GIG IN THE WOODS: STUEKONCERTER I VORES HJEM

Min mand David og jeg har længe haft et ønske om at åbne vores hus her i skoven på Syddjurs. Tanken om, at vi kunne dele vores hjem med andre fik endnu mere fart på, efter vi sidste år deltog i et par stuekoncerter hos Maria og Nikolaj i Handrup ved Ebeltoft. Det var nemlig en virkelig dejlig oplevelse at sidde helt tæt med musikerne, i en stue. At sidde side om side med andre mennesker i en helt almindelig stue. Og i fællesskab mærke glæden ved musikken, og den skaberkraft der flyder igennem os alle.

Derfor vil David og jeg nu åbne vores egen lille stue for koncerter, og i første omgang invitere nogle af de mange musikere vi kender hjem til os. Vi har lavet Facebook-gruppen Gig in the Woods og igennem den gruppe poster vi koncerterne, vi vil holde i huset. Gruppen er åben for alle og alle er meget velkomne hjemme hos os.

Den første koncert vi afholder er med Gry & Freja. Derudover vil David åbne aftenen med sit eget lille sæt på elektrisk guitar med looper-pedaler. Du kan se begivenheden for koncerten lige her.

Billede af Gry & Freja, der står uden for et bindingsværkshus. De er de første, der spiller hos os til de stuekoncerter vi holder i vores hus.

Jeg er så heldig, at jeg har lært Gry at kende igennem en selvudviklingsgruppe jeg er en del af. Gry er en vidunderlig sanger og multimusiker. Musikken flyder som en levende flod igennem Gry og får det fineste udtryk, uanset hvilket instrument hun griber.

Gry vil med hendes veninde Freja, som hun har lært at kende igennem det bulgarske kvindekor Sedjanka, fortolke mexicanske mariachi-serenader, brasilianske hymner, argentinske zambaer, bulgarsk hyrdepartisanfolklore, roma-klassikere, og hvad der ellers antænder den sitrende sangglæde. Fra Norden krydres verdensgryden med egne kompositioner.

Hvis du har lyst til at hilse foråret velkommen med en hjerteåbnende oplevelse, i selskab med andre søde mennesker, så er du meget velkommen. Vores hus er åbent for alle, der har lyst til at komme og dele musikken. Og kærligheden til livet og lyset på en fredfyldt og fri måde.

Jeg håber vi ses! Hvis det er noget, du gerne vil deltage i, så husk at melde dig til under begivenheden på Facebook. Blot så vi har lidt en ide om, hvor meget te vi skal brygge.

DEN SIDSTE DAG I 2019: I GRÆVLINGENS TEGN

Når David og jeg fejrer nytårsaften, så gør vi det på en meget stille og rolig måde. Vi starter dagen med at gå en lang tur og tale om alt det, vi gerne vil give slip på fra året, vi er på vej ud af. Og hvad vi gerne vil have mere af i det år, vi er på vej ind i.

I går havde vi bestemt os for at gå en tur ved Øhoved på Mols. Det område af Djursland kender vi ikke så godt. Vi gik i lang tid ud over meget våde, sumpede enge med store områder, der lå helt under vand. I horisonten kunne vi se en høj med træer på og på skråningen af højen ramte solens stråler så fint. Der ville vi sidde og drikke te.

Efter vi havde siddet der lidt tid og talt på skråningen, opdagede vi et ret stort hul i jorden. Som om det var fundamentet og kælderen til et gammelt hus, der stod tilbage. Et hul lavet i beton med gamle spær over, som nærmest var rådnet væk. Nede i det hul sad en grævling. Det lignede en hun, for den var ikke så stor. Men den var heller ikke ung kunne vi se på de ar, hun havde oppe på hovedet.

Hullet i jorden.
Hun-grævlingen ligger dernede i hullet …

Det var tydeligt, at det ikke var muligt for hende at grave sig ud. Hun lå og trykkede sig ned i en fordybning, hun havde lavet i jorden. Jeg prøvede med det samme at ringe 1812 (Dyrenes Beskyttelses vagtcentral), men der var kø på linjen. Så vi bestemte os for at se om vi selv kunne hjælpe hende ud.

Vi smed en masse gamle træstammer ned i hullet til hende, for at prøve at bygge en bred og solid bro som hun kunne klatre op ad. Både en som ikke var for stejl. En hvor det var okay nemt at klatre på og som ikke brasede sammen igen.

En stige af træstammer vi lavede ned i hullet.
Træstamme-stige in the making.

Vi moslede rundt på skråningen imellem træerne i en del timer og hev og sled og møflede rundt med kæmpe stykker træ. Hele tiden holdt vi øje med grævlingen, hvor hun var henne i hullet, og hvordan hun opførte sig.

Grævlingen der ligger og trykker sig i bunden af hullet.
Åååårh altså <3

Jeg er vokset op med min bedstefars historier (han var jæger) om, hvordan grævlingen bider til det knaser. Hvilket jeg sidenhen har læst flere steder er en gammel skrøne. Måske er den opstået som en historie hos jægerne for at give endnu flere grunde til at skyde den. Ligesom historierne om, at jægerne skal skyde kronvildtet ellers vil vildtbestanden gå amok. Sjovt nok er det jægerne, der fodrer vildtet så bestanden vokser, så der er noget i den historie, der ikke hænger helt sammen.

Det er det samme med grævlingene som jeg husker min bedstefar skød. Det viser sig, at de ikke er så farlige som vi hidtil har troet. Især jo nok fordi de er vanvittigt sky og oftes kun er færdes ude om natten. I 1994 blev grævlingen heldigvis fredet i Danmark. Førhen blev de skudt blandt andet af disse grunde: ‘Tidligere blev den jaget for at skaffe skind til fx tasker og kanedækkener, hår til barberkoste og fedt til smørelse.

Men fordi min bedstefars historier stadig sidder i mig. Og fordi det heller ikke er smart at falde ned i et hul til et så forholdsvist stort (og bange) dyr med spidse tænder og kløer. Så var vi meget påpasselige med ikke selv at komme til at trimle med træstammerne ned i hullet til grævlingen. Adrenalinen pumpede, solen var på vej ned i horisonten, og vi havde stadig hele vejen tilbage over den sumpede eng, før vi var ved vores bil.

David på knæ over hullet, hvor han taler ned til grævlingen.
David Doolittle lå på maven i lang tid og fortalte grævlingen, hvordan hun hun trygt kunne gå op af træstamme-stigen når vi var kørt hjem. Hun lyttede meget koncentreret.

Til sidst vurderede vi, at det måtte være træ nok, og vi kørte dødtrætte hjem til vores nytårsaften. Jeg faldt i søvn til Hobbitten på sofaen lidt senere på aftenen. Med blussende, røde kinder fra alt det udendørsarbejde og lidt over klokken 24 lå vi totalt smadrede i vores seng med vækkeuret sat til. For i dag den 1. januar ville vi køre ud og se om det var lykkedes hende at kravle op af den bro, vi havde lavet af træstammer.

Hullet med grævlingen set længere væk fra.
Sådan så hullet ud på afstand, da vi tog derfra i går.

I nat vågnede jeg utallige gange selvom jeg var så træt, og jeg lå og tænkte på grævlingen nede i det hul. Jeg tænkte på om hun kunne høre fyrværkeriet. Om hun var bange. Om det var lykkedes hende at kravle op af vores træstamme-stige. I morges slugte vi en kop te og drønede ud til Øhoved igen. Hen over de sumpede eng-områder en gang til, og vi håbede så meget at hun selv var kommet op. Ellers ville vi ringe 1812 igen og vente på, at de kunne komme ud og hjælpe hende op.

Da vi kom hen til hullet var hun heldigvis væk. ÅH! Sikke en lettelse! Det lille fine dyr som vi pludselig var kommet så tæt på og havde følt så stor omsorg for. Nu kan andre dyr, der falder ned i hullet (hvilket flere forhåbentligt ikke gør) også klatre op af de træer, vi smed derned.

Den lille bakke med hullet hvor grævlingen var faldet i.
Den lille bakke hvor hullet med grævlingen var. Det var med et noget tungt hjerte, vi gik fra hende og virkelig håbede på, at hun selv kunne finde op.

Men sikke en vild måde at sige farvel til et år på og gå ind i et nyt. Det var virkelig en stor oplevelse at få lov at komme så tæt på en grævling. Jeg har før set grævlinge på mine udesidninger, men jeg har aldrig været tæt på en om dagen. Det er sådan et smukt dyr, og den har så fin og rolig en energi.

Mig foran hullet her til morgen. Grævlingen var kommet op via træstamme-stigen og jeg fejrede det med armene i vejret.
Mig som mega-glad i morges, da vi så at grævlingen var kommet op af stigen.

Hjemme igen slog jeg op i min bog om kraftdyr af Melissa Alvarez. Ved grævlingen stod der disse ord. Måske kan du også bruge dem til noget i dit liv, hvis du føler at grævlinge-energien også berører dig for tiden.

Smukkeste, røde solnedgang.
Sådan her så skoven ud da vi kom hjem i går.
Sikke en vild dag og sikke en fejring solen gav os.

Lær dyrenes symbolik at kende: Grævlingen

The Badger

Fra: Llewellyn’s Little Book of Spirit Animals af Melissa Alvarez

‘Element: Earth / Primary Color: Black, Grey, White

Badger symbolizes a fearless, persistent, and fierce nature. Badger is independent, self-reliant, and, prefers to be left alone. It doesn’t hesitate in its actions if confronted. Badger means ‘to never give up’.

Decide what you want and go for it without delay, pursuing it until the goal is accomplished. Be persistent and fierce in your drive to obtain what you want. This isn’t a time to be soft, complacent, or let others fight your battles for you. Be firm, direct, and strong while standing on your own two feet.

Badger encourages you to fight for what you desire through courageous determination. You have excellent communication skills, so use your words; they hold great power.

This not only applies to goals you’ve set for yourself but in defending those you believe in who may have been wronged and the ideals and principles you hold as your own truth. Be firm in your communication with others so there is no doubt of what you want. Better yet ask for it!

Badger warns against eating too much unhealthy food, especially sweets, and now is a good time to monitor your diet and exercise.’

Lær dyrenes symbolik at kende. En grævling i et dybt hul.

Tak til Grævling for at give mig disse tegn. Ordene fra bogen her ovenover giver så god mening i forhold til, hvor jeg er lige nu i mit liv. Og den sidste sætning omkring motion og kost passer skræmmende godt her 1. januar …

GRIB LUPPEN! STYRK FORBINDELSEN MED NATUREN

Smid skoene og MÆRK naturen

Det er meget almindeligt at føle sig fremmedgjort over for naturen. De fleste af os tilbringer meget få timer om måneden ude i den ‘rigtige’ vilde natur. Når der kommer lidt natur indenfor i vores hjem, måske i form af en hveps, en edderkop eller en myg, så slår vi den enten ihjel eller får den hurtigt gelejdet ud igen på en eller anden måde.

Det er svært for mange mennesker bare at gå barfodet udenfor, direkte på jorden. Blot gå igennem højt græs, igennem buske eller træer, af frygt for flåter.

Vi har lært, at der er noget der hedder ‘ukrudt’. Der er altså ønskede planter og uønskede planter. Vi har også lært at nogle bestemte typer af planter er smukke og nogle er grimme. Nogle er ‘invasive’ og spreder sig nemt, dem er vi som regel ikke så pjattede med. Vi vil gerne kunne kontrollere vores have. Rigtig mange er vilde med græsplæner, også selvom de i virkeligheden er et mareridt for både dyrene og naturen (og dermed os selv).

Myrer kan de fleste heller ikke lide i haven, men i virkeligheden, så er myrer nogle vidunderlige nyttedyr som alle burde opmuntre til at flytte ind på deres grund.

Styrk forbindelsen med naturen ved at gå med bare fødder i haven som jeg gør på billedet.

Genstart forbindelsen med naturen (simpelt trick)

Når vi glemmer, at vi selv er en del af naturen og er mere afhængig af den end den er af os, så glemmer vi, hvem vi er. Vi kommer til at tro på egoet, som mener, at vi som mennesker er separate væsner. Enten tror vi det på en videnskabelig måde, at den her krop, den her materie vi befinder os i, er fysisk separeret fra resten af den verden vi er. Eller vi kan tro på de religioner, som separerer os fra verden. Som gør mennesket til noget, der skal styre og regere over Jorden. En slags vogter på Guds vegne og ikke noget, der er født af og som kommer fra Jorden, som alt det andet levende her gør det.

En fantastisk kur mod følelsen af separation fra naturen og følelsen af fremmedgjorthed over for den store moder under (og i) os, er at gå ud i naturen med en lup. Det lyder banalt, men det er også et trick der er vigtigt at lære. At det er egoet, der tror at tingene skal være komplicerede, for ellers virker det ikke. Men fakta er, at det er de mest simple ting, der er de mest effektive.

Naturen er vidunderlig simpel og det er vi også. Det er egoet der tror at vi er noget helt særligt og meget specielt. Hvis du tror på, at der er en kraft, en eller anden form for guddommelighed, der har skabt alting her, så giver det så lidt mening, at den kraft skulle have gjort det svært at være her. Det er ikke svært at forbinde sig med naturen f.eks. Det er altid kun egoet, der tror det. Fordi egoet ikke i sig selv føler sig forbundet med resten af verdenen.

Styrk forbindelsen med naturen ved at gå med bare fødder i haven som jeg gør på billedet.

Bøj dig i støvet (bogstaveligt talt)

Så altså. Læg dig ud på en græsplæne, på en eng, gå en tur i skoven og sæt dig i skovbunden og find så en lup frem. Du kan også bruge dine læsebriller hvis du er kommet i en alder, hvor du bruger dem. Faktisk har jeg BÅDE lup og læsebriller for øjnene, når jeg laver den her øvelse, det ser sjovt ud og det er det også.

Når du ser ned i jorden, uanset om det så er i en græsplæne eller i en skovbund, eller på stranden, så vil du se alt det liv der er. Både i form af insekter og dyr, men også de utallige former for græs, træ, jord, sten og grus. Alt muligt eksisterer i jorden. En bænkebidder bliver kæmpestor og helt utrolig fascinerende, når den trisser forbi. En lille tank, der mosler igennem skovbunden. Et græsstrå bliver et smukkeste og mest komplekse, du nogensinde har set på. En mælkebøtteblomst kan give en klump i halsen af ren og skær ydmyghed over dens skønhed.

Når jeg laver den her øvelse, så føler jeg mig som ét med jorden. Jeg får lyst til at passe endnu bedre på den. Jeg bøjer mig i støvet (bogstavligt talt) i dyb respekt over, hvor heldig jeg er, at få lov at opleve at være menneske her, på vores eventyrligt henrivende jord.

Jeg ser det magiske i livet helt tæt på. Jeg bliver bevidst, om at når jeg kan blive så forelsket i strukturen i et græsstrå eller i myrens rødsorte farve, hvordan er det så ikke at se på mig selv? Et pragteksemplar af naturen i sin fineste form. Hvilket er noget jeg ofte glemmer, når jeg er i egoets historie om separation. Luppen og brillerne minder mig om, at jeg er ligeså skøn som naturen er det. Naturen er ligeså skøn som jeg er. Vi er forbundet og ét.

SAMTALE MED MARIA FRA HYLDEMORS HAVE

Mød Maria fra Hyldemors Have

Jeg vil gerne bringe samtaler på min blog. Med mennesker, som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke
nye tanker.

I dag vil jeg spørge Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse. Hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen, og hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Maria er uddannet arkæolog og har arbejdet som museumsinspektør de sidste 10 år på et mindre museum på Vestegnen. Ved siden af sin faglige uddannelse, har hun siden 2003 fulgt Annette Høst og Jonathan Horwitz i deres udlægning af den klassiske og den nordiske shamanisme. Her opererer man ikke med egentlig uddannelser, men man kan dygtiggøre sig inden for forskellige grene af det shamanistiske arbejde.

Sideløbende med sin shamanistiske ‘dannelsesrejse’ har hun de sidste mange år taget flere kurser hos den amerikanske urtelærer Susun Weed. Susun er et ikon inden for holistisk urtekundskab i store dele af verden. Det har bl.a. grundlagt Marias viden inden for arbejdet med plantemedicin, som nu er det ene ben i Marias virksomhed, hvor shamanismen er det andet. Og især krydsfeltet mellem shamanisme og plantekundskab er blevet Marias store passion.

Maria kender jeg fra hendes hjemmeside Hyldemors Have. Men også igennem kurser med Annette Høst, hvor Maria er med som ‘højre hånd’ og assistent. Maria er humoristisk og jordbunden, hvilket er meget befriende at opleve i den her spirituelle verden. Men det er også tydeligt at mærke Marias energi, kraft og ILD både i mødet med hende, men også i hendes utrættelige arbejde i at videregive hendes viden og evner. Både inden for urtekendskab og i hendes forbindelse med naturen. Og derfor kan jeg kun anbefale, at besøge Maria enten her, på Instagram eller Facebook.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have

Hvornår vidste du, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Jeg har altid været søgende, og jeg kan huske, at jeg som barn så ‘Sound of Music’ og helt tilbage dengang, blev fascineret af nonnernes inderlighed omkring deres tro. Den søgen efter forklaring og tilhørssted fulgte mig op gennem teenageårerne, hvor jeg bl.a. som 14-årig deltog i en fællesmeditation i et buddhistisk center for at finde ud af, om det mon var vejen frem for mig.

Jeg husker, at meget af længslen også handlede om at ‘høre til’. At have en tribe og en mening med det at være til. Min opvækst var temmelig kaotisk. Udadtil typisk dansk parcelhusidyl, men indad noget mere udfordrende som skilsmissebarn til en psykisk ustabil far der drak, endte i fængsel og dertil diverse udfordringer, hvor overgreb blev en af hovedhistorierne.

Jeg har altid været dybt forbundet med landskabet og skoven. Bakkerne og markerne omkring mit barndomshjem. Her følte jeg mig tryg og ‘hjemme’. Så efter en vild ungdomstid, hvor jeg udforskede mange afkroge og miljøer, men mest fandt hjem i slut-90’ernes undergrunds-technomiljø (igen i søgen efter at sted at høre til samt en udforskning af sindet), endte jeg i starten af 20’erne med at træde ind på den vej, som jeg sidenhen fandt hjem på.

Min betænksomme mor ville gerne have mig ind på et videregående studie, så jeg ‘kunne blive til noget’, og det eneste jeg rigtig kunne komme i tanke om, som jeg var sikker på, at jeg orkede at gennemføre – fordi det interesserede mig – var studiet i forhistorisk arkæologi. Et af min barndoms fristeder har altid været Sagnlandet i Lejre (dengang Forsøgscentret Lejre). Her kunne jeg mødes med andre ‘sære’ børn og følte mig altid 100% hjemme. Så det var oplagt, at min videre færd i verden skulle involvere fortiden på en eller anden måde.

Men ak, mit karaktergennemsnit var for lavt. Så jeg måtte ud og lave frivilligt arbejde for at forbedre mine chancer for at komme ind på studiet. Det ledte mig tilbage til Sagnlandet og derigennem stiftede jeg nu bekendtskab med de meget aktive ‘fritidsvikinger’. Og så er var det nærmest umuligt ikke også at blive rodet ind i asatromiljøet, som i den grad var i opblomstring i starten af 00’erne – og det var endda før HBO-serien Vikings.

Så det var måske lidt af en lang omvej for at komme derind, hvor min spirituelle livsrejse tog sit første rigtige afsæt. Men det var faktisk mødet med den asatropraksis i form af at holde ritualer og ceremonier udendørs og inddrage naturens kræfter. Og så i høj grad relationen til vores landskab og gamle myter, som åbnede en port i mig.


Hvordan kan det være, at det lige var shamanisme, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du ‘uddannet’ dig eller hvilken vej er du gået?


Det var var egentlig fordi, at det hurtigt blev klart for mig, at det var Vølven (en slags forhistorisk troldkyndig eller spådomskvinde), som trak i mig. Vi hører bl.a. om hendes kraft i den nordiske mytologi og i særdeleshed i det gamle islandskes digt Vølvens Spådom. Og da jeg fandt i ud af, at der faktisk var nogen, der underviste i vølvens kundskab, nemlig ‘sejden‘, røg jeg hurtigt afsted på mit første grundkursus i shamanisme. Det var nemlig dengang, ligesom nu, et krav for at man kunne deltage i de videregående kurser.

Men vejen derhen var lang, for jeg tænkte at ‘shamanisme’ lød som et eller andet klæd-ud-halløj a la svedehytter i Hr. Jensens baghave i Brønshøj eller noget med at lege indianere. Men mine fordomme blev gjort til skamme.

Mødet med shamanisme blev til den mest rene, jordnære og kraftfulde oplevelse, som jeg til dato havde oplevet i mit dengang 22 år lange liv. Jeg plejer at beskrive det sådan, at da jeg sad der på 2. sal på Nørrebro i et dansestudio og oplevede Annette kalde ånderne ind og være i fuldstændig forbindelse til naturens kraft, trods settingen. Så var jeg solgt og har aldrig set mig tilbage …

Sidenhen gik de næste 2-3 år med at tage så mange kurser hos Annette Høst som min SU tillod mig. Herefter kom der et par børn til, som sætter en slags naturlig begrænsning for, hvor meget tid man har til at fordybe sig i sin spirituelle praksis. Men i de sidste 8-9 år har jeg arbejdet tæt sammen med Annette som hendes assistent, og muligheden for at ‘dyrke’ shamanismen jævnligt (pga. af kurserne), har gjort meget for at grundlægge min egen praksis. Vedholdenhed er nøglen.

Og for at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvorfor det blev shamanismen, der vandt i sidste ende. Jeg tror, at det i høj grad handler om den individuelle oplevelse og forbindelsen til naturen.

Her er ingen liturgi, intet præstestyre, intet fortolkende mellemled mellem mig og mødet med underet – den åndelige oplevelse. Der er kun mig og ånderne – mig og naturens kraft. Og så en samling ‘universelle’ metoder, det magiske, shamanistiske håndværk – trolddomskunsten som i den grad vandt genklang i min sjæl. At kunne rådspørge sig hos vinden, havet eller mine formødre. At kunne fejre vintersolhvervet under stjernerne og føle mig som ét eneste menneske i rækken af millioner, der er gået ad stien før mig. Der under træernes kroner og med begge mine fødder solidt plantet på den algode jord.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have sidder i naturen og ser på planter og urter.


Hvad er det som det som shamanismen kan og hvordan bruger du de shamanistiske redskaber i din dagligdag?


For mig skaber min shamanistiske praksis og det shamanistiske livssyn forbindelse og dybde i en, til tider stresset, materialistisk hverdag, hvor det ofte handler om at få en masse ender til at mødes. Og så, hvilket jeg især har sandet igennem det sidste halve år, hvor jeg er gået igennem en skilsmisse og flytning fra mit hjem igennem de sidste 16 år, til den akutte krisehjælp, der hjælper mig til at bevare forfatningen, når man ellers har mistet fodfæstet. Det betyder, at jeg har et sted at vende mig hen og bede om hjælp, når verden falder sammen. Og et sted at søge til når jeg har brug for råd, som ligger ud over de svar som jeg kan ”tænke” mig til med min logiske, hverdagsagtige menneskehjerne. Det kan jeg f.eks. gøre med trommerejser, varselstagninger eller en udesidning (en slags traditionel nordisk visionssøgning).

Min praksis betyder, at dagen har små ”åndehuller” med bevidste øjeblikke, hvor jeg forbinder mig med naturens kræfter og på den måde føler mig forbundet. Selvom jeg måske kører i bil på motorvejen – men lige spotter Musvåge i flugt. Eller når jeg tænder et stearinlys om morgenen og anråber ilden for styrke og kraft. Og så er der den evige forståelse – eller følelse af, aldrig at være alene. At mine åndefæller, mine skytsånder er med mig hver eneste dag, og at de aldrig er længere væk end en tanke. At de er min støtte og styrke. Både til hverdag og fest. Når krisen kradser, og når jeg blot ønsker at fejre og markere skel og årstidsfester.

Maria fra Hyldemors Haves telt hvor hun laver kurser i shamanisme.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det begreb vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om hvad du tænker om Gud. Føler du en kontakt med noget, der er større end dig selv?


Det føler jeg helt sikkert. Jeg tror på en guddommelig, universets kraft der puster liv i alting. Og at denne kraft på en eller anden måde (som jeg ikke kan redegøre for, heldigvis, for det er en del af mysteriet) manifesterer sig i det, som vi under et kalder for ‘åndefæller’. Energivæsener i mange
forskellige former som vi kan hidkalde for råd, kraft og vejledning til gavn for os selv og andre. Jeg tror ikke på en dømmende eller udøvende Gud, men jeg tror helt bestemt på, at det vi sender ud, også er det vi får tilbage.


Hvordan føler du dig knyttet til naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på? 


Naturen er mit anker i alting. Jeg har brug for naturen, ligesom jeg har brug for luft og mad. Jeg føler en dyb menneskelig medfølelse med folk, som er nødt til at bo i betonjungler uden adgang til skove og marker, fordi min sjæl ville dø den slags steder.

Naturen er der, hvor jeg lader op og søger trøst. Der hvor jeg reset’er mig selv, når tingene er svære, eller jeg føler mig ude af balance. Det er der, hvor jeg forbinder mig til mine åndefæller fordi de ofte præsenterer sig så velvilligt i deres naturlige miljø. Som den førnævnte musvåge eller
ravnen over skoven. Træernes altoverskyggende kærlighed.

Det er i naturen, mere end noget andet sted, at jeg føler mig hjemme. Accepteret. Og hel. Naturen er fordomsfri og hverken medfølende eller dømmende. Den er bare. Med alt sit kaos, liv og død og evige kredsløb.
Så udover de lange gåture i skoven eller langs markerne, så lægger naturen også rum til vores årstidsfejringer. Til vores ritualer, sammen eller alene. Som fornyligt, da jeg til Allehelgensaften (Samhain) ønskede at markere både for guder og mennesker, at jeg trådte ud af mit lønmodtagerjob og fuldt og helt ind i mit nye liv som selvstændig.

Jeg har et dejligt kraftsted i en skov, hvor jeg er vokset op, som jeg altid vender tilbage til, når ting er vigtige i mit liv. Det er en kæmpe stor sten, som er blevet bragt af isen for mere end 10.000 år siden til den plads, hvor den hviler i dag. På toppen af stenen har folk tilbage i bronzealderen (for
over 2000 år siden) lavet skålgrupper i forbindelse med deres egne ritualer.

Så det er et ganske særligt sted. Jeg tog derud ved skumringstid. Lavede mit ritual. Gav et vigtigt offer til mosens ånder og bad alle de ældste kræfter om at være med mig og velsigne min nye livsfase. Og at stå der under de store bøgetræers kroner. Med min ene hånd hvilende på de ældgamle skåltegn og den anden hånd med et fast greb om min sejdstav. Der følte jeg i den grad,
at jeg trådte ind i urtiden. Og blev ét med de tusindvis af folk, der er gået forud for mig. Der ligesom jeg har betrådt det hverv, at være bindeled mellem ånder og mennesker. Og dét gjorde mig ærefrygtig og dybt, dybt respektfuld.

Maria fra Hyldemors have foran hendes telt som hun bruger til at undervise i shamanisme i.


Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen? Noget du har oplevet, der giver dig mere glæde, større selvværd, eller bare et større overskud?


Jeg tror, at det allerbedste, og mest håndgribelige råd jeg kan give til alle. Uanset om de interesserer sig for spiritualitet og shamanisme, eller bare er outdoor-mennesker, som nyder at være i naturen, så er det at gøre dét. At komme UD. Og bruge tid alene med naturen. Måske endda noget så vildt, som at prøve at blive væk derude. Lade telefonen blive i lommen. Og find
ud af om du faktisk kan orientere dig alligevel. Kigge op og blive opmærksom på, hvor solen står. Hvor verdenshjørnerne befinder sig. Måske finde en bålplads, tænde et bål og bare sidde der i langsomheden og stirre ind i ilden. Og så ellers lade skoven åbne sig for dig i al dens magiske
væren. Så vil jeg næsten garantere, at du vil vende hjem med fornyet energi, større ro og en lykkeligere sjæl.