GIV SLIP PÅ DIN FRYGT MED ‘THE WORK’ (DEL 3)

Undersøg dig selv tanke for tanke

Når jeg laver The Work (læs mere her og her), så arbejder jeg med én overbevisning af gangen. Det kan også være, at jeg udfylder et Worksheet (og arbejder det igennem. Men uanset, så er det på samme måde det foregår. Jeg har en tanke som stresser mig, og den undersøger jeg.

Alle de tanker og overbevisninger i mig, som stresser mig, de kommer fra det samme sted: Egoet. Der eksisterer ikke andre steder inden i mig, hvor der kan være noget, der minder om stress eller smerte.

Giv egoet en stemme – og lær at leve uden frygt

Så når jeg igennem The Work ser på de tanker, der gør ondt i mig, så giver jeg altså egoet en stemme. Og det kan være ret rædselsvækkende at gøre det. Derfor er der også mange mennesker, som er meget spirituelle og ‘ordentlige’, som har svært ved at lave The Work, fordi redskabet kræver at man tager kontakt med en del af sig selv, som vi er vant til at putte meget langt væk.

Vi er vant til at gøre egoet, og alt hvad det føler og tænker, forkert. Vi er vant til at have en masse redskaber, som netop skal give egoet mundkurv på, så derfor kan det være en virkelig forskrækkende oplevelse pludselig at give egoet mikrofonen og høre på, hvad det har at sige. For egoet er fyldt med domme over andre. Det er fyldt med vrede og usikkerhed, endda had. Det er fyldt med frygt, bekymringer og mindreværd. Det er normalt ikke noget vi gider høre på fra os selv (eller andre), men det betyder jo ikke at det ikke eksisterer i os.

Elsk dig selv for ALT du er

Når vi giver mikrofonen til egoet og hører hvad det har at sige, så vil vi meget hurtigt opdage, at alle de domme vi har over andre, de handler om os selv. Så skyldfølelsen over at sidde og dømme andre forsvinder, når det går op for os, at ALT hvad vi tænker og føler, kun handler om os selv, aldrig om andre. De fungerer blot som et spejl, en projektion, så vi kan lære os selv bedre at kende og lære at elske os selv med alt, hvad vi indeholder.

For modsat det man skulle tro, så bliver man ikke fyldt med (endnu mere) selvhad, når man får at se hvad egoet faktisk indeholder. Det der sker er, at der opstår en enorm ømhed overfor dig selv. Den ømhed vokser til omsorg og dernæst til selvkærlighed. Selvkærlighed er den bedste (og eneste) kur mod mindreværdsfølelser. Mindreværd kan kun heales et sted fra, og det er indefra.

Anja Dalby The Work

Ayahuasca og The Work som samarbejdspartnere

Jeg kombinerer mit arbejde med ayahuasca med The Work. For når jeg tager ayahuasca, så kommer jeg i allerhøjeste grad også i kontakt med mit ego og ser uden filter på, hvad det indeholder. Undervejs mens jeg tager medicinen, altså mens jeg sidder i en ceremoni og arbejder med den, så har jeg The Work med som redskab. Nogle af tingene kan jeg få til at slippe, mens jeg sidder i cirklen på ayahuasca, mens jeg inden i mig selv bruger The Work på de ting, der kommer op fra egoet. Andre ting noterer jeg mig, og så arbejder jeg på dem bagefter. I min ‘the work’ – praksis med Mette (som jeg beskrev i forrige indlæg) hver tirsdag og torsdag, der arbejder jeg så de ting igennem, som er kommet op fra egoet, mens jeg tog ayahuasca.

Se på egoet med kærlighed

Udover de ting, der kommer fra egoet, mens jeg tager ayahuasca, så går jeg i det daglige rundt med en lille bog, hvor jeg noterer mig ting, som jeg opdager stresser mig. Det er min lille, sorte ego-bog, og den er fyldt med domme over andre og i særdeleshed mig selv. Det er så jeg husker på alle de gange egoet i mig bliver stresset eller ked af noget og derfor skynder sig at kaste en dom ud på omverdenen. Det er en måde at tage mit ego alvorligt på. Den lille fis, der sidder inden i mig, som kan skabe så meget ravage, hvis jeg ignorerer det og tror, at jeg er mere oplyst og mere selvudviklet end jeg er. Når jeg giver mit ego en stemme, så falder det til ro. Egoet har ligesom ikke nogen grund til at brøle og gå bananas flere gange om ugen, når det ved, at jeg faktisk tager det alvorligt som det har at sige.

For hver eneste dom mit ego har i sig er en dør ind til det samme rum. Det samme rum fyldt med mindreværd og selvhad. Når jeg åbner den dør og forholder mig ærligt til det jeg ser, så kan jeg altså kun elske det. Egoet har ikke lyst til at være en røvbanan, selvom det ofte ser ud som om det nærmest nyder den rolle. Men egoet er så bange hele tiden, at det kommer til at se så usympatisk ud. Når jeg ser på hvad egoet indeholder med kærlighed, så slapper det af og jeg kan give det lov til faktisk at være en sød hjælper for mig i stedet for en irriterende lænke om foden.

På ‘The Work’ retreat

Her i maj måned skal jeg med Ernest til Sverige. Vi er en lille håndfuld mennesker, som har meldt os til, og så skal vi ellers worke amok i et par dage. Det glæder jeg mig helt vildt til, min lille, sorte bog er fyldt til bristepunktet med domme. Det bliver vidunderligt at dykke ned i dem og sætte dem og mit ego endnu mere fri.

OPDAG DINE OVERBEVISNINGER MED ‘THE WORK’ (DEL 2)

The Work er ikke et quick fix

I dette indlæg fortalte jeg om, hvordan jeg opdagede Byron Katie og redskabet The Work.

Noget af det som jeg synes var udfordrende med The Work var, at det ikke fungerede som et quick fix. Det vil sige, at det for det første var et arbejde, jeg skulle lave selv. Der sad ikke en eller anden form for behandler og prøvede at give mig gode råd eller healede mine sår. For det andet, så kunne jeg ret hurtigt se, at hvis det her skulle virke, så var det noget jeg skulle bruge jævnligt. Så et weekendkursus var altså åbenbart ikke nok til at få masser af selvkærlighed … Sikke en overraskelse!

Af natur er jeg megameget luft. Jeg har skulle arbejde (og gør det stadig) hele mit liv med min jordforbindelse. At være “luftig” er populært sagt, at være et air head. At være fyldt med idéer, med tanker, med filosoferen. Det er dejligt, helt bestemt. En mindre positiv side er, at alt den luft i ens energi, kan gøre at man aldrig får ført noget ud i livet. At man bliver ved med at drømme og visualisere, og at man tror at man kan ændre hele verden ved at ligge på sofaen og drømme om det.

Jordforbindelse er at rejse sig fra sofaen og fysisk sætte de ting i gang som man lå og drømte om. The Work kunne jeg godt se var at skabe mere jordforbindelse for mig selv. Jeg var også godt klar over, at det nok var pga alt luften i mig, at jeg strittede sådan imod i mig selv, mod at lave en fast The Work praksis.

Luftige mennesker er ikke vild med rutiner, discipliner og det lange seje træk. Det er noget, jeg er opmærksom på i mig selv og netop også derfor, at jeg ville prøve at bruge The Work mere stabilt.

Træstamme med frostkrystaller og  rødbrun svamp, der vokser på det.

Undersøg dine (barnlige) overbevisninger

The Work består af 4 simple spørgsmål. De spørgsmål bruger man til at undersøge de overbevisninger, der sidder i en. Det er historier, vi bærer rundt på. Historier som ofte ikke støtter os vanvittigt meget, men i stedet hæmmer os i vores udvikling som mennesker.

De overbevisninger vi går med stammer ofte fra barndommen. Så selvom jeg som 44-årig kvinde tror, at mine tanker er voksne, så viser det sig igen og igen i undersøgelsen af dem, at de er så barnlige, at de mere matcher en 3-årig.

De tanker om verden som jeg har med mig fra min barndom, dem skal jeg ikke leve mit liv efter. Det svarer til, at jeg lever mit liv efter, hvilket mad jeg kunne lide, da jeg var barn. Det er ikke smart at spise sådan resten af mit liv (boller i karry og flødeis). Det er klogt, at opdage frugter og grøntsager også og det er det, jeg har gjort som voksen.

Sådan har jeg altså også tanker om andre mennesker, om relationer til andre, som stammer helt fra da jeg var barn. Det har vi allesammen. Når vi undersøger de tanker, de overbevisninger, så vil vi ofte blive overraskede over, hvor barnligt det virkelig lyder inden i os. Og overrasket over, hvor meget vi egentligt saboterer vores liv nu som voksne, ved at tro på de samme ting som da vi var ganske små.

Du bliver et venligere menneske.

På weekendkursuset med Ernest Holm Svendsen som jeg fortalte om i dette indlæg, gav Ernest deltagerne det tip at lave en aftale med en anden deltager om at begynde at lave The Work sammen. Afstande er ikke noget problem i brugen af dette redskab, så Skype fungerer lige så fint som at sidde i samme lokale.

To gange om ugen, mødes jeg med Mette og laver The Work. Kl. 7.15 om morgenen, hver tirsdag og torsdag, sidder vi klar med hver vores overbevisning, og så hjælper vi hinanden med at arbejde det igennem med The Work.

Det er lykkedes mig at få skovlen under noget af min luftighed, den del der saboterer det lange seje træk. Det giver mig så meget at have en fast praksis. En praksis hvor jeg kærligt undersøger hver eneste selvsaboterende overbevisning jeg har i mig. Og hver eneste gang lykkedes med at få overbevisningen vendt kærligt om, så jeg bliver et venligere og mere omsorgsfuldt menneske over for mig selv og ad den vej altid over for resten af verden også.

HOLD MED OFFERET

Da jeg opdagede det var allermest synd for mig

Du ved det nok ikke, men det er faktisk mig, det er mest synd for. Altså det kan godt ske, at du har oplevet smerte og at mange andre også har det. Og nej man kan ikke sammenligne, men derfor vil jeg alligevel gerne benytte lejligheden til lige at understrege, at det har været sværest for mig. At være mig …

Dengang hvor jeg virkelig opdagede, hvor synd jeg syntes det var for mig selv, der blev jeg noget overrasket. Tænk sig at jeg f.eks. kunne synes det var synd for mig, når andre efterlader deres sok på gulvet.

Jeg blev overrasket over, hvor meget (hvis ikke det hele) af min smerte, der var bundet op på, at det var fordi det var synd for mig. Ikke engang af nogen bestemt grund, bare fordi jeg er født som menneske her. Når det er synd for mig, så tager jeg alting personligt. Igen de der sokker, men også vejret, postbudets humør, min mors tone i telefonen, at min mand har haft en lang dag på arbejdet og måske ikke lige overdænger mig med komplimenter, når han træder ind af døren, kan overvælde mig med offerfølelser.

Så da jeg opdagede offeret tog jeg naturligvis omgående afstand til det. Sikke dog en klam størrelse at gå rundt med inden i. En følelse, som gør mig overfølsom og mindre attraktiv end et råddent æg.

Elsk dit offer væk

Sjovt nok så forsvandt offeret (og følelsen af at det var synd for mig som en konstant) ikke ved, at jeg synes det var ækelt. Offeret voksede faktisk bare. Den del af mig, som syntes det var synd for mig forsvandt ikke ved, at jeg skammede det ud, blev flov over det og gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det.

Min søn er 19 år, og han elsker at diskutere alverdens ting med min mand David og jeg. Det er meget interessant at høre hans anskuelser på verden, og hvordan han prøver at finde sin plads i den. En dag talte vi om voldtægter og generelle overtrædelser af andres, både kvinder og mænds, grænser. David bød ind med denne sætning: Uanset hvad der sker, så skal man altid holde med offeret.

Det der med at holde med offeret, det gjorde noget ved mig. Så jeg tænkte, hvad nu hvis jeg begynder at holde med mit offer. Hvad nu hvis jeg begynder at anerkende, at det har det som det har det. At det får bævrende underlæbe på særligt sensitive dage over en opvask, krummer i sengen, eller større ting som at skulle gå ud af sin komfortzone.

Sikke en lettelse: Jeg er perfekt uperfekt

Hvad nu hvis jeg i stedet for at skælde mig selv ud og råbe militæragtige kommandoer inde i mig selv om, at jeg for hulan da også bare skal tage mig sammen! Stramme ballerne og droppe tudefjæset! Hvad nu hvis jeg i stedet sagde til mig selv: Åh stakkels dig. Sikke en træls opvask. Og åh nej dog, der er nogen der har skåret brød og ikke tørret krummerne væk efter sig. Jamen dog. Det er helt okay og naturligt, at du synes at det er synd for dig. Det må du gerne synes.

For altså, offeret er der jo. Det forsvinder ligesom ikke ved, at jeg prøver at lade som ingenting. Når jeg går til mig selv med den overbevisning, at der ikke findes fejl i mig. Der kan ikke eksistere noget, der er ‘forkert’ i mig, så sker der også noget ved mit mindreværd. For mindreværdet bygger på, at jeg synes, jeg er forkert. Jeg skulle være meget bedre, meget mere åndeligt udviklet end, at jeg kan gå og snøfte indigneret over en opvask.

Ligesom jeg advokerer over for mig selv hele tiden, at jeg skal se virkeligheden for hvad den er, og være ærlig med hvad jeg ser. For det er først når jeg synes virkeligheden skal være anderledes end den er, at jeg får problemer. Når jeg accepterer den som den ser ud, så trives jeg i bedste velgående og kan også meget nemmere rykke mig derhen, hvor virkeligheden bedre matcher mig.

Pust dit indre barn på knæet det har slået

På samme måde må jeg også acceptere, at der er en side af mig, som bare synes det hele er så pokkers synd.

Når jeg holder med mig selv, i at det er synd, så er det sjovt nok ikke så slemt. Det er lidt som når et barn falder og slår sig på knæet. Sikke et drama det kan give! Og hold da op, hvor er det bare synd for det barn. Også selvom vi godt ved, at det ‘kun’ er en hudafskrabning og at det nok ‘kun’ er et i rækken af en million andre hudafskrabninger, så tager vi det alvorligt. Vi puster på såret med den rette alvorlige mine. Vi anerkender, at det der nok næsten er det blodigste vi nogensinde har set. Vi roser barnet for at klare den ulidelige (!) smerte så flot. Vi sætter et sejt plaster på og efterlader barnet med følelsen af, at selvom det troede, at det nu skulle have amputeret sit ben, så klarede barnet de her strabadser med formiddabelt heltemod. Barnet overlevede utroligt nok og næste gang, så ved barnet, at det måske ikke var helt så slemt som det så ud (eller måske først om 10 gange, men du ved hvad jeg mener).

Det er samme strategi, jeg har overfor mig selv. Jeg giver mig selv ret til at have som jeg har det, jeg anerkender at det er okay. Modsat af hvad man skulle tro, så vokser offeret sig ikke enormt fordi det bliver set. Tværtimod. Det bliver roligere. Ligesom barnet også reagerer positivt på trøst og falder til ro og faktisk får en fornyet tro på sig selv og altså føler sig stærkere, det samme sker i mig.

Jeg har min egen ryg

Når jeg roser mig selv hvis jeg er ked af noget, for at jeg kan mærke, at jeg er ked af det (også selvom en del af mig har lyst til at vende øjne af mig selv, og bare synes jeg skal smile og komme i gang), så føler jeg mig mere tryg.

Jeg bliver tryg af at vide, at jeg holder med mig selv. Jeg holder endda med det kedelige offer. Så må jeg virkelig holde af mig selv. Når jeg oplever, at jeg holder med og af mig selv, så bliver jeg rolig. Jeg får overskud til at handle mig værdigt ud af en situation jeg ikke har lyst til at være i. I stedet for at stå og tude og råbe som offeret har for vane. Jeg bliver stærkere og de småting som ellers kunne vælte læsset, de betyder ikke noget. For jeg har mig. Jeg har min egen ryg. Hvis det er synd for mig, så er det synd for mig. Det må jeg som den voksne i mit liv håndtere, og det giver så meget mere balance og venlighed til mig selv og verden at tænke sådan.

KENDER DU ‘THE WORK’? (DEL 1)

Da Byron Katie blæste mig omkuld

Jeg er hele tiden på udkig efter redskaber, som kan udvikle mit selv og som kan styrke mig spirituelt. For 5 år siden, stødte jeg tilfældigt på denne bog, A Thousand Names for Joy af Byron Katie.

Dengang lå bogen indtalt på YouTube, det gør den desværre ikke mere, men den kan findes på Audible hvis du gerne vil lytte til den.

“A Thousand Names for Joy” blæste mig fuldstændig omkuld dengang (og gør det stadig). Det er virkelig en fantastisk og meget ekstraordinær bog. Bogen tager udgangspunkt i Byron Katies lære og sammenholder det med Tao Te Ching. Jeg kendte ikke noget til Byron Katie på det tidspunkt udover, at jeg vidste at hun havde skabt selvudviklingsredskabet “The Work”.

The Work havde ikke interesseret mig før. Men da jeg læste “A Thousand Names for Joy” blev jeg ret nysgerrig på, hvordan Byron Katie af sig selv, igennem sit eget redskab The Work, var nået frem til de samme indsigter som Lao-tse (forfatteren eller forfatterne af Tao Te Ching) var nået frem til omkring 2300 år tidligere.

Anja Dalby The Work

At vågne op

En “awakening” er jo altid vildt spændende! Byron Katie viste sig i høj grad at være et vågent menneske. Så jeg satte mig for at lære The Work at kende også selvom jeg var fuld af modstand på det.

Min modstand gik blandt andet på, hvordan en hvid, amerikansk kvinde, ovenikøbet fra Californien, kunne være oplyst? Lugtede det hele ikke lidt for meget af New Age fabrik?

The Work skulle vise sig at være et af de bedste redskaber, jeg har brugt til at lære mig selv at kende. Og det stopper ikke der! Overraskende nok har det kendskab til mig samtidig givet mig en enorm omsorg og kærlighed til mig selv. Det har jeg ikke oplevet på samme måde med andre selvudviklingsredskaber.

Det mest transformerende redskab, jeg kender

Lige efter jeg var begyndt at lave The Work for mig selv, så opdagede jeg Ernest Holm Svendsen. Ernest er en af de få i Danmark som er certificeret facilitator fra Byron Katies ‘School for The Work’ i USA. Ernest havde lige slået sin første The Work workshop op i Danmark, så jeg skyndte mig til København for at lære mere om redskabet.

Mødet med The Work i aktion var en stor øjenåbner for mig. Det var vildt at se, hvor kraftfuldt et redskab det var, og det var så superfedt at se Ernest i aktion. Det var inspirerende at se, hvor transformerende redskabet er “live” og føle, hvor store forandringer det kunne skabe for mig.

På den weekend fik jeg forløst meget gamle traumer som jeg ellers havde arbejdet med af andre veje i mange år. På den weekend var der så meget, der lettede fra mig og jeg var helt klar til at tage hjem og fortsætte arbejdet på egen hånd.

Jeg kommer snart til at fortælle mere om, hvordan jeg nu bruger The Work nu. Hæng på, hvis du er interesseret i at lære mere om, hvordan jeg opdagede det redskab, der virkelig har kraften til at forandre tingene i mig selv. Og du kan gøre det samme i dit.



UDESIDNING DEL 2: ANGSTEN FOR ANGSTEN

Hvad er du bange for?

Noget meget sjovt jeg har opdaget omkring frygt i mig selv, det er at jeg faktisk meget sjældent er bange for en situation. Det jeg som regel er bange for er at blive bange.

Så jeg er f.eks. bange for at tale foran mange mennesker, fordi jeg er bange for at blive nervøs. At min stemme kommer til at ryste. At jeg mister tråden. At jeg bliver rød i hovedet og får svedige hænder. Det er altså ikke selve handlingen med at stå og tale foran mange mennesker, der gør mig nervøs, det som gør mig mest nervøs er tanken om at gøre det og så blive nervøs.

Da jeg skulle lave min første udesidning fik jeg at vide af min daværende lærer, at det jeg ville møde var min frygt.

For det jeg ville opleve ved at sidde i skoven (og det som du også vil opleve) er, at der ikke er noget at være bange for. Altså virkelig. Der sker ikke noget. Faktisk bliver mange helt skuffede over, hvor stille sådan en nat i skoven eller på stranden er. Højdepunktet er altså virkelig, hvis man kan høre (eller måske endda se) en ræv luske rundt. Derudover er der bare stilhed. Og der sker ikke noget. Nul. Niks. Nada. Stilhed og mørke. Den perfekte kombination for en fantasi, der kan få lov at løbe løbsk i alverdens skrækscenarier.

Noget af det som er med til at oplevelsen føles så fantastisk, når den er overstået, det er erkendelsen af at sådan er det med hele livet. Der er ikke noget at være bange for.

Drama på lav volumen

Alle de utrolige bekymringer jeg kan have om alt muligt i mit liv, de går aldrig i opfyldelse. Faktisk så sker der heller ikke så meget i mit liv. Eller jo, selvfølgelig sker der en masse. Men hvis man så tilbage på mit liv, når det er ovre, så vil det overordnet set se meget stille og roligt ud. Der har været et par krisetider i mit liv, og jeg er naturligvis klar over, at der kan komme flere senere. Men i virkeligheden, i løbet af de 44 år jeg har været her, så er det jo egentligt meget få gange, at der har været sådan ‘ægte’ drama i mit liv.

Det svarer meget godt til en nat i skoven. En gang imellem kommer pulsen lige op, måske max 2-3 gange. Det varer måske i alt MAX sammenlagt 5-10 minutter ud af en hel nat på 8-9 timer. Det passer nok også meget godt med mit liv og med de fleste andres.

Anja Dalby Udesidning

Dit perspektiv finjusteres på en nat i skoven

Det her store drama vi hele tiden forventer lurer lige om næste hjørne, det dukker aldrig op. Heller ikke selvom de fleste af os er gode til at forberede os selv på det konstant ved at bekymre os om de mest besynderlige småting og detaljer.

Efter en nat i skoven, så husker jeg det. Jeg husker, at det her er mit liv. Mit liv er en smuk nat i naturen. Nogle gange kan jeg høre en grævling øffe rundt i skovbunden, og jeg bliver lidt urolig for, hvor tæt den kommer på, men der sker ikke noget. Jeg kan bevæge mine ben lidt, og den hører mig med det samme og skynder sig at øffe den anden vej. Ræven gider heller ikke snakke, den vil også helst undgå alt, der har noget med mennesker at gøre. Dådyrene bliver mere bange end jeg gør, når de dufter, at jeg sidder der midt i det hele. Med andre ord: DER. SKER. IKKE. NOGET.

Der er mørkt og der er stille. Det kan næsten være lidt kedeligt til tider. Men så er det jo godt, at jeg tager min hjerne med i skoven, for hvis der er nogen der kan pifte en stemning op og sætte gang i tingene, så er det da virkelig min hjerne.

Mørket mister magten

Den dybeste erkendelse jeg har fået, og det lyder så banalt, at det næsten er svært at forklare ordentligt, det er at skoven er mørk, fordi der ikke er sol.

Altså det vil sige, mørket er ikke væmmeligt. Mørket gemmer ikke på trolde eller uhyrer. Mørket er blot fraværet af lys. Det er så simpelt og alligevel så svært rigtigt at forstå, at det helt kan få låget til at lette på min hjerne.

Det betyder at alt muligt andet mørke også mister magten i mit liv. Jeg opdager, at dramaet (for det allermeste) ikke er andet en fri fantasi fra min side for i virkeligheden, så har jeg det virkelig godt.

Jeg lever et stille og roligt liv. Et liv hvor jeg kan vælge om jeg vil nyde tiden og bede bønner styrke min kontakt med naturen. Med kraften. Om jeg vil være tilstede og observere uden domme. Det samme kan jeg gøre på en udesidning. Vil jeg flippe ud og skabe drama i mig selv eller vil jeg nyde oplevelsen og føle taknemmeligheden over at få lov at være menneske her gennemstrømme mig.

Byd angsten velkommen

Når jeg er opmærksom på, at jeg vil blive bange for at blive bange, så er jeg allerede et skridt foran angsten, og jeg kan stå og tage imod den, når den dukker op. Jeg kan tage den i hånden og sammen kan vi lytte på det der grynt omme bagved bøgen. Vi kan sammen se ind i mørket og se, at de skygger jeg tror, jeg ser, ikke er andet end skov. Vi kan se på tankerne om mængden af øksemordere i de østjyske skove og tankerne mister magten.

Det er sådan en dejlig erfaring at have med sig ud i sit normale liv efter natten er ovre. Der sker ikke noget. Mit liv er dejligt og den eneste panik, der faktisk er tilstede, den er i mit hoved.

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

 

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!