Anja Dalby

Når karate bliver mental træning

Til karatetræning spurgte min sensei (japansk for træner) mig retorisk, hvem der er min største fjende. Det var lige efter han havde sagt: ‘Anja, i karate siger vi, at vi elsker smerte’. På det tidspunkt stod mine lår og mavemuskler i flammer indeni af den træning, vi lige havde lavet, og jeg var ikke helt der, hvor jeg ligefrem kunne sige, at jeg elskede den smerte. Så da han spurgte mig, hvem min største fjende var, var jeg på baggrund af hans sidste spørgsmål ikke sikker på, at jeg kunne give ham det svar, han ville have.

‘Du er din største fjende Anja. Det er dig.’

Min erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige sensei imod. I karate er der (åbenbart) ikke så meget at diskutere. Så jeg lod klog af skade være med at sige noget til hans udsagn.

Hvem bremser mig?

Det min sensei mener er, at det er mig der bremser mig i de stillinger, vi laver. Det er mig, der bremser mig, når jeg synes at fire (who am I kidding) armbøjninger er nok til, at jeg må lægge panden på gymnastikgulvet og pruste, i stedet for at tage fire til – hvilket i øvrigt ikke ville være en opgave, der var fysisk mulig at udføre på nuværende tidspunkt.

Det er mig, der bremser mig, når sensei siger, at vi skal lave rullefald. Cirkelspark. Gå i bro. Lave vejrmøller og jeg kunne blive ved. Det er mig, der bremser mig, når jeg forsigtigt står og tripper og er bange for at kaste min krop ud i øvelserne.

Det har han helt ret i. Det er i hvert tilfælde ikke sensei, der bremser mig. Han fylder mig til gengæld med blå mærker fordi han maser, skubber, sparker og slår. Han udfordrer mig hele tiden og tror på, at jeg kan mere end jeg selv tror, jeg kan.

Muhammed Ali og mig

Min sensei er den sejeste i verden. Vi træner Goju-Ryu karate som min sensei er meget højt gradueret inden for. Vi er en lille klub, nogle gange er vi kun et par stykker til træning, og vi holder til midt ude i en lille by på Djursland. Som en af sortbælterne på vores hold tørt konstaterede, så svarer det til, at vi har Muhammed Ali til at træne os i boksning, så sej er vores sensei. Og lige så skørt og fantastisk er det, at vi har så højt en gradueret en sensei til at træne os. Vi er meget heldige.

Det er jeg nogle gange nødt til at minde mig selv om. Mit utrolige held over at have så kompetent en karateunderviser som jeg har. Især når han beder mig presse min krop langt ud over den (og også min mentale) komfortzone.

Livets kærlige pres

Det er ikke kun i karate, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er også min egen værste fjende i andre områder af mit liv. Jeg er min egen værste fjende, når jeg bremser mig selv, fordi jeg er bange for at noget gør ondt på mit ego f.eks. Når jeg bremser mig selv, fordi jeg bliver bange for at mit mindreværd rejser sig og giver mig angst. Eller at jeg bare bliver så nervøs at jeg får røde kinder og svedige håndflader, når jeg skal tale foran andre mennesker.

Det er kun mig, som bremser mig i min udvikling. På alle planer. Livet skubber, maser, slår og sparker mit ego. Ikke på en ukærlig måde, men ligesom det er tilfældet med min sensei, så gør livet det, så jeg kan blive stærkere, stå mere fast, tro mere på mig selv og mine evner. Så jeg kan lære mig selv bedre at kende, så jeg kender mine svage og stærke sider. På den måde kan jeg nemlig blive endnu skarpere på, hvor det er jeg skal sætte ind, om det er med armbøjninger eller flere store forsamlinger, hvor jeg skal tale offentligt.

Bærer du også på en rygsæk af skyld?

Der er meget, der er min skyld. Det er min skyld, hvis min søn ikke er glad. Det er også min skyld, hvis andre i min familie har problemer. Det er min skyld, at klimaet har det som det har det og at verden ser ud som den gør. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke har handlet som jeg burde have gjort. Det er min skyld, fordi jeg ikke var mere bevidst, fordi jeg traf nogle valg, der havde konsekvenser for andre.

Der er sikkert også meget, der er din skyld. Måske tænker du også, at det er din skyld, at vi har global opvarmning, når du bruger en frysepose. Måske tænker du også, at det er din skyld, at der ikke er nok rent vand, for du tager også lidt for lange bade nogle gange. Måske tænker du også, at det er din skyld, hvis nogen i din nærhed har det svært. For du burde have været der. Set det. Reageret på det. Du burde have været en anden end du var, og derfor oplever du nu konsekvenserne af det, i form af nogen du holder af, som ikke altid har det nemt.

Det kan f.eks. også være min skyld at buschaufføren ikke smiler tilbage, at den hjemløse ser trist ud eller at vejret er utilregneligt i maj måned.

Listen er uendelig lang. Jeg kan på en ‘god’ dag få den til at indebære nærmest alt, hvad der er sket af uhyrligheder i verden og de ting der fortsat sker. Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget. Jeg burde gøre noget nu.

Den mægtigste af alle: MIG

Når jeg tror på den tanke, at alting i sidste ende er min skyld og et resultat af min dårlige person, så er der også noget andet jeg må tro på.

Så må jeg også tro på, at jeg faktisk er det mægtigste menneske i verden. Vildt nok hva’! Det er så altså åbenbart mig, der er det. Siden det er mit ansvar, hvordan alle andre har det, og også hvordan hele verdenssituationen ser ud.

Når jeg tager den tanke til mig, at jeg er det mægtigste menneske i verden, så begynder skylden at krakelere lidt. For jeg ved godt hvem i mig, der tror at det er det mægtigste i verden. Det er mit ego, der tror sådan. Det er mit ego, som kan puste sig op i en smertefuld offerfølelse og gøre det næsten til noget nobelt, at det er min skyld.

Klør dit ego?

At tro, at jeg har ansvaret for alt er ren ego. Også selvom det gør ondt at tænke sådan. Egoet elsker smerten, for med smerten føler det sig vigtigt. Så ér det trods alt noget. Så er det den ting, der havde magten til at gøre denne jord til et hæsligt sted, og det er da altid noget. Sikke en skyld! Sikke en skam! Åh hvor gør det ondt at tænke sådan og det gør altså også lidt godt. Lidt som at klø så længe i et myggestik, at der går hul på huden. Det er en underlig dobbelt smerte, som også er utrolig nydelsesfuld (for egoet) at dykke ned i.

Når jeg tror på, at det er min skyld at alting er galt, så må jeg faktisk også tro på, at det er min skyld når alt er godt. Og der knækker filmen helt i mig. For med mit rationelle selv, så er jeg altså virkelig nødt til at tro, på at når alt er min skyld når det går dårligt, så er det altså virkelig også min skyld, når det går godt.

Fribilletter gives væk …

Det vil sige, at så er det også min skyld, når min søn har det godt. Når min familie har det godt. Når der kommer rapporter, der giver håb for klimaet og planeten. Og det er jo altså lidt langt ude. Selv der kan mit ellers temmelig grandiose ego ikke være med.

Selvfølgelig er det ikke min skyld, når folk er forelskede, når min søn er glad, når nogen fortæller smukke historier fra hele verden om, hvordan tingene også er ved at ændre sig til det bedre. Altså det er jo direkte skørt at tænke sådan.

Så det vil sige, at det modsatte også må være direkte skørt. Det er ikke for at fralægge mig mit eget ansvar for, hvordan jeg er som mor, datter eller beboer på planeten. Men skyld har aldrig nogensinde motiveret mig til nogle som helst kraftfulde eller smukke handlinger.

Så værsgo. Hvis du er ligesom mig, og også har den tanke i dig inderst inde, at det er din skyld, når andre har det dårligt eller at du har et ansvar for det, så får du hermed en fribillet ud af den skyld. Med mindre det da faktisk ER dig, der også har ansvaret for at vi alle sammen har det godt. Og hvis det er det, så vil jeg bare sige tak for dig …

Når man tror stor kærlighed kun er for andre

Da jeg mødte min mand i august 2014, blev jeg meget overrasket over, hvor svært det var for mig at give mig hen til et andet menneske. Et menneske, som tydeligvis meget gerne ville mig, og som jeg også meget gerne ville. Der burde ikke være nogen stopklods for kærligheden, men det kunne jeg mærke, at der alligevel var i mig. Jeg blev ved med at møde den her sætning i mig ‘det er for godt til at være sandt’.

Den sætning overraskede mig. Jeg havde ikke mødt den før, og jeg er generelt et meget positivt menneske, som har nemt ved at blive begejstret. Så den her meget negative og bekymrede tanke synes jeg var meget pudsig at møde i mig selv, især på et tidspunkt af mit liv, hvor jeg skulle til at have det rigtig godt.

Kig nysgerrigt på dine overbevisninger

Når jeg så på min mand (kæreste dengang), og når jeg så ærligt på mig selv og min kærlighed til ham og så ærligt på ham og hvem han er og har med sig, så kom sætningen. Jeg kunne sidde med et helt åbent og blødt hjerte og sætningen ville dukke op. Selvom jeg var klar over, at vi allesammen har en bagage med os, at vi alle sammen skjuler ting for os selv og hinanden af frygt for at blive afvist, så kunne jeg virkelig ikke finde den ting, der kunne berettige sætningen ‘ det er for godt til at være sandt’ i mig.

Jeg lavede The Work på sætningen, igen og igen. The Work som er skabt af Byron Katie er nemlig et vildt godt redskab til at se kærligt på de sætninger (overbevisninger), der huserer i os.

I The Work opdagede jeg, at den sætning dukker op i mig, når jeg bliver bange. Når egoet i mig ikke føler, at det ikke fortjener at have det så godt. Sætningen gør, at jeg ikke giver mig 100% hen, hverken til kærligheden som var tilfældet her, men også i mange andre sammenhænge.

Så sætningen dukker op, når egoet i mig, prøver at passe på mig. Når det møder noget ‘udenfor’ mig, som det ikke føler, at jeg er et værdigt match til. Egoet i mig siger også ting som ‘flyv ikke højere end vingerne kan bære’ og ‘ved jorden at blive, det tjener os bedst’. Ordsprog som har til formål at passe på mennesket. En lidt misforstået passen på, men det er sådan egoet er. Egoet er godt klar over, at det ikke har anden kraft end frygt. Så for at passe på os, må det fyre den totalt af med påmindelser om, at vi ikke er mange sure sild værd i virkeligheden.

Lad ikke mindreværd sabotere dit liv

Når jeg tænker ‘det her er for godt til at være sandt’, så er det altså en tanke, der er opstået ud af mindreværd. Det er mindreværdet i mig, som ikke mener, at jeg er et godt match til den her dejlige mand, til det her dejlige hus, til det her dejlige liv. Og så kommer det mindreværd meget nemt til at sabotere det, der er. Lige indtil jeg hører hvad det siger. Når jeg hører hvad det siger, så kan jeg svare og spørge åbent og nysgerrigt.

‘Virkelig? Hvordan kan det her være for godt til at være sandt? Ville jeg passe bedre med en dum og sur mand? Ville jeg passe bedre til et hus med hul i taget og kloaklugt på badeværelset? Ville jeg passe bedre til et liv på en fabrik, hvor jeg ikke gør det, jeg drømmer om?’ Jeg spørger ikke ironisk, jeg er oprigtigt interesseret i at kende svaret.

Når jeg kender svaret, så kan jeg gå ud fra det. Så ved jeg, hvor jeg har mig selv. I stedet for at gå og stresse mig selv med sætningen ‘det er for godt til at være sandt’, så følger jeg efter sætningen med en lygte, for at se i hvilket mørke jeg ender. Det er altid i mindreværdets mørke, jeg ender. Derinde kan jeg sidde og lyse med min bevidsthed og se på alle de triste overbevisninger, jeg har sat op som skjold.

Smid skjoldet

Nu byder jeg alle mine triste overbevisninger velkomne. For de er med til at fortælle mig om mindreværdet i mig, så jeg kan tage dem en efter en og kan bryde skjoldet ned. Skjoldet jeg holder oppe af frygt for, at jeg i virkeligheden ikke er mit liv værdigt. Et skjold, som kan brydes ned ved, at jeg bliver ved med at styrke min kontakt med det guddommelige, for i den kraft er der ingen triste overbevisninger, der kan gro. Der gror kun tillid og kærlighed og intet er for godt til at være sandt. Alt er godt og derfor sandt.