Her efter jeg har skrevet alle de indlæg om kræft (læs del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, og del 7 her), så kunne jeg mærke, at der var noget i den optimisme og taknemmelighed jeg deler over at have haft kræft, som føltes forkert i mig. Det er ikke fordi det er løgn, at jeg har det på den måde. At jeg virkelig er taknemmelig for kræften, jeg havde da jeg var ung. Men der er også en anden side i mig, og den side synes jeg også fortjener at blive hørt.
Der er siden i mig, som bliver fuldstændig rædselsslagen, hvis jeg oplever at have udefinerbart ondt et sted. Den side, som har gjort, at jeg har siddet stortudende hos min læge og hos sekretæren i telefonen mange gange. Som har gjort, at jeg har fået en del scanninger siden jeg blev opereret, og jeg siden dengang er blevet kørt igennem ‘kræft-pakken’ flere gange. Siden jeg blev opereret har jeg kun oplevet, at der er uendelige mængder omsorg til mig i det her system som jeg faktisk ikke normalt er så pjattet med. Jeg har kun oplevet enorm empati fra læger og sygeplejesker. Også selvom jeg i høj grad stadig er en besværlig patient. Fordi jeg reagerer meget voldsomt følelsesmæssigt hver gang, og fordi hele sygesystemet går i bevægelse hver gang jeg siger av.
Et kort-luntet nervesystem
Jeg har kun oplevet at blive taget alvorligt i min uro. Jeg har siddet hos læger, som hver gang har sagt, at de er sikre på, at jeg ikke har fået kræft igen. Alligevel har de sendt mig til utallige scanninger og undersøgelser. Kun for at berolige mig. Det er jeg meget taknemmelig for.
Det er ikke fordi jeg render til læge hver måned og kræver en scanning. I de 15 år, der er gået siden jeg blev opereret, så kan det tælles på en hånd de gange, jeg har sat hele maskineriet i gang med min frygt for kræft. Men selvom det har været ‘få’ gange, så har jeg oplevet det så beroligende at blive taget alvorligt. For det værste man kan få at vide, når man har prøvet at være syg (af det ene eller det andet tænker jeg), det er når folk siger, at det sikkert ikke er noget. ‘Det er nok noget du har spist. Har du luft i maven? Måske har du forstrukket en muskel?’ Eller: ‘Slap nu af, du er så sund og rask’. Det er altsammen sagt virkelig velmenende og ment beroligende, og det har jo altså også været sandt indtil videre. At der ikke har været noget efterfølgende. Men én gang var der noget. Én gang blev jeg taget fuldstændig med bukserne nede og følte at min krop totalt forrådte mig ved at få kræft.
Respekt for traumet er healende
Den ene gang, den sidder dybt, dybt begravet i mit system. Som et traume, der så nemt som ingenting kan aktiveres igen. Så når det traume bliver taget alvorligt. Og ikke bare venligt bliver bortforklaret som en prut, der sidder forkert i systemet, så betyder det noget. Det betyder noget, at andre har en idé om, hvad det gør ved et menneske at have haft en sygdom som kræft.
De læger og sygeplejesker, og alt det andet personale jeg efterfølgende har mødt i sygehusvæsnet, ved hvad det gør ved én. Det føles omsorgsfuldt og omfavnende at blive taget alvorligt i sin frygt, og det oplever jeg stadig stor taknemmelighed for. Sidst jeg havde et stort udbrud af tårer foran en læge på sygehuset, så sagde hun, at jeg skulle være glad for at jeg reagerede sådan ved tanken om at få kræft igen. Hun sagde, at det er et sundt nervesystem, som reagerer voldsomt ved tanken om at blive udsat for en traumatiserende oplevelse igen. Nervesystemet gør det det skal gøre, sagde hun. Når det går i total panik ved udsigten til at være blevet syg igen.
Jeg arbejder med det traume hele tiden, for det er stadigvæk virkelig levende. Det opdager jeg hver gang jeg får ondt et sted, på en måde jeg ikke lige umiddelbart kan forklare. Og hvis smerten så ikke går væk igen med det samme eller i løbet af et par dage, men sidder som en stum og tung ting i mig, så ryger mit nervesystem fra 0-100 på 10 sekunder. Og der er intet jeg kan gøre ved det. Det som jeg så prøver at gøre, det er at acceptere, at det er sådan det er. Jeg arbejder med at tage den del af mig alvorlig, som virkelig bliver totalt panisk ved tanken om, at jeg kan være syg igen. Ligesom mange andre mennesker, så har jeg aldrig været særlig vild med at vise sårbarhed og tårer (og snot) foran andre. Men det er der blevet lavet om på. Eller jeg er jo ikke ligefrem ‘vild’ med det. Men jeg giver det i langt højere grad plads, at hele mit system stadig er i totalt forsvarsmode, når det kommer til tanken om at have kræft igen. I den henseende er blevet virkelig god til at vise sårbarhed, desperation og til at græde foran fremmede :)
Når traumer bliver til menneskelighed
Så det er altså ikke fordi jeg bare går rundt og er lalleglad og takker for kræften hver dag med et favnende smil på mine læber. Jeg bliver stadigvæk virkelig bange og meget urolig, hvis der kan være det mindste, som peger i kræftretningen. Så selvom der er sider i mig, som er rolige og som har en plan hvis det skulle ske, at jeg fik kræft igen. Sider som kan se kræften og oplevelsen oppefra. Og også se den spirituelle årsag til, at jeg var så ‘heldig’ at få den her oplevelse. Så er der altså stadig også den del af mig, som bare ikke vil være syg igen. Og som går i totalt alarmmode, når min krop opfører sig mindre end hvad jeg mener er eksemplarisk.
At have haft kræft er en del af min virkelighed på mange planer nu. Det nytter ikke noget, at jeg går og græder over, at det er sådan det er. Det bliver jeg hverken gladere eller får det bedre af. Men jeg kan mærke, at det nytter noget at blive ved med at arbejde med oplevelsen. På et selvudviklende og på et spirituelt plan. Men i høj grad også på et følelsesmæssigt plan, hvor jeg bliver ved med at give plads til den del af mig som altså også synes, at det var noget lort at få kræft. Det hele må gerne være der, og jeg lærer hele tiden, hvordan jeg favner det bedre og bedre. Uanset gør det mig til et mere rummeligt menneske over for andre. På grund af min egen evne til stadigvæk at blive meget bange for at få kræft, så forstår jeg også andre menneskers irrationelle frygt meget bedre. Jeg forstår, at det vi har med i rygsækken kan forme os som mennesker. På måder som kan være virkelig svære at komme af med igen. Jeg ved, hvor nemt det er at lade sig knække af gamle traumer. Men jeg har også fået en helt enorm stor tillid til mennesket og menneskets evne til at rejse sig igen. Selv efter oplevelser, der var meget værre end mit kræftforløb var, så rejser mennesker sig. De børster støvet af sig og går videre. Også selvom det kan kræve nærmest umenneskelige kræfter at gøre det. Det synes jeg er meget smukt og min respekt og ydmyghed for mennesket vokser for hver dag med denne vished.
Her kommer endnu et indlæg i rækken af samtaler med mennesker, der inspirerer dig (og mig) til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke nye tanker.
Denne gang har jeg spurgt min gode veninde Marcela Martins om, hvordan hendes spirituelle rejse startede. På hvilken måde spiritualitet er en del af hendes hverdag, og om hvordan hun bruger naturen både privat og professionelt.
Marcela er uddannet ayurvedisk yogamassør, reikihealer, i saint germain blomstermedicin, pranic healing og er initieret som deekshagiver, kanaliserer kontakt til det hvide broderskab og er også uddannet børnehavepædagog. Alle disse erfaringer bruger hun bl.a. til at afholde workshops om den feminine cirkel.
Jeg mødte Marcela på det første grundkursus i shamanisme, jeg var på hos Annette Høst i København. Vi blev nærmest venner med det samme, og jeg er stadig meget tiltrukket af Marcelas varme og meget omsorgsfulde væsen. Vi går i samme trommegruppe i Aarhus og deler både vores rejser med hinanden, har samtaler om virkeligheden og hvordan vi oplever den og det at være menneske her. Marcela har en meget stor dybde og samtidig en lethed i sin person. Hun har både meget humor og latter i sit væsen, men også en tyngde som gør, at vi i fællesskab kan have virkelig store, åbne og filosofiske samtaler.
Marcela og jeg mødtes i Væksthusene i Aarhus for at tage fotos og vi havde en smuk dag i selskab med mange af de planter som Marcela er vokset op med i Brasilien.
Marcela, kan du kort sige noget om hvornår du vidste at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?
Interessen for selvudvikling og til spiritualiteten har været et behov for at forstå livet, mig selv og hvordan disse hænger sammen. Jeg har altid været meget nysgerrig og ivrig på livet.
Men jeg har også fået stor indsigt af den brasilianske, spirituelle mangfoldighed. I øvrigt har jeg oplevet spiritualitet på hjemmefronten, gennem min mor, hendes praksis og hendes netværk. Begge mine forældre er blevet indviede som sannyasins gennem Osho. Det indebærer en dedikation til at leve livet med et spirituelt fokus, og har uden tvivl haft stor indflydelse i min opvækst.
Oplever du at der er forskel på den måde som folk går til spiritualitet på i Danmark og Brasilien? Hvis ja, hvordan tror du at det kan være?
Den brasilianske kultur har en rig, spirituel mangfoldighed, vi er et meget troende folk. Der er en befolkning som er meget blandet og med en stærk indflydelse især fra den indfødte befolkning. Den har stor respekt for naturen, dens kraft og visdom. Der er en fælles forståelse og anerkendelse af naturens cyklus, at man kan får styrke og kraft derfra samt bruge dens helende egenskab til at hjælpe mennesker.
Min oplevelse efter at have boet næsten 10 år i Danmark er at spiritualitet ikke er særligt udbredt her. Der er tværtimod meget fokus på det rationelle. Men er vi kun rationelle mennesker?
Jeg ser spiritualitet i alt det, der er i forlængelse af naturen, ligesom os mennesker. Her i Danmark ser jeg spiritualiteten bl.a. i det relationelle. Måde man forholder sig til hinanden gennem omsorg, forståelse, ved at blive set og hørt samt igennem hygge. Når man er nysgerrig efter at forstå sig selv, kommer man til at møde det guddommelige i sig selv, i andre og i fællesskabet.
Hvordan kan det være, at det lige præcis var massage og healing, du valgte at beskæftige dig med og hvordan har du uddannet dig?
Massage og healing har altid været en del af min opvækst, da min mor er kropsterapeut. De mange forskellige ‘alternative’ behandlinger har været en gave, og den gav mig muligheden for i en tidlig alder at se mennesker og deres udvikling med et holistisk blik.
I min søgen efter at heale mig selv fandt jeg mange berigende redskaber, bl.a. massage som en form for selvhealing. Min livsrejse har givet min krop mange spændinger. Ved at komme i kontakt til min fysiske krop har jeg også fået adgang til følelserne, som har siddet fast i kroppen. Her har massage og bevidst åndedræt var med til at opløse spændingerne. Massagen har også givet mig muligheden for at åbne mit hjertet og styrket tilliden til mig selv og til livet.
Massagen jeg laver kommer fra Kusum Modak, en dejlig og vis, indisk kvinde. Metode fascinerer mig bl.a. fordi stræk fra yoga kombineres med et rytmisk åndedræt og bløde, præcise bevægelser. Denne massage arbejder med at frigøre muskulære og følelsesmæssige spændinger. Den kan være med til at genetablere det energetiske flow igennem meridianbanerne. Modaks metode er blevet tilpasset og tilgodeser den vestlige livsstils behov.
Det er inspirerende for mig at se og opleve kroppens evne til at heale sig selv, til at regenerere sig og til at blive aligned igen. Derudover er det også en stor fornøjelse for mig at stå til rådighed og hjælper andre gennem noget jeg er dygtig til. Oplevelsen ved at lave massage kan være enorm givende. Jeg tog uddannelsen i Brasilien for 10 år siden, og siden har massage været en del af mit liv.
Hvad var det som kaldte dig til også at arbejde med shamanisme?
Jeg tror, at det der var afgørende for mig var, at i min søgen mødte jeg Ramy Arany, der medskaber af et socialt og filantropisk projekt Ará Tembayê Tayê, Institut KVT. Gennem hendes engagement mærkede jeg commitment og alvor ift. det arbejde hun beskæftigede sig med og det gjorde mig tryg.
Jeg tror faktisk, at de fleste religioner i Brasilien gør brug af shamanisme på en eller andet led. Og hvad er shamanisme, hvis ikke andet end en spirituel tradition for healing, kraft og visdom i samhørighed med naturen? I dette tilfælde så har jeg altid følt mig kaldt af shamanistisk arbejde, uden nødvendigvis at kalde det shamanisme.
På et tidspunkt blev jeg inviteret til at deltage i en kvindegruppe med formålet at arbejde med ‘det femininelederskab’ledt af Ramy Arany, som er shaman af traditionen tubakwaassu. Kurset varede et år, og vi mødtes en gang om måneden. Arbejdet gik bl.a ud på at komme i kontakt med de talenter som er iboende i os og som skulle erindres for, at vi bedre kan besidde vores kraft i nuet. Foruden kurset blev jeg efterhånden en del af familien og begyndte at deltage i forskellige ceremonier. Mest som støtte, der var målrettet det sociale projekt.
I Danmark har jeg været hos Annette Høst som det var en stor gave at møde. Så dejlig, tilgængelig og viis kvinde. Derudover har jeg deltaget i forskellige workshops i personlig udvikling både i Brasilien og i Europa. Bl.a. har jeg forbindelse med 5rytmer mødt Oya Monroe, som gennem hendes residential retreats har støttet mig i min rejse.
Bruger du de shamanistiske redskaber i din dagligdag?
Jo mere bevidst jeg er om naturen og lever i sameksistens med denne, jo bedre bliver jeg til at ære naturen. Om det er et shamanistisk arbejde eller ej ved jeg ikke, men jeg adskiller mig ikke fra naturen. Det første redskab er for mig at ære naturen.
I min hverdag har jeg en del små ritualer, som får mig til at blive mere forbundet til mig selv, mit hjerte, kroppen. Det nærer min sjæl. Det jeg bl.a. gør er at ære vandet for hver gang jeg er færdig med at gå i bad. Jeg ærer vejret uanset årstidernes skiften samt de budskaber årstiderne har med sig. De viser mig vejen til min indre og cykliske natur.
Jeg elsker at tromme ude i naturen, det giver mig jordforbindelse. Jeg trommer også for at rejse til andre verdener for at hente kraft, healing eller visdom. Den enkelte bevægelse i at tænde for stearinlys, gøre jeg til en intention. Jeg anvender røgelse for både at rense og harmonisere kroppen, men også for at skabe en meditativ tilstand. For mig er det at drage omsorg for mig selv.
I øvrigt lærer jeg mig selv at kende gennem månens bevægelse, naturens cyklus, den kvindelige cyklus samt hvordan dens kraft kan have indflydelse på min tilstand. I sammenhæng med den kvindelige cyklus, tilbyder jeg mit blod til jorden bl.a. som en måde at ære mine forfædre på og som er med til at styrke bevidstheden om at være i deres kontinuitet. Jeg studerer den kvindelige cyklus og den kraft, der tilhører kvindens menstruationsperiode afhængig af, hvor jeg befinder mig i min cyklus.
Jeg ærer dansegulvet hver gang jeg træder ind på det. Jeg forsøger at forholde mig til mennesker med respekt og empati. Jeg synger til Moder Jord Pachamama og for at samle kraft. Jeg anvender musik til både at centrere mig selv, styrke nogle særlige rytmer eller lytter til brasilianske musik for at nære mine rødder. Sådan er livet for mig lavet af mange små ritualer, som giver mig muligheden for at ære at være her på Jorden.
Jeg er på det seneste blevet vild med at undersøge det begreb, vi kalder for Gud. Jeg synes, vi skulle tale meget mere om den kraft, der er så svær at definere, end vi gør! Så hvad tænker du om Gud og føler du en kontakt med noget der er større end dig selv?
Ligesom shamanisme er begrebet om gud en etikette, synes jeg. Og jeg er bestemt enig med dig, at der skulle snakkes meget mere om dens kraft. Gud for mig er dig, mig og os. Det er en energiform. Det guddommelige er i alle og alt. Det er selve skabelsen, manifestation af livet. Det er en kraft, som mærkes også fysisk i hjertet. En fornemmelse af, at man hører til noget større, en kraft, som er i forlængelse af lyset i den reneste og helligste form man kan tænke sig. Det er det indre lys i os, som manifesteres gennem vores handlinger.
Kontakten til hjertet og dets kærlige, empatiske og medfølende energi løfter vores frekvens, og den er med til at støtte udvidelsen af bevidstheden. Derfor giver kontakten til disse energier en fornemmelse af hjemmelighed og tillid. Og jo mere aligned med hjertet vi er, og energien der findes i naturen, jo bedre kommer vi i kontakt med vores indre sandhed samt den universelle sandhed, som er dannet af naturens love.
Grunden til at det kan være svært for de fleste af os at komme i kontakt med den energi skyldes bl.a. en fælles historisk baggrund om den patriarkalsk tilgang til livet og samfundet, som er blevet domineret, manipuleret samt ledt i al for mange generationer af (ego) mænd. En tilgang til livet og naturen som er lineær frem for at være cirkulær, som ser ‘en del’ men ikke helheden. En fragmenteret tilgang til menneske, hvor hjertet, sindet og sjælen ikke får lov til at leve fuld ud, men er derimod betragt som adskildt. En fremherskende rationel tilgang som får videnskab til at have ansvar for at besvare noget, som ikke skal bevises, men mærkes.
Den fælles historiske baggrund har dannet grundlag for at det guddommelige, feminine fik sin stemme bragt til tavshed, sin krop undertrykt, og kontakten til den hellige kraft blev betragtet som uren. Dette har bl.a. medført til at manden følt sig bange og anvendt magt over for kvinderne. Under disse vilkår har det været enormt svært at føde drenge og piger samt tilbyder dem en harmonisk opvækst med både den hellige maskuline og den hellige feminin i fuld harmoni.
Kvinderne har ikke fået støttet i deres iboende lederskab, og de har hellere ikke fået den fortjente anerkendelse og respekt, som skal til for at mænd og kvinde kunne og kan leve i balance med hinanden og naturen. Vi har derfor desværre glemt oprindelsen, hvor vi egentlig kommer fra.
Hvad føler du dig knyttet til i naturen, og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på?
Det, der er mest betydningsfuldt for mig i naturen er først og fremmest ‘naturenslov’. Naturen er oprindelsen. Jorden er den feminine kraft og jorden er en stor livmoder. Det begreb er bedst passende til emnet, synes jeg. En af naturens love er: Fra småt til stort. Fra en kilde i Andesbjergene til Amazonasfloden, fra et frø til et samaúma-træet (det største i regnskoven). Ved at iagttage vandets bevægelser ved stranden, lægger jeg mærke til udvidelse og sammentrækning, præcis som i åndedrættet. Især som kvinder har jeg en dyb respekt og beundring over for naturen og jeg lærer hele tiden af den.
Alt det der er i naturen føler jeg mig stærkt forbundet til. Ligesom Moder Jord har vi kvinder den gave at kunne blive gravide og føde børn. Den process er den helligste manifestation af det guddommelige for mig. Både kvinder og mænd besidder også gaven at blive ‘gravid’ med ideer. Det vil sige evnen til at være ‘symbolsk gravid’ med et projekt. Hvor naturen viser os vej gennem samling af ideer, organisering af disse, tid til at nære for at ‘ide-barnet’ udvikler sig. Indtil dagen kommer, hvor det skal fødes. Og hele den proces betragtes som et spindelvævsvision, hvor hele tiden lærer om naturens love og anvender den i praksis.
Bevidst om naturens love kan jeg bedre brug mine potentialer til at udtrykke mig mere og mere i overensstemmelse med naturens cyklus, læring og visdom Og igennem dette kan man ifølge Ramy Arany udfolde det kvindeliges naturlige lederskabsevner.
Har du et tip til et redskab du bruger dagligt eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen. Noget du har oplevet giver dig mere glæde, større selvværd eller bare større overskud?
Det kan du tro. Dans, qi gong, være i naturen og at trække vejret bevidst helt ned i maven. Dans er min medicin. På dansegulvet lytter jeg til og styrker forbindelsen med det guddommelige i mig og healer mig selv. Jeg danser og er fascineret af 5rytmers dans. Disciplinen og hengivelsen skal der til, og i min dans har det været afgørende for mit quantic spring og empowerment som helhed.
Hvis du har bevæget dig bare lidt inden for feltet ‘spiritualitet og selvudvikling’, så er du sandsynligvis stødt på massevis af forslag til, hvordan det er muligt at øve taknemmelighed.
Du kan både lave en taknemmelighedsdagbog, hvor du skriver alt det ned du er glad for i dit liv. Eller du kan starte dagen med at sige tak for at vågne og sige tak for alle de ting du er glad for skete, når dagen slutter. Du kan lave Thank You Notes. Det er gode og effektfulde redskaber.
De fleste af os har bare ikke lige brug for flere ting, vi SKAL i løbet af en dag. Rigtig mange løber så stærkt til daglig, at bare tanken om OGSÅ at huske at være taknemmelig eller lige at få sine børn til at nævne tre ting de er taknemmelige for ved aftensmaden fra dagen der er gået, kan virke som en temmelig uoverskuelig opgave.
Så hvor kan vi så starte? Når hverdagen overhaler os indenom alle vores gode intentioner om taknemmelighedsøvelser gang på gang.
At træne taknemmelighed kan være noget så simpelt som at begynde at holde øje med, hvilke ord der rumsterer i hovedet og hvilke der kommer ud af munden. Bare at begynde at blive bevidst om hvad der egentligt foregår derinde.
I trætte og stressende perioder kan den indre dialog blive meget træls. Det er ikke altid, at vi kan lade være med at lukke den dialog ud og så kommer den nemt til at lyde som brok og negativitet.
Der er ikke noget galt med brok og negativitet. De følelser fungerer blot som et barometer på, hvordan vi egentligt går og har det. Så det er damp der bliver lukket ud af ventilen, og det er sundt nok. Problemet er bare, at brok ikke ændrer noget. Brok skaber mere brok. Dem der lytter på brok får mere lyst til at brokke sig. Om ikke andet, så over de ubevidste, brokkende bekendtskaber personen har …
Træner du brok lige for tiden?
Når jeg opdager at jeg brokker mig, så ser jeg om jeg lige kan tage en time-out i mig selv og mærke, hvad det er der sker. Som regel er jeg bare overstimuleret. Eller træt. Eller har spist for mange småkager og for få grøntsager. Jeg er ikke kompliceret, og det er du heller ikke. Vi fungerer i bund og grund som små børn, og det er meget vigtigt at huske det. Det gør det nemlig så meget nemmere at passe på sig selv. At være tilgivende over for sin egen opførsel.
Det kan være at du brokker dig fordi du er træt og har drukket for meget kaffe. Det er højest sandsynligt ikke fordi, at lige præcis du er en særlig svær, psykologisk sag som ingen nogensinde kommer til bunds i. Det kan være fordi du trænger til omsorg og nærvær, ligesom børn gør det. Og altså ikke fordi du er uopretteligt skadet fra din barndom.
Når jeg brokker mig, så gør jeg faktisk det, at jeg træner brok. Det lyder ikke særligt lækkert. Det lyder ikke særlig opbyggende eller selvudviklende. Men det er præcis det samme der sker, når vi træner taknemmelighed: Det vi fodrer vokser.
Første skridt til forandring: Vær ærlig
Måske er det bedre så bare at indrømme det over for sig selv: ‘Jeg er i en periode i mit liv lige nu, hvor jeg bevidst træner brok. Måske kan jeg træne et andet sprog i næste uge. Måske taknemmelighed, måske ikke. ‘
Der sker altid et skift i mig når jeg indrømmer over for mig selv, hvad det er der foregår, i stedet for at lade som om at jeg er bedre end jeg er. Når jeg indrømmer, at jeg er mega-negativ for tiden. At jeg brokker mig helt vildt, og synes de fleste mennesker omkring mig er irriterende. For når jeg indrømmer det, så kan jeg ikke gemme mig for det. Så går der med det samme en mekanisme i gang i mig. Den mekanisme begynder at lede efter forklaringen på, hvorfor jeg har det sådan. Og jeg vender altid tilbage til, at jeg nok bare trænger til at gå på hovedet i seng (og måske lige få sovet i en uges tid).
Det er kun muligt at ændre en vane, når vi er bevidste om dem, der allerede er der. Hvis brok er din vane, så kan du ændre den ved at begynde at holde øje med hvornår du gør det. Hvornår brokker du dig mere end andre gange? Og når du bliver bevidst om hvilke ord der kommer ud af din mund, eller kører på repeat i din hjerne, så kan du meget nemmere vælge at stoppe dem. Eller se om du kan finde på noget at udtrykke glæde og taknemmelighed over. Det er ikke svært, det kræver blot opmærksomhed. Opmærksomhed har vi alligevel på os selv hele dagen. Vi kan ligeså godt bruge den opmærksomhed på at gå og træne nye gode vaner. Som så vil sprede sig som ringe i vandet i vores liv.
Min mand David og jeg har længe haft et ønske om at åbne vores hus her i skoven på Syddjurs. Tanken om, at vi kunne dele vores hjem med andre fik endnu mere fart på, efter vi sidste år deltog i et par stuekoncerter hos Maria og Nikolaj i Handrup ved Ebeltoft. Det var nemlig en virkelig dejlig oplevelse at sidde helt tæt med musikerne, i en stue. At sidde side om side med andre mennesker i en helt almindelig stue. Og i fællesskab mærke glæden ved musikken, og den skaberkraft der flyder igennem os alle.
Derfor vil David og jeg nu åbne vores egen lille stue for koncerter, og i første omgang invitere nogle af de mange musikere vi kender hjem til os. Vi har lavet Facebook-gruppen Gig in the Woods og igennem den gruppe poster vi koncerterne, vi vil holde i huset. Gruppen er åben for alle og alle er meget velkomne hjemme hos os.
Den første koncert vi afholder er med Gry & Freja. Derudover vil David åbne aftenen med sit eget lille sæt på elektrisk guitar med looper-pedaler. Du kan se begivenheden for koncerten lige her.
Jeg er så heldig, at jeg har lært Gry at kende igennem en selvudviklingsgruppe jeg er en del af. Gry er en vidunderlig sanger og multimusiker. Musikken flyder som en levende flod igennem Gry og får det fineste udtryk, uanset hvilket instrument hun griber.
Gry vil med hendes veninde Freja, som hun har lært at kende igennem det bulgarske kvindekor Sedjanka, fortolke mexicanske mariachi-serenader, brasilianske hymner, argentinske zambaer, bulgarsk hyrdepartisanfolklore, roma-klassikere, og hvad der ellers antænder den sitrende sangglæde. Fra Norden krydres verdensgryden med egne kompositioner.
Hvis du har lyst til at hilse foråret velkommen med en hjerteåbnende oplevelse, i selskab med andre søde mennesker, så er du meget velkommen. Vores hus er åbent for alle, der har lyst til at komme og dele musikken. Og kærligheden til livet og lyset på en fredfyldt og fri måde.
Jeg håber vi ses! Hvis det er noget, du gerne vil deltage i, så husk at melde dig til under begivenheden på Facebook. Blot så vi har lidt en ide om, hvor meget te vi skal brygge.
Lige så vigtigt som det er at give slip på alt det, du ikke længere har brug for, alt det der ikke længere styrker dig, lige så vigtigt er det at kunne tage imod. For mange kan det næsten være den sværeste del af dette store kosmiske åndedræt.
Det kan være ‘nemt’ nok at puste ud, at slippe, give slip på ego, gamle mønstre, idéer, mennesker, forhold og handlemåder. Det føles befriende og som en stor stor lettelse. Maven bliver blød og rolig af denne udånding. Men når du så skal trække vejret ind igen, så kan du støde på alle de blokeringer i dig, som fortæller dig, at du ikke er værdige nok. At du ikke har fortjent, det gode, livet, ilten. Det kan næsten være nødvendigt at dele det dybe, modtagelige åndedrag op i flere omgange, fordi du mærker spændinger i kroppen og psyken, der minder dig om alle de gange, du har taget imod, åbnet op og er blevet såret.
Vil du overleve på halv kraft?
Kan du tage imod kærlighed, venlighed og omsorg? Kan du tage imod alt det gode, der er i livet? Eventyr, magi og hengivelse? Kan du tage imod muligheder, når de viser sig i tillid til at det er en del af den store indånding? Kan du gøre det uden frygt for, at du ender med at blive såret?
Livet er ikke kun en udånding. Hvis du ikke trak vejret dybt dybt ind, så er det meget simpelt hvad der så ville ske. Du kan godt overleve på halv kraft, ved kun at trække vejret ind i staccato-rytmer, korte og hårde, men du går glip af så meget næring og liv på den måde.
Måske har du også vænnet dig til at puste meget meget dybt ud, når der er noget du gerne vil slippe i dig selv. Det er helt almindeligt, at folk i samtaler, hvor de taler om noget svært, puster dybt ud. Det er en måde at få kroppen til at slippe den spænding, der sidder, den spænding der har med det svære emne at gøre. Det er et fantastisk redskab! Prøv at lægge mærke til om du ikke allerede automatisk gør sådan af dig selv og bliv mere bevidst om at arbejde med at slippe på den måde.
Åhhh … Den bløde, dybe indånding
Nu skal vi dog have endnu en dimension på. Du skal mærke, når du trækker vejret dybt. Når du f.eks. snuser din elskede på halsen og har lyst til at kunne trække den duft helt ned i tæerne på en indånding. Når du krammer dine børn og automatisk trækker vejret så dybt ind, at du næsten bliver helt rørt til tårer over, at du kan føle sådan en kærlighed. Når du siger ‘ååhhh’ fordi noget er sødt, rørende, kærligt, så trækker du vejret dybt ind på samme måde.
Det dybe, bløde, blide åndedrag kan du bruge bevidst, når du tænker på dit liv. Er der noget som er svært, så tænk ind i det, mærk det og træk vejret dybt, dybt ind. Mærk at det kan være svært at få luften helt ned i den nederste del af maven, når du tænker på dine regninger. Det som du gør med denne indånding er, at du fortæller dig selv, at du er klar til at modtage en løsning. Du er klar til at modtage penge, kærlighed og tryghed. Du beroliger dig selv med ilten og åndedrættet. Du mærker de forhindringer, der er i dig selv, de tankemønstre og følelseshistorier, der siger at der ikke er noget til dig. At der ikke er nok. At livet er skabt til kamp og svære indåndinger, at det ikke er flydende og at der ikke er flow, kærlighed og penge nok til alle.
Giv dig selv en gave: Tillid til livet
Gør din indånding smidig og blød, sig til dig selv at du tager imod. Du må gerne græde lidt, når du mærker hvad der sker i dig, når du bestemmer dig for at nu vil du tage imod. Det er bare en måde at slippe de gamle følelser, som sidder og blokerer for at tage imod livet.
På udåndingen er vi handlende, vi slipper. På indåndingen er vi modtagende. Vær ikke bange for at have tillid til livet til, at det vil dig godt. Risikoen for at blive såret er der uanset, og er meget større, hvis du nægter dig selv kærlighed og flow ved at være bange for at tage imod, åbne op. Hvis du skulle blive såret igen, så er der altid udåndingen til din rådighed, til at hjælpe dig med at slippe den følelse og indåndingen bekræfter dig i at det var det værd alligevel, at livet er vidunderligt, fyldt med næring, puls og skønhed.
