Jeg er begyndt at bringe samtaler her på min blog. Med mennesker, som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke nye tanker. Denne gang har jeg spurgt min gode ven Gry Buhrkall om, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse, om hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen, og om hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Gry er udannet vokal-lydterapeut og klangmassør. Og hun arbejder også som kunstmaler og har atelier Grønnegade 6 i Aarhus C.

Det er fra en selvudviklingsgruppe vi begge er en del, at vi kender hinanden. Her synger vi blandt andet sammen, og nogle spiller også på instrumenter. Gry er velsignet med den smukkeste stemme og et helt utroligt musikalsk talent. Hun maler fantastiske malerier og arbejder også med lydhealing.

Find Gry her:

grybuhrkall.bandcamp.com

facebook.com/LandscapesLiquified

facebook.com/LevendeLyd

soundcloud.com/grybuhrkall

Gry, kan du kort sige noget om, hvornår du vidste, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget, du ligesom er vokset ind i?

Skelsættende oplevelser på vejen står for mig som den gradvise opdagelse af forskellige platforme for noget, der resonerede med min sandhed. Miljøer/ fællesskaber, sprog og genkendelse i omverdenen. Interessen har altid har været der.

Som barn lånte jeg bøger om kinesisk medicin og afspændingsrejser på kassettebånd. Jeg blev også godt til grin i familien når jeg ladede krystaller op i månelyset og tilbragte masser af tid med at lege i naturen.

Jeg var en overgang helt ovre i de satanistiske bud fordi den centrale egoisme simpelthen føltes mere ærlig end vores kulturkristne glanslag. Men pentagrammet vendte jeg alligevel heksenes vej, mind over matter, spidsen opad. For nylig så jeg udmeldingen ‘The new spirituality is matter over mind’.  Vidunderligt som begreberne modnes og udvikler sig. Kollektive erfaringer, og bølger gennem tiden, skaber ny mening eller døre for bevidstheden at åbne og på ny formes igennem.

Sidst i teenageårene blev jeg præsenteret for en bog om shamanisme og begyndte at rejse med trommen. Sproget var visuelt overvældende og kryptisk i de første rejser, men jeg husker stadig nogle af billederne, og meningen foldede sig langsomt ud. Det er selve det at komme ind i sproget som det præsenteres for dig. Desuden opsøgte jeg en lokal shaman i stedet for medicin, da jeg kæmpede med en depressiv tilstand som 18-årig. Han beskrev et landskab, han ikke selv kendte, og det var en præcis gengivelse af et af dem, jeg havde været i.

Snart efter i den ydre verden var jeg under en blaffertur gennem Irland så heldig at lande på klippeø, der blev et kraftsted at søge tilbage til gennem flere år. Hvor vinden blæste mit hoved fri, og undergrunden hviskede sine hemmeligheder. Det blev på en måde indvielsen af at leve eventyrligt på mere manifesteret vis. Der var et venskab med en gammel druide og en oplevelse af at kunne opsøge netop det, der virkelig kalder mit inderste frem fra gemmerne. Det er vel noget med en længsel og at kalde ud. Og der har altid været svar. På forskellig vis gennem tiden.

Essensen af min spirituelle rejse har egentlig været det at lande mere helhjertet på Jorden og lære at være her. Finde adgang til de subtile punkter, der ikke var åbne for jordforbindelsen. Også blandt andre mennesker, ikke bare som det her mystiske rumvæsen, der vist er gået forkert. Ligeledes når vi går ind i det ceremonielle rum, det er ikke for at fare rundt i universet og give hinanden nye, ophøjede, intergalaktiske titler. Det er for at overgive os til livets skønhed.

De dybeste, åndelige oplevelser tror jeg det er godt at holde for sig selv, fordi det er en sag imellem dig og mysteriets kerne, og ikke noget der skal omformes, spejles og vendes i egoernes verden. Helligt tabu som en selvrespekt. Men kun omkring de allerdybeste. For ikke at iklæde sig oplevelsen som et trofæ. Og for ikke at tabe meningen i gengivelsen af den ramme, der bragte den igennem.

Hvordan kan det være, at det lige præcis var lydhealing, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du uddannet dig?

Efter nogle småkurser i forskellige behandlingsformer, blandt andet traditionel tuinamassage i Kina, var der en hændelse, der åbenbarede mine skyggesider så massivt, at jeg næsten blev væltet helt af pinden. Det fik mig til at tage selvudvikling dødseriøst og gå ind i et dybdegående forløb på en spirituel terapeutuddannelse.

Energien var høj, og det var bare så fedt at mødes i øvegruppen helt hudløst ærligt og rejse med hinanden gennem transformative processer af kaliber. Mod slutningen måtte jeg dog sande, at hele mit væsen ikke var med. Jeg lærte så meget de år, og min indstilling var ret progressiv. Det kan være en styrke. Senere hen fik en mange års langstrakt hjernerystelse lært mig en anden dybde og langt mere medfølelse. Kærlighed til kroppen. Helligt, helligt, helligt. Uddannelsen lagde en god bund! Og der blev åbnet for videre landing i dansen og stemmen.

Det føles godt og sandt for mig, når den fysiske og åndelige sansning flyder dynamisk som ét. At være så engageret, med kroppen aktivt i fordybelse, at sindets hersken bliver et sidespor, og vi lettere kan være i det egentlige – og bevæge os derfra, blive overrasket derfra. Livsfejringsbefordrende fik jeg tøet en dansabel, fastlåst krop op med de 5 rytmer hos Laila Wodtke og dyrkede stemmemeditationer og fri lyd. Må altså lige reklamere for Århus Åben Lydgruppe. Der kom jeg i mange år, og de kører endnu.

Klangmassagen viste sig. Hvis jeg skal beskrive tiltrækningen var det vel det, at oplevelsen med skålene ligesom opløser grænserne imellem det fysiske, emotionelle, mentale og æteriske. Man mærker energikroppen, og lyden bevæger på flere planer. Nogle gange glemmer jeg det storslåede ved denne magi, fordi det er blevet en dagligdags ting. Men hver gang vi er i lyden, melder den sig med frisk genkendelse.

Jeg tog uddannelsen imponerende langstrakt (Nordlys 2008-2012), fordi der samtidig var blevet gravet ned til grundlæggende spørgsmål om, hvad healing egentlig er! Der måtte jord under neglene og fordøjelse til. Spørgsmålet blev plantet og svarede langsomt tilbage på forskellig vis.

Trommen var der stadig, og i 2009 byggede jeg min egen på et retræte i naturen med Erik og Susanne (shamantrommer.dk) som jeg vil anbefale på det varmeste. Vi rejste på hver enkelt del og undervejs blev det mere trommerne, der byggede os. Jeg forstår ikke helt, hvor meget der skete de få år. Men sådan var tiden vist for mange.

Navnligt var der en regressiv cellesang hos Githa Ben David. Helt solgt. Så jeg tog et forløb som klient hos hendes dejlige, indfølende, vise elev Mette Kragelund. Det var dybt betydningsfuldt og healende på flere planer. Ikke at forudgående terapi ikke havde sparket diverse røve. Lyden var bare velkommen. Et velresonerende JA i alle celler. Måden stemmen synger sig direkte ind til sagens kerne og samtidig rummer forløsningen, kraften aktiveres, energien kan sættes fri. Og stemmen kan åbnes og rundes til en intention om overgivelse til noget højere og kalde lyset ind. Den naturlige enkelhed og de ubegrænsede metaforiske universer man kan møde gennem stemmerejsen gik rent ind. Jeg var hjemme. 10 år senere valgte jeg at tage uddannelsen hos Githa.

I mellemtiden er sangens rum blevet helt essentielt for mit liv og virke. Der var en hændelse, da jeg wwoofede på New Zealand i 2010. Jeg arbejdede for en ældre herre på den vilde vestkyst af sydøen. Vi havde indgået det kompromis, at hvis der absolut skulle fanges possums i fælder (isoleret ø uden rovdyr, derfor kunne der udvikles flugtløse fugle som kiwien. Så ankommer der rotter, katte osv. fra Vesten på de hvide mænds skibe og det roder forfærdeligt rundt i økosystemet = nutidige dilemmaer), ville jeg sørge for at vandre op i bushen og tjekke hver morgen, så de ikke skulle sidde der i panisk angst længere end nødvendigt.

Hvis der var en i fælden, sang jeg for dens sjæl før dødsrejsen. Husker solen, den grønne skrænt og horisonten af brusende bølger, da jeg en sådan morgen pludselig fik et glimt af en situation fra Aarhus, hvor et lokalt, bulgarsk kvindekor blev nævnt: ‘Det finder vi lige når jeg er tilbage.’ Og sådan fandt jeg Sedjanka :) Optagelsesprøven var første gang jeg hørte dem synge, og det rørte mig til tårer. De næste fem år var jeg fuldt engageret her. Intet kunne holde mig væk. Musikken er så sjælfuld, klangen runger kvindekraft fra grundfjeldet, saftige rødder og de fineste fugle. Harmonierne og de skæve taktarter, samt fleksibelt formelige melodiske strukturer helt uden taktstreger, nærede både musikalitet og ånd. Undskyld hvis der går rimelig meget anekdote i den. Sigter koncist, men det har altså ikke været nogen ensporet uddannelse, og jeg gengiver bare de rygmarvspunkter, der stikker ud.

Parallelt og helt anderledes. Lidt efter, for godt fem år siden nu, åbnede der sig også en vej ind i et meget givende spirituelt fællesskab, hvor min baggrund med musik siden barndommen kunne omsættes til noget andet end kompositioner hjemme i kunstnerhulen. Det at bruge musikken som et fartøj for den spirituelle rejse. Det at mødes om at synge sammen, også i hverdagen. Virkelig en berigende og fornyende måde at være sammen på. Det pludselig at finde mig selv i en situation, hvor jeg havde masser at gøre brug af, lære fra mig og slet ikke kunne lade være. Naturen har jeg altid følt mig hjemme i, men her blev der åbnet for det sociale aspekt af grounding.

Hvad var det som kaldte dig til at blive lydhealer? Hvordan bruger du healing og de redskaber, du kender derigennem i din dagligdag?

Lyden er bare et vidunderligt rum at være i, og føles som der jeg har noget at give. Hvis jeg søger en underliggende bevægelse i hvad, der kalder mig og jeg ønsker at give videre, kan den pulserende røde tråd nok kaldes Reclaim Sacred Living. Og heldigvis er den bevægelse langt større end mig! Ved modløshed eller forstoppet ego, er det altid en nøgle for mig at stille ind på min lille del af en kollektiv bølge, der skyller gennem verden.

I hverdagen bruger jeg stemmens nærvær til at skabe kontakt med, hvor jeg er. Nynner gerne for urter og grøntsager når jeg plukker dem, nyder kraftkaldet i en sang og ved, at jeg kan åbne for sangens inspiration i en presset tilstand.

Hvis jeg er helt til rotterne, kan en jammergråd få toner og åbne for kraften. Eller for omsorg. Jeg er meget glad for at have nogle rammer, der støttende kan sættes op for at rumme processen. Vil anbefale Tonen fra Himlen, GbD. Men nogle gange kommer det også bare af sig selv mere lyrisk. Og vil ikke forløses, bare synge sin sang.

På den ordmæssige side, er mange transformationssange kommet igennem. Beskrive situationen og lade den forvandle sig gennem den kreative magi. 
Ja, selvterapeutisk stemmemæssigt bruger jeg de tre linjer. Sangskrivning, fri lyd og den guidede lyd.

Faktisk er jeg lidt nysgerrig på det der med at drukne i værktøjer, og hvornår vi formår at række ud efter dem. Som at gøre sig åben for at blive berørt af inspiration.

Hvis der er en øvelse, jeg ved er god for mig, men kæmper med at komme ind på, kan jeg søge den mere som relation end opnåelse. Mærke ind på forbindelsen og lade noget spontant komme igennem i stedet.

Sådan har det været med qi gong hele foråret. Underlig modstand!! Men sprudlende åbent for fri bevægelse i haven. Bare for genert ^_^ Og så kom der pludselig en javanesisk mester i fri bevægelse forbi Århus. Suprapto Suryodarmo er fantastisk god til at hjælpe folk ind i simpel, bevidsthedsudvidende bevægelsesfordybelse. Inspireret af det åndende græs, den åndende hud, blive bevæget af øjeblikkets liv. Amerta movement, nectar of life. Tror der bliver en lille gruppe, hvor vi mødes og gerne byder flere ind. Det bliver ikke det samme uden ham, men magien er universel.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det her begreb vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om hvad tænker du om Gud og om du føler en kontakt med noget der er større end dig selv?

Til det spørgsmål vil jeg forholde mig som en evigt ung opdagelsesrejsende, og det er nok den tilgang, jeg tror mest på. Men det er et vigtigt emne at kunne tale om med nysgerrighed og vove at have i sit ordforråd, hvis det på, hvilken som helst måde giver mening for en. Jeg refererer ublu til Gud i flere af mine sange – men det er den anden vej rundt end at skulle gribe om begrebet og definere hvad Gud er.

‘Det dao der kan beskrives, er ikke dao.’ Men det kan opleves og erkendes. Selve det forhold oplever jeg som essentielt for vores, som mennesker, relation med Gud. Også i os selv. Kald det bare kraften og kilden og kærligheden. De virker mere specifikke, vækker forskellige fornemmelser og billeder og kan alligevel strække sig langt ud i det abstrakt ufattelige. På arabisk har Gud 99 navne.

Det føles sandt at erkende eksistensen af noget ufatteligt. Helt klart uden skæg og køn! Og alligevel have et ord der dækker den dimension. Bare det, tror jeg er sundt for vores sind som mennesker. Og at give det ansigt kan nok bygge bro, så Gud føles mere vedkommende. Fra det helt nære, at mærke ånden i et træ – til det helt abstrakte altomsluttende. Og til begge dele vil vi gerne have nogle ansigter, så det er mere velkendt at relatere til. 

Jeg tror på en energetisk verden af mange mange, mange væsener. Og det er ikke dem alle, man ønsker at danse med. Og så er der noget højere bagved os alle. Eller i kernen af os alle. Eller i det hele simpelthen. Gud er som en gong i en klippehule. En sart roses duft båret midt i en storm over et frådende, dybsort hav. Stilheden bag fuglesang. Før duft er duft og lyd er lyd, den første vibration.

Jeg tror på kærlighedsdigte og afskrællet inderlighed og uendelig hyldest til det helt ufattelige mirakel liv bare grundlæggende er. Og et vågent øje på bevidstheden.  Eller fra bevidstheden. Dér lægger spørgsmålet sig i et uendeligt 8-tal, og der er vist helt godt at sidde og meditere. Og så tror jeg selvfølgelig på Gud i oplevelsen af altings væsen. I nærvær hvor du er.

En anden ting er selvfølgelig Gud som ‘historisk person’. Blodtørstig og enevældig. Suveræn maskot for den hvide mands imperium og al dets destruktive, ignorante bedrevidenhed. Censureret kvindekraft og adskillelse fra magien. Patriarkalsk beslaglægning af det hellige. Vi må se på det hele og kende vores faldgrupper som mennesker. Så kan det være et trin i vores kollektive spirituelle udvikling.

Tiden nu er til klarhed, tilgivelse og forenelse af det bedste vi har lært, og hvordan vi tør vælge, når vi er helt ærlige overfor os selv. Med erkendelsen af noget højere at være i kontakt med, vanker der ikke lange baner af frynsegoder og et særligt højsæde for dig. Det ændrer rummet for dit sind.

(Vi tager lige en afhandling om Gud i musikken senere, ikke. Uendeligt potent spørgsmål det her.)

Hvad føler du dig knyttet til i naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på?

Jeg ser mennesket som en del af naturen. Ingen mængde cement, teknologi eller institutionerede religioner kan ændre på det. Bare grave en dyb grøft af ensomhed, åndsforladthed og selvudslettelse. Vi roder lidt rundt og opdager måske vejen til en mere harmonisk sameksistens med  forståelse for helheden. For vi kan ikke stikke af fra den.

Der er heldigvis stadig mange at lære af, selvom kolonialismen, helt absurd, endnu i dag tromler frem og afskærer almindelige mennesker fra deres levende spisekammer, supermarked, byggehandel, apotek osv. Graver miner på hellige pilgrimssteder. Afhegner naturreservater, hvor rige vesterlændinge så kan komme og skyde imponerende dyr, mens de lokale gennem-mange-generationer ekspert-konservatorer bliver lemlæstet, hvis de nærmer sig. Der er noget med at vælge om vi hellere vil have sprøjtede grøntsager end rent drikkevand og om vi foretrækker kemikaliespækket tøj på kroppen og døde bønder på samvittigheden. Men skiftet er stort og stikker dybt. Brandtale slut :)

Vind, hav og klippegrund har jeg altid mærket særlig forbindelse med. Men nu også jorden, dens overvældende frodighed og transformation af dødt stof gennem mikroorganismerne. Stabilitet og ro sammen med alt det liv, der pibler rundt og skaber mere liv. Ildens væsen, som en tilstedeværelse man kan konferere med, i tale, sang eller stilhed, give til og invitere dybt ind i knoglerne.

Alle vækster … Men det er altså ikke sådan, at jeg går og taler med træerne, og forstår hvad de ‘siger’. Har oplevet at kunne mærke naturen, på det plan kommunikationen er, bedre i visse landskaber frem for andre. F.eks. komme hjem fra åndeløst smuk ur-natur under eksotiske himmelstrøg og faktisk bedre kunne mærke, på det kommunikative plan, den lille nuttede danske natur. Det kom altså som lidt af en overraskelse, så den er værd at have med.

Havet søger jeg især, hvis der er følelsesmæssig intensitet. Sorg. Eller livsløshed. I virkeligheden helst altid (!), men det er blevet en luksus, jeg ikke prioriterer i det daglige – for også at erkende tid … Er mest med haven jeg bor i, og det bliver mere og mere en relation. Meget nærende. Her former jeg landskabet, bygger jorden op og dyrker alle mine grøntsager. Og jo bedre vi lærer hinanden at kende, jo mere mærker jeg alt det grønne og havens grundlæggende puls.  

Lidt om joik:

På en rejse til Sápmi, samernes smukke land i nord, fik jeg bekræftet og udbygget min oplevelse af at synge med den nærværende natur. På vej op gennem Sverige kunne jeg høre mine melodier begyndte at ændre sig. Ville gerne undgå at gatechrashe deres joik og samtidig åbne sluserne, og vi lykkedes i en meget smuk balance. I joik-traditionen synger man et hvilket som helst væsens ånd. Mærker bjerget og giver det lyd. Naturen er bogstaveligt talt spækket af musik. Måske lettere hørbar der end her både fordi naturen er langt mindre tæmmet, og fordi den så længe og ubrudt er blevet besunget.

Jeg havde fortalt Anna (Grys samiske veninde), hvad det var jeg var interesseret i. Helt nøgent fra sjælens hjertekule. Og hun forstod. Og sagde ‘jeg kan ikke lære dig at joike, men jeg kan tage dig med derud, hvor den kommer fra.’ Ved ankomsten rundede vi først den kristne skole hendes bedstemor var blevet anbragt i for at aflære egen kultur og få sønderrevet sin identitet. Og talte en del om rensdyr. Hun gjorde det klart for mig, at joik er en integreret del af samisk kultur, og ikke noget man kan pille ud af sammenhængen. Så jeg har stor respekt omkring det.

Vi gik bare ture i landskabet sammen og så kunne jeg indimellem ikke dy mig for at synge et strømmende vandløb osv. Alle har adgang til natursang. Hvilket er det bedste ord, jeg kan finde uden kulturel reference. Og det bruger jeg en del i mit spirituelle arbejde. Der er så meget at lære!

Før vi begynder at kommandere med kræfterne og lege shamaner, tror jeg det er vigtigt at finde hjem til bare det at være en del af det hele. Som et barn. Respekt, ærbødighed, hvile i egen kraft som en del af noget større – både menneskeligt, åndeligt og i den fysiske oplevelse af de energetiske strukturer. Mærke verden og lære at bruge sine sanser.

Hvad betyder begrebet ‘kreativitet’ for dig? Hvordan kommer dine malerier til verden og hvor får du din inspiration til dem fra?

Kreativitet betyder for mig uendelig rigdom. Se en situation fra andre vinkler, en slags bevidsthed om forvandling. Gå i kommunikerende kontakt med noget der sanses. At der er en strøm af utrættelig skabelse og potentiel formgivning af livskraft, altid unik i dette nu. Klovnens genialitet, der bryder vores vante tanker, som skaber de vante gange og endda kan fortælle os så indgående gentagelser, at vi ikke oplever om det er sandt. Kreativiteten vækker os.

Inspirationen kommer for mig især fra naturen, kærligheden og ånden – hvis jeg kan samle dem i ét, mærkbart begreb. Eller, naturens overflader, cellestrukturer og bevægelser. Kærlighedens åbne lyse rum, drivkraft, flammende, strålende JA-energi, dybder, væsensudvidelser. Ånden i alt. Landskaber i det hele. Men den kan jo vise sig, hvor end man er åben for den. Eller i det, der åbner en for den.

Tit bliver jeg hjemsøgt af farver og former, strukturer, lag jeg gerne vil gå ind i gennem dansen på lærred. Men så kan det føles lidt beskedent med pensler og hænder-hjerne konstellationen. Der er en gnist af noget vision, og så er formgivningen mere en organisk proces. Undervejs oplever jeg at male en form for portaler frem. Og at det også er den effekt malerierne har på andre. Så det der kan aflæses på billedet er måske et lille genskin, men langt mere en sitrende flade, beskueren selv kan rejse i.

Arbejder en del på yin-fasen for tiden. At tage det nærende ind og lære hvordan der kan hviles efter et projekt eller ny overvindelse er kørt igennem. Hvis der er kreativ appetit uden base for udtryk, er jeg måske bare grådig efter output og må ned i det simple – om det er teknisk meditation i grundfærdigheder eller søvn, næring, kontakt.

Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen, noget du har oplevet giver dig mere glæde, større selvværd, eller bare et større overskud?

Når hovedet ramler eller energien er lav lægger jeg mig på græsset. Sol- og jordterapi. Vasker jeg tøj, hilser jeg vandet. Tænder jeg op, hilser jeg ilden og inviterer den ind som selskab. Kigger jeg for meget på mine tanker, går jeg ud og møder haven.

Brændenældeudtræk! Denne forårsåbenbaring. Tjek Hyldemors Have.

Natursang. Giv fri lyd til hvor du er lige nu. Når du kender oplevelsen af at synge dig selv til stede, det er som et møde i sandfærdighed og giver situationen skærpede farver, kan du finde et indbydende sted i naturen og tage kontakt med sanser og åndedræt – og tilføje stemmen. Føles det for vildt, kan du starte med potteplanten i stuen :) Bare lad lyd og melodi strømme igennem. Måske er der rytme.

Find balancen af blidt nærvær. Der findes en boksering af ‘højtideligt seriøs’ i det ene hjørne og ‘fnisende flugt’ i den anden. Midt i mellem står en rolig mægler og slår rødder for en væren af ‘blidt nærvær’, som ligger lige parallelt til bestræbelserne i firkanten. At søge den stemning, der kultiverer mulden i eget grundpunkt for meningsfuld kontakt med dig selv og ethvert andet levende væsen.

Praktisk, kvadratisk og godt

Det jeg gerne vil fortælle om her, det er megalavpraktisk. Ikke desto mindre, så hænger det helt sammen med den måde jeg ellers lever et liv, hvor jeg styrker min ånd og ikke mit ego.

Da jeg flyttede sammen med min mand (dengang kæreste) David for 4 år siden, var min (og hans) økonomi mildest talt temmelig katastrofal. Jeg var næsten lige blevet skilt, havde en meget stor gæld jeg skulle forholde mig til, og min mand var lige begyndt at arbejde igen efter en periode med sygdom.

Tilsammen har vi 3 børn. De er (og var) teenagere. Ret hurtigt erfarede David og jeg, at vi var nødt til at gøre noget virkelig drastisk for, at vi ikke druknede vores sparsomme økonomi i daglige indkøb og hurtige, ufornuftige beslutninger.

David fandt på et virkelig godt system, som vi stadigvæk bruger, selvom vi ikke har børn til at bo hos os hele tiden nu. Vi gør det, at vi har 4 kuverter, en for hver uge i måneden og i de 4 kuverter ligger vi hver uge 500 kr.

(Billedet af kuverterne kan ses herunder. De er hjemmelavede og næsten helt slidt op nu. Jeg er sikker på at der kan findes en mere elegant løsning, hvis man er til den slags. Bliv ikke forvirret over at der står 750 kr på kuverterne, det er fra dengang vi havde hjemmeboende børn. Der var vores månedsindkøb også højere og vi betalte 1500 kr for det store indkøb, som jeg beskriver herunder.)

De 500 kr. dækker vores ugentlige indkøb. Grøntsager og frugt. Eller hvis vi f.eks. mangler havremælk, smørbar eller peanutbutter. Det er altså 2.000 kr. vi i alt ligger i de kuverter.

Derudover, så gør vi det, at hver den første i måneden, kører vi ud og laver vores ‘store’ kolonialvare-indkøb. Vi handler et stort indkøb for 1.000 kr. Vi handler alle de ting som vi ved, vi skal bruge hele måneden. Ris, linser, bønner, mel, gær, te, tandpasta, toiletpapir, tomatpuré, opvaskemiddel, bagepapir, tamari, balsamico, krydderier osv osv.

‘Stram snor’ metoden

David og jeg spiser 100% vegansk og (næsten) 100% økologisk. For 3.000 kr. pr måned, har vi ikke kun et virkelig godt forrådskammer som vi altid kan lave mad ud fra. Vi har også fuldstændigt skåret alle de skøre småindkøb væk. Når vi ved at vi har 500 kr. pr. uge til at handle grønt og frugt og andre ting, vi løber tør for hen ad vejen, så ryger der ikke noget spontant ned i indkøbskurven. Vi er altså på den måde i stand til at holde vores husholdningsøkonomi i stram snor. Så løber den ikke afsted med os og pludselig kræver et eller andet dyrt glas oliven eller mystisk raw-specialitet (her ser jeg mest på mig selv).

Når der så er børn hjemme, så kan vi godt bruge lidt af vores egne penge (faktisk afhængig af hvis barn det er der er her i længere tid) til ekstra mad, og vi kan spendere lidt ekstra og lave noget lidt mere særligt mad end vi plejer. Det fungerer også rigtig godt og på den måde ved vi også præcis, hvor mange ekstra penge vi hver bruger ud af vores egne ‘lommepenge’ til når børnene er her.

Vi skabte overblik og overskud – også mentalt

Den her måde at have sin husholdningsøkonomi på fungerer vildt godt for os, fordi:

• Vi ved præcis, hvad vi ellers har af penge hver måned, når vi hver især har givet 1.500 kr. til husholdningskassen. Det vil sige, at vi kan spare op til rejser eller andre projekter. Vi kan lave forbedringer på huset eller haven. David kan købe nye guitarpedaler, og jeg kan gå på kurser og retreats uden føle skyld over det.
• Vi slipper for at ‘komme til’ at bruge unødvendigt mange penge på diverse tilbud i supermarkederne. De der impulskøb er stort set udraderet ved at handle ind på den her måde.
• Jeg er helt vild med mad. Jeg elsker at lave mad og elsker at gå og planlægge det. Jeg er også helt vild med diverse specialiteter. Men jeg har bestemt også mærket egoet i mig i den henseende. Bare fordi det nu er muligt at købe alle mulige specielle ting, og nu endda i vegansk version, så behøver jeg ikke gøre det. Jeg kan mærke en helt særlig grådighed omkring mad og madvarer, som jeg absolut ikke finder særlig charmerende. På den her måde, så holder jeg min mad-ekstravagante side i skak. Der sker intet ved at købe noget særligt engang imellem, men det er omvendt også åndssvagt at bruge mange hundrede kroner på det hver måned. Det her system har gjort, at jeg bliver mindet om ‘at det bare er mad’. Ris og løg er ligeså meget mad, som en eller anden specialitet er det. Og jeg bliver altså som sagt noget mere bevidst om, at jeg vil købe en crazy trøffelolie ud af vores ugentlige budget, i stedet for at få vores kartoffellager op igen.
• Jo mindre penge vi skal sætte af til vores madbudget, jo mindre behøver vi at arbejde. Det vil sige, at vi får meget mere frihed til at gøre ting, der nærer vores kreativitet og vores ånd og ikke kun vores deller.

Stram op

Prøv at mærke efter hvem det er, der overforbruger i dit hjem. Er det dig eller er det dit ego, som lader sig lokke til at bruge unødvendigt mange penge på alt muligt, som alligevel hverken er sundt for dig at spise eller for planeten at producere.

Jeg kender mange mennesker, som går i motionscenter for at smide de ekstra kilo som chips, rødvin, slik, kage, fløde, is, ost, sætter på kroppen. En anden løsning kunne være at lade være med at købe de ting. Så ville man slippe for at belaste kroppen med indtagelsen af det. Man ville slippe for at bruge pengene på det. Og man ville slippe for at bruge tid og energi på at prøve at forbrænde det på en løbebånd bagefter. Plus Jorden igen, den behøver ikke bruge vanvittige resourcer på, at du får deller, dårlige økonomi og dårlig tid.

Prøv bare at tænke på hvor meget energi der bliver brugt på bare en pose chips. Indpakningen. Kartoflerne. Olien. Saltet. Hvor kommer det hele fra og hvor bliver de der poser af igen bagefter? Det er en win-win-win-situation, som det virkelig undrer mig, at der ikke er mere fokus på i vores samfund. Man behøver ikke købe alle de ting der er i supermarkedet, bare fordi de er der, og fordi de er billige.

Der sker intet som helst dårligt ved at have restriktioner på sin økonomi. På sit madindtag. På sine indkøb. Måske skal vi bruge vores ‘frie vilje’ på at passe lidt bedre på os selv og planeten i stedet for at bruge den til at stoppe gourmet-flødeboller i hovedet.

Når praktikken blomstrer

Der er en side i mig som jeg skal holde meget øje med. Det er en side som meget nemt kommer til at sabotere det som min intuition fortæller mig. Det er min praktiske side. Den side af mig, som jeg også i høj grad bruger i mit job som mor. Derfor kalder jeg den min mor-side.

Jeg er vokset op i en familie med mange børn. Jeg er den ældste i flokken og da vi voksede op havde vores forældre meget få penge. De havde ikke kun ét job hvert, men i perioder to eller tre jobs. Det var svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk i mit barndomshjem. Derfor blev jeg ret hurtigt vant til at skulle passe ‘de små’ (altså mine mindre søstre), så mine forældre kunne skaffe pengene hjem til familien.

Da jeg blev mor som 24-årig, blev jeg det alene. Det krævede også en hel del praktisk sans at få det til at fungere som eneforælder i en husstand med en baby og senere lille barn. Der var mange af mine egne ønsker, jeg måtte gå på kompromis med, hvilket ikke er usædvanligt, når man bliver forælder. Der var bare ekstra meget siden forældrearbejdsbyrden ikke kunne fordeles på to sæt skuldre.

Lader du spontaniteten sejre?

Jeg arbejder hele tiden på balancen i mig selv. Mellem hvad er rimeligt og hvad er direkte egoistisk. Hvad kan jeg sige fra over for, så jeg kan vælge mig selv til? Og hvad kræver, at jeg tilsidesætter mig selv for andre?

Hvis det jeg virkelig ønsker at gøre betyder, at der er noget andet, der så kommer til at tage mere tid. Eller (det værste) kommer til at koste lidt flere penge, så kan jeg sagtens overrule mine egne ønsker for at spare 50 kr. eller en halv time i bil.

Jeg synes mænd er bedre til ikke at være så beregnende i økonomi og tid. De mænd jeg kender (og har kendt) har på ingen måde været ligeså slemme til at tilsidesætte dem selv. De er bedre til at gøre spontane ting. Til at vælge dem selv til. Til at sige pyt til en lille ekstra udgift i enten tid eller penge, hvis det betyder, at de så får tid til dem selv og det de har lyst til. Men jeg er åben for at det kan være anderledes med mange mænd. Jeg har bare ikke mødt dem endnu.

Den kedelige side i mig. Den som kan finde på at skubbe et ønske om en time alene hjemme, hvor jeg kan skrive eller tegne, for at få en kørselsligning til at gå op med en tur i Jem & Fix, den kalder jeg for mor-siden. Det behøver ikke være sådan, at det er en universel mor-side. Det kan sagtens ske, at det kun er mig, der har det sådan. På grund af den opvækst jeg har haft og de tidlige år som mor, som bekræftede det mønster i mig.

At lade min mor-side få fred

Det er noget, jeg arbejder med hele tiden. At vælge mig selv til og lade min mor-side få fred. Også selvom det betyder, at tingene bliver en smule mere bøvlede for andre. Som sagt kan det være svært at differentiere mellem om jeg er mega-egoistisk eller prøver at passe på mig selv. Så derfor siger jeg det ofte højt til min mand David. Jeg siger, at jeg egentligt har mest lyst til ikke at gøre det og det, men i virkeligheden trænger til en eftermiddag under dynen i soveværelset med en bog og lukkede døre.

Jeg siger det højt, så han ved at jeg er i tvivl om jeg er for meget og for krævende. Jeg lytter på hans respons. Hvis han reagerer ved at sige, at det synes han er i overkanten, så må jeg vurdere om jeg vil gøre det alligevel. Men faktisk, så er det ikke sket endnu. Det eneste, der er sket ved, at jeg åbent deler min splittelse mellem min virkelig kedelige og fornuftige mor-side og den side af mig, som kan mærke, at jeg trænger til ro og ingen ydre stimulanser, det er at han siger at det synes han lyder dejligt (altså roen). At det skal jeg tage at gøre.

Tag dig selv alvorligt

Vi har endnu ikke haft en konflikt, der handler om, at jeg har brug for at trække mig og lade op alene. Og f.eks. ikke køre en tur i byggemarkedet, når bilen nu alligevel skal ud luftes og aflevere eller hente et barn.

Konflikten eksisterer kun i mig selv. Så jeg øver mig hele tiden i at lytte på den og tage den alvorligt. Ingen af de to sider i mig skal overrules af den anden. De må begge to meget gerne være der. Jeg hylder bestemt også min praktiske side, som er i stand til at gøre hele huset rent på en formiddag. Hænge vasketøj op, klippe græsset og køre over med affald på genbrugsstationen. Men jeg skal huske også at give den anden side plads. Hånden på hjertet. Det ikke vores ‘selv-nusnings-side’, der bliver belønnet mest i vores normale, moderne liv.

Når jeg lytter på, hvad der egentligt er mit behov, så kan jeg også så meget bedre anerkende når min mand har det på samme måde. Når han beder om tid alene, så gør jeg virkelig hvad jeg kan for at give ham den plads og det rum, som gør at han kan få ladet op. Jeg kan meget bedre passe på ham, på vores forhold og også vores børn, når jeg tager mit eget behov for alenetid alvorligt.

Vi er allesammen forbundet

Den historie vi hidtil har troet på her i verden, er historien om separation. Det er historien om, at vi ikke har noget med hinanden at gøre, at vi hver og især er alene og med den historie, så kommer også en fortvivlelse, når vi ser ud på verden vi er i. For hvad kan jeg, lille mig, gøre.

Når jeg tror på, at jeg sidder her alene i skoven, og at alle I andre også sidder alene der, hvor I nu er placeret i verden, så føler jeg mig magtesløs. Jeg føler mig magtesløs over for klimaforandringer, over for det politiske system, overfor dem der lyder som om de ikke vil det gode for verden.

I den her vidunderlige TED Talk med Charles Eisenstein præsenterer han en anden mulighed. Nemlig at vi allesammen er forbundet. Vi er forbundet energetisk igennem ‘the morphic field’ og alt hvad vi gør af godt i verden, bliver optaget af det felt og styrker feltet i dets ‘godhed’. Jo stærkere feltet bliver, jo nemmere er det også for andre at mærke det.

Håb og handlekraft

Det vil sige, at andre som også kan føle desperation og håbløshed over, hvordan verden ser ud, eller måske endda bare deres egen lille verden, de får nemmere ved at føle håb. Når vi føler håb, så kan vi handle. Håbløshed styrker til gengæld de modsatte følelser og vi bliver apatiske og handlingslammede.

Vi er allesammen forbundet. Jo højere du synger din sang, jo flere vi er der synger den samme sang, jo flere kan høre den. Det behøver ikke betyde, at du rent faktisk går og laver lange taler på din arbejdsplads om nødvendigheden af et nyt politisk system, om økologi, om veganisme, eller hvad du nu føler er det, der kan styrke det gode her i verden. Men bare det, at du handler anderledes styrker det felt, som gør at andre også har nemmere ved at handle anderledes.

Du er nøglen til paradis

Vi er her for at tjene. Når vi virkelig mærker ind i årsagen til vores eksistens her, så kan det aldrig være anderledes. Vi må alle sammen tjene med det vi kan tjene med. Om det så ‘bare’ er at være verdens sødeste og mest smilende servicemedarbejder i Brugsen, så gør det en forskel. Så tilføjer du til feltet af søde og smilende mennesker, det bliver nemmere for andre at handle på samme måde som dig. Du er ikke separat fra os. Vi er alle ét og sammen kan vi gøre den her jord til det paradis, det var meningen den skulle være.

Skrig uden lyd

Vi bor i et sommerhusområde inde i landet på Djursland. Det er en gammel plantage som for lang tid siden er blevet omlagt til sommerhusgrunde. Der er regler om, hvor mange træer man må fælde på sin grund. Jeg mener, det er omkring 25% af grunden, der skal vedblive med at have store træer på sig.

Det kan jeg se rundt omkring, at det tager folk rimeligt let på. Kæmpestore træer bliver pløjet ned og ligger kastet skødesløst rundt i bunker. Eller næsten endnu værre, de bliver topkappet og står hovedløse tilbage. Det ser fuldstændigt rædselsfuldt ud, uanset hvad folk vælger at gøre ved dem.

Jeg er IKKE neutral når det kommer til træer. Jeg er ikke kærlig. Jeg er ikke venlig. Jeg er ikke forstående. Jeg bliver rasende og kommer til at græde. Jeg føler mig magtesløs og får følelsen af at stå i et lydtomt rum med gummivægge, og der er ingen, der kan høre mig skrige af frustration.

Når buddhister fælder træer

Her hvor vores grund og hus er har den tidlige ejer heldigvis ladet træerne stå hele vejen rundt om grunden. Sådan næsten da, for vi kan se mange spor efter træer, som det undrer os er blevet fældet. Men vi er alligevel taknemmelige for, at der trods alt er så mange træer tilbage. Sidste år fik vi en ny nabo, ellers har vi været helt alene her i vores afdeling af sommerhusområdet. Vores nye nabo er vi meget glade for. Han har trommer i sin stue, Tibetflag på terrassen, er buddhist, skyder med bue, har langt vikingeskæg og er i det hele taget lige ‘vores’ type.

I tirsdags kunne jeg høre nogle store brag ude fra haven. Da jeg gik ud for at se hvad der skete, var vores nabo i gang med at fælde træer. Han har allerede fældet en del på sin egen grund, hvilket jeg ikke kan sige noget til. Jeg kan bare med tungt hjerte gå og se på de egern, som sidder på træstumperne og ser sig omkring. Som om de slet ikke kan forstå, hvor deres hjem og liv er blevet af.

Knuste fingerbøl

Vores nabo ville fælde et dødt træ som stod i det skel som går ind mod os. Men han var kommet til at fælde et forkert træ først. Hvilket jeg slet ikke kan forstå kan lade sig gøre, og det gør mig ubehagelig mistænksom over for ham. Så han havde først fældet et kæmpestort, mange hundrede år gammelt grantræ, som desværre var faldet ind i vores have. Vægten fra det store træ knuste et mirabelletræ, et af de små særligt udvalgte økologiske æbletræer, vi har plantet og derudover en kæmpestor og flot fingerbølplante som vi har nusset og nusset om.

Vi kan se, at ham der boede her før har været ivrig med at sprøjte med gift i haven. Sidste år var vores første sommer her og der var stort set intet ‘ukrudt’. Det undrede os godt nok meget. Ingen af os har dog tidligere boet i en plantage og jorden er meget sur og sandet her, så vi troede det måske var sådan det var her. Men i år, hvor jorden altså ikke blev sprøjtet, er det gået totalt amok med blomster og planter overalt. De fineste ting er poppet frem af jorden, heriblandt også en kæmpe fingerbølplante. Den er ligesom blevet hele symbolet på, hvor gode og giftfrie vi er. Som om det ikke var nok, så har vi også passet ekstra meget på den fordi min skotske mand husker dem fra sin barndom, der hvor han voksede op. På en lille ø uden for den skotske vestkyst. Så vi har altså både nostalgi og følelsen af at passe på naturen blandet ind i det forhold til den fingerbølplante. Nu ligger den knust ude på jorden.

Hjertesorg

Nu er der fjernet to store træer i vores skel. Når jeg ser derhen, så ser jeg et åbent sår. Jeg ser mirabelletræets brækkede grene. Jeg ser den tomme plads, hvor æbletræet stod. Jeg ser det virvar af krat og planter, som er blevet rykket op, og jeg ser på de to små stammer, der er tilbage efter træerne. Det gør så ondt i mig, og jeg har grædt og grædt. Jeg kan slet ikke holde ud at være ude i haven, hvor jeg ellers bruger mange timer normalt. Jeg har endda vågnet og grædt om natten over det.

Følelsen af magtesløshed, ikke kun overfor træfældning som ligesom er en total uoprettelig skade man gør, har jeg også følt meget over for den måde tingene ser ud på Jorden for øjeblikket. Jeg er godt klar over, at jeg virkelig holder af træerne her. Jeg bruger meget tid med at kommunikere med dem og passe rigtig godt på dem. Så derfor har jeg også følelsen af at have mistet gode venner. Selv det ‘døde’ træ havde jeg en relation til. For ikke at tale om dyrene. Egerne som hopper hele have rundt fra træ til træ, kan nu pludselig ikke komme videre, hvor der er et stort hul nu. Spætterne som elskede det store, gamle, døde træ og brugte det som tromme og insektforråd osv osv.

Alt det ved jeg godt eksisterer i mig, og alligevel blev jeg overrasket over, hvor ked af det jeg har været over de træer. Jeg har været totalt fortvivlet og ulykkelig. Jeg har virkelig haft hjertesorg.

Hvem er træerne, dyrene og planetens ordfører?

Min nabo kunne godt se på min bævrende underlæbe og mine blanke øjne, at jeg ikke var glad den dag jeg kom ud og så ham i gang med at fælde træer. Han har også været og leveret et meget større æbletræ (i samme sort endda) til os igen. Jeg kunne se han var ked af det, og han sagde det også. Og jeg kunne se, at han skammede sig og rundede ryggen, da jeg sagde, at jeg virkelig også var ked af det.

Jeg har tænkt meget på, hvad der er hvad værd. Er det værd at give et andet menneske skam og skabe en dårlig og akavet relation på grund af træer? Er det værd, at jeg gør hans ryg endnu mere rund, ved, at jeg bærer min sorg over træerne så mærkbart?

Samtidig, hvem taler så for træerne? Hvem taler for dyrene? Hvem taler for planeten? Kan jeg tage hensyn til menneskets skam, når det ødelægger den jord vi er på? Kan jeg tage hensyn til mindreværd i mennesker, når de er ubetænksomme og laver direkte dumme handlinger?

Hvordan ændrer vi verden uden at bringe endnu mere skyld & skam med?

Jeg er klar over, at det lyder som en overreaktion fra min side. Hvad gør et par træer i det store billede? Samtidig, så er det måske netop den holdning, der gør, at Jorden har det som den har det i dag. Hvad gør det, at en skov bliver ryddet og en sø bliver lavet til mark. At en flod bliver dæmmet, et hav bliver forurenet og et bjerg sprængt væk i det store billede?

Det gør ondt. Det gør ondt langt inden i mig, så langt at jeg slet ikke kan finde ud af, hvor den sorg kommer fra. Men jeg bliver ved med at undersøge den. For jeg vil hverken bringe mere ufred ind i verden eller i vores nabos hjerte, men jeg vil heller ikke lade som om, at jeg ikke bliver berørt af den træfældning.

Hvordan er jeg tro mod mig selv, mod Jorden og mod min tro på, at en kærlig relation til alle er vejen frem? Alle der i en eller anden grad kalder dem selv for aktivister i en eller anden form, må stå med samme problematik hele tiden. Hvordan ændrer vi verden, på en kærlig måde, uden at kaste skyld og skam ud over det hele? Men samtidig heller ikke fornægter den forbindelse vi føler med Jorden og sorgen over tingenes tilstand?