Kære Anja.
Jeg er de sidste år igen og igen blevet udfordret på mit behov for tætheden i parforholdet. Jeg ville så gerne være kvinden, som kunne slippe min kæreste fri. Også selvom det måske betød, at han i perioder blev tiltrukket af andre. Men det slider i mig. Jalousien æder mig op, og jeg ønsker at være hans eneste ene. Jeg tænker på om det i virkeligheden er mit ego, som vil eje og have ham for mig selv? For virkelig at elske er vel at kunne slippe den anden fri?
Kh M
Kære M
Mange tak for din mail. Det er et meget spændende tema, du bringer op. I mange år troede jeg, at jalousi var en meget dårlig følelse. Den føles jo netop total ulidelig at være i. Den kan virkelig føles som om, den river en helt i stykker. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg faktisk skulle lytte på den følelse i mig. At den havde noget at fortælle mig. Den gik jo ligesom ikke væk, selvom jeg fortalte mig selv, at jeg ikke ‘burde’ have den i mig.
Det jeg opdagede var, at min jalousi talte sandt. Altså, at den faktisk også er forbundet med min intuition. Ligesom alle de andre følelser i mig også er det. Jalousien fortalte mig, at her var der rent faktisk noget ‘uldent’ på spil. Noget der blev gemt for mig, noget jeg ikke ville bryde mig om.
Det giver ikke nogen mening for mig at ønske, at jeg skal være bedre end jeg er. Det giver ingen mening at ønske, at jeg skulle være mere selvudviklet, mere spirituel end jeg er. Det eneste jeg får ud af det er, at jeg skælder mig selv ud. Jeg bliver ikke et ‘bedre’ menneske af den grund, tværtimod faktisk. Så derfor tager jeg alle følelser alvorligt i mig. De er alle sammen en indgang til at lære mig selv bedre at kende.
I dit tilfælde vil jeg mærke efter og spørge mig selv: Gør det mig glad at dele min mand med andre? Det er så simpelt som det. Gør det dig glad? Hvis du kan svare helt ærligt JA, og det er der jo nogen som kan, så er alt godt. Men hvis du ikke kan det, så ville jeg sørge for at passe på mig selv. Tænk på hvis vi satte børn i situationer, hvor de led, og så bad vi dem bare om at tage sig sammen og være mere spirituelle end de er. Det ville vi aldrig gøre. Vi ville passe på dem og beskytte dem fra det, der gør dem ondt. Det er lige meget om vores forventning til dem er anderledes, om vi synes de ‘burde’ kunne klare mere end de kan. Børn ser vi der, hvor de er og gør vores bedste for at respektere det stadie af deres udvikling.
Jeg sørger hele tiden for at tænke på mig selv som et barn, for det er det vi stadig er inderst inde. Når først vi virkelig erkender det, så kan vi gå i gang med at heale det, der ligger til grund for følelserne, der kan skabe uro. Men først skal de accepteres og erkendes, der er ingen vej udenom.
Det kan godt ske at en del af mig synes jeg burde kunne klare alt muligt umuligt. At det skulle jeg være udviklet og voksen nok til. Men hvis mine følelser fortæller mig noget andet, så er det jo lige meget. Det er jo mig, der skal leve med mig og med de følelser, der dukker op. Det kan være rigtig svært at arbejde med jalousi, når den er der, fordi den er så overvældende en følelse. Men hvis du kan træde et skridt tilbage fra situationen, så kan du måske lettere mærke, at jalousi også bare er dig selv, der fortæller dig at dine grænser er blevet overskredet. Vi må gerne have grænser. Og vi må have ligeså mange af dem som vi vil. I lige så lang tid de giver mening for os. Der er intet galt med grænser. Der er intet galt med sunde reaktioner. Der er intet galt med at være bange for at miste. Det åbner blot døren til mere selvkærlighed og endnu mere selvforståelse.
Jeg håber mit svar var brugbart for dig. Du er meget velkommen til at skrive tilbage, hvis der er noget du kunne tænke dig at få uddybet.
Mange kærlige hilsner,
Anja
Kender du til jalousien (og skammen) i forhold til en ny kærestes børn? Så har jeg tidligere besvaret et spørgsmål i brevkassen omkring den problemstilling. Find det her. Du kan også stille dit eget spørgsmål om jalousi eller andet du mangler svar på.
