Retten til et bekvemt liv
For ikke så længe siden havde jeg en virkelig hård ayahuascarejse. Rejsen efterlod mig ikke med kraft og ny energi som jeg normalt oplever en ayahuascarejse giver mig. Jeg forlod ceremonien fyldt med tunge og mørke tanker. Om hvad der dog skal blive af mennesket, og hvad der er meningen med det hele.
Jeg skrev til en ven efterfølgende. For at få et godt råd til, hvordan jeg kunne håndtere de informationer, jeg havde fået adgang til. Han sagde til mig, at vi skal huske, at ingen af os er blevet lovet et bekvemt liv her.
Et bekvemt liv. Uh, det kunne jeg mærke gjorde noget i mig. For det synes jeg jo virkelig, at jeg skal have. Tingene skal være i flow. Der skal være en positiv fremgang. Ikke bare for mig, men for hele verden. Og nu i disse coronatider kan det nemt komme til at se ud som om, vi ikke ligefrem som menneskehed er i en positiv udvikling. Uanset hvad vi tror der ligger bag denne virus, så ser det for mig hverken ud som om den gør noget godt for os. Ej heller ser det ud som om, den bringer det bedste frem i mennesker eller de regeringer der bestemmer.
Bevæger livet sig fremad?
Jeg har sådan en forkælet holdning i mig. En holdning der siger, at det her, er de mest særlige tider på jorden. At vi selvfølgelig dybest set bevæger os fremad mod samme mål. Frihed for alle levende væsner og respekt for jorden vi bebor. At tingene ikke kan gå tilbage igen. At vi lærer af fortidens ‘fejl’. Altså at vi bevæger os fremad med en positiv fremdrift.
Men hvad nu hvis det ikke er sådan. Jeg er sikker på, at de mennesker der oplevede den spanske syge i starten af sidste århundrede heller ikke følte at det var retfærdigt. Eller dem der var ofre for 1. og 2. Verdenskrig. Jeg er sikker på, at de millioner af mennesker, der døde i nazisternes gaskamre for mindre end 100 år siden, heller ikke følte håb og at menneskeheden tog gode, stærke skridt fremad.
Jeg har altså en ide i mig, som er virkelig interessant at undersøge. Hvordan kan det være, at jeg tror at livet skal være bekvemt? Hvordan kan det være, at jeg tror at livet skal være uden smerte? Personligt har jeg jo oplevet rigeligt med smerte. Indtil nu har jeg bare været sådan ret forskånet for landesmerte her i Danmark. Det har aldrig været svært at se ud over landegrænserne, og se hvordan verden mange steder brænder og ryster af afmagt og frustration over tingenes tilstand. Men intet har rigtig rystet mig, som den her krise har gjort det. Pludselig kan dem jeg kender og elsker dø af en virus. Pludselig har vi som mennesker fået frataget helt basale rettigheder, her i mit eget lille, usårlige Danmark.
Stærk af modstand (også dig verden)
At tro på at livet skal være bekvemt, både på de indre og ydre planer, kan naturligvis kun komme fra egoet, og det er en ide som kun kan skabe disharmoni og yderligere smerte. Jeg troede bare, at vi var blevet klogere som mennesker. Hvilket også er ret dumt at tro. For det betyder også, at jeg tror, at jeg aldrig selv kommer til at lave flere ‘fejl’. At jeg aldrig kommer til at gentage tidligere brølere. Men det gør jeg. Det kan jeg jo se. Gang på gang repeterer jeg tidligere tiders besynderlige væremåder og reaktioner. Lige indtil jeg har fået healet smerten, der lå til grund for reaktionen og den endelig giver slip på mig (eller omvendt).
Når jeg piver og går i totalt pyller-mode over, at verden ser ud som den gør, så kan jeg passende se indad. Hvorfor skulle verden uden for mig agere anderledes end jeg selv gør? Vi gentager et uhensigtsmæssigt mønster, indtil vi er klar til at slippe det. Jeg må altid starte med mig selv. Jeg er aldrig blevet lovet et bekvemt liv. Det er mit egos arrogance, der tror at lige de her tider, hvor JEG lever, der vil det være anderledes. Her vil vi gå fremad i fælles takt mod en ny verden med frihed og kærlighed til alle. Lige nu ser det ikke sådan ud. Det betyder ikke, at jeg ikke tror at det gode i sidste ende vil ‘vinde’. For det tror jeg med 100% sikkerhed. Jeg troede bare, at vi var tættere på end det ser ud til, at vi er nu, og det kan åbenbart skabe en masse klynkeri i mig, når jeg ser det modsatte i verden.
Fra mig selv ved jeg også, at når jeg har stået igennem noget svært, så vil jeg også altid komme styrket ud på den anden side. Men det er altid et valg, jeg bevidst træffer. Vil jeg lade det, der sker styrke mig eller knække mig? Jeg tror så meget på det gode i mennesket. Jeg er sikker på, at det vil sejre. Jeg er sikker på, at ligesom jeg selv bliver stærk af modstand, at det vil hele verden også blive. Hvordan det kommer til at spænde af er mere spændende nu end nogensinde før. Eller det tror jeg da. For det har også været spændende efter verdenskrigene. Eller efter store pandemier tidligere.
Jeg rejser mig for fællesskabet
Denne tid er ikke anderledes, det er blot min forvænte holdning at denne tid er særlig. Fordi den er MIN tid. Men alle andres tider har også været DERES tider, og de må have haft samme håb til verden på de tidspunkter. Det hjælper mig at huske på alle dem der kom før mig. Alle dem der vil komme efter mig. Det tager det personlige ud af mit liv. Mit liv er ikke mit. Mit liv kan bruges til at træffe to valg. Vil jeg arbejde for at styrke det gode? Også selvom det kan se ud som om det er noget af en Sisyfos-bevægelse. Eller vil jeg gå i ego-jammer og give op og lade det ‘dårlige’ vinde? Det er mit helt eget valg. Det var også valget dem der kom før mig måtte træffe, og alle dem der kommer efter. Jo flere vi er, der tør tage det personlige ud af livet og se det for hvad det er: En temmelig ubekvem rejse. Jo mere kan vi også stå ansigt til ansigt med det, der sker og stå ved, at vi vil det gode.
Troen på bekvemmelighed spænder ben for min kraft. Så skal jeg først håndtere mine egne følelser af uretfærdighed og håbløshed. Inden jeg kan gøre noget godt for os alle og for jorden. Det er meget nemmere bare at acceptere, at ingen har lovet os, at det her ville blive nemt. Ingen har lovet os liv uden sygdom, skilsmisser, hjertekvaler, død og tab. Uden krig, uden virusser, uden diktaturstater. Men ligesom jeg selv rejser mig gang på gang i mit eget liv, sådan kan jeg også rejse mig for vores fælles liv. Smøge ærmerne op og se på hvad jeg rent faktisk kan gøre selv. I stedet for at vente på at livet af sig selv leverer det jeg forventer, det skal give mig og alle andre her på jorden.
