Syg i går, rask i dag

Jeg er i skrivende stund godt i gang med min 4. uge med pandehulebetændelse koblet med influenza. Eller det vil sige, i går havde jeg det helt forfærdeligt, i dag er jeg stort set rask.

I går kunne jeg ikke se ud af øjnene for snot og hovedpine. Min næse løb konstant, og jeg havde vilde nyseanfald. I dag er der ikke skyggen af irritation i min næse, og jeg har på ingen måde ondt i hovedet, panden eller henover kinderne som jeg virkelig også havde i går.

Det der skete i går var, at jeg gik en tur. Jeg gik og tænkte på, hvorfor jeg mon var syg, nu på 4. uge, for det ligner mig altså ikke. Jeg går som regel fri fra hver eneste influenzaepidemi og der kan gå mange år, hvor jeg ikke fejler det mindste.

Gevinsten ved at være syg

Når der er noget jeg ikke kan eller vil slippe i mig selv, så undersøger jeg altid, hvor gevinsten er for mig i det emne, det drejer sig om. Så hvad var gevinsten ved at være syg i så lang tid?

Lige der på min gåtur gik det op for mig, at der var rigeligt med gevinster for mig ved at være syg! Når jeg er syg, så har jeg f.eks. en ret lang line i forhold til, hvad der er okay for mig at spise. Pludselig bliver det helt legalt at spise pomfritter og Oreo’s til aftensmad. Noget jeg ellers holder mig ret langt fra normalt.

Når jeg er syg, så må jeg gerne tage den med ro. Jeg må gerne ligge på sofaen og læse i flere timer, og jeg må tage ubegrænsede mængder af lure.

Når jeg er syg, så stiller jeg meget få krav til mig selv. Jeg skruer ned for min arbejdsmængde, og nu hvor jeg også går i skole, så skruede jeg selvfølgelig også ned for mit engagement i lektierne og undervisningen.

Jeg har aflyst alle mine sociale aftaler. Jeg har ikke set en eneste ven eller veninde i den tid, jeg har været syg. Jeg har holdt mig hjemme. Jeg har hverken været i Aarhus for at spise en bolle eller drikke en kop te. Jeg har bare været her i skoven. Det har været nødvendigt, fordi jeg har haft det virkelig træls.

Så hvordan kan de her ting være gevinster for mig? Den ene mulighed er at se på de her ting som, at jeg er doven og gerne vil pjække fra alting. Jeg kan sagtens starte en tankerække, som handler om hvor svag jeg er. Den tankerække kan handle om, at jeg vidste, at jeg er særlig træls. Siden at jeg vil tillade mig selv at være syg så længe, at jeg nærmest vil dyrke det, for at undgå at leve op til mit ansvar på alle mulige punkter i mit liv.

Men det er ikke en særlig venlig måde at tænke på mig selv på. Så det jeg i stedet gjorde i går, var at jeg lagde nøje mærke til alle de her “gevinster”, jeg altså fik ved at være syg. Og så hørte jeg efter i mig selv, hvorfor det var at jeg følte, at jeg havde brug for en undskyldning for at tage den med ro.

Lyt!

Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning for nogle gange at spise mad, som ikke ligefrem er super nærende. Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning til at måtte ligge og læse bøger, holde fri, arbejde mindre, tage lettere på min skole (hallo overachiever), have en masse tid uden at se andre mennesker end min tætteste familie.

Årsagen til det behov er jo let nok at finde. Det er selvfølgelig fordi jeg har haft brug for det. Der har nok været lidt for meget drøn på i mit liv, det sidste halve år. For mange aktiviteter, for lidt tid alene til introspektion.

Jeg har ignoreret, at jeg har savnet at tegne og fordybe mig i det. Jeg har ignoreret, at jeg har haft lyst til at skabe flere ritualer i min hverdag. Jeg har ignoreret, at jeg har lyst til at skabe nye, gode vaner for mig selv. For jeg har ikke følt, at jeg har haft tiden til at gøre det.

Nu hvor jeg opdagede, at det var derfor, jeg havde været syg så længe, så kan jeg i stedet for at købe en næsespray gå i gang med at se på, hvordan jeg kan skabe mere ro i mit liv til de andre ting som også er meget vigtige for mig. Det er ikke fordi jeg vil skabe mere travlhed, ved at fylde flere ting i mit liv. For alle de her ting er ting, der vil fungere som små pauser i min hverdag. Hvor jeg lige kan mærke mig selv igen og hurtigere opdage, hvis jeg har brug for en pause inden jeg får influenza igen.

I dag har jeg det helt forrygende. Som om jeg slet ikke har været syg. Jeg er klar i øjnene, i hovedet, alt snot er væk. Så nu vil jeg ligge mig på min sofa og se ind i brændeovnen, nusse min kat, følge med fuglene, der kommer og spiser i haven og se på skyernes bevægelse over himlen.

Røde og hvide hønserier

Herude hvor vi bor i skoven, der er vi nabo til en stor ejendom med masser af jord og dyr. Vores naboer er stort set selvforsynende, og det er meget inspirerende, at være vidne til hvordan et ‘rigtigt’ gårdmandsted må have fungeret i gamle dage, men som alligevel ikke er for så længe siden.

Vores naboer har mange høns. De har røde høns, som er meget tamme og snakkesaglige. De røde er blide i deres temperament, og det er muligt at nusse dem igennem hegnet, hvis jeg lokker dem med frisk skvalderkål. De røde høns er dog blevet flyttet nu. Så de har ikke længere hønsegård direkte op mod vores grund.

De rødes hønsegård er blevet overtaget af 10 hvide høns, og de hvide høns har en helt anden karakter. De er noget mere bryske i deres attitude, og de har sådan en nervøs energi. Modsat de røde høns, så taler de hvide rigtig meget. De kagler uroligt hele dagen, og vi er ikke i tvivl om, hvornår vores kat (Jonna) går for tæt på deres hegn, når der lander en musvåge eller bare en krage i deres gård eller om natten mod morgenen, så ved vi alle, at ræven også har kigget forbi. De hvide høns har MEGET at sige, og de gør det gerne virkelig højt!

Én hvid højdespringer

De røde høns er rolige damer, som tuller rundt og hygger sig i deres gård. De hvide er vilde og bryder hele tiden ud af deres indhegning. Vi ser dem gå ude på vejen, i vores have, i skoven render de rundt og lader som om de er en fast del af inventaret. Vores nabo-kone stækkede fjererne på de hvide høns, så de ikke længere kunne hoppe over deres hegn. Med undtagelse af en enkelt hvid høne. Hun kan hoppe mange meter lige op i luften, på en hegnspæl, hvor hun sidder og svajer lidt frem og tilbage, til hun tager springet ud i friheden, som for det meste er ind på vores grund.

Vi gik og synes, det var så hyggeligt med den hvide høne i vores have. Vi synes, hun var sej, sådan at kunne hoppe og flyve lidt med så korte vingefjer. Hun kom herind til os hver dag og blev mere og mere modig og fik mere og mere tillid til os. Vi snakkede med hende, kastede brød til hende og (må vi indrømme) opmuntrede hende til at besøge os.

Lige indtil en dag hvor det blev for meget.

Helt ned til kineserne …

Den hvide høne havde nemlig opdaget, at vores store hügelkulturbede, som består af blød lækker kompost fra genbrugsstationen, indeholdt rigtig mange orme og insekter. Så hun gik i gang med at grave. Og det var hun virkelig god til. Huller som var så dybe, at de kunne skjule at hun stod i dem og spiste vores orm. Det duede jo ikke. Vi skal bruge vores hügelkulturbede til at dyrke grøntsager i, igen i år, som vi også gjorde det sidste år. Vi kan ikke dyrke grøntsager i bede, som er gennemhullede.

Så vi begyndte at bede hende om at gå hjem til sig selv og lave huller. Det tog hun ikke umiddelbart ret pænt. Faktisk var hun totalt ligeglad med vores ord. Som om hun vidste, at vi er bløde veganere og derfor aldrig kan udgøre en reel trussel …

At løbe som en gal med en shamanistisk tromme.

Nå, men jeg begyndte at løbe efter hende og jage hende tilbage til sin hønsegård. Jeg råbte og løb med store grene i hænderne for at skræmme hende væk. Men lige meget hjalp det. Fem minutter efter jeg havde fået hende til at hoppe tilbage til sin hønsegård, stod hun igen med hele kroppen begravet i et hügelbed.

En dag blev jeg ret frustreret. Så jeg tog min store rammetromme, som jeg bruger i mit shamanistiske arbejde, ned fra væggen og løb ud efter hende. Jeg trommede så højt jeg kunne og råbte som en vanvittig. Pudsigt nok, så fik jeg ikke den ventede reaktion. Hun stod bare stille og lod sig overhovedet ikke påvirke af trommen. Som om trommen alligevel er sådan en naturlyd, at det ikke betød det store for hende.

Jeg fik hende først til rigtig at spæne hjemad, da jeg med fuld fart løb og trommede direkte imod hende. Jeg løb efter hønen i vores have, mens jeg trommede og råbte som en gal. Endelig lykkedes det mig at få hende til at hoppe tilbage til sin gård.

Et øjeblik senere …

Da jeg så op fra det buskads, jeg havde fået viklet mig og trommen ind i, i mit desperate forsøg på at tromme lidt fornuft ind i hønens hoved, så kunne jeg se direkte ind i min nabos køkkenvindue. Hvor min søde ældre nabokone stod og meget forbløffet så på, hvordan jeg var i gang med at skræmme livet af hendes høns med tromme og råb …

Næste dag satte min nabo et hegn op på 2,5 meter omkring hele de hvide høns´ gård. Den friske, hvide hønedame kan stadigvæk godt hoppe over det. Men det sker heldigvis ikke så tit mere, og nu har hun forstået, at det ikke duer, at hun spiser hos os. Så vi behøver nærmest bare rømme os ved køkkendøren, og så drøner hun hjem igen.

Adopter en burhøne

Vi har faktisk selv overvejet om, vi skulle have høns. Der findes nemlig en virkelig fin hønseredningstjeneste, Frie Vinger, som giver burhøns et nyt liv. Som veganere spiser vi ikke nogle af hønsenes efterladenskaber, men derfor kunne vi godt give dem en god pension her i skoven, hos os og Jonna. Nu ved vi bare, at hvis vi vil have høns til at bo hos os, så skal vi skal hegne dem virkelig godt ind, hvis vi vil have vores grøntsager for os selv …

Nye traditioner når året skifter

Som jeg har skrevet om her, så er vi i gang med at finde på nye traditioner i vores familie. Traditioner som passer os i stemning, er i overensstemmelse med vores idealer og med hvad vi tror på som mennesker.

Nytårsaften 2018 havde vi således planlagt at fejre med vores egne nye ritualer. Vi ville tage en tur i skoven med madpakke, og mærke hvordan overgangen til det nye år føltes ude i naturen den dag.

Mens vi gik i skoven, talte vi om det liv, der er gået og alt det nye der kommer og ikke mindst alt det nye, vi kunne tænke os, der skulle komme. Vi gik og drømte om egne og fælles projekter. Fik os sporet ind på, hvor hinanden er i vores eget og fælles liv.

Det var rigtig godt at gå og tale med et formål at få set hinanden dybt i øjnene og bekræfte (eller afkræfte, hvis det var sådan det var), at vi er på samme spor. At vi ønsker de samme ting for os selv og hinanden.

Naturen kan løfte dine drømme ud af deres hi

Det er meget nemt at glemme de her “store” samtaler i hverdagen. Eller de kan godt dukke op som små brudstykker. En drøm kan blive fortalt med lav stemme over opvasken, og måske når den anden ikke at gribe den og give sin mening til kende, for så var der også lige vasketøjet, forberedelsen til næste dags arbejde osv. Hverdagen er vidunderlig, men den fungerer endnu bedre, når vi tager timeout engang imellem og får set hinanden dybt i øjnene. Får mærket, at vi stadig vil det her, de samme ting, det samme liv, med hinanden.

En gåtur i naturen er fantastisk til den slags samtaler. Der er ingen distraktioner, og det er lettere at turde åbne sit hjerte for drømme i det rum, hvor der er uendeligt højt til loftet og hvor der ikke eksisterer nogen dom. I naturen er der ingen løftede pegefingre eller ordsprog som “Ved jorden at blive, det tjener os bedst”. I naturen må man flippe ud i de store fantasier, få blanke øjne af forventning og hamrende hjerte over øjeblikkets lykke.

Skotske jam tarts

Min mand er fra Skotland og derovre har de en fantastisk ting, som hedder ‘jam tarts. Jam tarts er som navnet siger: Tærter med marmelade i. Det er en helt almindelig tærtebund bestående af vegansk smør, hvedemel, en smule sukker og det er det. Ovenpå kan man variere med den type marmelade, man lige har ved hånden. Det smager vidunderligt, hvilket er spøjst for det er godt nok en simpel opskrift. Men den virker, og alle er glade når min mand laver dem.

Se bevægelsen i dit liv: Se alt er muligt.

Da vi kom hjem fra skoven, så skrev vi hver især ned i vores egen notesbog, de ting som vi takkede for fra det gamle år. Alt det der var sket, også de ting som måske var sværere at takke for. De blev alle sammen nævnt.

Det som er rigtig godt ved den øvelse, det er at jeg har bøger med takketaler til året, der er gået, som er 10 år gamle. Når jeg læser tilbage i dem, så kan jeg se bevægelsen. I mig og mit liv. Det er livsbekræftende og det gør mig altid meget glad at se, hvordan mit liv er i konstant forandring.

Når jeg så skal til anden del af min skriveøvelse, så gør det det også så meget lettere at lave den, når jeg ved, at alt faktisk er muligt og at der ofte sker meget store forandringer i mit liv.

Husk at sige farvel

Anden del af skriveøvelsen består nemlig af, at vi skrev de ting ned, vi ønskede os for det nye år. Alt det vi havde talt om i skoven, det blev skrevet ned. Både alt det vilde og såkaldt “urealistiske” og også helt almindelige lavpraktiske ting som at huset skal males i år …

Til slut skrev vi hver især de ting ned som vi gerne ville slippe og ikke tage med os ind i det nye år og så brændte vi dem. Det kan både være personlige ting, som at jeg gerne vil slippe min lidt kedelige, kontrollerende side, eller at jeg gerne vil slippe min dårlige relation til et familiemedlem f.eks. Det kan igen også være mega-lavpraktisk. Man må gerne skrive på et stykke papir, at man nu er klar til at slippe sin gamle bil, så der kan lande en ny og ting i den dur.

Det regnede da vi skulle til at lave et bål i haven, og vi var også sultne, så derfor brændte vi de ting, vi ikke ville have med os ind i 2019 i brændeovnen. Har du ikke adgang til ild på den måde, så kan du sagtens brænde over et stearinlys og smide det i håndvasken, når du ikke kan holde ved papiret mere. At lave nye traditioner skal ikke bremses af praktiske stopklodser, husk at livet er en leg.

Dengang jeg i en kort periode havde et tv (it wasn’t pretty)

Jeg er så heldig, at jeg kun i en kort periode har haft et tv. Det har altid været et bevidst valg fra min side, at jeg ikke ville have det inden for mine døre. Sådan som jeg så på tv, så ville det være ligesom at invitere en afhængighed ind i mit liv. For jeg er ligesom alle andre, jeg bliver præcis ligeså opslugt og manipuleret af fjernsynsprogrammer. Så jeg vidste tidligt, at hvis jeg skulle bruge mit liv på andre ting, så krævede det at et tv slet ikke fik lov at flytte ind.

Min far forærede mig et tv da min søn var lille og jeg var alene med ham. Jeg tænkte dengang, at nu ville jeg give det en chance, måske var det ikke så slemt at bo med et tv som jeg forestillede mig? Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvor fremragende en babysitter et tv var. Alt det jeg kunne få lavet, når jeg fik plantet min søn foran børneprogrammerne! Så sad han jo bare der, og det var meget belejligt, siden jeg nu alligevel var alene med ham og der var så meget praktisk, jeg selv havde ansvaret for.

Ret hurtigt opdagede jeg dog at mine grænser for, hvornår tv’et måtte være tændt, rykkede sig. Og pludselig sad min søn og så Nyhederne, tv’et kørte bare, det var jo så nemt. Mine aftener når min søn var lagt i seng, blev brugt på at sidde og zappe frem og tilbage mellem de få kanaler jeg havde, og jeg endte ofte med at sidde og se på skøre ting, bare for at have noget at se på. Noget at blive bedøvet af. En aften, hvor jeg sad meget sent oppe og så “tips om tips”, gik det op for mig, at fjernsynet måtte ud igen. Jeg var blevet præcis ligeså afhængig af det som jeg havde forestillet mig, jeg ville blive.

Farvel for altid

Siden dengang har jeg ikke boet med et tv, og når jeg en sjælden gang imellem bliver udsat for det, så bliver jeg helt overrasket over, hvad det er, der nu er “normalt” at se på. Tv er fordummende. Det er det altså. Det taler til den laveste fællesnævner i os alle. Det taler til frygt og bekymring. Det taler til mindreværdet i os og får os til at føle, at vi skal være anderledes end vi er. Vi skal ville have flere ting, købe mere, være utilfredse med vores liv og så skal det dulme. Tv er rødvin, det er sukker, det er bedøvelse.

Tv er designet til at sørge for, at vi bliver siddende, hvor vi er. Tv indoktrinerer og manipulerer os. Der er ingen, der har fået tanker om at leve et friere liv af at sidde og se tv. Tv er en forretning. Hvad er det tv gerne vil have? At vi ser mere tv. Præcis som med alle andre firmaer, så vil det her firma gerne have, at du køber ind i mere af det som det her firma kan give dig. Nar ikke dig selv til at tro, at tv (eller Netflix og HBO) er din ven. Det er giga big business. Ikke andet. Du er blot en forbruger og bliver ikke set som andet.

Hvordan ville dit liv se ud uden tv?

Prøv at forestille dig hvordan vores verden ville se ud hvis Jordens befolkning ikke sad plantet foran en kasse hver eneste aften.

Det kan godt ske, at du nu tænker, at du er selektiv, når du ser på noget. At du kun ser de serier, du kan lide på Netflix og HBO, men konceptet er det samme. De er de samme følelser de serier og film vækker i dig som fjernsynsprogrammerne gør. Måske er der ikke direkte reklamer, til gengæld er de placeret på en mere uigennemskuelig måde i selve serien eller filmen, så det gør det endnu mere svært at se, at du er i gang med at blive manipuleret dybt ind i dit underbevidste til at tage bestemte valg. Være på en bestemt måde. Købe bestemte ting. Der er ingen forskel.

Det er uklogt at narre sig selv til at tro, at bare fordi du ikke ser TV2, så er der ikke nogen der er i gang med at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Og den måde de gerne vil have at du lever dit liv på, er at du liiige skal se et afsnit til. Og oh så kommer der en ny serie! Bare lige et afsnit mere … og så gik det liv med det.

Hvor vil 1000 kroners frihed om måneden tage dig hen? 

Hvor meget koster din tv-pakke pr måned? Det er ikke unormalt at betale mellem 600-1000 kr. pr måned for sådan en. Så er der abonnementerne på Netflix, HBO og de andre film – og serieudbydere. Derudover kommer licensen (som vi snart ikke længere selv kan vælge om vi vil betale (indsæt forarget smiley)). Det vil sige, at det slet ikke er unormalt at betale omkring 1000 kr. pr måned (ofte meget mere) for at få lov til at sidde og få fortalt, hvordan du skal tænke, føle, købe, være i dit liv.

Det er jo rimeligt langt ude. Når du virkelig tænker over det, så er det faktisk en ret vanvittig tanke. Hvem har lyst til ligefrem at betale for at blive indoktrineret? Og så så mange penge? 1000 kr. pr måned, giver 12.000 kr. om året. På 10 år er det 120.000 kr. og mange mennesker har mon sådan en betalingsløsning i mange flere år end 10 … Hvad kunne de penge ikke gøre, hvis de ikke blev brugt på at en skærm? Hvad kunne tiden ikke bruges til?

Prøv at forestille dig en verden hvor ingen af os havde den mulighed. Hvor ingen mennesker sad foran en skærm om aftenen. Hvordan tror du den verden så ud? Hvad tror du folk ville lave? Hvad ville de tænke? Ville vi mon forbruge på den måde, vi gør det? Hvordan ville vores relationer være? Hvilken stand ville planeten være i?

At koble af vs. at koble ind

Det undrer mig, når jeg hører om par, som sidder hver aften foran et fjernsyn som kører med det ene eller andet. Derudover sidder folk med deres egen iPad eller telefon samtidig og har altså gang i flere skærme på en gang. Hvordan rejser man sig fra sofaen og går i seng med sin partner, hvordan er det muligt at være intime når man ikke har været forbundet i timerne forinden? Hvordan er det muligt at være tilstede i sit liv, med børn og alt det andet der sker, når man samtidig skal navigere i det kæmpe sansebombardement der kommer fra alle de skærme?

Mange bruger skærmene til at “koble af”. Men vi narrer os selv, hvis vi tror at vores hjerner virkelig er afslappede når vi ser på en skærm med levende billeder og bragende lyd. Prøv at slukke og sid og stir ud i luften i 3 timer. Så kan jeg garantere dig for, at du føler dig koblet af bagefter. Når du ser tv og skærm, så kobler du dig faktisk ind. Ind i det store net af manipulation, som ikke vil have at du vågner og indser at det her, det er dit, liv. Dit ansvar, din glæde, din sorg, det er dit med alt hvad det indeholder og DU bestemmer selv, hvad det skal bestå af.

Når du ikke ser tv, så får du tid til at rulle ned af bakkerne og blive så svimmel, at du kun kan ligge og grine højt ud i luften i lang tid bagefter …

På hovedet i skovbunden

Det er ikke fordi at alle mine natur-venner er lavet af sten, men tilfældigvis er den næste, jeg vil introducere jer for lavet af flint.

Jeg så hende først oppe i skoven, hvor hun lå med ryggen opad og ansigtet ned i jorden. Jeg vendte hende om og blev noget overrasket over hendes ansigtsudtryk. I skoven satte jeg hende op og tænkte, at hun måske blev mildere stemt, hvis hun fik muligheden for at stå og skue ud over den lille lund med de gamle ege-træer.

Min indre sure dame

Det skete ikke. Faktisk synes jeg nærmest hun så surere og surere ud for hver gang, jeg gik op i skoven til hende. Så en dag bestemte jeg mig for at bære hende med hjem. Jeg har en følelse af, at hun gerne vil være tæt på andre, så jeg satte hende op af et af vores hügelbede, hvor der er andre sten, masser af fugle, og vi kan hilse på hende hver dag.

Jeg har sådan en omsorg for Den Sure Dame. Hun får mig til at smile, for jeg har også sådan en sur dame inden i. Den der sure dame, som bliver sur når tingene ikke går min vej. Som bliver sur, når andre roder. Som bliver sur, når ingen andre kan se, at der skal støvsuges. Som bliver sur over tis på brættet. Bare sådan SUR! Med sur mund og det hele.

Faktisk er jeg ret vild med den sure dame, og jeg griner og smiler til hende hver dag. Jeg er også ofte henne og ae hende på hovedet, men jeg siger “sååå sååå”. Ligesom jeg selv har brug for det, når jeg er så indædt sur at min mund vender helt omvendt.

Sure damer og hidsige mænd, er det sådan det er?

Min mand har det sjovt nok ikke helt på samme måde. Han blev ikke sådan jublende lykkelig, da han en dag kom hjem, og så at jeg havde båret hende med mig herned fra skoven. Jeg tror, han synes at sure damer bare er ret trælse, men han har naturligvis også oplevet at være i den anden ende af dem i hele sit liv. Min mand har ikke den her surhed i sig, jeg tør ikke sige om det kun er kvinder, der kan have det sådan. Men det er nok derfor, at min mand egentligt ikke har det store behov for at gå og nusse om hende. Til gengæld har vi en hidsig lille trold i haven, som han har meget mere omsorg for, det giver også bedre mening …

En dag fandt jeg en pistol på en gåtur som jeg lagde hos hende, da jeg kom hjem. Når jeg er rigtig eddikesur kan jeg også fantasere om at skyde et eller andet. Bare ud i luften ville være fint! Så jeg tænkte, at hun måske også kunne have brug for den til at aflade lidt med. Da jeg viste det til min mand råbte han: DON’T GIVE HER A GUN!!! Han har stor respekt for sure damer! Og med god grund, sure damer skal man enten skynde sig væk fra, eller give dem et knus, så går luften som regel ret hurtigt ud af den sure ballon igen.

At fare i flint …

Det er lidt sjovt, men jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser hende, også bare de fotos jeg har lagt på her. Åh Sure Dame, jeg er vild med dig!

En veninde som jeg præsenterede for Den Sure Dame forleden bemærkede, at det var pudsigt, at hun er lavet af flint, når vi nu har det udtryk, der hedder ‘at fare i flint’. Som jeg hele tiden siger, der findes ikke tilfældigheder …