Kære Anja.
I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.
Kærlig hilsen,
Vibeke
Kære Vibeke.
Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.
Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.
‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.
Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …
Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.
Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.
Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.
Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud.
Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt.
Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.
Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.
Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!
Mange kærlige hilsner,
Anja
Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.
