EN GUIDE TIL ET LIV I FLOW

Den her plan lavede jeg til mig selv, for længe siden, hvor jeg følte at der var en del hang ups i mit liv og jeg havde ingen ide om hvordan jeg kunne komme videre. Jeg lavede den som en overordnet tjekliste, for at holde mig selv i skak. Så jeg ved hvordan det forholder sig på de fleste områder af mit liv. På den måde kan jeg holde øje med, om der er noget som halter og trænger til at jeg tager mig af det. 

Alt for ofte har jeg nemlig oplevet, at der er noget jeg godt ved jeg skal forholde mig til, men selvmedlidenheden får taget over og jeg ender med at ligge under dynen. Med hænderne for ørerne i stedet for. Jeg håber at tingene går væk af sig selv, uden at jeg behøver at forholde mig til dem.

Hvis du nogle gange også det på den måde, med et eller andet område i dit liv, så kan det virkelig anbefales at lave denne liste. Du skal bare svare helt ærligt på de spørgsmål der bliver stillet. Og når du så har gjort det, så laver du en plan for hvordan du kan ændre de ting der ikke er harmoniske. Hvis det er uoverskueligt, så start med små ting. Men gør noget og gør det til ende, så du kan strege det af listen.

Oprydningen

Når du starter med at rydde op i de ting som hænger i dit liv, så vil der komme fokus på andre områder også. Forestil dig hvordan en masse i dit liv ligger i mørke, fordi det er emner, som du ikke aner hvordan du nogensinde får ryddet op i og kommer videre med. Når du efter at have set ærligt på dit liv, med denne liste som guide, så kan det være at du bestemmer dig, for at komme af med din kassekredit og betale den stille og roligt ud. Du har nu ikke længere muligheden for at forgælde dig på den måde.  

Det lys du sætter på kassekreditten, det stråler også ud på andre områder i dit liv. Så du får øje på den klatgæld du har en anden bank. Den kan du også lige få ordnet. Men det betyder godt nok, at du ikke kan købe så meget tøj i de næste par måneder. Hvilket ansporer dig til at se på hvad dine skabe egentligt indeholder.

Det går op for dig, at du nok aldrig behøver købe nyt tøj igen i dit liv, hvis du slider det op du har. I dit skab opdager du en masse friluftstøj og du bestemmer dig, for at begynde at bruge noget af det og planlægger ture i naturen og måske endda en overnatning i et shelter.

Et skridt af gangen

Pludselig er du et helt andet sted i dit liv. Du har fået styr på din økonomi og dit forbrug. Du har fået mere natur ind i det også. Med naturen kommer sindsroen og introspektionen, som gør at du rykker dig på et personligt plan også. Du begynder automatisk at bevæge dig mere fordi du tilbringer mere tid i naturen. Du får lyst til at spise sundere og mere naturlig mad. I naturen får du healet nogle af de ting du har båret rundt på længe og på forholdsvis kort tid, så kan du være et helt andet sted i dit liv.

De ting du før værdsatte som shopping og Netflix, mister sin værdi. Du begynder at få en fornemmelse af hvorfor det er du er her. Du er ikke bare et Dankort klædt ud som menneske. Du er så uendeligt meget mere. Du har et særligt formål her på jorden. Der findes kun en som dig.

Dit livsformål behøver ikke være kæmpestort og grandiost på den måde vi normalt forstår det. Altså, du behøver ikke nødvendigvis at være den nye Martin Luther King. Men et kæmpestort og grandiost liv kan også ‘bare’ være, at du lever i harmoni med dine omgivelser. At du passer på jorden og alle de andre levende væsner her. At du spreder kærlighed og venlighed ud i din nærhed og gør livet smukkere for andre her. Det kan du også gøre fra din plads bag kassen i Brugsen eller mens du fejer Rådhuspladsen.

Det skete altsammen fordi du bestemte dig for at sætte lys på din kassekredit og få den betalt ud.

Flow-listen

Så her kommer listen. Gå den ærligt og stille og roligt igennem. Husk at der ikke er nogen som dømmer dig udover dig selv. Så det kan du ligeså godt bestemme dig for at lade være med. Det gør det ikke nemmere at lave forandringer i dit liv ud fra et sted med skyld og skam. Faktisk er det ret svært at ændre noget ud fra de følelser.

Se nøgternt på de forskellige områder. Husk at tage en ting af gangen. Som i eksemplet ovenfor med kassekreditten, vil du opleve at den ene ting tager den anden. Og at der er uendelig mængder af støtte til dig fra dine åndelige vejledere når du starter på din rejse. Alle hepper på dig og ønsker kun at du husker på hvorfor du kom her og hvad det var du skulle.

Der tonsvis af mere flow i positive ting end der er i såkaldte negative ting. Det er fordi det positive er tilpasset livet og det Guddommelige. Det er meget hårdere at leve et liv i sofaen for fjernsynet, med 10 kilo for meget på rumpen og et kæmpe minus på kontoen. Det skal der i virkeligheden kæmpes meget for kan lade sig gøre. Det liv koster på så mange måder.

Men det simple, smukke, naturlige liv, livet i flow, det kommer helt af sig selv når du først begynder at skære alt det væk som ikke støtter det.

En guide til et liv i flow med foto fra stranden ved Ebeltoft i blæsevejr.

1. Din økonomi  

Er den okay? Eller overforbruger du og skaber gæld? Har du gæld til at hænge som du ikke tager dig af? Har du overtræk? En kassekredit? Har du penge på kontoen den sidste dag i måneden? Sparer du op til ting du vil købe, eller køber du på afbetaling? Trøster du ved at shoppe? Er der et naturligt flow af indtægter, eller opstår der panik i dig, når der kommer en uforudset regning? Har du en opsparing? Støtter din økonomi dig i det liv du vil leve eller begrænser den dig?

2. Din krop 

Har du det godt fysisk? Har du smerter? Skavanker af den ene eller anden slags? Overvægt eller undervægt? Sygdomme? Dyrker du motion? For meget eller for lidt? Tager du dig af dig selv? Spiser du vitaminer eller mineraler, hvis du får hints om det fra din intuition? Spiser du rå grøntsager, også dem der er mere bøvlede end salatblade og tomat? Ærer du din krop for at være templet for din sjæl? Taler du pænt til og om den?

3. Din kost 

Støtter den din krop eller bliver du for tyk eller tynd af den? Spiser du for meget, eller for lidt? Trøster du dig selv via maden? Spiser du dårlig forarbejdet mad? Sukker? Alkohol? Drikker du meget koffein i forskellige former? Tænker på andre når du spiser? Tænker du på dyrene? Spiser du etisk og i kontakt med planeten? Den mad du spiser, støtter den jorden eller udnytter din mad den?  

4. Dine relationer

Skal der sættes grænser eller løsnes op for dem? Er de lette og lyse eller tunge og mørke? Nærer de dig eller bliver du drænet? Hvis du har relationer hvor du bliver trist af at være i dem så kan du være ret sikker på, at de ikke nødvendigvis er til dit bedste sådan som de er lige nu. Det er helt okay at sige fra og sige nej tak. Der er ingen som skylder nogen noget og slet ikke selskab eller tid.

5. Dit livsformål

Dine inderste drømme. Lever du dem ud? Eller gemmer du dig selv? Hvor alvorligt tager du dine drømme? Synes du de er lidt fjollede, er de barnlige? Er de urealistiske? Kommer de til at gå ud over andre mennesker? Er det virkeligt et problem og hvorfor? Udlever du din kreativitet eller holder du den tilbage, mens du venter på det rigtige tidspunkt og den rigtige inspiration?

6. Dit hjem

Roder det? Samler du på ting? Dimser? Nips? Tøj? Sko? Tasker? Plader? Whisky? Bøger? Hvorfor? Smid ud af dine ting. Prøv at tænke på hvordan det kan være muligt for dig at du kun kan have 100 ting. Lev så let og minimalistisk som du kan. Husk at du ikke kan tage noget med dig herfra alligevel. Der er ingen grund til at belaste planeten yderligere, fordi du gerne vil skifte hele dit kaffestel ud som vinden blæser. Dine sko har også en historie og sætter et stort aftryk på planteten. Kan du bruge det du har, til det ikke virker mere og først der købe nyt, eller nyt brugt eventuelt?

7. Dit sind

Bagtaler du andre? Brokker du dig? Hvordan er egoet i dig? Fylder du for meget? For lidt? Hvordan opfører du dig? Hvad er din grundstemning i dig? Er du taknemmelig? Går du konstant med en knude i maven af skam? Eller vrede? Er du ked af noget? Er der en sorg i dig du ikke har taget dig af? Hvordan har dit indre barn det?

8. Naturen

En vigtig del af din spirituelle praksis er at tilbringe tid i naturen. Det er så uendeligt simpelt og derfor tror de fleste at det så ikke har en effekt. Men det er i virkeligheden tippet over alle tip hvis du ønsker at udvikle dig åndeligt. Du skal ikke gøre andet end at gå ud i den. Det er det. Men tilbring tid nok ude i den til at du begynder at falde til ro. Lav udesidninger hvis det kalder. Det behøver ikke at være en hel nat, det kan også sagtens være i et par timer i skumringen.

Tilbring tid i naturen hvor du bare er. Hvor du ikke skal noget og telefonen og uret har du ladet blive hjemme. Sæt dig ned og se på en bæk. Se ind i skoven. Se ud på engen. Det eneste du skal, er at være tilstede med det som er. Både i dig og naturen og du vil opleve en stor healende effekt, der med garanti vil overraske dig.

Husk at naturen gør dig naturlig, hvilket betyder at du får nemmere ved at mærke hvad det er der er godt for dig. Altså at kunne mærke uden om egoet. Mærke den del af dig som er sjæl, ånd, intuition og din smukke krop som også er en fantastisk guide. Naturen giver dig jordforbindelse, noget der er så vigtigt, at blive ved med at huske i det her arbejde, så det faktisk ikke kan siges nok gange.

Livet er ikke mod dig

Når du begynder at sætte lys på nogle af de her områder, så kommer der som sagt også lys på en masse andre. Måske er mange af dem ikke en overraskelse for dig. Men det kan nok ikke undgås at der kommer lys på noget, som du fuldstændig havde overset, fordi det lå så godt gemt i mørket.

Det er virkelig smart og det er noget af det, som gør at selvudviklings – og spiritualitetsarbejde ikke er så hårdt som det har ry for at være. Fordi arbejdet også laver sig selv. Det er ikke kun op til dig det hele. Det kræver naturligvis, at du har åbne ærlige øjne og ører. Men hvis du så også har det, så vil du se at det hele hjælper dig og støtter dig, i at du udfolder dig og lærer så meget som muligt hele tiden.

Livet er kort sagt ikke mod dig, men med dig. Det er det også når du ligger og stener serier derhjemme. Det eneste du skal gøre, det eneste krav, er at du rejser dig op fra divaneseren og siger: Okay. Come on. Jeg er klar. Og så smøge ærmerne op og gå i gang. Følelsen af flow vil indfinde sig meget hurtigt og et nyt liv, med helt nye muligheder åbenbarer sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM