Hej Anja.
Jeg har et stykke tid tænkt over noget som jeg nu fik lyst til at spørge dig om.
Jeg hørte på et tidspunkt en fortælle, hvordan man vil opleve selve den fysiske/endelige manifestation som et antiklimaks, fordi man allerede har haft glæden og begejstringen over det manifesterede i det øjeblik, man manifesterede det. Det gav helt vildt god mening for mig, og pludselig forstod jeg det med min krop også.
Jeg har denne tilstand i forhold til parforhold lige nu. Jeg har en indre viden om og mange billeder af, at mit forhold til min kæreste er helt fantastisk for os begge. Det der så sker på nærmest daglig basis er, at jeg glemmer, at vi ikke helt er der endnu (for det er vi jo faktisk i min verden, men det har ikke fysisk manifesteret sig endnu).
Så jeg løber ret tit ind i forundringen over, at der stadig er en hel masse, der ikke stemmer overens med mit indre billede, som føles helt sandt. Vi har inden for de seneste 3 måneder været tæt på at gå fra hinanden, så måske er det også fair nok, at der går lidt tid – men på den anden side, hvis jeg tillader det at være sandheden, så er det jo bare det, jeg manifesterer. Jeg bruger min daglige overraskelse til at rette ind efter og bringe det op, der endnu ikke er kærligt. Så måske er det bare det, der skal være. Men mit spørgsmål er nok, hvordan oplever du tiden mellem manifestering på indre og ydre plan?
De bedste hilsner
A.
Kære A.
Mange tak for din mail. Jeg er meget glad for, at du skrev, og at du har tillid til, at jeg kan svare dig.
Personligt har jeg aldrig oplevet at ønske noget, som føltes som et antiklimaks, når det blev manifesteret. Det jeg tænker om det er, at hvis det har været tilfældet, så lyder det som om personen ikke har været tilstede i sit liv og i nuet samtidig. Hvilket man sagtens kan, selvom man sender ønsker ud for ‘fremtiden’.
Jeg kan måske genkende følelsen lidt fra, da jeg var ung og dagdrømte meget. Jeg var helt viklet ind i min hjerne i alle mulige fantasier og drømme, og der havde jeg det faktisk sådan, at når jeg så fik opfyldt det jeg rent faktisk havde gået og drømt om, så var det sådan lidt øv. For jeg havde nemlig allerede levet det hele i mit hoved, og intet kunne nogensinde leve op til mine fantasier alligevel.
Men jeg oplever, at det er meget anderledes at ville manifestere noget, det er meget anderledes fra dagdrømme. Når jeg vil manifestere noget, så er det et rituelt og spirituelt arbejde, jeg laver. Jeg sætter mig ned med en intention og laver en øvelse, som f.eks. den man får når man tilmelder sig mit nyhedsbrev. Jeg er opmærksom på min energi, jeg bringer mig selv i ro. Jeg retter min fulde opmærksomhed mod det jeg ønsker mig, mit fulde nærvær og kærlighed og så giver jeg slip på ønsket igen og vender tilbage til mit nu og mit liv. Når det jeg så har ønsket at manifestere i mit liv bliver jordfæstnet her i det fysiske, så oplever jeg aldrig et antiklimaks.
Jeg oplever kun glæde og taknemmelighed. Men på det tidspunkt har jeg også forlængst givet slip på ønsket igen. Ikke at jeg ikke tænker på det, eller lige sætter mig ned i ro og giver det lidt koncentration og energi af den vej, men jeg har ikke noget hængt op på det i forhold til mit ego. Hold on tightly, let go lightly.
Men måske har jeg ikke forstået dit spørgsmål A? Jeg vil meget gerne høre en uddybning, hvis jeg har misforstået dig eller bare fordi jeg aldrig selv har følt det sådan. Det er meget spændende, og jeg er meget interesseret i at høre, hvilke oplevelser andre har i forhold til det at manifeste.
Tiden mellem manifestationen på det indre og det ydre plan oplever jeg ikke som problematisk. Det kan jeg kun gøre, hvis mit ego har en andel i det jeg vil manifestere. Men jeg må hele tiden rette ind efter virkeligheden. Det kan ikke nytte noget, at jeg ønsker, at min kæreste skal være anderledes end han er. Eller at jeg kan se det store potentiale han har eller vi i fællesskab kunne have, hvis det ikke er hans virkelighed. For vi har alle potentialet, lige her og lige nu, til at være helt vidunderlige, lysende, fantastiske mennesker. Men vi vælger hele tiden. Mellem egoet og mellem vores indre guide, ånden. Hvordan dem omkring os vælger er deres sag og deres rejse.
Vi kan ønske for dem, at de måske ‘vågner op’ til en anden sandhed end den de tror på, men i virkeligheden er det ikke noget, der kommer os ved. Det er vigtigt, at vi har respekt for andres rejse og udvikling. På den måde ærer vi også vores egen rejse og udvikling, og vi kan nemmere slippe de ting, eller mennesker, som måske står i vejen for, at vi kan bevæge os åndeligt.
Det kan ikke nytte noget, at jeg sidder her i min skov på Djursland og ønsker at manifestere, at jeg bor på en strand på Bali. Eller jo det må jeg gerne, men virkeligheden er lige nu, at det gør jeg ikke. Jeg bor her. Hvis jeg tillader mit ego at have en mening om, at det er forkert, at jeg (endnu) ikke bor på Bali, så skubber jeg for det første mit ønske længere væk, fordi jeg opretholder en negativ energi omkring det. Men for det andet, så går jeg også glip af den vidunderlige rejse, der er mellem nu og ‘fremtiden’. Antiklimakset kan på den måde opnåes, fordi jeg ikke har nydt rejsen. Fordi jeg ikke har jublet over alle de skridt, jeg skulle tage for at nå til Bali. Fordi mit fokus kun har været på ‘målet’, altså Bali, i det her tilfælde.
Ha’ en rigtig dejlig dag.
Mange kærlige hilsner og alt godt på din vej.
Anja
Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.
