Åh, alle de gange jeg har drømt om at blive diktator
Noget jeg altid har følt var meget skamfuldt at føle, var irritation. Irritation kunne komme ud af det blå, uden at jeg vidste eller forstod hvorfor. Jo mere jeg lærte om selvudvikling, jo mere blev jeg klar over, at irritation over andre, handlede om mig selv.
Det var ikke fordi den viden fik min irritation til at forsvinde. Jeg kunne stadigvæk godt blive irriteret over noget min søn eller min mand gjorde. Eller en bilist, som tillod sig at køre på sin egen måde i trafikken og ikke på min.
Ingen af os ønsker at blive irriterede på hinanden. Det er simpelthen den mest trælse følelse. Den er så ukonstruktiv, og det som har udløst irritationen er sjældent noget man egentligt kan italesætte. Eller jo, man kan godt prøve at blive den version af sig selv, som går og irettesætter andre, så de holder op med at være så irriterende som de er. Men den person kender vi godt alle sammen, og det er ikke rigtig sådan en man holder af.
Så vi bliver efterladt med skammen, over at være så uudviklede, at vi reagerer med irritation, når vi møder noget i vores liv, vi synes er træls. Og det er nemlig hemmeligheden bag irritationen. Vi reagerer med irritation, når der er noget vi ville ønske var anderledes i situationen, altså når der er noget, der er står i kontrast til den harmoni, vi ønsker os.
Egentligt er det som er harmonisk for os allesammen, at alle andre gjorde præcis som os og var ligeså gode og oplyste mennesker som vi var. Åh alle de gange jeg har drømt om at blive udnævnt Præsident (diktator, hvem tror jeg, at jeg narrer) over hele verdenen! Det ville være vidunderligt fredfyldt, at kunne hjernevaske alle til at være præcis ligeså fantastiske pragteksemplarer af et menneske som jeg. Den hvideste hvide, den helligste hellige.
JEG er irriterende
Men inden jeg nåede at sætte planen om diktatur i værk, så opdagede jeg heldigvis noget andet. Jeg opdagede, at når jeg blev irriteret over andre, så var det fordi jeg var det! OH. MY. GOD! Så når jeg stod og så på en sok på gulvet (som selvfølgelig ikke var min), så blev jeg irriteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte at mine grænser ikke blev respekteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte, at mit ønske om et sokke-frit gulv blev gjort til grin.
Så hvad var næste skridt så? At hænge sedler op med et foto af en sok på et gulv og en stor rød streg over? Igen at prøve at opdrage på dem jeg boede med? Holde lange familiemøder om hvor sokker egentligt hører hjemme?
Næh, det næste jeg gjorde, det var at anerkende over for mig selv, at jeg blev irriteret. Så jeg sagde til mig selv: Nå nu bliver du ked af det igen, fordi du tager det personligt, at der ligger en sok der. Jeg er sikker på, at den sok ikke er blevet lagt der for at trodse dig. Dem du bor med de gør det bedste de kan, ligesom du selv gør det. Så jeg giver mig selv lov til at føle irritationen. Jeg skammer den ikke ud. Men jeg giver heller ikke udtryk for den.
Irritation fødes af at overskride egne grænser
Det næste jeg så gør, det er at jeg undersøger i mig selv, hvorfor jeg kan reagere med irritation over noget så ligegyldigt som en sok på gulvet. Og det som jeg igen og igen opdager, det er at jeg bliver irriteret på andre, når jeg har overskredet mine egne grænser.
Jeg overskrider mine egne grænser ved at gå og samle sokker op, når jeg er træt og istedet skulle ligge mig på sofaen og nusse min kat. For sjovt nok, så bliver jeg aldrig irriteret over sokker på gulvet, når jeg er ikke er i søvnunderskud. Når jeg føler, at jeg har et dejligt og meningsfuldt liv, så kan der ligge nok så mange stykker efterladt tøj rundt omkring og jeg samler dem smilende op og er ligeglad med, hvem de tilhører og om det er min opgave at samle dem op.
Jeg overskrider mine grænser og reagerer med irritation, når jeg deltager i samtaler, jeg ikke har lyst til at være i (istedet for at gå fra dem). Jeg overskrider mine grænser ved at at skynde mig i trafikken (istedet for at tage den med ro, for det er det jeg virkelig har brug for) og jeg synes alle andre kører som idioter. Jeg overskrider mine grænser når jeg gør alle de ting, som kører som et mærkelig mor-kvinde-hustru automatgear i mig. Når jeg liiiige tager opvasken. Når jeg liiiige ordner vasketøjet. Når jeg liiiige støvsuger (istedet for at slappe af, eller gøre noget, der nærer mig).
Det er ikke fordi det ikke må være okay, at ønske at man bor pænt og rent. Men hvis jeg mærker efter, når jeg bliver irriteret og giver mig den time-out jeg i virkeligheden efterspørger i mig selv, så sker der som regel det, at den sok er blevet samlet op af en anden. Eller også så betyder den pludselig ikke så meget, eller jeg kan på en let og humoristisk måde sige til dem jeg bor med, at vi har en epidemi af single sokker på gulvet i huset.
Som regel når jeg får sagt det med sokkerne på en fin måde, så får jeg også på en fin måde fortalt, at andre egentligt også rydder op efter mig. Fjerner mine lange hår fra håndvasken og senere afløbet eksempelvis. At andre tager mine utallige teglas med sig ud til håndvasken og vasker dem af er også klassisk. Eller at bilen lige er blevet støvsuget (af en anden end mig vel at mærke).
Tag ansvar for din irritation
Når jeg har overskud og ikke er irriteret, så hører jeg den slags udsagn som kærlighed og en vidunderlig påmindelse om, at jeg utrolig nok ikke er perfekt selv! Og her gik jeg ellers og krævede det af resten af verden.
Jeg bliver taknemmelig for at have så søde mennesker i mit liv, som kan rumme mig og alle mine særheder og mystiske vaner, og jeg ser min egen sok-opsamling som det samme. Udtryk for kærlighed til den der har efterladt den, kærlighed til mit hjem og kærlighed til mig selv fordi den sok har potentialet til at vise mig præcis, hvor meget eller lidt ro og hvile jeg har brug for i den situation.
At tage ansvar for min irritation i stedet for at være et offer for den, føles så kraftfuldt og befriende. Det er venligt og kærligt overfor mig selv og pudsigt nok holder jeg op med at gå og blive så irriteret, når jeg anerkender mine egne følelser før jeg begynder at gå og kræve at andre skal gøre det …
