nok en simpel opskrift. Men den virker, og alle er glade når min mand laver dem.

Anja Dalby Nytårsaften Ritual
I skoven drak vi te og spiste jam tarts, lå på ryggen og så op i trækronerne og drømte.
Anja Dalby Nytårsaften Ritual

Se bevægelsen i dit liv: Se alt er muligt.

Da vi kom hjem fra skoven, så skrev vi hver især ned i vores egen notesbog, de ting som vi takkede for fra det gamle år. Alt det der var sket, også de ting som måske var sværere at takke for. De blev alle sammen nævnt.

Det som er rigtig godt ved den øvelse, det er at jeg har bøger med takketaler til året, der er gået, som er 10 år gamle. Når jeg læser tilbage i dem, så kan jeg se bevægelsen. I mig og mit liv. Det er livsbekræftende og det gør mig altid meget glad at se, hvordan mit liv er i konstant forandring.

Når jeg så skal til anden del af min skriveøvelse, så gør det det også så meget lettere at lave den, når jeg ved, at alt faktisk er muligt og at der ofte sker meget store forandringer i mit liv.

Husk at sige farvel

Anden del af skriveøvelsen består nemlig af, at vi skrev de ting ned, vi ønskede os for det nye år. Alt det vi havde talt om i skoven, det blev skrevet ned. Både alt det vilde og såkaldt “urealistiske” og også helt almindelige lavpraktiske ting som at huset skal males i år …

Til slut skrev vi hver især de ting ned som vi gerne ville slippe og ikke tage med os ind i det nye år og så brændte vi dem. Det kan både være personlige ting, som at jeg gerne vil slippe min lidt kedelige, kontrollerende side, eller at jeg gerne vil slippe min dårlige relation til et familiemedlem f.eks. Det kan igen også være mega-lavpraktisk. Man må gerne skrive på et stykke papir, at man nu er klar til at slippe sin gamle bil, så der kan lande en ny og ting i den dur.

Det regnede da vi skulle til at lave et bål i haven, og vi var også sultne, så derfor brændte vi de ting, vi ikke ville have med os ind i 2019 i brændeovnen. Har du ikke adgang til ild på den måde, så kan du sagtens brænde over et stearinlys og smide det i håndvasken, når du ikke kan holde ved papiret mere. At lave nye traditioner skal ikke bremses af praktiske stopklodser, husk at livet er en leg.