I dag er det min fødselsdag! Det er det hvert år 14. februar. I år bliver jeg 44 år. Det er også Valentinesdag i dag. Jeg har joket over for min søn med, at han resten af sit liv skal trækkes med at have MOR med på sin Valentinesdate. Når det nu også er mors fødselsdag. Min søn har ikke grint ligeså meget af de udsigter som jeg har …
Heldigvis har jeg jo min egen valentine, David, så min søn slipper. David var nødt til at rejse til Skotland i år på min fødselsdag, men han efterlod sig en gave som jeg åbnede i morges.
Gaven er morgenkåben som jeg har på, på billederne herunder. Jeg ville tage en fødselsdagselfie. Hvor jeg sad i min nye kåbe. Med Jonna og med min yndlingsbog som jeg er ved at læse igen-igen og med de tre store og fantastiske krystaller som en veninde gav mig i går.
Den rolige og harmoniske fødselsdagsselfie blev afbrudt af Jonna, som opdagede, at min morgenkåbe havde et lækkert bælte, hun kunne flænse lidt i.
Et nyt år
Når vi ser ud af vinduerne på billederne herover, så er det fordi vi har et fuglefoderbræt hængt op i vinduet. Når der lander en fugl og spiser, så flyttes Jonnas opmærksomhed alligevel fra det spændende bælte til fuglene …
Nu vil jeg tænde op i brændeovnen, lave en kop te og ligge mig på sofaen og læse videre i min bog. En helt perfekt start på et nyt år. Ha’ en rigtig dejlig dag, uanset hvad du vælger at bruge den på.
Noget af det vi forbinder med at have et ego er, at vi bliver sådan nogle karikerede typer med en stor udskudt brystkasse, som skrydende praler af vores egne bedrifter. Et rigtigt egoistisk menneske, som aldrig tænker på andre end sig selv, som er mega-usympatisk, en virkelig træls type.
En type som de færreste af os faktisk kan identificere os med, for vi er alle sammen så søde og stille og ordenlige mennesker, som betaler vores skat, hjælper vores nabo og krammer vores børn.
Men egoet i os har altså også en anden side til sig og det er den side, som jeg så gerne vil gøre opmærksom på. For den side er mindreværdet.
Mindreværdet er noget vi meget sjældent taler om i vores samfund. For det er meget skamfuldt at føle sådan og desuden, så er det jo kun mig, som føler mig mindreværdig. Alle andre kører jo med klatten og har masser af selvværd og selvtillid. Det kan jeg jo se. På film, i serier, på de sociale medier. Dem der har mindreværd er taberne. Det er jo ligefrem pinligt, at de ikke har lært at elske sig selv og stole på at de er en del af en guddommelig kraft her.
Sådan er det bare ikke. Mange af os, synes egentligt inderst inde, at vi ikke altid er pissefede. At vi ofte fejler. At vi ikke er gode nok. At alle andre er meget mere harmoniske, bedre, mere afbalancerede mennesker end vi selv er.
Et ego i balance
Og det er netop egoet, som tror alt det. Hvis egoet skryder, sådan som vi f.eks. kan se det gør hos nogle politikere, så er det for at dække over usikkerhed og mindreværd. Et afbalanceret ego, har aldrig behov for at skryde eller for at nedgøre andre. Det er kun, når man er bange for at andre skal opdage, at man i virkeligheden ikke har nogen særlig værdi, at man gør sådan.
Et mindreværd på størrelse med Mount Everest
Alt det her med mit firma, alt det jeg laver her på min hjemmeside, bloggen, det jeg deler på Instagram og Facebook, det er meget grænseoverskridende for mig. Jeg er råddent genert. Jeg har før i tiden oplevet, at blive så nervøs at jeg nærmest har fået en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg har flere gange oplevet nærmest at få et black-out af ren og skær nervøsitet, bare over at skulle præsentere mig for et “fremmed” menneske.
Det er også det, der er min drivkraft i alt det her arbejde med egoet og med intuitionen. At det har føltes rigtig svært at være mig, og det har været stærkt invaliderende at blive så bange for alle mulige ting.
I mit ego har jeg mange tanker om, at jeg er for meget med det her arbejde og med min blog. Hvem i alverden tror jeg dog jeg er? Lille bange Anja, som var så nørdet som barn, (hvem tror jeg, at jeg narrer, jeg er stadig total nørd indeni), at jeg slet ikke havde nogen fornemmelser for det sociale, hvilket gjorde mig virkelig nervøs. Børn og unge kan være dygtige til at fortælle andre børn og unge, at de er mærkelige. Jo mere ved siden af jeg følte mig, og kunne se jeg var, jo mere usikker blev jeg.
Mindreværd og ensomhed
Der følger ofte en stor ensomhed med den følelse af at være udenfor. Det er hæsligt at føle sig ensom. Noget vi virkelig skal huske os selv på, er at vi biologisk set er gearet til at være i en flok. At være i en flok betyder overlevelse. Det er så simpelt og det er meget vigtigt, at vi har det med i os, når vi ikke forstår, hvorfor vi nu som moderne mennesker, reagerer så kraftigt imod at være alene eller bliver bange for at være udenfor. Engang betød det at være udenfor den visse død og det er vi stadig programmeret til at tro på indeni. Egoet tror nemlig på det og derfor går det også i total panik, når der er en risiko for, at vi ikke er med i fællessskabet. Det er altså en reel panik. Egoet er kun ude på at passe på os. Det er dog sådan en lidt misforstået “passen-på”.
Da jeg blev kaldt platugle
En dag bestemte jeg mig for at prøve at køre en annonce på Facebook og Instagram i 3 dage. Det var en måde hvor jeg kunne teste, hvordan de der annoncer virkede. Om det ville give nogen respons i forhold til besøgende her på siden. På det tidspunkt havde jeg lige lanceret Den Spirituelle Brevkasse (hej ego som synes, at det er alt for meget og hvem tror jeg egentligt jeg er, at jeg er sådan en der kan give råd til andre mennesker), så det var oplagt at køre en annoncekampagne på den baggrund.
Annoncen skulle køre på altså Facebook og på Instagram. I løbet af de par dage annoncen kørte, fik jeg en enkelt kommentar på mit opslag om brevkassen. En person, som bestyrer et antikvariats side på Instagram skrev: ‘PLATUGLE!!!’ som kommentar under annoncen.
For 5 år siden havde sådan en kommentar kunne gøre, at jeg fjernede min hjemmeside, slettede alle sociale profiler og ellers gik totalt under jorden i skam over at være blevet afsløret som det jeg virkelig var. En platugle (med 3 udråbstegn).
Men nu tænkte jeg mig i stedet om. Var det rigtigt? Er jeg en platugle? Snyder jeg og slår jeg plat på andre? Er jeg en plattenslager? Udnytter jeg andres svagheder for min egen vindings skyld?
Inden i mig kan jeg mærke noget andet end egoet som brøler: “Jeg sagde det jo! Det er bare et spørgsmål om tid før alle andre opdager, hvor pinlig og latterlig du er! At du er plat!”
Jeg vil dele ud af min erfaring og kærlighed til verden
Inden i mig kan jeg mærke MIG. Jeg kan mærke mit hjerte. Jeg kan mærke min kerne. Jeg kan mærke noget i mig som er uforanderligt. Som er fyldt med kærlighed, som ER kærlighed.
Jeg kan mærke, at det her arbejde jeg laver og som jeg så gerne vil fortælle til hele verden om, det gør jeg ud af kærlighed. Jeg gør det ud af kærlighed til lille Anja, som var så rædselslagen for alt muligt. Jeg gør det ud af kærlighed til alle andre mennesker, som også lever med små bange versioner af sig selv indeni. Jeg gør det af kærlighed til Jorden, til dyrene, til alting.
For jeg er fuldt ud overbevist om, at vi kan virkelig gøre det her univers, vi lever i, til et endnu dejligere sted, hvis vi elsker os selv for fulde skrald. Især hvis vi elsker selv de små bange versioner af os som figurerer indeni.
Platugle. Åh tænkte jeg, da jeg læste det på Instagram. Hvor er jeg ked af, at du som skriver sådan, tænker sådan. For alt hvad vi tænker om andre handler om os selv. Jeg håber, at du der skrev sådan, lærer at elske den del af dig, som synes at du narrer andre. Jeg prøver så godt jeg kan at elske den del af mig, som synes sådan om mig selv. Jeg håber det lykkedes for dig også. Et menneske af gangen kan vi ændre tingene.
Denne video er stærkt anbefalelsesværdig. Carl Safina er forfatter og “conservationist”, et ord jeg lige måtte slå op: ‘a person who advocates or acts for the protection and preservation of the environment and wildlife’.
I denne video fortæller han humoristisk og levende om menneskets syn på dyrene, og stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig ved, hvad der foregår i dyr. Noget vi ofte siger, at vi ikke har nogen som helst idé om. Men måske er dyr ikke så svære at regne ud som vi hidtil har antaget.
Måske har vores holdning til dyrene også været en bekvem holdning, altså at tro at de ikke har en bevidsthed. For det gør det på den måde så meget nemmere at bruge og misbruge dem i industrien, i jagt og i vores ødelæggelse af miljøet og Jorden.
Carl Safina har mange gode og logiske pointer i sin tale. Ligesom ham, så tror jeg heller ikke at tingene er svære og mærkelige. Jeg tror det er en måde, vi som mennesker kan distancere os fra dyrene og Jorden eller os selv på. En måde vi kan fremmedgøre os og ad den vej legalisere at opføre os mindre end kærligt. Det gælder både i den ydre som i den indre verden.
Denne video ville jeg ønske alle så. Del den meget gerne med alle dem, du kender <3
I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.
Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?
Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.
Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.
Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.
At acceptere den du er
Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?
Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.
Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.
Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.
Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.
Nøglen til selvkærlighed
Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.
Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?
Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.
Som jeg fortalte i sidste del af min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca, så havde jeg en lidt anden idé om, hvad healing var end hvad medicinen havde. Det forvirrede mig ærligt talt ret meget. Her finder du del 1 og del 2 af min oplevelse med ayahuasca.
Siden jeg var afsted på mit første ayahuasca-retreat i 2011, så har jeg været afsted en del gange mange forskellige steder i Europa.
Det som fortsatte med at ske, når jeg drak medicinen, det var at jeg hele tiden blev konfronteret med mit mindreværd. Det kan være svært at forestille sig, at der kan eksistere materiale nok i et enkelt menneske, til at mindreværdsfilmen kan blive ved med at køre på ayahuascarejse efter ayahuascarejse. Og bare én rejse tager nemt 8-10 timer. Der er altså åbenbart materiale nok til mange rædselsvækkende spillefilm om mindreværdet i Anja Dalby.
Et uendeligt loop af skam og skældud
For mig var det overraskende at der ikke kom nogen hurtig bedring. Altså jeg tror jo på healing! Jeg tror også på spontan healing, både fordi jeg har oplevet hands-on healing som i løbet af meget kort tid fjernede fysiske problemer. Og jeg tror på healing som kan opstå ved hjælp af bøn og intenst nærvær. Jeg har ikke hørt om ayahuasca-historier, hvor det er sket faktisk. Men jeg har hørt om healing, som kan opstå meget hurtigt efter en ayahuasca-rejse, fordi personen har været helt klar til at slippe og heale det, der skulle heales. Så det er altså ikke som sådan medicinen der healer, sådan som vi forestiller os en hovedpinepille gør det. Det er det arbejde, der sker i personen, i mødet med ayahuascaen, som healer.
Det som jeg blev ved med at se, ayahuascarejse efter ayahuascarejse, var hvor slemt det var at være mig. Altså slemt på den måde, at jeg blev konfronteret med hver eneste nedladende, sarkastiske, uvenlige tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Og det er ikke fordi jeg er noget særligt på det punkt, altså jeg har ikke værre tanker om mig selv end andre har det. Men lige pludselig blev der skruet op for stemmen i mig. Alle slør var borte, der var kun mig og mit ego, som sad fast i et uendelighedsloop af skam og skældud. Det kunne jeg så sidde og hygge mig med, på rejse efter rejse, mens jeg undrede mig ret kraftigt over, at jeg blev ved med at udsætte mig selv for kvalme, opkast og et ego, der gik agurk i at vise mig, hvor meget mindreværd jeg havde …
Gennembruddet
Hvorfor blev jeg så ved med at drikke ayahuasca? Når det nu ikke ligefrem var nogen tur i parken at tage den medicin. Jeg blev ved, fordi jeg trods alt kunne mærke en større og større forståelse for mig selv og for mindreværdet vokse frem. Det føltes som om jeg hele tiden stod med muligheden for at åbne døren ind til løsningen eller healingen, men alligevel blev grebet ved med at smutte ud af hånden på mig. Indtil sidste efterår.
Invitationen til at deltage i en ny ayahuasca-cirkel
I 2018 var det et par år siden jeg sidst havde deltaget i en ceremoni, og jeg kunne mærke ‘hende’ kalde i mig igen. At mærke ayahuasca kalde er som en dyb længsel, der bliver vækket. Det er næsten en fysisk, kropslig oplevelse. Det er en stemme i en selv, som begynder at lede en hen til en ny ceremoni. Jeg havde forladt dem, jeg plejede at være i cirkel med, da jeg ikke længere kunne se det helt rene formål med at lave ceremonierne. For mig at se, så var der kommet for meget ego, magt og penge ind hos dem, der ledte ceremonierne. Jeg følte mig ikke længere 100% tryg i de omgivelser, jeg plejede at drikke ayahuasca i. Det er meget vigtigt at være tryg, og det er også meget vigtigt at turde indrømme, over for sig selv og andre, at det man på et tidspunkt holdt af og kunne stå inde for, har forandre sig og derfor må man meget gerne bevæge sig videre.
En dag fik jeg ud af det blå en mail med en invitation til at deltage i en ny cirkel med ayahuasca. Jeg kendte ikke noget til personen, som sendte mailen eller til måden som de nye ceremonier foregik på. En veninde som vidste, at jeg ikke længere var en del af min gamle ayahuasca-cirkel, havde givet min e-mail til den nye cirkel. Jeg vidste ikke hun havde gjort det, men fordi jeg havde mærket min voksende længsel efter at drikke ayahuasca, så blev jeg ikke overrasket over at få den mail.
Kort tid efter havde jeg en skypesamtale med arrangørerne af de nye ceremonier/cirkler jeg blev inviteret til, og de var åbne og ærlige og ville svare på alle de spørgsmål, jeg havde til deres måde at arbejde på.
Terapeutisk vs. shamanistisk arbejde med ayahuasca
Rigtig mange mennesker i Vesten er begyndt at tilbyde terapeutisk arbejde med ayahuasca. Det er spændende og jeg har hørt mange mennesker have gode oplevelser med den måde at arbejde med medicinen på. Det som tiltaler mig er min egen forbindelse med medicinen og min egen forbindelse med det Guddommelige. Jeg er meget mere tiltrukket af den shamanistiske del af arbejdet, end jeg er af den terapeutiske. Selvom tingene naturligvis er vævet sammen og ikke kan skilles helt ad, så foretrækker jeg at fokusere på at ære medicinen og dens ophav.
Når medicinen bliver brugt terapeutisk, så kan der være en tendens til “hvad kan den gøre for mig” – som bestemt ikke er ulig mine egne forventninger i forhold til healing. Men det er ligesom to forskellige måder at gå til arbejdet på. Hvor den ene stadigvæk er dybt forankret i, at det her er en hellig medicin med særlige ritualer. En medicin som kommer dybt, dybt inde fra den Sydamerikanske jungle og som har et særligt “sprog” som det er værd at lære sig. Så man bedre kan komme i kontakt med medicinens ånd og kommunikere med den. Den anden form er ikke så rituel, men altså en form, hvor medicinen bliver brugt terapeutisk, så det er mennesket, der er det vigtige og resultatet i sindet.
Pludselig kom healingen
Da jeg deltog i den første ceremoni i den nye cirkel, jeg var blevet inviteret til, da startede mindreværdsfilmen igen inden i mig. Min oplevelse med ayahuasca er også, at hver eneste rejse starter der, hvor den sidste sluttede. For mig er det nærmest som om filmen er blevet stoppet og så starter den igen, med det samme visuelle og også med tankerne. Som om billedet og en sætning har stået og ventet inden i en selv, på standby. Uanset hvor mange år, der er gået imellem rejserne. Det er en ret vild oplevelse.
Hvad der skete i de nye ceremonier jeg er en del af, det kan du læse om i del 4. For pludselig kom healingen nemlig, på et tidspunkt hvor jeg faktisk helt havde sluppet muligheden for, at det kunne ske for mig.
Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.
