2010

Håbløshedens årstal

Som jeg beskriver i dette indlæg, så har jeg de sidste mange år lavet en slags opsummering over året, der er gået ved årsskiftet. Det betyder, at jeg har en bog med beskrivelser af, hvad jeg har gået igennem på godt og ondt i det forgange år, og også hvad jeg ønsker mig mere af i det nye år.

Da jeg sad og skulle skrive i min bog her ved årsskiftet 2018/19, læste jeg tilbage til flere af de forgange år.

I 2010 havde jeg skrevet sådan her:

  • Min krop gør ondt. Jeg har ondt i mine led, og jeg har svært ved at gå om morgenen.
  • Mine ben hæver og smerter pga. lymfødem.
  • Min økonomi er mildest talt katastrofal. Jeg skylder 700.000 kr. i mit firma til banken. Jeg har regninger til diverse kreditorer for 150.000 kr., og jeg har adskillige inkassosager på nakken.
  • Jeg skylder 650.000 kr. med min mand på den grund, vi har købt. Vi har ikke penge til at bygge hus for, og vi bor i skurvogne med vores søn.

Lige præcis de her ord læste jeg i min status for, hvordan mit liv var ved årsskiftet i 2010. Det var noget rigtig lort. Jeg havde konstant ondt i maven og sov næsten ikke om natten. Jeg turde ikke tage min telefon pga. de vrede kreditorer, der ringede hele tiden. Jeg var bange og ked af det.

Alle veje endte i dybe, sorte huller

I 2010 havde jeg lukket min fysiske butik, som jeg havde haft i Jægergårdsgade i Aarhus. Jeg solgte økologisk tøj og var rigtig glad for det. Men så kom der finanskrise, og fra den ene dag til den anden stoppede alle med at købe nyt. Hvilket var klogt nok. Det var bare skidetræls for en lille butiksejer. Min gæld var alt for stor til, at jeg bare kunne lukke. Jeg havde jo planer om at betale den tilbage med de næste mange års salg i butikken. Men det skete bare ikke. Der var pludselig intet salg, som i intet overhovedet.

Så jeg måtte lukke min fysiske butik og kunne også sige farvel til 200.000 kr. i nøglepenge, for der var ingen til at overtage butikken efter mig. Jeg beholdt min netbutik til 2011.

I 2004 var jeg blevet opereret for kræft og havde fået fjernet alle mine lymfer i begge lysker. Det gav en del komplikationer i min krop, og især mine ben led meget under det. Nogle dage kunne jeg slet ikke gå. Nogle dage var det flere dage i træk. Jeg havde mange smerter og græd meget. Jeg blev stresset af det og havde svært ved at overskue ret meget af gangen. At have en butik at lukke, gæld oven i og smerter i kroppen var faktisk for meget af det gode.

Men det var ikke nok. Min daværende mand og jeg var flyttet i økosamfund nord for Aarhus. Vi havde købt en grund, men pga. den gæld, jeg havde med fra min butik, så kunne vi ikke låne penge til at bygge. Så vi boede i 2 skurvogne, og det var ikke særlig sjovt. Det var ikke romantisk eller hyggeligt. Det var koldt, og vi havde kun en brændeovn til at varme de tynde paphuse op med. Vandrørene frøs om vinteren, så der kunne ikke komme vand ind i huset eller ud af det. Farvel toilet …

Det var en virkelig hård tid. Oven i det så mistrives min søn i sin skole og min mand og jeg havde det svært som par.

Jeg kan sagtens huske, hvor trist jeg var. Hvor svært og sort det hele føltes. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kunne se mig ud af det. Det var totalt uoverskueligt det hele.

Anja Dalby Gæld

Håbets år

Da jeg skrev i min bog ved årsskiftet her i 2018, så kunne jeg notere mig at jeg nu:

  • Næsten er gældsfri. Det er helt fantastisk. Jeg var heldig at få en gældssanering for et par år siden på min gæld fra butikken, så nu mangler jeg ikke at betale så meget tilbage.
  • Jeg har aldrig ondt i min krop mere og næsten ikke i mine ben. Jeg er blevet rigtig god til at leve på en måde, hvor jeg passer bedst muligt på mig selv. Og jeg kender min krop (og mit sind) så godt nu, at jeg ved, hvorfor jeg får smerter igen, når det en sjælden gang imellem sker. Lymfødem er ikke noget man egentligt kan heldbredes for. Da det ligesom er en ‘mekanisk’ skade, hvis man kan sige det efter operationer. Ikke desto mindre er det slet ikke noget, der påvirker mig i samme invaliderende grad længere.
  • I 2013 blev jeg skilt fra min daværende mand. Jeg flyttede og min mand solgte efterfølgende vores byggeprojekt. Jeg mødte David som jeg er gift med nu kort tid efter, og vi flyttede sammen.

Det er vildt for mig at læse de meget opgivende ord som jeg skrev til mig selv i 2010, og så se på hvor jeg er i mit liv nu. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så glad! Jeg er total vild med min mand, med det sted vi bor, med det arbejde jeg har skabt her i mit firma, med mine studier, og ikke mindst, så har min søn som i mellemtiden er blevet 19 år, det rigtig godt. Han stortrives og er 19 år på den helt rigtige måde for ham.

Jeg er lykkelig nu. Det kan jeg uden tøven sige. For 8 år siden var jeg ikke, det er vidunderligt og jeg bliver så bevæget over den måde som tingene kan ændre sig hele livet igennem.

UDESIDNING DEL 1: DET KRÆVER MOD AT MØDE SIG SELV

Min allerførste udesidning

Da jeg kørte hjem om morgenen fra den første udesidning, jeg lavede i 2010, så var jeg glad og lettet. Jeg gjorde det! Jeg havde overlevet at sidde alene ude i skoven fra solnedgang til solopgang, også selvom jeg synes jeg havde hørt både voldtægtsforbrydere og øksemordere luske rundt i skoven samme nat som jeg sad der. Men den tanke, der fyldte mest i mig var:

Nu behøver jeg ALDRIG gøre det igen!

Det var mit held, at jeg som et led i min træning i clairvoyance skulle sidde ude i skoven en hel nat alene. Uden anden forberedelse end disse ord fra min lærer:

Det du vil møde er din største frygt.

Angsten

Æh okay … Fedt nok at vide det i øvrigt. For jeg synes sådan set, at jeg var ret fyldt med frygt og på det tidspunkt havde jeg også næsten ugentligt et angstanfald.

Så jeg forestillede mig på forhånd, at jeg ville sidde en hel nat i mørket og skælve og ryste, kun afløst af lidt hysterisk gråd i ny og næ. Krydret med hjertebanken, generel panik i kroppen og så selvfølgelig galoperende angst.

Hvis det ikke var fordi jeg SKULLE lave en udesidning, så er det ikke sikkert jeg nogensinde havde gjort det. For jeg var SÅ bange for at sidde i skoven om natten. Med mig fra min barndom har jeg en meget sær frygt for varulve. Jeg havde ikke tænkt på varulve i mange år på det tidspunkt, men de kom sjovt nok også op i mine tanker, når jeg tænkte på udesidninger.

Jeg var fyldt med både rationel (altså hvad pokker stiller jeg rent faktisk op, hvis jeg virkelig gakker helt ud og render alene rundt i skoven med flintrende angst hele natten) og så alt den irrationelle frygt (varulve, voldtægtsforbrydere, øksemænd, bider kronhjorte egentligt mennesker?, hvad med grævling, ræv og ugler der tuder?).

Mød dig selv i skoven

Min lettelse over at have overlevet min første udesidning i skoven var enorm. Og jeg var sikker på, at det ikke bare var min første, det var helt bestemt også min sidste udesidning, nogensinde. For selvom det havde været helt fantastisk på så mange måder, så havde jeg set det som en slags manddomsprøve og altså også et led i min uddannelse jeg skulle gå igennem. Og så var det det!

Så I skal vide, alle jer, der skriver og spørger mig til udesidningerne, at jeg virkelig godt forstår al den bekymring og frygt I fortæller om. For modsat mig og min første nat i skoven, så er der ingen der tvinger jer. Det er af helt egen fri vilje, at I skal vælge og prioritere, at det her vil I gøre. I skal alene overvinde jeres frygt for det. I skal selv tage jer sammen og mødes med mig i skoven. Der står ingen lærer, som stopper jeres uddannelse, hvis I ikke laver en udesidning. Der er ingen I skal bevise noget over for, så hvorfor I alverden skulle I så vælge, at bruge en nat på noget så skørt som at sidde i skoven?

Det kræver mod at møde sig selv. Ligesom det kræver mod at møde sig selv i alle de andre situationer, vi dagligt står i. Udfordringer på arbejdet, børn, andre forældre, familier, institutioner, pædagoger, lærere, alt det vi hele tiden bliver konfronteret med, og hvor vi skal stå og være modige og turde være os selv. Hele tiden skal vi ud af vores komfortzone og gøre noget vi ikke tør, og der kan allerede være ret meget af det bare inden kl. 10 om morgenen.

Du går hjem fra skoven med flere gaver end du regner med

Efter min første udesidning og min stålsatte sikkerhed på, at det ville jeg så aldrig gøre igen, så kunne jeg mærke, at der var sket noget i mig. Jeg følte mig stærkere. Jeg var roligere, jeg var meget mere groundet. Der sker noget i os, når vi gør noget, overvinder noget i os selv. Vi bliver belønnet, over at være gået så meget ud af vores komfortzone.

Som om noget siger: Godt gået, her har du en håndfuld mod, noget mere styrke, en hel masse kraft, en spandfuld jordforbindelse og så skruer vi også lige op for din intuition siden du gad bruge en hel nat i skoven hos os.

Inden for shamanisme taler vi om at ånderne belønner os. De belønner når vi vil bruge vores tid med dem. Tid i naturen, tid i bøn, tid i stilhed, tid i faste, meditation, dans, sang, kreativ tid, det er alt sammen noget som jo er overflødigt. For vi kan godt leve uden. Vi lever bare ikke særligt godt, og det kan man jo tydeligt se i mange vestlige samfund i dag. Ånderne ved godt at det kræver noget af os at gå ud i skoven om natten. Men når vi helt bevidst ærer vores åndelige side på den måde, så bliver vi altså også gengældt.

Anja Dalby Udesidninger

Angsten for angsten kan spærre mange veje

Jeg havde det fantastisk efter udesidningen, i meget lang tid. Og så skete der det sjove, at jeg stille og roligt begyndte at få lyst, helt af mig selv, til at lave en til. Det er præcis det samme som når man af sig selv løber en tur, man kan ikke lade være, for det er faktisk vildt fedt. Også selvom man hylede og skreg over det i sig selv de første mange gange …

Siden dengang har jeg lavet mange udesidninger, og jeg skal stadig overvinde mig selv. Altså det er nemmere at gøre det nu, fordi jeg har erfaret, at mørket ikke gør mig noget, og at den skov jeg elsker og er tryg ved at gå i om dagen, er præcis den samme som om natten (der er bare ikke noget lys). Men jeg skal stadigvæk sætte en dato og holde mig selv oppe på at gøre det.

Heldigvis kender jeg til belønningen nu, jeg mærker den så tydeligt i mig. Så den gulerod trækker også i mig. Men det kræver mod. Hver eneste gang. Tør jeg mon møde mig selv igen? Og det gør jeg, blandt andet også fordi jeg har fundet ud af, at det slet ikke står så skidt til med mig. Jeg er slet ikke så bange som jeg troede jeg var. Det vil jeg vædde med, at du heller ikke er. Men angsten for angsten er faktisk den største hindring og det vil jeg meget gerne tale mere om, så det kommer i et nyt blogindlæg snarest…

HVAD 4 UGERS INFLUENZA LÆRTE MIG

Syg i går, rask i dag

Jeg er i skrivende stund godt i gang med min 4. uge med pandehulebetændelse koblet med influenza. Eller det vil sige, i går havde jeg det helt forfærdeligt, i dag er jeg stort set rask.

I går kunne jeg ikke se ud af øjnene for snot og hovedpine. Min næse løb konstant, og jeg havde vilde nyseanfald. I dag er der ikke skyggen af irritation i min næse, og jeg har på ingen måde ondt i hovedet, panden eller henover kinderne som jeg virkelig også havde i går.

Det der skete i går var, at jeg gik en tur. Jeg gik og tænkte på, hvorfor jeg mon var syg, nu på 4. uge, for det ligner mig altså ikke. Jeg går som regel fri fra hver eneste influenzaepidemi og der kan gå mange år, hvor jeg ikke fejler det mindste.

Anja Dalby Jonna Kat

Gevinsten ved at være syg

Når der er noget jeg ikke kan eller vil slippe i mig selv, så undersøger jeg altid, hvor gevinsten er for mig i det emne, det drejer sig om. Så hvad var gevinsten ved at være syg i så lang tid?

Lige der på min gåtur gik det op for mig, at der var rigeligt med gevinster for mig ved at være syg! Når jeg er syg, så har jeg f.eks. en ret lang line i forhold til, hvad der er okay for mig at spise. Pludselig bliver det helt legalt at spise pomfritter og Oreo’s til aftensmad. Noget jeg ellers holder mig ret langt fra normalt.

Når jeg er syg, så må jeg gerne tage den med ro. Jeg må gerne ligge på sofaen og læse i flere timer, og jeg må tage ubegrænsede mængder af lure.

Når jeg er syg, så stiller jeg meget få krav til mig selv. Jeg skruer ned for min arbejdsmængde, og nu hvor jeg også går i skole, så skruede jeg selvfølgelig også ned for mit engagement i lektierne og undervisningen.

Jeg har aflyst alle mine sociale aftaler. Jeg har ikke set en eneste ven eller veninde i den tid, jeg har været syg. Jeg har holdt mig hjemme. Jeg har hverken været i Aarhus for at spise en bolle eller drikke en kop te. Jeg har bare været her i skoven. Det har været nødvendigt, fordi jeg har haft det virkelig træls.

Så hvordan kan de her ting være gevinster for mig? Den ene mulighed er at se på de her ting som, at jeg er doven og gerne vil pjække fra alting. Jeg kan sagtens starte en tankerække, som handler om hvor svag jeg er. Den tankerække kan handle om, at jeg vidste, at jeg er særlig træls. Siden at jeg vil tillade mig selv at være syg så længe, at jeg nærmest vil dyrke det, for at undgå at leve op til mit ansvar på alle mulige punkter i mit liv.

Men det er ikke en særlig venlig måde at tænke på mig selv på. Så det jeg i stedet gjorde i går, var at jeg lagde nøje mærke til alle de her “gevinster”, jeg altså fik ved at være syg. Og så hørte jeg efter i mig selv, hvorfor det var at jeg følte, at jeg havde brug for en undskyldning for at tage den med ro.

Lyt!

Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning for nogle gange at spise mad, som ikke ligefrem er super nærende. Hvorfor jeg havde brug for en undskyldning til at måtte ligge og læse bøger, holde fri, arbejde mindre, tage lettere på min skole (hallo overachiever), have en masse tid uden at se andre mennesker end min tætteste familie.

Årsagen til det behov er jo let nok at finde. Det er selvfølgelig fordi jeg har haft brug for det. Der har nok været lidt for meget drøn på i mit liv, det sidste halve år. For mange aktiviteter, for lidt tid alene til introspektion.

Jeg har ignoreret, at jeg har savnet at tegne og fordybe mig i det. Jeg har ignoreret, at jeg har haft lyst til at skabe flere ritualer i min hverdag. Jeg har ignoreret, at jeg har lyst til at skabe nye, gode vaner for mig selv. For jeg har ikke følt, at jeg har haft tiden til at gøre det.

Nu hvor jeg opdagede, at det var derfor, jeg havde været syg så længe, så kan jeg i stedet for at købe en næsespray gå i gang med at se på, hvordan jeg kan skabe mere ro i mit liv til de andre ting som også er meget vigtige for mig. Det er ikke fordi jeg vil skabe mere travlhed, ved at fylde flere ting i mit liv. For alle de her ting er ting, der vil fungere som små pauser i min hverdag. Hvor jeg lige kan mærke mig selv igen og hurtigere opdage, hvis jeg har brug for en pause inden jeg får influenza igen.

I dag har jeg det helt forrygende. Som om jeg slet ikke har været syg. Jeg er klar i øjnene, i hovedet, alt snot er væk. Så nu vil jeg ligge mig på min sofa og se ind i brændeovnen, nusse min kat, følge med fuglene, der kommer og spiser i haven og se på skyernes bevægelse over himlen.

BREVKASSEN: AT ÅBNE SIG FOR ENSOMHEDEN I SPIRITUALITETEN

Kære Anja.

I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og  støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.

Kærlig hilsen,

Vibeke

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Vibeke.

Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.

Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.

‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.

Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …

Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.

Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.

Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.

Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud. 

Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt. 

Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.

Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.

Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!

Mange kærlige hilsner,
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

NÅR JEG BLIVER IRRITERET

Åh, alle de gange jeg har drømt om at blive diktator

Noget jeg altid har følt var meget skamfuldt at føle, var irritation. Irritation kunne komme ud af det blå, uden at jeg vidste eller forstod hvorfor. Jo mere jeg lærte om selvudvikling, jo mere blev jeg klar over, at irritation over andre, handlede om mig selv.

Det var ikke fordi den viden fik min irritation til at forsvinde. Jeg kunne stadigvæk godt blive irriteret over noget min søn eller min mand gjorde. Eller en bilist, som tillod sig at køre på sin egen måde i trafikken og ikke på min.

Ingen af os ønsker at blive irriterede på hinanden. Det er simpelthen den mest trælse følelse. Den er så ukonstruktiv, og det som har udløst irritationen er sjældent noget man egentligt kan italesætte. Eller jo, man kan godt prøve at blive den version af sig selv, som går og irettesætter andre, så de holder op med at være så irriterende som de er. Men den person kender vi godt alle sammen, og det er ikke rigtig sådan en man holder af.

Så vi bliver efterladt med skammen, over at være så uudviklede, at vi reagerer med irritation, når vi møder noget i vores liv, vi synes er træls. Og det er nemlig hemmeligheden bag irritationen. Vi reagerer med irritation, når der er noget vi ville ønske var anderledes i situationen, altså når der er noget, der er står i kontrast til den harmoni, vi ønsker os.

Egentligt er det som er harmonisk for os allesammen, at alle andre gjorde præcis som os og var ligeså gode og oplyste mennesker som vi var. Åh alle de gange jeg har drømt om at blive udnævnt Præsident (diktator, hvem tror jeg, at jeg narrer) over hele verdenen! Det ville være vidunderligt fredfyldt, at kunne hjernevaske alle til at være præcis ligeså fantastiske pragteksemplarer af et menneske som jeg. Den hvideste hvide, den helligste hellige.

Anja Dalby Irritation

JEG er irriterende

Men inden jeg nåede at sætte planen om diktatur i værk, så opdagede jeg heldigvis noget andet. Jeg opdagede, at når jeg blev irriteret over andre, så var det fordi jeg var det! OH. MY. GOD! Så når jeg stod og så på en sok på gulvet (som selvfølgelig ikke var min), så blev jeg irriteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte at mine grænser ikke blev respekteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte, at mit ønske om et sokke-frit gulv blev gjort til grin.

Så hvad var næste skridt så? At hænge sedler op med et foto af en sok på et gulv og en stor rød streg over? Igen at prøve at opdrage på dem jeg boede med? Holde lange familiemøder om hvor sokker egentligt hører hjemme?

Næh, det næste jeg gjorde, det var at anerkende over for mig selv, at jeg blev irriteret. Så jeg sagde til mig selv: Nå nu bliver du ked af det igen, fordi du tager det personligt, at der ligger en sok der. Jeg er sikker på, at den sok ikke er blevet lagt der for at trodse dig. Dem du bor med de gør det bedste de kan, ligesom du selv gør det. Så jeg giver mig selv lov til at føle irritationen. Jeg skammer den ikke ud. Men jeg giver heller ikke udtryk for den.

Irritation fødes af at overskride egne grænser

Det næste jeg så gør, det er at jeg undersøger i mig selv, hvorfor jeg kan reagere med irritation over noget så ligegyldigt som en sok på gulvet. Og det som jeg igen og igen opdager, det er at jeg bliver irriteret på andre, når jeg har overskredet mine egne grænser.

Jeg overskrider mine egne grænser ved at gå og samle sokker op, når jeg er træt og istedet skulle ligge mig på sofaen og nusse min kat. For sjovt nok, så bliver jeg aldrig irriteret over sokker på gulvet, når jeg er ikke er i søvnunderskud. Når jeg føler, at jeg har et dejligt og meningsfuldt liv, så kan der ligge nok så mange stykker efterladt tøj rundt omkring og jeg samler dem smilende op og er ligeglad med, hvem de tilhører og om det er min opgave at samle dem op.

Jeg overskrider mine grænser og reagerer med irritation, når jeg deltager i samtaler, jeg ikke har lyst til at være i (istedet for at gå fra dem). Jeg overskrider mine grænser ved at at skynde mig i trafikken (istedet for at tage den med ro, for det er det jeg virkelig har brug for) og jeg synes alle andre kører som idioter. Jeg overskrider mine grænser når jeg gør alle de ting, som kører som et mærkelig mor-kvinde-hustru automatgear i mig. Når jeg liiiige tager opvasken. Når jeg liiiige ordner vasketøjet. Når jeg liiiige støvsuger (istedet for at slappe af, eller gøre noget, der nærer mig).

Det er ikke fordi det ikke må være okay, at ønske at man bor pænt og rent. Men hvis jeg mærker efter, når jeg bliver irriteret og giver mig den time-out jeg i virkeligheden efterspørger i mig selv, så sker der som regel det, at den sok er blevet samlet op af en anden. Eller også så betyder den pludselig ikke så meget, eller jeg kan på en let og humoristisk måde sige til dem jeg bor med, at vi har en epidemi af single sokker på gulvet i huset.

Som regel når jeg får sagt det med sokkerne på en fin måde, så får jeg også på en fin måde fortalt, at andre egentligt også rydder op efter mig. Fjerner mine lange hår fra håndvasken og senere afløbet eksempelvis. At andre tager mine utallige teglas med sig ud til håndvasken og vasker dem af er også klassisk. Eller at bilen lige er blevet støvsuget (af en anden end mig vel at mærke).

Tag ansvar for din irritation

Når jeg har overskud og ikke er irriteret, så hører jeg den slags udsagn som kærlighed og en vidunderlig påmindelse om, at jeg utrolig nok ikke er perfekt selv! Og her gik jeg ellers og krævede det af resten af verden.

Jeg bliver taknemmelig for at have så søde mennesker i mit liv, som kan rumme mig og alle mine særheder og mystiske vaner, og jeg ser min egen sok-opsamling som det samme. Udtryk for kærlighed til den der har efterladt den, kærlighed til mit hjem og kærlighed til mig selv fordi den sok har potentialet til at vise mig præcis, hvor meget eller lidt ro og hvile jeg har brug for i den situation.

At tage ansvar for min irritation i stedet for at være et offer for den, føles så kraftfuldt og befriende. Det er venligt og kærligt overfor mig selv og pudsigt nok holder jeg op med at gå og blive så irriteret, når jeg anerkender mine egne følelser før jeg begynder at gå og kræve at andre skal gøre det …