VI ER ALLE ET

Personlig udvikling, eller selvudvikling, giver sig selv, det er noget vi gør for vores egen skyld. Nogle gange kommer vi ud i en situation hvor vi føler os tvunget til at vælge os selv og vores egen udvikling, over samværet med andre. Vi kan blive nødt til at sige farvel, til at lukke døre, gå andre veje, for at kunne tage vores udvikling i egne hænder.

Når vi tager beslutninger om at rykke os selv fri af en situation hvor vi ikke trives, så kan det være godt at huske at vi alle sammen er et.

Det kan være svært at bestemme sig for at forlade jobbet, ægteskabet, foreningen, fordi en masse skulle/burde tanker kommer ind over. Nogle mennesker er så defineret af deres skulle/burde tanker, at de bliver i stagnation hele livet. Skulle/burde kommer af frygt, ikke andet. Der er ingen moralsk overdommer i det vi kalder livet. Der sidder ingen og klapper og uddeler flidspræmier, fordi vi har tilbragt et liv i lidelse.

Mælkebøtteblomst i frø mellem perikum blomster.

Forargelse eller fornøjelse

Når vi bevæger os, når andre bevæger sig, så kan vi vælge at se på den bevægelse med forargelse eller med fornøjelse. Forargelsen er naturligvis et virkelig godt pejlemærke på, om det var en bevægelse vi inderst inde selv godt kunne tænke os. Fornøjelsen er et spejl på at vi selv er gode til at håndtere forandringer.

Uanset vores reaktion på forandringer eller bevægelser omkring os, så er handlinger foretaget fra hjertet godt for os alle sammen. Det sender bølger gennem det æteriske felt. Dem vi observerer som bevæger sig og de bevægelser vi selv laver, det bevæger alle. Vi er alle et. Vi er alle en del af samme lys, vi er alle forbundet med samme energi.

Egoets klagesang

Det smertefulde ved forandringer er egoet der klager sig. Ikke andet. Det er vigtigt at huske det. Hvis nu andres smerte over at man selv bevæger sig, bliver så højlydt at det kan være svært at høre hvad det egentligt var ens eget hjerte sang.

Men hvis vores hjerte synger om forandringer, så er det ikke kun til glæde for vores egen personlige udvikling. Det er til glæde for alles udvikling, at vi lytter og bevæger os i den retning sangen vil have os hen. Selvudvikling foretaget fra hjertet, er kærlighed til os alle sammen. Vi er alle et.

SAMTALE MED MARIA FRA HYLDEMORS HAVE

Mød Maria fra Hyldemors Have

Jeg vil gerne bringe samtaler på min blog. Med mennesker, som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke
nye tanker.

I dag vil jeg spørge Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse. Hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen, og hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Maria er uddannet arkæolog og har arbejdet som museumsinspektør de sidste 10 år på et mindre museum på Vestegnen. Ved siden af sin faglige uddannelse, har hun siden 2003 fulgt Annette Høst og Jonathan Horwitz i deres udlægning af den klassiske og den nordiske shamanisme. Her opererer man ikke med egentlig uddannelser, men man kan dygtiggøre sig inden for forskellige grene af det shamanistiske arbejde.

Sideløbende med sin shamanistiske ‘dannelsesrejse’ har hun de sidste mange år taget flere kurser hos den amerikanske urtelærer Susun Weed. Susun er et ikon inden for holistisk urtekundskab i store dele af verden. Det har bl.a. grundlagt Marias viden inden for arbejdet med plantemedicin, som nu er det ene ben i Marias virksomhed, hvor shamanismen er det andet. Og især krydsfeltet mellem shamanisme og plantekundskab er blevet Marias store passion.

Maria kender jeg fra hendes hjemmeside Hyldemors Have. Men også igennem kurser med Annette Høst, hvor Maria er med som ‘højre hånd’ og assistent. Maria er humoristisk og jordbunden, hvilket er meget befriende at opleve i den her spirituelle verden. Men det er også tydeligt at mærke Marias energi, kraft og ILD både i mødet med hende, men også i hendes utrættelige arbejde i at videregive hendes viden og evner. Både inden for urtekendskab og i hendes forbindelse med naturen. Og derfor kan jeg kun anbefale, at besøge Maria enten her, på Instagram eller Facebook.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have

Hvornår vidste du, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Jeg har altid været søgende, og jeg kan huske, at jeg som barn så ‘Sound of Music’ og helt tilbage dengang, blev fascineret af nonnernes inderlighed omkring deres tro. Den søgen efter forklaring og tilhørssted fulgte mig op gennem teenageårerne, hvor jeg bl.a. som 14-årig deltog i en fællesmeditation i et buddhistisk center for at finde ud af, om det mon var vejen frem for mig.

Jeg husker, at meget af længslen også handlede om at ‘høre til’. At have en tribe og en mening med det at være til. Min opvækst var temmelig kaotisk. Udadtil typisk dansk parcelhusidyl, men indad noget mere udfordrende som skilsmissebarn til en psykisk ustabil far der drak, endte i fængsel og dertil diverse udfordringer, hvor overgreb blev en af hovedhistorierne.

Jeg har altid været dybt forbundet med landskabet og skoven. Bakkerne og markerne omkring mit barndomshjem. Her følte jeg mig tryg og ‘hjemme’. Så efter en vild ungdomstid, hvor jeg udforskede mange afkroge og miljøer, men mest fandt hjem i slut-90’ernes undergrunds-technomiljø (igen i søgen efter at sted at høre til samt en udforskning af sindet), endte jeg i starten af 20’erne med at træde ind på den vej, som jeg sidenhen fandt hjem på.

Min betænksomme mor ville gerne have mig ind på et videregående studie, så jeg ‘kunne blive til noget’, og det eneste jeg rigtig kunne komme i tanke om, som jeg var sikker på, at jeg orkede at gennemføre – fordi det interesserede mig – var studiet i forhistorisk arkæologi. Et af min barndoms fristeder har altid været Sagnlandet i Lejre (dengang Forsøgscentret Lejre). Her kunne jeg mødes med andre ‘sære’ børn og følte mig altid 100% hjemme. Så det var oplagt, at min videre færd i verden skulle involvere fortiden på en eller anden måde.

Men ak, mit karaktergennemsnit var for lavt. Så jeg måtte ud og lave frivilligt arbejde for at forbedre mine chancer for at komme ind på studiet. Det ledte mig tilbage til Sagnlandet og derigennem stiftede jeg nu bekendtskab med de meget aktive ‘fritidsvikinger’. Og så er var det nærmest umuligt ikke også at blive rodet ind i asatromiljøet, som i den grad var i opblomstring i starten af 00’erne – og det var endda før HBO-serien Vikings.

Så det var måske lidt af en lang omvej for at komme derind, hvor min spirituelle livsrejse tog sit første rigtige afsæt. Men det var faktisk mødet med den asatropraksis i form af at holde ritualer og ceremonier udendørs og inddrage naturens kræfter. Og så i høj grad relationen til vores landskab og gamle myter, som åbnede en port i mig.


Hvordan kan det være, at det lige var shamanisme, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du ‘uddannet’ dig eller hvilken vej er du gået?


Det var var egentlig fordi, at det hurtigt blev klart for mig, at det var Vølven (en slags forhistorisk troldkyndig eller spådomskvinde), som trak i mig. Vi hører bl.a. om hendes kraft i den nordiske mytologi og i særdeleshed i det gamle islandskes digt Vølvens Spådom. Og da jeg fandt i ud af, at der faktisk var nogen, der underviste i vølvens kundskab, nemlig ‘sejden‘, røg jeg hurtigt afsted på mit første grundkursus i shamanisme. Det var nemlig dengang, ligesom nu, et krav for at man kunne deltage i de videregående kurser.

Men vejen derhen var lang, for jeg tænkte at ‘shamanisme’ lød som et eller andet klæd-ud-halløj a la svedehytter i Hr. Jensens baghave i Brønshøj eller noget med at lege indianere. Men mine fordomme blev gjort til skamme.

Mødet med shamanisme blev til den mest rene, jordnære og kraftfulde oplevelse, som jeg til dato havde oplevet i mit dengang 22 år lange liv. Jeg plejer at beskrive det sådan, at da jeg sad der på 2. sal på Nørrebro i et dansestudio og oplevede Annette kalde ånderne ind og være i fuldstændig forbindelse til naturens kraft, trods settingen. Så var jeg solgt og har aldrig set mig tilbage …

Sidenhen gik de næste 2-3 år med at tage så mange kurser hos Annette Høst som min SU tillod mig. Herefter kom der et par børn til, som sætter en slags naturlig begrænsning for, hvor meget tid man har til at fordybe sig i sin spirituelle praksis. Men i de sidste 8-9 år har jeg arbejdet tæt sammen med Annette som hendes assistent, og muligheden for at ‘dyrke’ shamanismen jævnligt (pga. af kurserne), har gjort meget for at grundlægge min egen praksis. Vedholdenhed er nøglen.

Og for at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvorfor det blev shamanismen, der vandt i sidste ende. Jeg tror, at det i høj grad handler om den individuelle oplevelse og forbindelsen til naturen.

Her er ingen liturgi, intet præstestyre, intet fortolkende mellemled mellem mig og mødet med underet – den åndelige oplevelse. Der er kun mig og ånderne – mig og naturens kraft. Og så en samling ‘universelle’ metoder, det magiske, shamanistiske håndværk – trolddomskunsten som i den grad vandt genklang i min sjæl. At kunne rådspørge sig hos vinden, havet eller mine formødre. At kunne fejre vintersolhvervet under stjernerne og føle mig som ét eneste menneske i rækken af millioner, der er gået ad stien før mig. Der under træernes kroner og med begge mine fødder solidt plantet på den algode jord.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have sidder i naturen og ser på planter og urter.


Hvad er det som det som shamanismen kan og hvordan bruger du de shamanistiske redskaber i din dagligdag?


For mig skaber min shamanistiske praksis og det shamanistiske livssyn forbindelse og dybde i en, til tider stresset, materialistisk hverdag, hvor det ofte handler om at få en masse ender til at mødes. Og så, hvilket jeg især har sandet igennem det sidste halve år, hvor jeg er gået igennem en skilsmisse og flytning fra mit hjem igennem de sidste 16 år, til den akutte krisehjælp, der hjælper mig til at bevare forfatningen, når man ellers har mistet fodfæstet. Det betyder, at jeg har et sted at vende mig hen og bede om hjælp, når verden falder sammen. Og et sted at søge til når jeg har brug for råd, som ligger ud over de svar som jeg kan ”tænke” mig til med min logiske, hverdagsagtige menneskehjerne. Det kan jeg f.eks. gøre med trommerejser, varselstagninger eller en udesidning (en slags traditionel nordisk visionssøgning).

Min praksis betyder, at dagen har små ”åndehuller” med bevidste øjeblikke, hvor jeg forbinder mig med naturens kræfter og på den måde føler mig forbundet. Selvom jeg måske kører i bil på motorvejen – men lige spotter Musvåge i flugt. Eller når jeg tænder et stearinlys om morgenen og anråber ilden for styrke og kraft. Og så er der den evige forståelse – eller følelse af, aldrig at være alene. At mine åndefæller, mine skytsånder er med mig hver eneste dag, og at de aldrig er længere væk end en tanke. At de er min støtte og styrke. Både til hverdag og fest. Når krisen kradser, og når jeg blot ønsker at fejre og markere skel og årstidsfester.

Maria fra Hyldemors Haves telt hvor hun laver kurser i shamanisme.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det begreb vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om hvad du tænker om Gud. Føler du en kontakt med noget, der er større end dig selv?


Det føler jeg helt sikkert. Jeg tror på en guddommelig, universets kraft der puster liv i alting. Og at denne kraft på en eller anden måde (som jeg ikke kan redegøre for, heldigvis, for det er en del af mysteriet) manifesterer sig i det, som vi under et kalder for ‘åndefæller’. Energivæsener i mange
forskellige former som vi kan hidkalde for råd, kraft og vejledning til gavn for os selv og andre. Jeg tror ikke på en dømmende eller udøvende Gud, men jeg tror helt bestemt på, at det vi sender ud, også er det vi får tilbage.


Hvordan føler du dig knyttet til naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på? 


Naturen er mit anker i alting. Jeg har brug for naturen, ligesom jeg har brug for luft og mad. Jeg føler en dyb menneskelig medfølelse med folk, som er nødt til at bo i betonjungler uden adgang til skove og marker, fordi min sjæl ville dø den slags steder.

Naturen er der, hvor jeg lader op og søger trøst. Der hvor jeg reset’er mig selv, når tingene er svære, eller jeg føler mig ude af balance. Det er der, hvor jeg forbinder mig til mine åndefæller fordi de ofte præsenterer sig så velvilligt i deres naturlige miljø. Som den førnævnte musvåge eller
ravnen over skoven. Træernes altoverskyggende kærlighed.

Det er i naturen, mere end noget andet sted, at jeg føler mig hjemme. Accepteret. Og hel. Naturen er fordomsfri og hverken medfølende eller dømmende. Den er bare. Med alt sit kaos, liv og død og evige kredsløb.
Så udover de lange gåture i skoven eller langs markerne, så lægger naturen også rum til vores årstidsfejringer. Til vores ritualer, sammen eller alene. Som fornyligt, da jeg til Allehelgensaften (Samhain) ønskede at markere både for guder og mennesker, at jeg trådte ud af mit lønmodtagerjob og fuldt og helt ind i mit nye liv som selvstændig.

Jeg har et dejligt kraftsted i en skov, hvor jeg er vokset op, som jeg altid vender tilbage til, når ting er vigtige i mit liv. Det er en kæmpe stor sten, som er blevet bragt af isen for mere end 10.000 år siden til den plads, hvor den hviler i dag. På toppen af stenen har folk tilbage i bronzealderen (for
over 2000 år siden) lavet skålgrupper i forbindelse med deres egne ritualer.

Så det er et ganske særligt sted. Jeg tog derud ved skumringstid. Lavede mit ritual. Gav et vigtigt offer til mosens ånder og bad alle de ældste kræfter om at være med mig og velsigne min nye livsfase. Og at stå der under de store bøgetræers kroner. Med min ene hånd hvilende på de ældgamle skåltegn og den anden hånd med et fast greb om min sejdstav. Der følte jeg i den grad,
at jeg trådte ind i urtiden. Og blev ét med de tusindvis af folk, der er gået forud for mig. Der ligesom jeg har betrådt det hverv, at være bindeled mellem ånder og mennesker. Og dét gjorde mig ærefrygtig og dybt, dybt respektfuld.

Maria fra Hyldemors have foran hendes telt som hun bruger til at undervise i shamanisme i.


Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen? Noget du har oplevet, der giver dig mere glæde, større selvværd, eller bare et større overskud?


Jeg tror, at det allerbedste, og mest håndgribelige råd jeg kan give til alle. Uanset om de interesserer sig for spiritualitet og shamanisme, eller bare er outdoor-mennesker, som nyder at være i naturen, så er det at gøre dét. At komme UD. Og bruge tid alene med naturen. Måske endda noget så vildt, som at prøve at blive væk derude. Lade telefonen blive i lommen. Og find
ud af om du faktisk kan orientere dig alligevel. Kigge op og blive opmærksom på, hvor solen står. Hvor verdenshjørnerne befinder sig. Måske finde en bålplads, tænde et bål og bare sidde der i langsomheden og stirre ind i ilden. Og så ellers lade skoven åbne sig for dig i al dens magiske
væren. Så vil jeg næsten garantere, at du vil vende hjem med fornyet energi, større ro og en lykkeligere sjæl.


TE MED HITLER

Te med Hitler er et fantastisk redskab som Stuart Wilde har opfundet. Det er et redskab til at slutte fred med sine dæmoner, sine fjender, dem man trænger til at tilgive og sætte fri.

Konceptet går i Stuarts version ud på at man forestiller sig, at man skal drikke te med Hitler. Man sidder med Hitler, og småsnakker om hans kunst. Om hans fascination af Tibet. Om hans kæreste Eva og hans lille hund. Man nævner på intet tidspunkt krigen. Man rummer og ser mennesket foran sig. Fokuserer på det man har tilfælles og bringer oprigtig omsorg og nærvær ind i samtalen. Man er tilstede, neutral og ikke-dømmende. Hvis man kan hyggesludre med Hitler, uden at komme med spidse kommentarer om hans politik, så er man kommet ret langt i processen med at neutralisere den side af en, som dømmer, er vred og forurettet.

Te med svigermor?

Te med Hitler redskabet kan man bruge i alle mulige situationer. Te med svigermor bliver meget nemmere, når man tvinger sig selv til at være lyttende, åben og uden forbehold. Når man tvinger sig selv til at være den bedste version af sig selv. Te med Hitler er et fantastisk koncept som kan bruges i alle sammenhænge.

Når man opdager i sig selv, at det er muligt at være kærlig, eller i det mindste neutral, overfor en person som man ikke er særlig vild med normalt, så sker der en healing inde i en selv. Der sker det, at de sider af en selv, som faktisk, helt ærligt, nogen gange får Hitler til at virke blødsøden, de får mindre magt.

Man kan lave et teselskab med alle sine skygger, rumme dem, se bag dem, forstå hvorfor de er opstået. Møde angst, vrede, kontrol, misundelse, jalousi, frygt, arrogance, drikke te med dem og holde af dem så godt som man kan. Se på skyggerne med milde øjne, le med dem, møde dem med hjertet. Det er uden tvivl et af de bedste redskaber jeg kender til at arbejde med skyggerne i en selv og skyggerne i alle andre.

Vær med dem. Rum dem og accepter dem for hvad de er. Elsk dem hvis det er muligt og hvis ikke, så har Schweiz ret, neutralitet er vejen frem.

Te med Hitler

RITUALET

Nogle gange misunder jeg kristne deres kirke. Deres sted hvor de kan mødes med andre som deler deres tro. Jeg misunder dem præsten, tiden til fordybelse. Ritualet i at gå i kirke om søndagen, til et sted hvor der er ro og rum til bønner, sang og sjælelig inspiration.

Kirken og kristendommen som vi kender den i Danmark, er ikke for mig. Mit tempel er naturen. Mine salmer er fuglenes sang. De ord fra præsten som er ment til at opløfte og inspirere, dem finder jeg ved at gå hen af vejen, ud på marken, hen til træet eller bækken. Jeg går ud hele tiden. Jeg går ud når jeg er let og når jeg er tung. Når jeg vil dele sorg, glæde, lys eller mørke. Når jeg savner og når jeg elsker. Når jeg synger og når jeg græder.

Savnet efter formen

Selvom jeg har naturen, så kan jeg godt savne rummet hvori man kan mødes med andre som deler ens tro og overbevisning. Jeg savner ritualet og det konstante ved at gøre den samme ting, på et bestemt tidspunkt, på en bestemt dag. Jeg savner kraften det giver til handlingen, at vide at det jeg er ved at gøre nu, det ligger der et ritual bag. Et ritual der åbner mig for nærvær og fordybelse.

Ritualet skal ikke eksistere alene for ritualets skyld. Ritualet skal eksistere for at minde os om ærbødighed, respekt, disciplin. For at skabe en tilstand, hvor vi nemmere kan synke ned i et andet lag af os selv. Hvor vi kan opleve ro og kærlighed og er mere åbne og bedre i stand til at dele ud af det bagefter.

Anja Dalby sidder udenfor sit hus med bål, te og tændte stearinlys.

Ritualet for ritualets skyld

Ritualet for ritualets skyld giver ingen mening. Men ritualet for at minde os om det som vi er en del af, den store kærlighed, kan give os lige præcis det mange af os savner i vores liv. På samme måde som kroppen genkender stillingen og åndedrættet vi bruger til meditation. Hvor kroppen belønner os ved nemmere at kunne synke ned i et nu med ro og intethed. På samme måde kan ritualet skabe en nemmere indgang til en følelse af en sammenhæng med noget større i vores liv.

AT SE UD IGENNEM ANDRES ØJNE (EN AYAHUASCA-REJSE)

Indgangen til min ayahuasca-rejse åbner sig

På to forskellige ayahuasca-rejser fik jeg en meget speciel oplevelse. Siden jeg fik arbejdet mig igennem egoet. Eller altså, det er ikke fordi jeg som sådan kan sige mig HELT fri for at have et ego … Men siden dengang hvor jeg følte, at jeg knækkede ‘ego-koden’ i mig selv, så har mine ayahuasca-rejser været meget anderledes.

Jeg har bogstavligt talt fornemmelsen af, når jeg drikker ayahuasca, at jeg sidder og ser på et gardin som meget langsomt bliver trukket væk foran mine øjne. Det som gardinet åbenbarer for mig er så vildt og så stort, at jeg stadigvæk ikke har ord for det. Det kan være, at det kommer på et tidspunkt. Indtil videre så stornyder jeg at sidde og se, hvad der kommer til syne af åbenbaringer og store universelle sandheder, når gardinet langsomt bliver trukket væk foran øjnene på mig.

Den oplevelse jeg startede indlægget med at skrive om, den kom også i forlængelse af, at det her gardin stille og roligt blev trukket væk. Gardinet er slet ikke, på ingen måde, helt væk endnu. Det føles som om jeg kun kan tage så meget ind af gangen, for ellers vil jeg freake helt ud i egoet. Så det er nærmest som om det gardin kun bliver rykket en lille my, en centimeter for hver eneste rejse. Og det er bestemt også rigeligt! Der er rigeligt med informationer og lys og kærlighed til, at jeg kun lige kan håndtere det jeg ser der. Uden at brænde helt sammen i hovedet.

Rejsen ud af kroppen

Men oplevelsen jeg havde på to forskellige ayahusaca-rejser var, at jeg fik at vide, at vi alle er ét. Det vidste jeg jo godt med mit sind, det er altså som sådan ikke ny information for mig. Så det sad jeg og badede i, den rolige vished om, at vi alle er skabt af samme kraft. At vi alle er en del af den samme store, guddommelige energi.

Så blev jeg spurgt: Men vil du virkelig gerne VIDE det? Altså vil du virkelig gerne FORSTÅ, hvad det faktisk vil sige, at vi alle er ét? Det svarede jeg ja til, den information vil jeg virkelig gerne integrere på celleplanet også.

Det næste der skete var, at jeg vågnede op i en af de andre deltagere. Vi kan kalde ham for Thomas. Så jeg vågnede op og så ud af Thomas øjne. Jeg så ned på de hænder som hørte til Thomas, men som altså pludselig var mine. Jeg så hen på personen Anja, som sad overfor Thomas, og jeg så hende sidde med lukkede øjne. Så røg jeg hen i en af de andre deltagere og en anden og en anden. Jeg var næsten rundt og mærke, hvordan det var at se ud af øjnene på alle de andre i cirklen.

Tilbage i ‘mig selv’

Da jeg vendte tilbage til ‘min egen’ krop, altså tilbage til personen Anja, var det fuldstændig som om jeg lige var vågnet op i den for første gang. Jeg så med forbløffelse ned på mine hænder. På det her kødhylster jeg sad i. Jeg sad roligt og mærkede på mine arme, på mine lår, rundt på min krop og jeg var totalt forundret over, hvad det her var. En krop! Og jeg så mig rundt i rummet og på de andre deltagere, og jeg havde følelsen af, at det var første gang, jeg nogensinde havde SET. Første gang jeg åbnede øjnene og SÅ.

Mens det her skete, så var der ikke andet i mig. Der var ikke engang et ego, der freakede ud over, at personen Anja rent faktisk ikke eksisterer. At den bevidsthed, der eksisterer i mig, den eksisterer også i alle andre og i alt andet her. Der var kun ren bevidsthed, som så ud af de her øjne i ansigtet på personen, der blev født og døbt som Anja. Min person var fuldstændig underordnet og ikke på en hård eller kold måde, men på en meget varm, kærlig og omsluttende måde.

Jeg opdagede under en ayahuasca rejse, at vi alle er ét. Her er en lille  gulmavet fugl, der sidder på et stakit. Den sidder helt tæt op ad min finger.

Efter rejsen

Da ceremonien var ovre, og egoet begyndte at vende tilbage til mig, da kunne jeg godt mærke en lille rumsteren i det. Over at alt den identitet det har bundet op i at være Anja, ikke er andet end en illusion. Men mest af alt, så var det den store følelse af kærlighed. Kærlighed til mig selv, til andre, til selve livet, den følelse der var altoverskyggende.

Følelsen af at være helt ren bevidsthed. En bevidsthed hvor der ikke eksisterer skyggen af tanker eller følelser. Kun helt ren væren, den følelse efterlod en enorm ro i mit ego. Også selvom selve den følelse jo egentligt er det modsatte af, hvad egoet tror på. Følelsen af, at den separation som egoet tror på virkelig ikke eksisterer efterlod en følelse af fred, som var så fantastisk, at selv egoet kunne slappe af ind i den og give slip.

Egoet er ikke andet end en baby. Når det møder den store fader og moder af kærlighed, så kan det endelig slappe af og lade de voksne om at gøre jobbet. Det var vildt. Virkelig vildt at have de oplevelser, og jeg er så taknemmelig for, at jeg kan gå videre i mit liv med dem.

@anja_dalby på INSTAGRAM