KAMPEN MOD MÆNDENE

Lige som mange andre jeg kender, er jeg vokset op i en familie med stærke kvinder. I min familie plejer vi at sige at vi kun er kvinder. Hvilket jo i sagens natur ikke kan være sandt. Der må trods alt have været nogle mænd tilstede i familiens historie, for at den kunne blive ført videre.

I min familie af kvinder er det normalt, at der ikke bliver talt videre venligt om mændene. De negative ord om mændene er opstået ud af forskellige frustrationer og ofte under dække af feminismen. Men der er noget ved den måde, at omtale halvdelen af jordens befolkning på som altid har skuret i mine ører. For selvom jeg godt kan se, at det ser ud som om mænd er skyld i stort set alt hvad der er galt på jorden, så bliver jeg påpasselig når historien bliver for ensidig.

De seneste årtier er stemningen mod mænd blevet mere og mere skinger. Ikke kun i min familie men på verdensplan. Jeg er mor til en søn på 22 år og vi taler åbent om strømningerne i verden. Da min søn var teenager var han vred på MeToo bevægelsen. Han var sikker på at kvinder verden over, overdrev deres historier og gjorde sig selv til ofre for opmærksomhedens skyld. For som han hele tiden gentog; Jeg kunne aldrig gøre sådan noget og jeg ved, at mine venner heller ikke ville gøre sådan. Så hvem er de mænd og er det i virkeligheden bare noget kvinder finder på?

Siden har min søn fået en kæreste og har gennem sin kæreste hørt historier om mænds overgreb og mindre flatterende handlinger. Både fra sin kæreste og fra hendes søstre og veninder. Min søn er rystet over at høre de førstehåndshistorier fra unge kvinder han kender godt og stoler på.

Det destruktive maskuline

Jeg kender ingen kvinder som ikke i en eller anden grad har en overgrebshistorie med sig i bagagen. Men jeg kender heller ingen mænd, som ikke har følt sig angrebet på deres køn. Ligesom jeg selv og de kvinder jeg kender, har historier med os, om at føle os nedværdigede og objektiviseret af mænd, så kender jeg masser af mænd som bærer på de samme historier. Mændenes historier drejer sig om at blive fortalt hvor forkerte de er, fordi de er mænd. Ligesom vores, altså kvindernes historier, drejer sig om hvor forkerte vi er, fordi vi er kvinder.

Ordet køns-kamp er latterligt. Det er latterligt at vi skal kæmpe kønnene imellem. For sandheden er at ingen af os kan klare os uden hinanden. Hvor det ord er opstået fra ved jeg ikke, men det er jo virkelig tosset at det overhovedet eksisterer.

Kvindens fineste opgave er at bære livet og give det videre. Det er jo det smukkeste i hele verden. Mændenes opgave er at passe på kvinderne. Vi kan ikke leve uden hinanden og selvom kvinder tror at det går fint uden mændene så er sandheden, at det går virkelig dårligt når mændene ikke er på banen som mænd.

Kampen mod mændene og udsigten mod Aarhus fra Mols.

Med højre hånd bundet på ryggen

Min lærer Stuart Wilde sagde altid, at hvis man først havde haft en inkarnation som kvinde, så kunne man tage inkarnationen som mand, med højre hånd bundet på ryggen. Det lo feministen i mig meget af. Men Stuart sagde det ikke kun som en joke overfor mændene og sit eget køn. Det er en del mere krævende og kompliceret, at være kvinde end det er at være mand. Det er ikke nedgørende overfor mændende, det er bare sådan det er. Det handler både om kvinders nervesystem, om kvinders sensitivitet og evne til at overskue og have overblik over mange ting på en gang.

Det er krævende at være mor og som kvinde er man mor for altid. Mænd er naturligvis også fædre for altid, men mænd kan nemmere stifte en ny familie og give slip på en gammel end en kvinde kan gøre det. Det har intet med mændenes værd at gøre det her, eller mænds moral. Det er bare sådan det er.

Som kvinde bliver jeg ofte lidt flov over at stå ved hvad der egentligt foregår når der er mange kvinder samlet på ét sted. Jeg har arbejdet på arbejdspladser hvor der var et overtal af kvinder og meget få mænd, hvis der overhovedet var nogen. At kvinder er kvinder værst, har jeg oplevet utallige gange. Kvinders behov for at skulle tale i det uendelige om drama, eller om ting der er negative, bekymrende og frygtsomme, giver mig myrekryb.

Det destruktive feminine

Bagsiden af det feminine er helt klart at vi kan komme til at spinne ud af kontrol, hvis det maskuline ikke er tilstede. Måske har du selv oplevet det fra dit eget liv. Jeg har i hvert fald masser af historier med i mig, om hvordan mænd har tilbudt mig en meget mere rolig løsning, når jeg har fået bekymret mig helt op i et hjørne.

Det feminine har brug for det maskuline. Vi kan godt eksistere uden det, men det er også det vi kan. Eksistere. Vi har brug for mændenes ro, jordforbindelse, styrke og mod for at trives og være gode kvinder og mødre.

Det er ikke din eller min mand som er i gang med at ødelægge jorden. Det er ikke din eller min søn som behandler kvinder dårligt. Kampen mod mændene har været i gang i århundreder og det er katastrofalt sådan som tonen er mod mændene i vores samfund nu. I stedet for at bekæmpe hinanden i en konstrueret ‘køns-kamp’, så skal vi rette fokus mod der hvor problemet egentligt ligger.

Det er samfundets skyld

Hvem vinder ved at mændende bliver fortalt at alt er deres skyld? Vi får ingen stærke mænd ud af at fortælle den historie. Kvinder får ingen beskyttere ud af den fortælling. Vi får bange, svage mænd ud af den historie.

Når vi ser på de uhyrligheder der er sket i menneskets historie, så er det nemt at placere skylden på det ene køn. Men mændene er ligeså uskyldige i den historie som kvinderne er det. Mænd er blevet fortalt, at for at være gode mænd, så skal de gå i krig. De bliver fortalt at for at være seje mænd, så skal de behandle kvinder som om de er andenrangs-borgere. Vi kan godt grine af at det er tosset at tro på de historier, men sandheden er at vi alle bliver bombarderet med dem gennem medier, film og serier døgnet rundt.

Ligesom vi som kvinder bliver fortalt at for at være gode mødre så skal vi være på en måde, for at være lækre kvinder, så skal vi være på en anden måde. De samme former for programmeringer er mændene udsat for. Når vi som kvinder føler os presset på at samfundet ønsker at vi opfører os og ser ud på en bestemt måde, så skal vi også kunne se at præcis det samme sker for mændene.

Mændene er de sande ofre

Indeni alle mænd eksisterer ét ønske. Og det ønske er at passe på og ære det feminine. Det er et smukt ønske, som naturligvis har rod i biologien, for uden kvinder kan arten ikke overleve. Men det er også ud fra et ønske på et sjæleligt plan. For det intuitive som eksisterer i det feminine er det som skal bære vores art videre til et nyt niveau på jorden. Det er den feminine intuition som i sidste ende skal oplyse os alle og vække os til, at vi allerede lever i det paradis vi hele tiden søger udenfor os selv. Vi er der allerede. Målet er nået. Det er bare de færreste som har opdaget det.

I stedet for at bekrige hinanden på måder som er uværdige for os, så skal vi se på hvem den egentlige fjende er. Hvem er det som ønsker at mennesket ikke står sammen. Hvem er det som vinder ved at mændene er svage og kvinder det samme. Blandt andet fordi vi ikke længere har mændene til at have vores ryg.

Mænd har det meget værre end kvinderne har det. De dør generelt tidligere end kvinder og mange flere mænd begår selvmord end kvinder. Mænd dør oftere i ensomhed. De drikker mere alkohol. Har flere livsstilssygdomme og er generelt dårligere til at passe på sig selv end kvinder er det. Det er mændene som er taberne.

Feminismen har sejret helt af helvede til hvis vi tror, at det er målet at gøre kål på mændene på den måde. Kvinder er ikke noget værd uden stærke, sunde mænd og omvendt. Mændene ved det godt. Kvinderne har bare ikke fanget det endnu. Men det er heldigvis ved at skifte og mange mænd og kvinder begynder nu at stå sammen i stedet for at bekrige hinanden.

Kampen mod mændene og en strandet brandmand.

Undertrykkelsen af det maskuline

Vi er nødt til at se vores samfundsprogrammeringer af vores køn efter i sømmene, hvis vi skal stoppe denne tåbelige køns-kamp.

Hvorfor findes der mordere og voldtægtsforbrydere og mordere blandt mænd? Når jeg mærker hvad der må foregå i et menneske, for at det kan udføre den slags handlinger, så mærker jeg en stor smerte. Hvor kommer den smerte fra? Kan smerten som gør at mænd voldtager, (også) komme fra at de konstant bliver gjort forkerte? At de hele tiden er taberne? Kan den følelse af skam bringe vold og magtmisbrug med sig?

Da min søn var lille, og som sagt blev født ind i den familie af kvinder jeg er en del af, så undrede jeg mig meget. Han var så voldsom. Jeg kunne slet ikke forstå hans lege. Han byggede op og brød ned. Hele tiden. Han kæmpede med sværd og var farlig, han brølede og moslede. Da han kom i vuggestue og jeg kunne se at alle de andre små drenge var ligesådan, åndede jeg lettet op. Det var åbenbart bare sådan drenge var.

Men som hos mange andre små drenge, så blev den naturlige maskuline kraft undertrykt. Den blev gjort forkert i en feminiseret daginstitutionsverden og sidenhen i skolen. Jeg prøvede ofte at tale med pædagoger og lærere om at skolerne er til for pigerne. At den måde at lære på ofte ikke er for drenge. Drenge som i sagens natur er meget mere fysiske og ofte lærer på en helt anden måde end piger gør det.

Skam med skam

Drengene får altså helt tidligt af vide at de er forkerte, bare fordi de er drenge. De bliver sendt udenfor døren og bliver skældt ud, fordi de ikke kan passe ind i et system som ikke er designet til dem. Samtidig får de af vide gennem medier og film, at kvinder bare skal tages. At kvinder i virkeligheden er vilde med mænd som er behandler dem som objekter. Det er altid den seje helt, som får den knap så kvikke, storbarmede blondine, som vinder slaget.

Forvirringen bliver total for vores små drenge og de vokser op og aner ikke hvad de skal stille op med sig selv, for de vil bare gerne gøre det feminine glad. Så når drengene fejler i at gøre kvinderne glade, så bliver de enten selvdestruktive eller vender deres maskuline destruktive kraft udad.

Vi har brug for det som mændende kan i deres byggen op og bryden ned. Som Camille Paglia siger, så ville vi stadig have boet i jordhulet hvis det ikke var for mændene. Kvinders fokus er et helt andet sted og sådan skal det være. Kvinder fokuserer på familien og det mænd skal eller burde gøre, er at fokusere på at passe på og beskytte deres familie. Lige nu er vi splittet som aldrig før.

Jeg kender selv rigtig godt til den destruktive energi som skam er. Lige nu er det det vi gør mod mændene. Vi skammer dem ud for at være født i det forkerte køn.

Offeret i mig

Det er svært for mig at skrive dette indlæg. For mens jeg gør det, så kæmper jeg med offeret i mig selv. Jeg kæmper med pigen og kvinden i mig, som er blevet behandlet dårligt og uretfærdigt af et tilsyneladende mands-domineret samfund. Jeg kæmper med mine egne historier om overgreb og den side i mig, som er vred over at det kan ske.

Men jeg ved samtidig at ingen er født onde. Jeg kender utallige små drenge, inklusiv min egen, og de er smukke, kærlige, fine væsner. Jeg tror at det mands-dominerede samfund vi har skabt også ødelægger mændene og at de på mange planer er de virkelige ofre for det.

Det hjælper ikke os eller mændene, at vi skælder dem ud for at falde for den køns-programmering der er tilstede i verden. Kvinder ligger selv under for samme type programmering og den er vi normalt gode til at tale om at vi gerne vil have udraderet. Det er programmet vi sammen skal se efter i sømmene og så skal vi ændre vores egen individuelle måde at se på mænd på. Ligesom mænd har en pligt til at gøre det samme i forhold til kvinder. Som med alle andre forandringer vi ønsker at se i verden, så må vi starte i os selv. Kampen mod mændene må stoppe. Alt andet er for tosset og vi burde som kvinder, som art, som spirituelle væsner, være klogere end det.

2 Comments

  1. Trine Rytter Andersen
    21. februar 2022 / 14:39

    Kære Anja,
    Tak for at dele dine tanker og overvejelser om køn, kønskamp og netop i artiklen herover.
    Det er et super relevant og vigtigt emne og jeg synes at du kommer fint omkring mange ting.

    Men jeg synes at du fremhæver særlige umodne træk hos begge køn og gør dem essentielle for de respektive køn. Det synes jeg er problematisk. Helt generelt savner jeg i denne debat en større bevidsthed om de psykologiske årsager til at mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, krænkende eller voldeligt. Primitive forsvarsmekanismer der er grundlagte i barndommen bliver til patologi i voksenlivet. Mange voksne mennesker aner ikke at de har et kærlighedshungrende, vredt og ensomt barn inde i sig og at dette svigtede indre barn, styrer hele butikken, hvis de ikke lærer det at kende og tager ansvar for dets trivsel. Hver eneste gang vi ser et voksent menneske opføre sig barnligt, foragteligt eller uansvarligt, er det det indre barn der er på spil. Hvergang vi bliver stressede, føler os pressede og når vi er overvældende, går vi automatisk på mønster og lader det indre barn regere. Børn er som bekendt hverken kloge eller erfarne nok til at tage voksne og ansvarlige beslutninger, og derfor ser vi så mange hjælpeløse og barnlige voksne karte umodent rundt i deres liv og parforhold. At blive voksen og herre i eget hus, forudsætter villighed til at lære sig selv at kende. At arbejde dybt og helhjertet på det indre plan for at opnå tilstrækkelig selvindsigt og dermed evnen til at orientere sig i verden som et ægte modent og voksent menneske, der tager ansvarlige og bæredygtige beslutninger ikke kun for sig selv men også i forhold til de mennesker der står en nær, til samfundet og til naturen.
    Det er et stort, spændende og livslangt arbejde at blive et helt autentisk menneske.
    Det er min opfattelse at kvinder i større grad er optagede af selvudvikling end mænd.
    Det kunne hænge sammen med at vi er opvoksende i et århundrede gammelt patriarkat , hvori den maskuline erfaring var den universelle og den feminine i bedste fald kun sekundær og i værste fald suspekt.
    I det system har kvinder altid skullet gøre sig ekstra anstrengelser for at komme i øjenhøjde med mænd, mens mændene fordi de automatisk havde forrang, bare kunne høste de lavthængende frugter, der fulgte med deres højstatus.

    Af den grund er det mit indtryk, har mange mænd forsømt deres selvudvikling og nu står vi i en situation, hvor forskellen på de intelligente, kloge og selvstændige kvinder og de umodne mænd, er så tydelig at vi kan få øje på hvilken uhensigtsmæssig dynamik dette misforhold skaber.

    Mange mandeforsketre(fx overlæge og psykolog Svend Aage Madsen) peger også på de ting vedrørende mænds ringe egen omsorg, bekymrende sundhed, selvmord, misbrug og voldsparathed, som du fremhæver, men de efterlyser også en større parathed hos mænd generelt, til at ville udvikle sig og opnå større psykologisk dannelse.

    Personligt er jeg fortaler for at alle køn må ville opnå større og dybere psykologisk indsigt til gavn for sig selv og for deres relationer.

    Vi skal af den grund passe på at vi ikke kommer til at sætte lighedstegn mellem psykologisk umodenhed hos begge køn og kønsspecifikke træk og kvaliteter.

    • Anja Dalby
      Forfatter
      22. februar 2022 / 09:48

      Kære Trine

      Tusind tak for din kommentar og fordi du læser med, det er jeg meget glad for at du gør.

      Det er bestemt også mit indtryk at mænd generelt set har forsømt deres selvudvikling, netop af de grunde du nævner her. At det har været kvindagtigt og dermed suspekt at gå på opdagelse i sindet. Men jeg mener ikke at det er mændenes skyld. For jeg kender så mange mænd, som rigtig gerne vil gå af den vej, men som ikke aner hvor de skal gå hen. Som mange mænd siger, så har kvinderne jo sat sig på selvudviklingsområdet og mændene har svært ved at finde nogen der taler et sprog der er et match til dem.

      At kvinderne har sat sig på selvudviklingsområdet, er jo på en måde mændenes egen ‘skyld’. De kunne være kommet på banen sammen med os og gået i gang med samme udvikling. Men det jeg ser, er at programmeringen af mænd (og kvinder), er så heftig, at mændene er uskyldige i ikke at være vågnet op, til at de skal udvikle sig nu. Det har ikke noget at gøre med ‘vores’ mænd. Det handler om de ganske få mænd (og kvinder) som bestemmer hvordan verden skal se ud og hvordan deres agenda er. 

      De negative kønsspecifikke træk som jeg nævner i indlægget, hos både mænd og kvinder, dem kan jeg ikke se kommer af andet end psykologisk umodenhed og de programmeringer vi er underlagt i vores samfund. Hvis vi alle har set på vores indre barn og lært at elske alt hvad det indeholder, så ville de negative kønsspecifikke træk ikke eksistere i verden. Så ville vi leve i den naturlige polaritet mellem det maskuline og det feminine, yin og yang, mørket og lyset. Uden at dømme hverken det ene eller andet. Men det er sandt, at når vi ikke har set på og elsket vores eget indre barn, så bliver det utroligt kedeligt at se på det som udspiller sig. Det gælder også for kvinderne som jeg faktisk heller ikke generelt set oplever har lavet det arbejde. Ja kvinderne er langt ‘stærkere’ end mændene er nu. Men det er ikke, som jeg ser det, fordi de har arbejdet med deres indre barn. Det er fordi de er blevet tvunget til det af et samfund som har kastreret mændene.

      Mænd er blevet over-feminiseret nu og kvinder er over-maskuliniseret. Det betyder at kønnene mister interessen for hinanden og flere forskere peger på, at vi derfor nu står overfor vores arts endeligt på jorden. Lige så uskyldige mændene er i at være blevet over-feminiseret, lige så uskyldige er kvinderne i det modsatte. At vi angriber hinanden og har gjort det gennem mange generationer, er ikke det enkelte menneskes skyld. Jeg ser det kun som en masse-programmering.

      Det er sandt, at hvis vi alle, mænd som kvinder, så på deres indre barn og lærte at acceptere og elske det, så ville verden på ingen måde se ud som den gør i dag. Men i mit eget arbejde har jeg opdaget, at en ting er det jeg personligt har med mig fra mit liv og min opvækst, noget andet er de programmeringer jeg er blevet underlagt af samfund, kultur og religion. Det ene kan ikke skilles ad fra det andet. De personlige sår jeg har med mig fra min opvækst, de kommer også fordi mine forældre og omgivelserne var underlagt en samfundsprogrammering som ikke havde til hensigt at bygge det enkelte menneske op, men bryde det ned. Så jeg kan ikke se hvordan det kan adskilles, vores individuelle psykologiske modenhed og de kønsspecifikke træk vi bærer som hvert vores køn. For når jeg er i mit ubevidste, når jeg handler ud fra et såret indre barn, så vil jeg som kvinde bringe de negative feminine kvaliteter ud i verden, ligesom min mand f.eks. gør det modsatte i forhold til maskuline.

      Phew det blev langt og jeg er stadig i gang med at undersøge disse ting, i mig selv og i det jeg ser udspiller sig i verden. Tak for at skrive og få mig til at tænke endnu mere over emnet. Det er virkelig interessant og lige nu er det blevet til tornen i mit øje og jeg kan næsten ikke se ud over det i nogle af de ting jeg observerer i verden. Det kan helt klart ændre sig igen, måske bliver jeg mere nuanceret med tiden :)
      Store knus til dig Trine, dejligt at høre fra dig.
      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.