En aften stod min mand David og jeg ude i vores have her i skoven, hvor vi bor og så op i træerne. Det gør vi meget tit. Nogle gange tror jeg de træer, der er her omkring os er nogle af de mest nedstirrede træer i verden. Vi bruger vildt meget tid på bare at gå rundt og se på dem.
Der bor mange duer her i skoven, og vi opdagede den aften, at de havde samlet sig i en stor flok lige over vores hoveder i haven. Flere og flere duer kom til og de fløj alle sammen opad i en spiral i himlen. Til sidst var der omkring 100 duer, måske flere, som fløj længere og længere opad, i den her store, spiralerende bevægelse. De var langt, langt oppe i himlen.
Hverken David eller jeg har set duer gøre sådan før. Min far kom på besøg dagen efter, og da jeg fortalte ham om duernes opførsel aftenen inden, så sagde han, at duerne indstiller deres kompas på den måde.
Intuitionen er dit kompas
Duer har jo, som vi ved, en utrolig evne til at kunne finde vej. Men at de ligefrem har et fælles kompas som de i fællesskab indstiller, det synes jeg er helt fantastisk at tænke på. Mennesket har faktisk nogle af de samme komponenter i hjernen, som kunne gøre at vi kunne navigere efter Jordens magnetisme på samme måde som f.eks. duerne og mange andre dyr gør det. Vi har bare ikke haft behov for at gøre brug af den evne i mange århundreder, og derfor har vi glemt, hvordan det virker i os.
Det er det samme med vores intuition. Vores intuition er i virkeligheden et meget stærkt kompas i os. Vores ‘dyre-selv’ er meget stærkere end vi med vores almindelige sind vil være ved.
Naturen er intuitionens brændstof. Får du tanket op?
Jeg kan mærke det meget tydeligt efter en udesidning. Det er nogle andre sanser, der bliver skærpede efter jeg har siddet en nat i mørket i skoven. Jeg kan tydeligt mærke det, når jeg går i skoven et par dage efter, min opmærksomhed er anderledes. Jeg kan dufte og høre mange flere ting end jeg normalt er opmærksom på. Mit syn er også blevet skærpet, jeg ser meget klarere og bedre. Det samme er min evne til at bevæge mig frit i skoven, jeg er ikke så hæmmet af at være menneske mere. At gå rundt på de her to ben kan jo nogle gange føles lidt akavet. Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg slet ikke bevæger mig ligeså elegant og lydløst rundt i skoven som ræven gør det f.eks. Men efter en udesidning, så føler jeg mig som et med det jeg er i. Jeg kan mærke min ‘dyre-natur’ meget stærkere.
Når jeg kan det, så er jeg også altid i meget stærk kontakt med min intuition. Dyr bruger deres intuition, eller sjette sans hele tiden. Ligesom jeg er klar over, at jeg kan styrke mine andre sanser, når jeg f.eks. lukker af for min synssans ved at sidde i en del timer om natten i skoven. Så vækker jeg også min intuitions-sans på den måde.
Jo mere tid jeg tilbringer i naturen, jo mere naturlig bliver jeg. Det er meget logisk. Og jo mere naturlig jeg bliver, jo nemmere har jeg også ved at høre/mærke/føle min sjette sans. Indtil jeg får trænet det kompas som duerne bruger til at navigere over lange afstande, så kan jeg træne min intuition. Den er heldigvis også en fantastisk vejviser.
For de 80.000 kr. jeg havde lånt til min uddannelse, gik jeg i gang med at opsøge alle de alternative behandlere, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. For at se om jeg kunne helbrede mig selv for kræft. Jeg prøvede SÅ mange ting af i de måneder.
Jeg tog store håndfulde vitaminer og kosttilskud mange gange om dagen. Faktisk kan jeg stadig ikke rigtig se en vitaminpille nu uden at gyse, for jeg hældte dem virkelig indenbords. Alt hvad jeg overhovedet kunne opstøve eller fik anbefalet af alternativ medicin, tinkturer, teer, osv. det prøvede jeg.
Alle de alternative behandlere jeg gik til, sagde, at jeg skulle tage imod operationen. Dem der også var clairvoyante sagde endda, at jeg skulle forberede mig på måske ikke at overleve. Men det var ikke fordi de ikke gerne ville hjælpe, der var bare ingen, der troede på, at det rigtigt ville gøre en forskel. Jeg var virkelig syg, men det var som om jeg var den eneste, der ikke troede på det.
Forhandling med lægerne
Det var en vildt hård tid. Jeg var helt alene om beslutningen om at udsætte operationerne. Og jeg håbede jo på (og regnede faktisk med), at jeg kunne fjerne kræften helt. Helbrede mig selv fuldstændig og helt undgå at blive opereret. Men jeg stod alene. Selvfølgelig kan ingen mennesker omkring et menneske med kræft i stadie 4 råde personen til at droppe det etablerede lægesystem og gå med sin egen intuition. Jeg tror heller ikke, jeg selv ville kunne gøre det. Eller det ved jeg af erfaring med de veninder, som har haft brystkræft f.eks., at det kan jeg heller ikke gøre. Det er vildt skræmmende at stå ved siden af et menneske, som er meget sygt. Det er selvfølgelig endnu mere skræmmende, hvis det menneske ikke vil gøre, hvad der bliver sagt af de kloge læger.
Samtidig med at jeg gik til alternative behandlere mange gange om ugen, så var jeg i konstant forhandling med lægerne. Jeg ville have inddelt mine operationer, så den første var den, hvor jeg fik fjernet livmoderhalsen. Hvis det snit ikke var fri for kræft, så skulle jeg så have fjernet min livmoder. Og hvis det så viste sig, at det var en stor knude i min livmoder, som fyldte hele vævet ud, så ville jeg gå med til at få en operation, hvor mine lymfeknuder i lysken blev fjernet, så de kunne se om kræften havde spredt sig derud. Hvis kræften ikke var i mine lymfer, så ville jeg ikke tage imod kemo og stråler.
Så jeg ville i værste fald ende med tre operationer og kemo og stråler. I bedste fald ville jeg bevare min livmoder og kunne få flere børn. I allerværste fald ville kræften sprede sig i løbet af den tid jeg udsatte operationerne, og jeg ville dø af det.
Når kræft skubber til medmenneskeligheden
Som alle mennesker siger, så er det først i kriser man virkelig kender sine venner. Og sin familie kan jeg også tilføje. Det var virkelig interessant at se, hvem der vendte ryggen til og hvem der stod klar til sådan set at være der for mig hele tiden. Mennesker jeg regnede for at være ude i periferien af min vennekreds, overraskede ved virkelig at være der for mig. Mange tætte venner var der også, men mange var ikke. Det var jeg også helt okay med. Jeg var godt klar over, at det ikke handlede om mig, men om dem.
Det var svært i forhold til min familie. Det var vildt svært at have forventninger om, hvordan vi som familie er over for hinanden i kriser, og så er det slet ikke sådan alligevel. Det gjorde meget ondt og gjorde det i mange år efter. Jeg er klar over nu, at alle gjorde det bedste de kunne. Sådan vil det altid være. Men det var en virkelig vigtig lektion for mig selv i, hvem jeg vil være som menneske. Vil jeg lade mig sluge af min egen smerte over det der sker eller vil jeg tørre øjnene og være der for den, der faktisk har brug for det. Det var godt at se. Rigtig godt at lære.
Et nyt stadie: Farvel stædighed
En af de alternative behandlere jeg tog til var en healer. Jeg kan desværre ikke længere huske, hvad hun hed, men jeg rejste langt frem og tilbage til hende med rutebil fra Aarhus, når jeg skulle til behandling hos hende. Hun var også enig med lægerne i, at jeg skulle tage imod operationerne. Hun sagde til mig, at min livmoder var fyldt med kræft (hvilket senere viste sig at være sandt). Det eneste hun ville råde mig til var, at hun og hendes hjælpere ville fjerne det energetiske liv, der var i min livmoder, for så ville den fysiske operation gå meget nemmere. Hun ville altså groft sagt tage livet, ånden, ud af min livmoder, så den nemmere ville slippe, når lægerne skulle skære den ud.
Ved at gøre dette, så ville operationen gå nemmere, og jeg ville sammen med mine og hendes hjælpere kunne få sagt ordentligt farvel til min livmoder. Selvom jeg på det tidspunkt stadig håbede på, at jeg fuldstændig kunne helbrede mig selv for kræft, så gjorde det naturligvis noget ved mig, at selv de mest alternative af de behandlere, jeg opsøgte også blev bekymrede for om, jeg ville overleve min egen stædighed. Jeg begyndte at bløde lidt op i mig selv og åbnede også stille og roligt op for muligheden i mig, om at jeg måske bare skulle være glad for at overleve den her sygdom. At kræve at beholde min livmoder oven i var måske lige at stramme den.
Farvel livmoder
Den healing hvor min livmoders liv blev taget står stadig som en lyslevende oplevelse for mig. Det er ikke mange ting i mit liv, der er så klare for mig. Det var også første gang jeg fik en førstehåndsoplevelse af åndelige vejledere og hjælpere fra andre planer. Jeg troede jo på det før, og havde naturligvis hørt meget om det, jeg havde bare aldrig selv erfaret noget i den stil.
Da healeren kaldte sine hjælpere ind, og dem der ville komme og assistere i den energetiske operation, der så jeg dem alle sammen. Jeg lå med lukkede øjne på en briks, men det var som om mine øjne var åbne, så tydeligt så jeg det der skete. Jeg så lige så klart som jeg ellers så alt andet i verden, hjælpere komme fra så mange planer i universet. Jeg bliver helt rørt, når jeg skriver om det nu. Jeg så hvordan de landede ved siden af mig, og jeg så en hel ‘kødrand’ af energier. Af hjælpere, engle, dyr, alle mulige væsner stå rundt om mig. Der var så mange, at de næsten stod i lag. Jeg havde aldrig prøvet noget tilnærmelsesvis lignende.
Min livmoders begravelse
Det næste der skete var, at jeg ikke bare så, men også følte deres hænder inden i mig. Jeg kan helt ærligt sige, at det føltes som om de virkelig stak deres hænder ind i mit underliv og i fællesskab løftede min livmoder ud. Det gjorde naturligvis ikke ondt, men det var meget tydeligt at mærke hænderne i min mave. Jeg mærkede tydeligt, da min livmoder ‘slap’ mig og blev båret ud og væk af de hjælpere, der var til stede. Virkelig, virkelig syret og helt vildt smuk oplevelse.
Da min livmoder var fjernet, og healeren afsluttede seancen, så jeg hvordan alle hjælperne forsvandt igen. Da jeg åbnede mine øjne og så på healeren så hun meget overrasket ud. Hun spurgte om jeg selv havde en fornemmelse af hvad der var sket, og jeg kunne fortælle hvad jeg havde oplevet. Hun sagde selv, at hun aldrig før havde prøvet, at der kom så mange hjælpere på banen og hun sagde også, at nu var min livmoder uden liv. Uanset om kræften ville forsvinde eller ej, så ville jeg ikke kunne få børn mere. Min livmoder var blevet båret videre og opløst i lys, energi og kærlighed. Det var min livmoders begravelse, og jeg er glad for, at jeg havde den oplevelse med mig. Et par måneder fik jeg nemlig opereret min livmoder ud fysisk af lægerne, og det var der ikke meget rituelt eller smukt over.
I 2003, da jeg var 28 år, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Opdagelsen af kræften skete ved et tilfælde. Jeg var ved læge med min søn, som dengang var 3 år gammel, og min læge mindede mig om, at jeg iøvrigt også lige skulle have tjekket op på mine celleskrabstal. Sidst jeg havde fået lavet et celleskrab var lige efter min søns fødsel, og dengang var mine tal ikke gode. Men min læge afskrev det på det tidspunkt med, at det nok var på grund af hormonforandringerne efter graviditeten, at de ikke var helt i orden.
Efter et nyt celleskrab og efterfølgende undersøgelser hos gynækologer blev det konstateret, at jeg skulle have en kegleoperation. Mine celletal var blevet meget værre i de 3 år, der var gået fra jeg havde født min søn.
Efter kegleoperationen fik jeg så at vide, at ‘snittet’, der var lavet op mod livmoderhalsen, ikke var rent. Der var altså kræftceller der, hvor min livmoderhals var blevet skåret i, hvilket betød at jeg skulle have hele min livmoderhals og livmoder fjernet.
Alt skulle lige til at være så godt
Jeg var 28 år og mor til en lille dreng. Jeg havde været alene med min søn ind til han var 3 år. Kort før jeg fik konstateret kræft havde jeg mødt en mand som min søn og jeg var flyttet sammen med. Nu skulle vi til at lave en familie sammen. Min daværende kæreste, som senere blev til min mand (og endnu senere eks-mand), stod altså pludselig ikke bare med en 3-årig, han skulle til at være far for. Han stod også med en meget syg kæreste. Og det var jo nu vi skulle til at have det godt sammen, alle tre. Det var nu vi skulle til at lave flere børn, og alt skulle blive så godt.
Jeg fik af vide, at jeg havde livmoderhalskræft i stadie 4. Lægerne ville prøve at operere mig, altså at fjerne knuden i min livmoder, men jeg skulle selvfølgelig forberede mig på at gå igennem kemoterapi og strålebehandling. Jeg fik også at vide, at der ikke er noget stadie 5.
Alverdens bandeord dækker ikke over, hvor råddent det var. Det var en fuldstændig ubeskrivelig, hæslig situation at være i. At stå der med min lille søn. Lige være flyttet sammen med ham, jeg troede var manden i mit liv. Jeg var også lige startet på uddannelsen til dameskrædder i Aarhus.
Chokfasen
Jeg stoppede min uddannelse og gjorde mig klar til at blive opereret. Det var i oktober 2003. Men heldigvis var jeg ung og (helt utrolig) stædig. Jeg troede på det tidspunkt stadigvæk på, at den der død, den kunne jeg, af alle mennesker, altså godt snyde. Ikke bare i forbindelse med den kræft, jeg stod over for, men også i det hele taget. Som ung er det meget svært for ens ego at acceptere, at det skal dø herfra på et tidspunkt.
Så jeg bad lægerne om at få min operation udsat. Jeg ville selv se, hvad jeg kunne gøre for at helbrede mig selv. Jeg havde lånt 80.000 kr i banken til at tage min uddannelse, og dem ville jeg bruge på alternative behandlinger i stedet.
Det var bestemt ikke populært hos lægerne, at jeg ville udsætte min operation. Nogle læger råbte af mig. Andre behandlede mig som om jeg var sindssyg og dybt debil. Andre igen prøvede at true mig, talte ned til mig og prøvede at forskrække mig. Til sidst endte jeg hos lægen Lone, som startede med at sige, at hun kun fik de besværlige patienter, så om jeg ville fortælle, hvor min besværlighed lå henne? Min besværlighed lå i virkeligheden kun i, at jeg var totalt i chok over, at jeg havde fået kræft i underlivet.
Min chance midt i elendigheden
Jeg forstår godt lægerne i dag. Jeg forstår godt deres frygt. Jeg forstår godt min familie, som sørgede og var i total panik over, at jeg ville udskyde min operation. Det må have været frygteligt for dem alle. At stå overfor en ung kvinde, som ikke gjorde hvad autoriteterne sagde, når det nu var hendes liv det drejede sig om.
Lægen Lone fortalte mig, at på Rigshospitalet var der på det tidspunkt en læge, som var begyndt at lave livmoderbevarende operationer. Det ville sige, at han i stedet for at ‘rydde hele bulen’ som jeg oplevede der blev sagt flere gange om mit underliv, ville starte med at fjerne det sidste af livmoderhalsen. Hvis det snit op mod livmoderen så ikke var rent, så ville de være nødt til at fjerne hele livmoderen. Men der var en chance. En chance for at bevare min livmoder, så jeg kunne få flere børn. Jeg skulle godt nok føde via kejsersnit så, men det var intet i forhold til slet ikke at skulle være mor igen.
Jeg udsatte min kræft-operation
Den livmoderbevarende operation var dog stadig på forsøgsstadiet, og desuden så boede jeg i Aarhus, så det ville give meget mere mening bare at få fjernet alt i mit underliv på Skejby Sygehus. Bare ikke for mig. Så jeg tog til møder på Rigshospitalet i København med lægen, der kunne lave operationen. Og han synes også jeg var åndssvag. For med en kræft i stadie 4, så skulle jeg sådan set bare være glad, hvis jeg overhovedet ville overleve.
Jeg fik dog overtalt lægerne på Skejby Sygehus og Rigshospitalet om, at jeg skulle godkendes til den livmoderbevarende operation. Og at jeg først ville have den i januar 2004, for imellemtiden ville jeg så prøve at gøre så meget som muligt selv for at fjerne kræften via alternative midler.
Kambo er gift fra en frø, som lever i Sydamerika. Frøen bliver spændt op og stresset, så den producerer giften, og giften bliver så skrabet af kroppen på frøen og opbevaret. Frøen bliver herefter sat fri igen og lider ikke overlast ved indfangningen. Den oprindelige befolkning, som indfanger frøerne, kalder på dem ved at imitere frøens lyd. Så kommer frøen hoppende, bliver fanget og bliver så sur over fangenskabet, hvorved den producerer giften.
Giften bliver brugt til at komme på huden af mennesker, men først bliver der brændt et lille hul i huden, hvor giften bliver lagt i.
Hvordan føles det at få kambo?
Når man får kambo på huden kommer der en kropslig reaktion. Det kan bedst beskrives som instant influenza. På utrolig kort tid får man: Varme i kroppen, måske rystelser, sved, hævelser i ansigt og i halsen og så begynder man at kaste op. Ligesom når man drikker ayahuasca, så er purging en del af oplevelsen. Som regel oplever man også, at det kommer ud den anden vej og man må rende på toilettet.
Det lyder jo rimeligt åndssvagt at gøre. Frivilligt at få brændt hul i huden (ja, av!) for derefter at få lagt gift på det åbne sår, som så giver en virkelig ubehagelig, fysisk reaktion. Den fysiske reaktion varer dog ikke mere end 30-45 minutter, så det er bestemt til at holde ud. Men hvorfor overhovedet gøre sådan en ting?
Første gang jeg blev introduceret til kambo var sidste år. Det var efter en ayahuasca-ceremoni, hvor vi alligevel havde været fastende i mange timer (det er vigtigt at faste før kambo), så derfor var det ligesom ‘oplagt’ at tage kambo bagefter.
Jeg fik straks alle symptomerne, jeg havde hørt, at giften giver. Virkelig stærkt ubehag. Men altså, efter en nat med ayahuasca, så virkede det overkommeligt. Ubehaget var trods alt meget hurtigt ovre. Ikke som ved ayahuasca, hvor jeg har oplevet at sidde med den værste kvalme i 8 stive timer og ikke kunne kaste op.
Kamboen ligges som sagt i små huller, der brændes i huden Jeg fik vist 4 eller 5 første gang, jeg prøvede det. Siden første gang har jeg prøvet det ialt 4 gange, og jeg er på vej til min 5. gang kambo. Sidste gang fik jeg 9 prikker, og jeg blev virkelig syg. På en helt anden måde end de andre gange, så jeg tror lige jeg holder mig til 9 prikker et stykke tid …
Få fat i jorden og stå stærkt i dig selv
Jeg har fundet to gode artikler om kambo. De er meget forskellige, men hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad kambo er for noget, og hvad det er godt for, så kan du læse mere her og her.
Kambo er ikke hallucinerende som ayauashca f.eks. er det. Den fysiske reaktion, der kommer er altså kun det kropslige ubehag. I de artikler jeg linker til herover står der rigtig meget om, hvad kambo er godt for. Jeg vil også fortælle om min erfaring med kambo.
Det som jeg meget tydeligt kan mærke er, at det er som om jeg står fastere i mig selv. Jeg kan ikke sådan væltes omkuld, hverken af en almindelig forkølelse eller af omstændighederne i mit liv. Jeg har altså fået mega-meget jordforbindelse.
Farvel ængstelse, bekymringer og mindreværd
Meget ængstelse er forsvundet fra mig. Det samme med bekymringer. Jeg tror mere på mig selv. På en helt anden måde end jeg har oplevet før. Det er som om jeg tager min plads nu. Igennem det sidste halve år, hvor jeg har fået kambo, der har jeg fået sagt fra overfor nogle meget dårlige relationer jeg har været i nærmest hele mit liv. Og det ved jeg ikke er tilfældigt. Hvor jeg før gravede og gravede indad for at finde mit eget ansvar for de dårlige relationer og arbejde med det, så er der nu kommet en helt anden styrke ind i mig.
Pludselig blev det hele så simpelt. Dem der ikke behandler mig godt, dem behøver jeg ikke bruge mit liv på. Jeg skylder ikke nogen noget. Så jeg er altså blevet rigtig god til at mærke mine egne grænser også. Efter en temmelig kaotisk opvækst, så har det været et stort emne for mig hele mit voksne liv, at lære at mærke mine egne grænser og italesætte dem over for andre, uden at være bange for deres reaktion.
Pludselig er det ikke noget problem og det er meget uvant for mig. Pludselig kan jeg så nemt som ingenting mærke, at det her er ikke kærligt overfor mig, og jeg kan endda sige fra på en ordentlig måde. Det er også nyt! Før i tiden har jeg oplevet, at når jeg så endelig sagde fra, så blev det så skingert og råbende, at ingen (inklusiv mig selv) alligevel kunne høre hvad der blev sagt.
Nu er jeg ikke længere bange for om andre bliver sure over, at jeg fortæller, hvordan jeg har det. Jeg står helt roligt i mig selv og passer på mig som det allerførste.
Et kæmpe skud selvkærlighed & selvtillid
Effekten af kambo kan for mig beskrives på følgende måde: Jeg har det som om jeg pludselig har fået et ordentligt skud selvtillid og ikke mindst selvkærlighed. Jeg har det som om, at det bliver tilført mig igennem giften. Og hvordan det kan lade sig gøre, det ved jeg ikke. I en af de artikler jeg linker til herover står der, at kambo renser smertekroppen og afbalancerer chakraerne. Det giver rigtig god mening for mig for jeg har det virkelig som om jeg bliver mere MIG. Som om alle gamle historier bliver skrællet af, og jeg står frisk og ny, med rigtig gode stærke ben ned i jorden, en vildt god forbindelse opad og vågne, åbne øjne at se ud af.
Jeg har det som om, jeg er blevet vaccineret. Ikke bare mod bakterier som kambo også virker mod, men vaccineret mod usikkerhed, mindreværd og mine egne historier om hvem jeg er, og hvad jeg kan.
Jeg kan kun anbefale kambo. Skriv til mig, hvis du gerne vil høre mere om min erfaring.
Efter jeg havde afholdt min sidste udesidning sendte jeg en mail ud til deltagerne. Både jer der selv laver udesidninger, og de af jer som overvejer at tage med mig på en guided udesidning, vil måske også gerne høre mere om, hvad vi oplevede den nat i skoven.
At sidde en nat i naturen, gør noget ved os, også selv om vi måske ikke lige er bevidste om det. Vi får jordforbindelse af at sidde direkte på jorden og så i så mange timer. Jordforbindelse giver ro, en følelse af at høre til og er kraftigt stress-reducerende. Uanset om det er følelsesmæssig stress, eller relateret til arbejde f.eks.
Der er en grund til at læger før i tiden anbefalede det som en behandling (mod hvad som helst) at lægge sig på jorden og helst i flere timer af gangen. Det er meget sundt for hele vores system, som normalt er afskåret fra at være i naturen i så mange timer af gangen.
Jordens elektromagnetiske felt retter også op på vores elektromagnetiske felt. Det er det samme som at gå barfodet udenfor på jorden, ved at sidde direkte på jorden, så bliver forbindelse mellem os selv og jorden forbedret og vores elektromagnetiske felt bliver balanceret.
Træernes væsen
Træerne vi sad op af den nat i maj er også store healere. Hver træ er et væsen i sig selv og når vi sidder op af det i så mange timer som vi gør i løbet af en udesidning, så bliver vores energi også forbundet med og renset af træet. Det er en god ide at sige tak til det træ, man sidder op af, når udesidningen er færdig. Det kan gøres ved blot at tænke på træet og sende det varm hjerteenergi.
Budbringere
Naturen er storslået, selv i vores lille land. Det er også noget af det som jeg altid bliver efterladt med efter en udesidning og som gør, at jeg får lyst til at styrke min forbindelse med naturen endnu mere. På vores udesidning i maj var vi så heldige at få besøg af både ravn (i starten af vores ceremoni), gøg og nattergal.
Ravn bliver ofte set som et symbol på en spirituel genfødsel (blandt meget andet), hvilket jo gør det endnu mere særligt, at hun valgte at flyve omkring os i forbindelse med ritualet.
Gøg bliver ofte set som en budbringer eller et symbol på, at noget stort vil ske i vores liv. Hun er altså traditionelt blevet set som en bringer af varsler. Hun fortæller os om, at der vil indtræffe begivenheder, så vi ikke bliver overraskede over hændelserne, når de sker, men kan handle kraftfuldt og vist i situationen. Når man hører hende på en udesidning kan man holde ens intention op mod den oplysning om Gøg som budbringer og holde øje med hvad der indtræffer som har en relevans til intentionen man bragte med på natten.
Nattergal er traditionelt blevet set som en budbringer af kreativitet og skønheden i at skabe. Hun er blevet set som muse for musikken, for poesien og for kunsten i det hele taget. Du kan tage denne kraft til dig og bruge den til at give dit kreative udtryk kraft på. Det kan også være den kreativitet, der er i at se skønheden i alting og gøre hver dag og hver handling til noget der skal æres og tages højtideligt, som kunst f.eks. bliver det.
Når nattens ro forstyrres
Den skov vi sad i er normalt en meget stille skov, og den er tilpas langt væk fra trafikken til, at man ikke kan høre den. Med mindre der er meget trafik om natten, hvilket der meget sjældent er på Syddjursland. Men det var der lige præcis denne nat, da der var noget, der hedder Race Day i en by længere ude på Djursland. Der var mange biler, motorcykler og lastbiler på vejene, og det var bestemt et forstyrrende element. Men jeg prøvede at overgive mig til forstyrrelserne.
Race Day i Allingåbro symboliserede, i hvert tilfælde for mig, at der er mange ting, jeg ikke kan kontrollere. Selvom jeg alvorligt overvejede om det var muligt at køre op og stoppe trafikken, så deltagerne kunne få ro på et tidspunkt. Det var tydeligt for mig, at når der er noget, som er så ukontrollerbart som trafikken en maj-aften på Syddjursland, så er det eneste for mig at give mig hen til det og slappe af i det. Jeg opdagede med største tydelighed, at der intet kommer ud af at ønske at tingene skal være anderledes når de ikke er det. En vigtig lektion for mig.
Vend ikke vrangen ud på oplevelsen
Efter udesidningen skal man lade natten arbejde stille og roligt i en. At sætte store ord på oplevelsen er ikke nødvendig. Det her handler om vores relation med naturen og den guddommelige kraft, der besidder den. Vi behøver ikke bruge energi på at forklare eller få det til at give mening for andre mennesker. Nattens oplevelser er hellig, lad den endelig blive ved med at være det, ved at holde energien omkring den for dig selv. Og hvis man har en masse ord at dele omkring det, så er det også meget fint! Det er blot for at sige, at vi nogle gange kommer til at måle værdien af en oplevelse, på hvor interessant vi kan få andre til at synes, at det lyder. Det er bestemt også til mig selv, jeg skriver det her.
Min egen intention for udesidningen
Til slut vil jeg fortælle lidt om min egen intention for udesidningen, som handlede om at arbejde med følelsen af håbløshed som jeg har følt det sidste stykke tid. Den følelse er meget uvant for mig, men når jeg mærker den, så forstår jeg hvorfor så mange mennesker føler, at det er nyttesløst at gøre noget ved tingenes tilstand på Jorden. For det er en meget lammende følelse at være i, det føles virkelig ubehageligt. Jeg sad med min intention i nat og pludselig blev jeg opfyldt af den største taknemmelighed. Over at få lov at sidde der, under et træ, sammen med alle deltagerne i skoven. Lytte på fuglene, bilerne, insektet (håber jeg), der kradsede insisterende på indersiden af mit regnslag, og jeg følte mig som det heldigste menneske i verden. Lige der forsvandt følelsen af håbløshed. Det var stort for mig at mærke, hvordan taknemmelighed igen-igen redder min rumpe fra selvmedlidenhed og melankoli.
Jeg arrangerer også en strand-udesidning til august som du kan læse mere om her. Vi laver bål på stranden, spiser suppe om morgenen og hopper i vandet som et stort plaskende punktum på vores nat.
