ENDNU EN OPERATION – OG EN GOD NYHED (DEL 4)

Læs del 1, del 2 og del 3 her

Ud og se med DSB :-(

Turen hjem fra Rigshospitalet til Aarhus, efter jeg havde fået fjernet min livmoder, foregik med tog. Det er stadig en rejse, jeg i al tydelighed husker. Jeg havde stadig det store hæmatom på maven, og jeg havde voldsomme smerter efter endnu en operation. Jeg var fyldt med morfin og lå halvt ned over togsædet på turen til Aarhus og faldt ud og ind af søvn og min morfinrus. Jeg havde prøvet at få noget transport via Rigshospitalet til Aarhus, men det var ikke en mulighed. Det var en hæslig rejse.

Nu var det hele ligesom virkeligt. Operationerne, at der kunne ske uheld under dem, som f.eks. gjorde at jeg fik indre blødninger. Jeg var i store smerter og blødningen, hæmatomet på min mave, pressede på mine lunger og indre organer i mange måneder. Det var først helt væk næsten et år efter. I min venstre lyske kan jeg også stadig mærke, at der står ophobet blod, som har efterladt nogle mærkelig hårde knolde.

En pot-brownie til smerterne

Jeg husker det som, at det var på det her tidspunkt, jeg virkelig begyndte at dykke i mit humør. Selvfølgelig havde det på ingen måde været morsomt indtil da, men med den store tydelige blødning på min mave og smerterne efter operationerne, blev det altså virkelig virkeligt. Især for mig selv. Jeg var syg. Det var vildt.

Jeg fik alt det morfin, jeg overhovedet kunne tage. Morfinen og mig var bare ikke vildt gode venner. Jeg følte slet ikke, at det smertestillede mig, og jeg fik mange mærkelige bivirkninger af det. Jeg havde blandt andet en metalsmag i munden konstant, som var ved at drive mig til vanvid, og jeg blev tung og meget trist af morfinen. Min daværende kæreste, fandt på et tidspunkt på at bage en pot-brownie til mig. Så vi kunne teste om THC mon kunne smertestille bedre. Og det kunne det! Med det samme smed jeg al morfinen ud og erstattede den med små stykker chokoladekage istedet for.

At tage THC på den måde fungerede helt perfekt for mig. Jeg var tilstede og ikke døsig som på morfin. Jeg fik min appetit tilbage (det er jo en glædelig ‘bivirkning’ ved THC, at man får lyst til at spise) og vigtigst af alt, så kunne jeg stort set ikke mærke mine smerter. Så jeg begyndte at kunne gå lidt rundt og kunne også være sammen med min søn på en helt anden og meget mere nærværende måde, end jeg kunne mens jeg tog morfin. Mit humør steg også betydeligt at THC’en.

En operation mere

Desværre var det næste opkald fra Rigshospitalet heller ikke af positiv karakter. Kræftsvulsten i min livmoder var så stor, at den fyldte hele vævet ud og derfor havde kontakt med vævet omkring livmoderen. Det betød, at der højest sandsynligvis ville være kræftceller at finde i mine lymfeknuder også. Lymfesystemet i kroppen sørger for at transportere lymfevæsken rundt og rense kroppen på den måde. Lymfesystemet er en fantastisk instans, som også sørger for at ens immunsystem er på toppen. Men problemet er naturligvis, at hvis der findes kræftceller i lymferne, så bliver de også transporteret rundt i kroppen, og det er ikke så smart.

Det lå ligesom i kortene, at mine lymfer i lysken også var fyldt med kræft. Alt havde indtil da vist tydelige tegn, på at jeg altså ikke gik fri fra den helt store omgang med kemo og stråler. Da jeg skulle tilbage til endnu en operation på Rigshospitalet for at få fjernet mine lymfer, der kunne jeg stadig ikke gå helt oprejst rundt på grund af hæmatomet og mine smerter i underlivet. Så jeg blev bevilliget en ambulance der kom og hentede mig i Thunøgade, hvor vi boede i Aarhus. Jeg blev hentet af ambulancefolk i lejligheden og fulgt ned til ambulancen. I vinduet på vores lejlighed kunne jeg se op på min kæreste, som stod og holdt min søn, så han kunne vinke og se ambulancen jeg skulle køres afsted i. Det var heller ikke et af de mest morsomme øjeblikke i mit liv.

Mit håb var ved at dø

Tilbage på Rigshospitalet til endnu en operation, hvor mine lymfer i lysken blev opereret ud. Denne gang kom min mor og yngste søster og hentede mig, da jeg skulle hjem igen og jeg og bumlede rundt bagi min mors stationcar hele vejen fra København til Aarhus. Vi havde lagt sæderne ned og min mor havde puttet en madras bag i bilen til mig, men det var bestemt heller ikke en særlig fantastisk rejse. De tre operationer og hæmatomet oveni, var ikke ligefrem noget der føltes vidunderligt i min krop og en madras bagi en bil var slet ikke helt optimalt, men det var trods alt bedre end at tage toget hjem igen.

I Aarhus kunne jeg så gå og vente på svaret på om der var kræft i mine lymfer. Alle var bange. Mine venner, min familie, min kæreste, mig. Vi var rædselsslagne allesammen og mit mod og mit håb om, at jeg sagtens kunne blive rask igen, var ved at forsvinde.

Endelig en god nyhed

Imod alle odds, så fik jeg en dag et opkald fra lægen i København som sagde, at mine lymfer var fri for kræft. Og at de faktisk havde synes at det var så usandsynligt, at de var det, at de havde undersøgt dem ekstra grundigt. For der ‘burde’ være kræft i dem. Med så stor en knude i min livmoder, så havde de ikke oplevet før, at kræften ikke også havde spredt sig. Men det havde den ikke og heller ikke til vævet omkring livmoderen. Faktisk så det næsten ud som om den var ved at trække sig …

Jeg er sikker på, at misteltenen var en afgørende faktor i min helbredelse. Jeg er sikker på, at det var den, som måske faktisk havde fået kræften til at forsvinde fra lymferne igen, for det gav ingen mening at den ikke var der også.

Del 5 kan du læse her.