EN BLODPROP I HJERTET

Jeg skriver for at fortælle at min mand, David, fik en blodprop i hjertet torsdag d. 12. maj. Mange af jer som læser med her, har været på udesidninger hos os og været i healinggrupper i vores hjem hvor I har mødt David. Jeg ved at mange af jer også holder af ham.

David overlevede blodproppen. Han fik lavet to ballonudvidelser i blodåren hvor blodproppen havde sat sig. Det var og er en ordentlig omgang. David er, efter 8 dage på sygehuset, hjemme igen. Men vi får stadig besøg af hjemmesygeplejersker 3 gange om dagen, og det fortsætter i et stykke tid endnu.

Vi er stadigvæk i chok. Og som jeg skriver dette kommer jeg også til at græde. Det er stadig meget tæt på. 

Jeg ved at der ikke sker fejl i universet. At intet er tilfældigt. At alt der sker her er skabt for at vække os. At vække os til at vi er det Guddommelige i leg. At kærligheden er alt, og det eneste vi skal fokusere på, indeni og udenfor os.

Gamechangers

Da jeg havde kræft, var mit største fokus på at se hvor gaven var i den oplevelse. Men jeg er også klar over at ordet ‘gave’ ikke føltes naturligt det første lange stykke tid efter det forløb. Det tager tid og kræver stor healing at nå dertil.

Blodproppen i Davids hjerte kan jeg ikke helt se hvordan er en gave. Men det er klart at det er en gamechanger. Hvordan den er det, ved jeg endnu heller ikke. Jeg ved bare at det er sådan det er.

Mange af jer som læser med her, ved jeg også har været igennem ting i jeres liv, som har været gamechangers. Jeg ved at når vi vælger at være bevidste i vores liv, så tager vi et naturligt ansvar for alt der sker. Det handler ikke om at placere skyld. Det handler om at forstå sandheden i at universet er venligt. Verden er venlig. Det kan ikke være anderledes.

At tage ansvaret for de gamechangers vi møder i vores liv, skifter perspektivet fra at være et offer for tilfældige omstændigheder, til at leve et liv i accept. I accept af at alt er for os og ikke mod os. At alle ‘ulykkelige’ ting er designet til at vække os. Til hvad vi skal vækkes er vores egen rejse, vores egen vej. Og det tager tid at nå dertil. Der er vi ikke helt endnu i forhold til hvad der lige er sket med David …

Min mand fik en blodprop i hjertet i maj 2022

Stilhed og taksigelsesceremoni

Vi går meget stille rundt herhjemme lige nu. Mellem sygeplejerskebesøgene kører vi korte ture til stranden og sidder med fødderne i sandet og står lidt med dem i vandkanten. Vi sidder på bænken i haven og nyder solen. Holder øje med musvitterne i fuglekasserne og solsorten som har bygget rede i hækken. 

I morgen tager jeg i svedehytte med en taksigelsesceremoni. Jeg har meget at takke for i det hele taget i mit liv. Men i morgen vil jeg især takke for at David overlevede.

Men jeg vil også takke for at det skete. Selvom jeg ikke ved hvorfor det skulle ske, så ved jeg at det ikke er ‘ondt’. Jeg vil også takke for min evne til at sige tak. Jeg vil takke for muligheden der er opstået for at lære endnu mere om kærlighed, om selvkærlighed og om tillid til universet og det Guddommelige.

Men altså, især kan jeg mærke at mit hjerte svulmer over af tak for at det ikke var Davids tid til at forlade det jordiske endnu. Det er jeg så taknemmelig for, at jeg ikke har ord for det. 

Tak for dig. Tak for at du læser med og åbner rummet for at jeg kan dele her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.