KRISER ER ANLEDNING TIL BEVÆGELSE

Sidste år var min mand David og jeg i en trommegruppe. Vi var seks mennesker i gruppen, og vi holdt alle sammen meget af hinanden. Vi mærkede alle seks en forbindelse, en samhørighed, som føltes usædvanlig og særlig. Det var en virkelig god trommegruppe vi havde lavet. Det føltes som om vores fælles arbejde strakte sig langt ud i vores individuelle liv. På en måde som ingen af os havde mærket før.

Efter en trommerejse i januar 2022 begyndte vi, at åbne op for at skabe et fællesskab sammen på en anden måde. Vi begyndte at tale om at bo sammen, og skabe et spirituelt levefællesskab.

De første måneder af året var vi ude at se på steder der kunne rumme 6 mennesker med de behov vi hver især havde. Imens vi ledte blev Rødegaard i Vistoft på Mols sat til salg. Rødegaard er et stort kursuscenter med mange muligheder og meget jord til. Umiddelbart kunne det sted indfri alle vores drømme om permakultur, fællesskab, udvikling af spirituelle kurser og meget mere.

Men David og jeg var i tvivl. Vi var i tvivl om det virkelig var det vi ville. Vi ville virkelig fællesskabet med de andre, men vi var ikke sikre på om vi ville delen med at drive et kursussted af de dimensioner. Vi luftede vores tvivl for gruppen. Men vi valgte alligevel, at blive med de andre i processen omkring Rødegaard. Hvordan kunne vi sige nej, til at blive en del af noget med så stort potentiale, og med de mennesker vi holdt så meget af.

Blodprop som stopklods

Aftenen hvor vi skulle holde vores første visionsmøde for hvad vi ville skabe på Rødegaard fik David en blodprop i hjertet. Efter at chokket havde lagt sig hos David og jeg, kunne vi mærke at vi ikke skulle med på Rødegaard alligevel. Det var en virkelig svær beslutning at tage. Vi var meget i tvivl og vi vævede frem og tilbage i lang tid.

En aften sad jeg ude i vores have og jeg mærkede fysisk et slør blive løftet fra mine øjne. Det var som en forelskelse der forsvandt. Jeg så i en vision skyer der blev opløst og derefter stod alting helt klart. Vi måtte sige nej til at tage med på Rødegaard. Uanset hvor svært det var og hvor ubegribeligt underligt det føltes.

Vores gode venner, Iben og Karsten Munk, Cecilie Lanken og Marcela Martins, overtog selv Rødegaard i sommeren sidste år, og de har skabt det smukkeste sted derude. Hvis du er interesseret i spirituelle og udviklende kurser, så kan jeg varmt anbefale dig, at holde dig opdateret på deres hjemmeside Jordens Sang.

Et nyt fællesskab

David og jeg var temmeligt rundtossede i den periode. Både over blodproppen og alt det den havde sat igang. Men også over at det fællesskab vi troede vi skulle være med i, ikke var for os alligevel. En dag mødte vi tilfældigt i den lokale Brugs, to af Davids gode venner gennem 20 år. De var endt på Djursland efter flere år i udlandet, og pludselig stod de der.

Der gik ikke længe før vores venner luftede tanken, om at finde et sted at bo sammen. Vi var pga Rødegaard-processen allerede åbne for, at der godt måtte ske noget nyt i vores liv. Så vi gik åbent ind i tanken om et andet levefællesskab. Et andet fantastisk sted dukkede op, perfekt til vores to familier. Det hele var helt rigtigt og vi skyndte os at sætte vores hus til salg, så vi kunne købe nyt med vores venner. Igen skete det samme igen. David og jeg fik begge oplevelsen af, at vågne op igen og se tingene helt klart. Vi måtte igen sige nej tak til vores andre venner om at flytte sammen med dem.

Som en kær veninde til os sagde, så er det da dejligt at vi er så nemme at begejstre. Det er bare virkelig heldigt, at vi ikke når at underskrive noget når vi er i den fortryllelse …

Nu havde vi så sat vores hus til salg, uden at have et andet sted at flytte hen. Det kom som lidt af en overraskelse for os, at vi pludselig stod i den situation. Det er altid en interessant oplevelse at tage røven på sig selv. Til vores endnu større overraskelse blev vores hus solgt på 18 dage. Det var i november sidste år.

Mere sygdom

Da vi kom ind i 2023 ledte vi efter et nyt sted at flytte hen, og samtidig blev min mor diagnosticeret med lungekræft. Vi fandt et nyt hus, et sted som også overraskede os. Min mor fik en operation som var vellykket og vi krydser alt for at hun nu er rask.

Vi har lige nu boet i vores nye hus i 14 dage. I den uge hvor vi flyttede ind, blev min fars kone gennem 30 år pludselig meget syg og døde. At opleve at der ikke er ro hos nogle af mine forældre har været meget særligt. Det har krævet et kæmpe overskud. Det kræver et helt særligt overskud for egentligt er der ikke ro hos nogle af dem endnu.

Altså slap nu af et år! Og det jeg har beskrevet her ovenover er kun overskrifterne. Samtidig er der sket så vanvittigt meget andet for mig selv, min søn, vores familier og venner. Det er virkelig helt crazy. At jeg har sportsvognsfrisure over hændelserne i mit liv det sidste år, er en underdrivelse. Jeg føler jeg har fået en ansigtsløftning, af at stå i så meget modvind med kinderne omme bag ørerne, og øjenbryn langt oppe i panden af forundring.

Lækre kriser

Det der sker i en krise er, at hele systemet bliver rystet. Det fysiske, psykiske og energetiske. Det skete i høj grad på verdensplan i årene 2020-2022. Det er egentligt ikke fordi det er stilnet af, nu leger vi bare med energikriser og krig, i stedet for en pandemi.

Rystelser sætter bevægelser i gang. Enten kan man gå med bevægelserne eller også kan man prøve at holde ved det der var. Det er det samme som når der sker kriser på et mindre plan i vores eget liv. Vi kan prøve at holde ved, eller slippe og se hvor det er den rystelse vil have os til at bevæge os hen. Som da jeg selv havde kræft for næsten 20 år siden. Jeg kunne have holdt ved den jeg troede jeg var og skulle være. Eller jeg kunne gå med bevægelsen som kræften satte i gang. Kriser er ikke negative. Kriser er anledning til bevægelse og ikke andet.

Nu er vi flyttet. Så er der ro på den front. Der er stadig en del uro omkring mig, hos mine forældre blandt andet, som hver især står i deres egen livskrise. Der har været rigtig meget læring for mig, i at passe på mig selv, så jeg kan være der for andre. Jeg har virkelig mærket hvordan man ikke kan hælde af en tom kop. Jeg har flere gange sagt højt til Gud: Aj come on! For det har føltes absurd, så latterlig mange ting der er blevet ved med at ske.

Guds humor

Apropos Gud. Da David og jeg ledte efter hus og gennemtrawlede Djursland for at finde det helt rigtige sted vi skulle bo, da bad jeg hele tiden til, at Gud ville hjælpe os med at finde det perfekte hus for os lige nu i vores liv. Jeg bad også til, at det ville være et sted hvor jeg dagligt ville blive mindet om Guds eksistens og storhed.

Vi er flyttet til Norddjurs. I en lille landsby. Landsbyen overraskede os. At det skulle være lige her. Vi er flyttet i et gult murstenshus, en etplansvilla fra 1970. Det overraskede os også. Men med det samme vi kom ind her, vidste vi at dette var vores nye hjem. Vi bor med en af Djurslands største skove som nabo, og den mest fantastiske strand 1.5 km væk. Jeg bliver dagligt mindet om Gud når jeg ser ud af vinduet, og der flyver en trane over vores hus (no kidding), eller når jeg ser sæler på stranden når jeg cykler over til min mor som jeg bor meget tæt på nu.

Men det skæggeste er vores udsigt fra forsiden af vores hus. Jeg bad jo om en daglig påmindelse om Gud. Så det har jeg fået. Og som jeg har skrevet før, så er Gud ikke uden humoristisk sans. For min begejstring for Indre Mission har været et meget lille sted, efter jeg som barn sad i søndagsskole og fik tudet ørene fulde om Guds straf.

Sørme om vi ikke bor lige overfor et aktivt missionshus nu. Med Jesus Lever og kalender for bønnemøder på opslagstavlen på facaden. Vi har sagt hej og givet hånd til dem der er aktive i huset, og det er dejlige og søde mennesker som holder huset levende. Det er så skægt, at vi skulle bo med den udsigt. Det får mig til at smile stort hver dag. Gud er også smil og latter, og på den måde går det hele op i en højere enhed.

Så det var så det år. Hvordan har du haft det?