MIN LIVMODER BLEV FJERNET (DEL 3)

Læs del 1 og del 2 her.

En antroposofisk læges råd

Efter jeg fik fjernet min livmoder energetisk hos en healer, og imens jeg gik hos alle mulige forskellige alternative behandlere for at se om jeg ikke kunne fjerne min kræft af den vej, så var jeg meget ofte også i konsultation hos Elisabeth Møller Hansen.

Jeg havde som sagt fået min søn alene, og havde bestemt mig for at han ikke skulle vaccineres. Ikke så længe jeg ikke kunne komme til at tale med en læge, som kunne give mig en ordentlig grund til at gøre det. Jeg kunne til gengæld tale med en læge, nemlig Elisabeth, som kunne give mig mange gode grunde til ikke at vaccinere min søn.

Jeg stolede (og stoler) på Elisabeth, og hun gik straks i gang med at behandle mig med mistelten. Elisabeth Møller Hansen er en antroposofisk læge, altså en læge, som arbejder efter Rudolf Steiners principper. Jeg skulle selv injicere mig med mistelten-medicinen. Det betød, at jeg stak mig selv med en sprøjte i låret to gange dagligt, så vidt jeg husker.

Mistelten hjalp med at redde mig, ikke min livmoder

Misteltenen havde hurtigt en effekt på mig. Jeg kunne ikke mærke om den gjorde noget ved kræften, men jeg fik det bedre på mange andre måder. Jeg kunne tydeligt mærke, at mit generelle velbefindende blev bedre. Jeg fik mere overskud, jeg følte mig stærkere og sundere. Selvom det bestemt ikke var min yndlingsting at stikke mig selv med en sprøjte, så fortsatte jeg og tog medicinen under hele forløbet. Til jeg var helt færdigopereret i foråret 2004.

Jeg satte ind med så mange forskellige former for behandlinger i den tid, jeg havde købt mig til fra lægerne, så jeg har svært ved at vide hvad det var der gjorde en forskel. Men jeg er sikker på at misteltenen spillede en stor rolle. I at jeg for det første overlevede, men også at jeg undgik at få kemo og stråler.

I januar 2004 tog jeg til København til den første operation, hvor jeg fik fjernet min livmoderhals. Hvorefter jeg fik lavet den livmoderbevarende operation. Jeg fik det forklaret som, at lægen satte Gore-Tex op omkring min livmoder, for at holde den sammen. Det betød, at den ville kunne bære et barn og altså holde på det under en hel graviditet. Men desværre fik jeg svar om, at snittet op mod min livmoder heller ikke fri for kræftceller. Det betød, jeg desværre skulle tilbage til Rigshospitalet og have fjernet min livmoder.

Kræft i familien

Hjemme i vores lille, nye sammenbragte familie, der var det ikke nemt. Selvfølgelig. Min søn begyndte at reagere. Han blev indelukket, ville ikke lege med sine venner og gemte sig for sig selv i børnehaven. Det var en stor skovbørnehave, så der var masser af muligheder for at forsvinde derude. Heldigvis var pædagogerne virkelig dygtige, og jeg var hele tiden i samtale med dem. Om hvordan det gik hjemme, og hvordan jeg havde det.

En meget sød kvinde, som arbejdede på kontoret i børnehaven havde også lagt mærke til, at min søn ikke trives, og at han forsvandt for de andre hele dagen. Så hun indrettede en hule til ham under sit skrivebord. Der blev lagt tæpper og puder til ham, hentet legetøj og bøger. Og i hulen under skrivebordet, hvor kvinden jo også skulle arbejde, måtte han også have venner på besøg. En af gangen dog, men stadigvæk. Så hans små 4-årige venner skiftedes til at komme ind og sidde og lege inde på kontoret. Under bordet med min søn.

Det var totalt hjerteskærende at opleve, at min søn var så ked af det. Det var hjerteskærende, at han sad der som en lille dreng, under et skrivebord og ikke ville ud og lege. Men det var også så smukt, hvordan hele personalet i børnehaven (og der var altså omkring 100 børn) var opmærksomme på ham. Selv personalet som ikke var uddannede pædagoger. Jeg synes stadigvæk, at det er så vildt, at den kvinde ofrede sin arbejdsro og arbejdsplads for, at min søn kunne få tryghed. Han sad bare der, omkring hendes ben under bordet, og der sad han længe. Jeg husker det som om det var langt over et halvt år.

Jeg var hele tiden ærlig over for min søn. Jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at jeg kunne dø af det, jeg fejlede, men han vidste godt, at jeg havde kræft.

Anja Dalby Min livmoder blev fjernet

Når professionalismen falder

Anden operation jeg tog til på Rigshospitalet var den, hvor de ville fjerne hele min livmoder. Det var en virkelig hård omgang. Lægen (som var den samme, der havde lavet den livmoderbevarende operation) opererede også min livmoder ud. Det foregik via tre, små snit i maven og en kikkert. På Skejby Sygehus lavede de på det tidspunkt stadig ‘bikinisnittet’, der ville svare til, at man havde fået et kejsersnit.

Fordi operationen i København foregik via kikkert, så er der også risiko for at en blodåre kan gå i stykker, eller blive skåret over uden at lægen ser det. Når man laver en kikkertoperation, så bliver der nemlig pustet luft ind i maven og luften gør så, at der opstår et pres på den blodåre, der er gået itu. Så blodåren bløder ikke, før luften er ude af maven igen, og lægerne kan ikke vide, at det er sket.

Således vågnede jeg om natten, et par timer efter operationen, alene på min stue på Rigshospitalet og kunne ikke trække vejret. Jeg gispede og følte at jeg kun lige kunne trække luft lidt ned i min hals. Jeg havde ingen kontakt med mine lunger. Jeg ringede efter en sygeplejerske, som ikke havde vildt meget sympati for mig. Det var interessant at opleve, at jeg var den besværlige patient. Blot fordi jeg ville dele mine operationer op og i øvrigt stillede spørgsmålstegn ved alt lægerne sagde. Det betød også, at nogle af lægerne og sygeplejerskerne ikke kunne beholde deres professionalisme i mødet med mig. Flere gange oplevede jeg at blive vrisset af og få smidt ting på mig. Et håndklæde til badet blev kylet i hovedet på mig, da jeg lå i sengen og ikke engang kunne rejse mig op. Jeg oplevede flere gange at blive nægtet hjælp, eller at den, der hjalp var dybt irriteret over at skulle gøre det.

Så sygeplejersken der kom ind der om natten, sagde faktisk til mig, at jeg skulle holde op med at være så hysterisk og lade være med at ligge der og hyperventilere. Og så gik hun igen. Efter lidt tid hvor jeg var ved at gå i panik over, at jeg blev mere og mere svimmel. Rummet kørte rundt for mig, selvom jeg lå ned, trak jeg vejret dårligere og dårligere, så ringende jeg efter hende igen. Hun var tydeligt irriteret på mig Heldigvis tog hun alligevel min dyne til side og opdagede, at jeg havde en kæmpestor blødning i min mave.

I kælderen på Riget

Blødningen var inden i maven og havde dannet, hvad der lignede en stor fodbold af blod. Min venstre side af maven var forvandlet til en kæmpe kugle, ligesom en stor gravid mave, men altså kun i den ene side. Blodet var begyndt at trække ud i vævet og i huden, og jeg havde de vildeste farver på huden på maven.

Det var flere liter blod jeg havde mistet. Og pludselig gik det meget stærkt. Læger kom styrtende og jeg blev, mens jeg stadig lå i min seng, drønet rundt på Rigshospitalets gange om natten. Til sidst blev der fundet et sted, hvor jeg kunne få blod tilført. Så jeg endte i kælderen på Rigshospitalet og prøvede ikke at tænke på, hvor meget alt det her mindede om Lars von Triers Riget …

Jeg vil naturligvis også meget gerne fortælle, at der også var rigtig søde sygeplejersker. For de var der også. Men jeg var overrasket over, hvor mange som ikke var det. Som helt klart lod deres egne historier om helbredelse og autoritet i lægeverdenen stå i vejen for deres møde med mig, og den måde jeg var på som ung, kræftramt kvinde.

Fortsættelse følger …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.