HÅBET ER LYSEGRØNT

Håb for en ny verden

Forleden aften sad David og jeg og så en David Icke dokumentar. Vi har købt billetter til hans show i København til oktober 2020. Så vi er stille og roligt i gang med at varme op til en aften med, hvad vi forestiller os er fyldt med hæsblæsende og mindblowing informationer.

I slutningen af dokumentaren taler David Icke om den nye verden, der er mulig. En verden, der kan se helt anderledes ud, end den vi ellers er programmeret til at tro er realistisk. En verden, hvor vi kan leve i fred og fordragelighed med hinanden. En harmonisk og bæredygtig verden.

Da jeg så den slutning på dokumentaren, gik det op for mig, at den version, tror jeg ikke på. Jeg tror egentligt ikke på, at verden kan forandres, og det er jo i virkeligheden et stort problem.

Håbet der forsvandt

Jeg er jo en af dem, som virkelig hujer og hepper på forandringer. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at mennesket vågner op og indser, at her er kun os. Og at det er os, der har magten. Ingen andre. I det øjeblik mennesket vågner op til den virkelighed, at ingen kan bestemme over os, hvis vi ikke vil have det. Ingen kan lave love, vi ikke kan stå indefor. Ingen kan gå i krig for vores penge og i vores navn, uden vores samtykke. Vi bestemmer fuldstændigt suverænt. Vi er bare blevet programmeret og indoktrineret til at tro, at vi skal give vores autoritet fra os og lægge den i hænderne på nogen uden for os.

Det demokrati vi bor i, har vi groft sagt ikke længere den store indflydelse på. Regeringen er blevet en forretning og alt kan købes og sælges for penge. Vi har reelt ingen indflydelse på, hvordan vores penge skal bruges. Og dem, der forvalter dem for os, virker sjældent som om de har borgernes interesser for øje.

Det gjorde mig ret perpleks. Jeg som virkelig håber på en ny verden, hvor det er os, folket, der bestemmer hvordan vi skal fungere i samspil på denne jord, jeg kan ikke engang se den fremtid for mig.

Fremtiden version 1

Det gik op for mig, at indeni mig eksisterer fremtiden i to former:

Den ene fremtid er den virkelighed, vi er i nu. Hvor vi kun har én mulighed, og det er at gå linen ud i forhold til hvor meget kontrol, overvågning og hvor mange løgne vi vil tolere. En virkelighed hvor kapitalismen er den eneste tilstedeværende mulighed for, hvordan samfund bygges. Kapitalismen, har som vi ser lige nu, bare ikke en stop-knap. Der er sjælendt nogen, der tænker, at nu har de tjent penge nok. Produceret nok. Solgt nok. Kapitalismens grundkerne består af fremdrift og som vi også kan se rundt omkring på planeten, så er det fremdrift for stort set enhver pris. I lang tid har den pris ‘kun’ skulle betales af planeten, af dyrene, af mennesker, der bor under mindre materialistiske (og ‘heldige’) forhold end vi gør det. Det har været nemt nok at ignorere den pris, så længe flæskestegen er ekstra lang med nye, genmodificerede ribben, rødvinen kommer i karton og bland-selv-slikket er langt billigere at købe end frugt.

Men den skade kapitalismen gør overalt på jorden, i høj grad for vores skyld, den skade er begyndt at indhente os. Det er ikke længere muligt at lukke øjnene for de ændringer, der sker på jorden. Uanset om man så tror på klimaforandringerne eller ej, så har kapitalismen mange grimme ansigter, og vi begynder at kunne se dem tydeligere og tydeligere.

Så den ene version jeg kan se af fremtiden, er en verden hvor vi buldrer derud af, i samme fart som nu og måske/måske ikke lykkedes det os at overleve. Men ikke fordi vi bliver mere bæredygtige, men fordi videnskaben har fundet en måde, vi kan være tilstede på en ødelagt jord.

Fremtiden version 2

Den anden version jeg har i mig af en mulig fremtid er et Mad Max-agtigt scenarie, hvor der hersker kaos og anarki på en gold og ødelagt jord. Den dystopiske version af verden er som regel altid et resultat af at mennesket på en eller anden måde har lavet oprør mod det system, der herskede på jorden og resultatet er altid alt-ødelæggende. Dystopia-genren trives i bedste velgående, og vi ser den konstant i film, bøger og på tv. Den trives også i bedste velgående i form af alle de zombiefilm og -serier, der kommer ud.

Jeg føler altså, at jeg har to valg. Jeg har valget at gå af zombie- og dystopiavejen eller jeg kan vælge at fortsætte med at tro på, at jeg har indflydelse i samfundet vi er i nu. At kapitalismen kan ændre kurs og redde os på mirakuløs vis.

Når jeg har de to valg i mig, så er det klart, at jeg helst vil have det kapitalistiske samfund, vi er i nu. Det kender jeg trods alt, og hvor meget værre kan det lige blive?

Se det synes jeg er dybt problematisk. At den verden vi er i nu som jeg ser kun bliver mere og mere skrøbelig, og der derfor bliver indført mere og mere kontrol med mennesket, er den mulighed jeg kun kan se for fremtiden. Det er jo mig selv, der skaber min fremtid. Det er dig, der skaber din og det er os, der skaber vores.

Håb for en ny verden. Den findes bedst i naturen. Her står jeg udenfor med en lys blå himmel med tætte skyer som backdrop.

Drømmen om håb

Vi skal til at drømme en anden drøm som shamanerne fra Sydamerika siger. Alt hvad vi ser her er alligevel en projektion fra vores indre, så vi vælger helt selv, hvordan vi vil se på verden, vi er i. Det betyder jo altså, at vi kan begynde at fokusere på alt det gode, og det smukke der sker her. Vi kan fokusere på alle de mennesker som rent faktisk gør en forandring (men som pudsigt nok sjældent får taletid i medierne).

Det vi sender ud, det sender vi ikke ud i ingenting. Alle vores handlinger, alle vores tanker, alle vores følelser, bliver fanget i det morfiske felt omkring os. Det vil sige, at det vi tror om fremtiden, det bliver sandt hvis vi er mange nok, der tror det. Vi kan begynde at tale om alt det gode. Alt det, der giver håb. Vi kan give det kraft ved at anerkende, at så mange mennesker rent faktisk arbejder hårdt for at skabe en bedre verden. Det kan være svært at se, for alt hvad vi hører igennem medierne er det modsatte.

Men det sker. Der er bare ikke meget salg i positive historier. Positive historier fra verden omkring os gør det også sværere at sælge mere kontrol og indskærpninger til borgerne. Hvis der ikke er noget at være bange for, så er det sværere at argumentere for krige, for overvågning og for at ‘staten ved bedst’.

Vi kan forestille os en anden fremtid og så på den måde gøre den mulig. Vi skaber selv vores virkelighed, så vi kan også bare forestille os en anden fremtid. 

Det næste stykke tid vil jeg poste ting der giver HÅB. Ting der kan være med til at ændre vores (og mit eget) fokus fra kapitalisme- og dystopiaversionen til en kærlig, bæredygtig version, hvor mennesket lever i fred og harmoni med hinanden. Jeg håber, at du vil være med til at bidrage til en anden fremtid ved at begynde turde håbe mere sammen med mig.

2 Comments

  1. Thomas Jespersen
    5. april 2020 / 20:46

    Kender du Charles Eisenstein. Han har skrevet en del om den verden han håber på. Her er en mini-dokumentar:

    https://campfire-stories.org/an-unlearning/

    Det er fra et besøg han havde i Sverige. Jeg ved faktisk ikke om han kommer til Danmark af og til.

    • Anja Dalby
      Forfatter
      7. april 2020 / 10:49

      Hej Thomas

      Mange tak for din kommentar. Ja jeg kender godt Charles Eisenstein, jeg synes han er helt fantastisk. Jeg har også lige delt hans nye artikel, ‘The Coronation’ (https://charleseisenstein.org/essays/the-coronation/) på Facebook, den kan virkelig også anbefales at læse i disse tider.

      Tusind tak for linket! Den film kender jeg ikke, den vil jeg se i aften. Mange tak! Al inspiration til en ny verden er meget velkomment lige nu :) Jeg holder jævnligt øje med hvor i verden han laver events, jeg håber snart han kommer til Europa igen, det ville være fantastisk at opleve ham live.

      Ha det rigtig godt og alt det bedste

      Kærlig hilsen

      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.