Kronhjortens brøl

Jeg forstår godt, hvorfor man vil tage fra Jorden. Jeg forstår følelsen af separation. Jeg forstår, at når man ikke føler sig som ét med Jorden, så er det nemmere at tage fra hende. Når jeg er i den følelse, så forstår jeg menneskets lyst til at udnytte hende. Jeg forstår følelsen af respektløs grådighed. Hvorfor skulle jeg have lyst til at passe på noget som er uden for mig og som jeg ikke er en del af?

Når jeg her i oktober måned hører kronhjortene brøle om natten, så forstår jeg angsten det brøl må have vækket i mennesket i tidernes morgen. Det brøl er så råt og dyrisk, at uanset hvor meget jeg ellers føler mig dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så føler jeg frygten. Og med frygten kommer følelsen af separation. Og det er bare en kronhjort. Den kan ikke gøre mig noget.

Jeg forstår mekanismen som frygten bringer med sig. Trangen til at slå ihjel for at passe på og beskytte det man har. Jeg forstår, at mennesket har overlevet på grund af den trang. Her i skoven hvor vi bor, der føler jeg mig også udsat, når jeg hører kronhjortene brøle fra den anden side af vejen. Jeg får lyst til at krybe ind og passe på og skærme mig. Jeg får også lyst til at brølet skal gå væk.

“Der er mange kronhjorte her hvor vi bor. Længere inde i skoven bliver de fodret på store fordringspladser med korn, roer og gulerødder. Tæt på foderpladserne, og mange andre steder i skoven, står skydetårnene. Omkring det meste af skoven er der hegn, formentligt for at holde vildtet inde.“

Hullet i brystet

Jeg forstår menneskets trang til at slå ihjel for at beskytte. Jeg kan se historien mod det punkt, hvor vi er nu, hvor vi også er ved at slå os selv ihjel i krigen mod den store, farlige natur.

En ‘naturlig’ udvikling. Fra bønder til ansatte. Fra smålandbrug til enorme kød- og mejerifabrikker. Jeg forstår, hvordan den uro vi føler indeni os over ikke længere at føle os forbunde med Jorden, gør at vi er nemme at sælge ting. For at prøve at fylde det hul ud vi har.

Et hul som er opstået på grund af vores tro, på at vi er separate fra Jorden. Det er vi ikke. Vi er lavet af kød og blod ligesom de andre dyr her. Vi forgår på samme måde ned i Jorden, som alt andet, der nogensinde har eksisteret her. Vi har en bevidsthed. Ligesom alt andet har en bevidsthed her. Dyrene. Planterne. Jorden. Alting. Vi er ikke separate fra Jorden. Vi er olien i dybet, vi er diamanterne i bjergene, vi er egetræet på bakken og det rå brøl langt nede fra kronhjortens bryst.

Gentænk det gode liv

Vejen tilbage til balance på Jorden skal ske ved, at vi vender hjem til, at vi er beboere her på lige fod med alle andre og at alting skal passes på og beskyttes. Fordi vi er alle en del af den samme Jord. Vi er alle ét. Når jeg tror på at alting er ét, og jeg så også uundgåeligt er en del af det ét, så får jeg lyst til at passe på alt omkring mig.

Jeg får lyst til at gøre min have til den bedste have for naturen. Jeg får lyst til at tilføre flere træer, flere buske, flere planter. Jeg får lyst til at lave min egen mad i min have, når jeg forstår prisen, jeg ellers betaler for mad. Når jeg vil passe på Jorden fordi jeg føler mig som en del af den, så forstår jeg prisen for maden, der har rejst langt for at komme hen til mig. Jeg forstår, at alle de omkostninger, der er forbundet med, at jeg køber mine grøntsager i Brugsen, de kommer med for høj en pris for Jorden.

Når jeg føler mig som en del af alting, så forstår jeg også, at jeg ikke er alene her. Her er 7 milliarder andre mennesker end mig. Når jeg føler mig forbundet med dem, fordi vi alle er af samme kød og blod og deler samme bevidsthed, så har jeg ikke lyst til at tage noget som ikke er mit. Jeg har lyst til at fordele ressourcerne ligeligt. Hvorfor skulle jeg tage fra min egen søster eller bror?

Vågn op!

Jeg tror på en stille revolution. Jeg tror på, at vi bliver flere og flere som vågner op til at måden at forandre, og i sidste fald redde vores liv her, er fuldstændig at gentænke, hvad vi tror er det gode liv. For det ser ud til at det gode liv er ved at ødelægge en hel planet og alt liv på den, inklusiv os selv.

Jeg tror på, at vi bliver flere og flere, som sætter stop for forbruget eller sætter det drastisk ned. Jeg tror, at vi bliver flere og flere, som vågner op til, at det er os som er de voksne her. Der er ingen over os og ingen under os. Vi har alle sammen, alle mennesker, et ligeligt ansvar. Jeg kan ikke bebrejde andre for ikke at gøre deres del af arbejdet for at få vores liv her på ret kurs igen. Jeg er nødt til at gøre det selv. Hele tiden. Der kommer ikke nogen og redder mig.

Der er kun os.

@anja_dalby på INSTAGRAM

Læs del 1, del 2, del 3, del 4, del 5 og del 6 her.

Hvis jeg får kræft igen …

Hvis jeg får kræft igen, så har jeg nu et helt arsenal af redskaber med i min rygsæk, som vil ruste mig igennem sådan et forløb. Og jeg er stadig ret sikker på, endnu mere end sidst, at hvis jeg får kræft igen, så vil jeg i endnu højere grad se om jeg kan helbrede mig selv før jeg tager imod nogle operationer eller behandlinger fra det offentlige.

Udover de ting jeg har skrevet om i de indlæg, jeg har postet i denne serie om kræft, så vil jeg her nævne, hvad jeg ellers har undersøgt i tiden, der er gået, og hvad jeg er ret sikker på også kan hjælpe på kræft.

Jordens elektromagnetiske felt

Jorden healer og helbreder. Og det er jeg helt sikker på. Jeg hørte forleden om en kvinde, som havde helbredt sig selv for kræft, ved at ligge på jorden i en halv time, hver dag i helt et år. Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg læste det henne. Men det ville jeg med sikkerhed gøre, hvis jeg blev syg igen. I forvejen sørger jeg for at gå med bare fødder på jorden hver dag, hvis der blev behov for det, så ville jeg ligge mig helt ned på jorden og lade dens elektromagnetiske felt heale mig.

Kambo

Jeg ville også fortsætte med at tage kambo som jeg gør nu. I denne artikel nævnes de gode kvaliteter kambo har mod kræft (‘One of kambo’s most exciting potential medical applications is the treatment of cancer’) og det er jeg også sikker på, at det kan hjælpe mod. Kambo er vildt og meget effektivt.

I forhold til den lymfødem jeg er efterladt med efter kræften, så skrev jeg i kræftindlægget del 6, hvilke redskaber der virker for mig. Men noget andet jeg også gerne vil nævne er, at kambo også hjælper lymferne. En af kamboens meget fine kvaliteter er nemlig, at den renser lymfesystemet ud og det er rigtig godt at gøre, når man kører på halv lymfekraft som jeg gør det.

Ayahuasca

Ayahuasca ville jeg også fortsætte med, for at heale de psykologiske grunde til, at sygdommen er opstået i kroppen. Der er lavet meget forskning i om ayahuasca kan hjælpe til med at helbrede kræft. Men det er svært at bevise en healing af kræft igennem plantemedicinen, for ayahuasca arbejder på mange planer. Så selvom den måske kan fjerne det fysiske symptom på ubalancen i kroppen, altså kræften, så kan den først gøre det, når personen psykisk og åndeligt er klar til at se det, der skal ses på og slippe det traume, der har manifesteret kræften i kroppen. Det er et arbejde, der er svært at ‘bevise’ ægtheden af, ikke desto mindre ved jeg af egen erfaring, hvor meget ayahuasca har hjulpet mig indtil videre, og jeg er sikker på at det ville kunne hjælpe, hvis jeg blev syg igen. Du kan også se denne video med Gabor Mate, hvor han taler om, hvordan ayahuasca kan helbrede kræft:

CBD & THC

Jeg ville også sætte rigtig hardcore ind med CBD og THC. Hamp har fantastiske, helbredende egenskaber, og det er en plante, jeg er sikker på har et meget større potentiale end vi endnu er klar over (sådan som det nok er med rigtig mange planter.)

Juice & raw food

Og så ville jeg juice-amok. Jeg ville gå totalt rå, og jeg ville gøre alt for at besøge Dr. Morse eller få hans vejledning og tage de urter, han anbefaler. Han har helbredt mange mennesker for kræft, ved at de f.eks. kun juicede blå vindruer i et halvt år og kun indtog juicen derfra. Det synes jeg jo er fuldstændig vanvittigt. At det er muligt at helbrede kræft med frisk frugt. Men det der sker, det er at når man monodrikker eller -spiser noget på den måde, altså kun spiser én fødevare som f.eks. blå druer, så får kroppen helt ro til at helbrede sig selv. Kroppen skal ikke længere bruge energi på at fordøje mad, så derfor kan den bruge energi på at helbrede sig selv. Jeg tror, vi har evnen til alt i os selv. Vi er trods alt det guddommelige i levende live, hvorfor i alverden skulle vi ikke kunne helbrede os selv?

Syre/base-balancen

Jeg tror også på syre og base balance, både i vores krop, i vores sind og i vores liv. Jeg tror på, at jo mere syre man tilfører sin krop f.eks. i form af stress, kød, mælkeprodukter, sukker, olie, salt, forarbejdede fødevarer osv., jo mere nedbryder man kroppen. Jeg tror, at jo mere base man tilfører sit liv, som f.eks. ro og tid i naturen, økologisk ren og ‘hel’ mad, jo flere planter og frugter man tilfører, jo mere basisk bliver man. Der kan ikke gro sygdomme i et basisk miljø, de vokser i syre. Så jeg ville også sætte ind med rigtig meget ro, endnu mere tid i naturen. Endnu mere meditation, endnu mere dejlig bevægelse og ikke noget hardcore-motionsløb, som stresser kroppen mere end det opbygger.

Hvad vil du mig, kræft?

Jeg ville også spørge kræften om, hvad den nu ville mig. Jeg ville gå i dialog med den, og ikke gå helt i krigsmode som jeg gjorde sidst. Jeg ville åbne mig for at lære den at kende, vide at den også er en del af mig. At den er skabt af mine egne celler og derfor fortjener kærlighed, åbenhed og omsorg ligesom alt andet i mig. Selv da jeg var syg, forstod jeg ikke de mennesker jeg mødte på min vej, som for alt i verden bare ville have opereret kræften UD og lige med det samme. Eller jo, jeg forstår jo godt mekanismen. Men den er baseret på angst og ikke på imødekommenhed og et ønske om forståelse.

At lære at leve i live

Naturligvis ønsker jeg ikke at blive syg igen, men jeg er heller ikke bange for det. (Det her er en meget sort/hvid sandhed, som er ægte nok. Der er også bare en anden sandhed, som du kan læse i det næste og sidste blogindlæg i rækken om kræft). Jeg er heller ikke bange for at dø, hvis det var det, der skulle ske. Den kræft, der kom i min krop, da jeg var 28 år, den har åbnet mig på så mange planer. En ny kræft ville kunne gøre det samme. Der er læring i alt, det ved jeg med sikkerhed. Jeg ved, at det kun kan være egoet i mig, der har en mening om i hvilken lækker indpakning læring skal komme i. Egoet i mig synes ikke, der er noget lækkert ved kræft. Men der findes ikke noget, der er godt eller skidt. Det ved jeg også. Alt er energi, alt er liv, alt er bevægelse, og jeg øver og øver mig i at flyde med så let og elegant og ikke mindst legende som muligt.

Fortsættelse følger til sidste afsnit i føjletonen om kræft …

Læs del 1, del 2, del 3, del 4, og del 5 her.

Lymfødem over natten

Det er med stor varsomhed, at jeg vil prøve at beskrive, hvordan jeg faktisk blev taknemmelig for, at jeg havde haft kræft. For jeg er klar over, at det udsagn kan virke meget provokerende på mange mennesker, men kræft er også udvikling.

Men først vil jeg lige vende tilbage til tiden lige efter, jeg var blevet færdigopereret i foråret 2004. En morgen i maj, vågnede jeg ved at mine ben gjorde meget ondt. De var hævet helt vanvittigt meget og lignede de der store tykke elefantben som nogle mennesker får når de bliver ældre. Jeg havde lår og deller helt ned over mine ankler, og mine fødder var to store blå klumper med opsvulmede tæer ploppet på ude i spidsen. Det så fuldstændigt bindegalt ud, og jeg tog en taxa på skadestuen med det samme. På skadestuen var de hurtige til at få mig indlagt, fordi de mistænkte mig for at have fået blodpropper i benene. Men det var det ikke, det var lymfødem som var opstået ud af det blå. Eller naturligvis ikke helt ud af det blå, for grunden til at lymfødem opstår, er jo når man får fjernet sine lymfer. Og jeg havde fået fjernet ALLE mine lymfer i lysken. Lægen der fjernede dem, fortalte om hvor grundig han havde været, for at være sikker på, at der ikke sad nogle tilbage, der kunne have kræftceller i sig.

Nu startede et helt nyt sygdomsforløb, som lymfødemramt. Ikke nok med, at jeg skulle komme mig over alle de psykiske og fysiske skader jeg havde lidt under forløbet med kræft, nu skulle jeg også til at forholde mig til, at min krop virkelig aldrig ville blive sig selv igen. Jeg fik hele tiden af vide at lymfødem kun bliver værre med alderen. Det bliver aldrig bedre.

Mine ben er blevet mit kompas

Lymfødemet i mine ben er noget jeg stadigvæk arbejder med. Jeg arbejder med det kropsligt, psykisk og spirituelt. Jeg har fundet ud af, hvad jeg skal spise for, at mine ben hæver mindst muligt og for at de ikke gør ondt. At spise vegansk er helt afgørende for mig. Jeg har også skåret meget ned på olie og salt. Sukker, koffein og hurtige kulhydrater som hvidt brød, gør heller ikke noget godt for mine ben. Hvis jeg ikke har sovet godt om natten, hvad jeg nogle gange ikke gør fordi mine ben gør ondt, så gør de også dobbelt så ondt dagen efter. Hvile og god søvn er også essentielt.

Jeg er også blevet et af den slags mennesker, som kan give dig vejrudsigten uden at se ud af vinduet. Jeg kan mærke et højtryk er på vej flere dage før DMI har registreret det. Mine ben ‘værker’ og gør ondt langt tid før det rammer landet. Det er jo meget smart, når jeg har vasketøj ude at hænge.

Når jeg siger ja i stedet for at sige nej, så får jeg ofte ondt i benene. Som om mine ben holder ved ‘nej’et’ og nægter at gå med et ‘ja’. Mine ben fortæller mig også, når jeg er træt og skal tage en pause. Jeg har generelt et virkelig højt energiniveau, et niveau (en ild) jeg ofte bliver grebet så meget af, at jeg glemmer at tage pauser og hvile mig. Mine ben minder mig om yin-tid, når jeg er for meget i yang.

Jeg har fundet motionsformer, der passer mig og mine ben. Rebounding er fantastisk. Det samme er karate, selvom det egentligt er lidt for hårdt for mine ben, så passer jeg godt på dem til træning. Så jeg ikke kommer til at stå og hoppe for længe på et hårdt underlag og den slags, det er de ikke så vilde med (det er iøvrigt slut med pogo-dans).

En selvudviklingsraket kaldet kræft

Men i forhold til kræften, så er det egentligt svært helt at forklare, hvordan jeg gik fra at synes, at det var det værste, der var sket mig, til at jeg er okay med det og faktisk taknemmelig for oplevelsen.

Der var intet som helst hyggeligt eller sjovt i det forløb, jeg gik igennem. Der var ingen varme, gode minder at tage med derfra at sidde og se tilbage på med et smil. Selv det søde, der skete blev farvet af det grusomme faktum, at jeg måske var ved at dø.

Jeg er taknemmelig for kræften, fordi den sendte mig med rasende fart ud på en selvudviklingsrejse med samme kraft som, når en supernova eksploderer. I starten var min energi voldsom omkring emnet, og jeg skulle død og pine nok knække den her kode om, hvorfor jeg fik kræft, og hvad det ville mig. Med tiden er min energi blevet blødere, og jeg går mere blidt til værks. Men jeg har det med mig hver eneste dag. Hver dag bliver jeg mindet om af mine ben, om, at jeg havde kræft. Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg er heldig at være i live. Hver dag bliver jeg mindet om at jeg er på en rejse her. At alt hvad jeg oplever er udvikling, og at det kun er min mening om tingene, der kan gøre det til en træls oplevelse. Jeg har vænnet mig selv til at se bagsiden (eller forsiden) af mønten hele tiden. Der er ikke noget, der kun er godt, eller kun er dårligt. Livet er så meget mere end mine definitioner af det, der sker.

Jeg er taknemmelig for at have haft kræft, for de gange andre omkring mig har fået sygdommen, familie eller venner, så løber jeg ikke min vej. Jeg kan mærke, at jeg er den, der ikke er bange for at tale om det. Jeg er ikke bange for at tale om tankerne om det kan være ens egen skyld. Om hvad meningen er med det hele. Om at man potentielt set kan dø af det her. Men også om at kræft er udvikling.

Kræft er også udvikling, ikke kun død

Jeg har stået (og står, for jeg kender i skrivende øjeblik flere med kræft) roligt ved siden af og kan give mine input og vejledning. Jeg ved, hvad det betyder at have en ved siden af, igennem sådan en forløb, som er med til alle møder. Som hører alt, hvad lægerne siger. Som er der, når man vågner op efter en operation. Som sidder vagt, når man har fået kemo og er sindssyg syg bagefter. Som bare holder i hånden og lytter og ikke flipper ud i sin egen frygt for at miste. Jeg har stået tæt omkring mange med kræft. Nogle som jeg stadig er tæt på og andre som jeg kun lige stod ved i den periode af deres liv, hvor de skulle igennem sygdommen, og så har vi sluppet hinanden bagefter. Præcis som der var nogle, der stod helt tæt på mig, da jeg var syg, og hvor vi bagefter har sluppet hinanden.

Det har vist sig at være bare én af de store gaver jeg fik med mig fra kræften. At kunne være der for andre. Selv at have set den her sygdom i øjnene og selv stå fast og nægte, at den skulle have de konsekvenser som den umiddelbart så ud til at have. Jeg er ikke bange for kræft, og jeg er ikke bange for døden. Heller ikke når andre fortæller om deres angst for den. Den største gave ved jeg fra egen erfaring er, at når man er syg, at nogen så lytter til en. At nogen tør åbne sig for den pøl af sorg, af vrede, af håbløshed og modløshed, som den person der er syg står i. At man kan åbne sig og lytte med hjertet, uden fordømmelse eller lade sin egen frygt for døden og for at miste blande sig i samtalen. Det er jeg sindssygt taknemmelig for.

Fortsættelse følger og i forhold til hvorfor det er løgn, at kræft ikke længere gør mig bange, så fortæller jeg det i et blogindlæg om ikke så længe …

Vi køber stort set alt brugt

I går kom jeg til at sidde og se rundt i vores stue, og det gik op for mig, at intet af det vi ejer, har vi købt fra ny. Det samme gør sig gældende i køkkenet, lige med undtagelse af en ny vandkedel til vores gaskomfur, så har vi købt alting brugt. Hele vores køkken har vi endda bygget op af brugte elementer, efter at vi hev det køkken ud der var her i huset, da vi flyttede ind.

Det meste af det tøj jeg har, det har jeg købt brugt. Det er meget sjældent, jeg køber helt nyt tøj og hvis jeg gør, så er det altid produceret økologisk. Sko og støvler har jeg svært ved at finde brugt, men så har jeg til gengæld kun meget få par som jeg så bruger til de er helt slidt oppe. Det er adskillige år siden jeg har købt nye sko, støvler eller sandaler, og når jeg køber nyt fodtøj, så køber jeg det altid vegansk.

Lejet af Universet

Stuart Wilde talte altid om, at alt hvad vi ejer, det har vi kun til låns fra Universet. Så hvis nogen har været og tømme dit hjem mens du var på ferie, så kan du tænke på det som at nu var din lejeperiode ovre og det var nogle andres tur til at leje de ting, du havde i dit hjem.

Intet af det vi har i fysisk form her, kan vi alligevel tage med os når vi ikke er her mere. Så mens vi er her, så kan man sige at vi ‘lejer’ et tag over hovedet, en seng at sove i, et komfur osv. Alt tilhører alligevel Jorden og vil på et tidspunkt vende tilbage dertil, ligesom vi selv gør det. At tro, at vi kan ‘eje’ ting er ikke andet end egoet der knalder ud med selvværdsproblemer.

Bare fordi vi herhjemme kun køber brugt, så betyder det ikke at vi ikke køber ting. F.eks. køber vi nogle gange et nyt stel i en genbrugs, bare fordi det er smukt og gammelt, og så afleverer vi det andet gamle, vi havde tilbage igen. Hver gang tænker jeg på, at nu lejer vi et andet stel. For måske 100 kr., så får vi lov til at leje et helt stel med fine kopper, tallerkener, glas, kander, fade osv. og i lige så lang tid vi har lyst til. Når vi så er færdige med at lege med det her stel, så kan vi aflevere det tilbage igen og leje et nyt. Sådan har jeg det med alt i vores hjem.

‘Køb brugt’ mantra

Det er både meget nemmere at give slip på ting igen, når jeg fra starten af er klar over, at intet er mit alligevel. Så hvis jeg ser et fint sofabord et sted i en genbrugs, så har jeg ingen problemer med at sende det, jeg havde i forvejen til en anden genbrugs. Jeg slipper altså også for at have et skur fyldt med ting, jeg tror tilhører mig og som har en eller anden affektionsværdi. For alt har en værdi, men værdien er ikke min.

Hvis jeg knytter følelser til en ting, så er det mit problem. Og jeg kan stadigvæk godt knuselske et fad, og så give det væk, når jeg ved, at jeg alligevel havde lejet det i første omgang og at jeg fint kan elske på afstand. Jeg behøver ikke have et fad i mit liv, som jeg måske aldrig bruger, bare fordi jeg elsker det. Jeg kan sagtens elske det fad, selvom det nu bor hos nogle andre.

Det er naturligvis virkelig smart for Jorden og klimaet og hele baduljen at købe brugt. Uanset hvordan man vender og drejer det, så har hver enkelt lille dims vi køber, haft et liv. Alt har en historie og alt har en produktion bag sig. Det er meget få ting vi kan købe, som ikke burde koste 100 gange så meget i forhold til de omkostninger, det har haft for Jorden at producere det.

Askese versus overflod

Men det er også rigtig godt for min økonomi at købe brugt. Jeg elsker at lave dogmer for mig selv. Jeg fungerer rigtig godt med regler for mig selv. Mit ego er nemlig præcis ligeså lækkert som alle mulige andres, og hvis jeg giver los, så vil det også gerne sidde i nyt Chaneltøj og spise lagkage og tænke på nye tasker … Det er måske en smule overdrevet, men jeg er ikke bedre end andre. Jeg er ligeså tosset med lækkerhed og overflod som de fleste andre.

Men når jeg sætter regler op for mig selv, så kan jeg bedre styre mit ego. Det er ikke fordi jeg skal leve et liv i askese, men jeg behøver bestemt heller ikke give så meget slip, at jeg kommer til at overforbruge og blive grådig. En middelvej må altid være løsningen og lige nu fungerer det rigtig godt for mig og min familie, at have et ‘køb brugt’ dogme.

P.S: I dette indlæg af Jane som har bloggen Projecthandmade.dk, skriver hun at i hendes nye bog, handler det også om at bruge genbrugsbutikken som fjernlager. Hvilket jo egentligt er det samme vi gør. Mega smart måde at beskrive det på.

Læs del 1, del 2, del 3, og del 4, her.

Jo, jeg vidste godt noget var galt

Efter at jeg havde fået den gode nyhed om, at mine lymfer var fri for kræft, så var jeg så fra den ene dag til den anden rask igen. Det var en virkelig underlig oplevelse. Ligeså underligt som da jeg fra den ene dag til den anden pludselig var alvorlig syg.

Når jeg taler med andre kvinder om dengang jeg havde kræft, så spørger de altid (lidt nervøst) om jeg virkelig ikke var klar over, at jeg var syg, før jeg fik det konstateret af lægerne. I mange år sagde jeg nej, at jeg havde ingen idé. Men faktisk er det ikke sandt. For jeg er kommet i tanke om, at jeg egentligt gik i et par måneder før jeg tog til lægen med min søn, og min kræft blev opdaget ved et tilfælde, og havde ondt i underlivet. Jeg kan huske, at jeg gik på gaden i Aarhus og blev urolig over at kunne mærke en underlig tyngde i mit underliv. At det faktisk gjorde ret ondt nogle gange.

Så jeg vidste godt, at der var noget, der ikke skulle være som det var. Men jeg ignorerede det. Jeg var mor til et lille barn, havde lige mødt en dejlig mand, skulle til og i gang med en uddannelse jeg glædede mig til. Der var ikke plads til at smutte til lægen og få det tjekket. Og desuden, så kunne det jo umuligt være noget alvorligt … Så jeg kunne faktisk mærke, at noget var galt. Jeg overhørte det bare.

Hvorfor fik jeg kræft?

Efter et meget intenst sygdomsforløb, rigtig meget kaos på alle måder, så var jeg altså pludselig rask, og vi kunne alle trækket vejret lettet igen. Livet kunne fortsætte. Men hvordan skulle jeg nu gøre det. Chokket over at få konstateret en livstruende sygdom fra den ene dag til den anden, som så pludselig var væk igen, havde rystet mig i min grundvold. Jeg kunne jo dø. Ikke bare af en sygdom, men i det hele taget. Døden var blevet en del af mit liv, noget jeg var blevet meget bevidst om ville ske på et tidspunkt. Selvfølgelig var jeg klar over, at det skal ske for alle. Men som alle andre unge, så havde jeg for travlt med at leve mit liv, til at tro at den der død, at den egentligt havde noget med mig at gøre.

Jeg blev besat af tanken om, at jeg skulle finde ud af, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg havde en idé om, at hvis jeg bare knækkede nødden og fandt ud af præcis, hvorfor kræften havde manifesteret sig i mig og i et så vigtigt og meget symbolsk organ som livmoderen er for kvinder, så ville jeg kunne undgå at få kræft igen.

En af de hvi’e

Jeg fik tilbudt psykologtimer efter operationerne. Det var ikke noget, der hjalp mig. Jeg prøvede at tale med psykologen om, at jeg ville finde ud af, hvad der var mit eget ansvar i min kræftsygdom. Det gik ikke så godt. Hun reagerede kraftigt med vrede, og sagde, at det aldrig på nogen måde kunne være min skyld, at jeg havde fået kræft og at jeg skulle droppe alle sådan nogle tanker med det samme. Men for mig var skyld og ansvar ikke det samme. Det var ikke fordi jeg troede, at jeg havde tiltrukket kræften, ved at være et dårligt menneske (selvom jeg legede kraftigt med tanken nogle meget mørke nætter). Men jeg tror heller ikke på tilfældigheder. Hvis jeg troede på det, at kræften ramte mig ligeså tilfældigt som en tagsten i nakken i stormvejr, så mistede alt i livet sin mening. Så ville jeg netop bare være endnu et kødhylster, et komplekst biologisk væsen godt nok, men ikke andet end det. Det ville være så nøgternt som at nogle celler, helt tilfældigt, bliver til kræft og så går de i gang med at nedbryde den organisme der er værten for dem. Den tanke gav ingen mening for mig. Så skulle jeg droppe tankerne om ånd, om noget Guddommeligt, om at der kan være en mening med livet. Og det hverken kunne eller ville jeg.

Egoet i mig reagerede også med vrede og trods, da jeg fik kræften konstateret. Over at det var sket for mig, at jeg havde fået kræft og nu stod tilbage med en krop, der slet ikke var på toppen og med udsigt til en helt anden fremtid end den jeg stod og så ind i, blot få måneder før. Jeg var vred, fordi jeg var sgu da både vegetar, jeg gik til yoga og mediterede, jeg var interesset i spiritualitet og selvudvikling. Jeg var jo en af de gode! Hvorfor kunne den ikke ramme et eller andet racistisk, baconspisende røvhul i stedet. Jeg var jo så god. Så hvid. Så ren.

Kræften plantede et kærlighedsfrø

Der gik ikke lang tid før jeg opdagede, at kræften havde fjernet arrogancen i mig. Den arrogance, der handler om at nogle af os er bedre end andre. At vi er nogle, der er lidt mere særlige. At kræft kun rammer onde mennesker som faktisk på en eller anden måde selv var skyld i det. Jeg blev utrolig ydmyg overfor livet og overfor alle andres menneskers rejse her. En kæmpe omsorg overfor alle mennesker, uanset deres valg og omstændigheder voksede i mig. Det var en af de første og stadigvæk største gaver kræften gav mig. Mit højhellige ego fik et ordentligt gok i nødden. Jeg blev menneskelig, og jeg følte en enorm respekt over for alle levende væsner og også overfor alle de mennesker, jeg før havde dømt som ubevidste zombies.

Så kræften åbnede i den grad mit hjerte. Det var jo en kæmpe gave. Jeg var taknemmelig for kræften. Den hårdhed og kulde jeg før kunne føle over for andre, som jeg ikke synes løftede deres opgave som menneske her på planeten godt nok, den var væk.

Taknemmelig

Kræften ledte mig også til ayahuasca, som jeg brugte til at se på, hvad det var der var sket i forbindelse med sygdommen i mig. Jeg så meget tydeligt på de mange første rejser, jeg lavede på ayahuasca, hvorfor det var jeg havde fået kræft. Mit liv blev rullet ud for øjnene af mig, og jeg så hvordan alting ledte frem til det øjeblik, hvor jeg fik konstateret kræft. Det var virkelig barske løjer, og de rejser blev brugt storhulkende, i fosterstilling, med hovedet ned i madrassen.

Jeg ville gerne dele, hvad det var jeg fik vist, men det kan jeg desværre ikke fordi det også har betydning for andre mennesker, hvis jeg fortæller her, hvad det var jeg fik vist. Men ayahuascaen hjalp mig videre og hjalp mig til at acceptere det, der var sket og også til at føle en taknemmelighed over, at den overhovedet var opstået i mig. Jeg var taknemmelig for kræften. Hvis jeg ikke havde fået kræft, så var jeg måske aldrig startet på den her vilde selvudviklingsrejse jeg stadig er på. Selvom jeg var meget interesseret i det her arbejde før jeg blev syg, så blev alvoren af det ligesom åbenbaret for mig med kræften. Det takker jeg stadig for, hver eneste dag.

Fortsættelse følger …