SAMTALE MED CARINA LYALL FRA PODCASTEN ‘BECOMING NATURE’

Jeg vil gerne bringe samtaler på min blog, med mennesker som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke nye tanker. I dag vil jeg spørge Carina Lyall om, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse, om hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen og om hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Carina har i de sidste 10 år arbejdet med naturen, kvinder og det at finde sin vej i livet. Hun har taget uddannelser indenfor herbalisme, cyklus- og kropsarbejde samt naturarbejde praktisk og spirituelt. Mange af hendes lærere har været ældre, der har lært hende gamle håndværk. Derudover står hun bag podcasten ‘Becoming Nature’, som har været i luften siden 2018. Carina bor i en skov på Vestsjælland med 3 børn, sin mand og en masse dyr. Her har hun også sit lille kursussted.

Carina kender jeg fra Instagram, hvor jeg har fulgt hende gennem længere tid. Carina inspirerer både gennem sit arbejde med naturen og med det hun beskriver som Earth Medicine, men også gennem sit skarpe syn på overforbrug og no-waste. Carina spejler også rigtig godt den træthed mange af os føler over for plastik-forbruget i verden, vores dagligdag og i det hele taget overforbruget på alle planer. Carina stiller også spørgsmålstegn til ideen om, hvordan man er ‘rigtig’ spirituel. Hvorfor det nærmest kan føles som et krav, at vi køber de rigtige spirituelle remedier for at være det. Carina har et sikkert blik og en fast mening om mange af de ting, og det er virkelig både inspirerende og opløftende, at det også er et aspekt af vores spirituelle liv, der kræver konstant bevidsthed og nøje overvejelser.

Jeg kan virkelig anbefale dig til at at lære Carina bedre at kende. Du finder hende som sagt på Instagram, men også på Facebook, på podcasten ‘Becoming Nature’ og på hendes website.

Billede af Carina Lyall, hvor hun smiler med lukkede øjne, mens hun kigger nedad.

Carina, kan du kort sige noget om hvornår du vidste at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Det er ofte en udfordring at beskrive én oplevelse. Der har været mange. Det har altid været en del af mit liv: At forholde mig til det der er større end mig. Jeg er født i det nordlige Canada, og vi blev opdraget med stor respekt for det vilde, vi boede i. Det handlede om isen, sneen og dyrene, der var vigtig læring for at kunne begå sig sikkert. Det jeg også fik var bevidstheden om, at naturen er en stor kraft. At være opmærksom og bevidst. At se hvad vildskab er.

Vi flyttede til Danmark i 1990, men da jeg besøgte min far i 1992 tog vi til en powwow, og jeg tror at det var DEN oplevelse, der gjorde mig opmærksom på mine rødder. På at der er noget som jeg føler mig som en del af. Jeg havde en stærk oplevelse af bålet, tromme, dansen og for alvor en følelse af igen at være hjemme.

På min mors side har det også altid være italesat igennem den stærke, kristne tro. Min morfar, bedstefar og en del onkler er præster. Det har dog ikke været den vej, jeg har fundet svar på min spørgsmål i og om livet.

Hvordan kan det være, at det lige præcis var naturen, du valgte at beskæftige dig med? Hvordan har du ’uddannet’ dig eller hvilken vej er du gået?

Hehe, ofte ved jeg ikke hvad jeg har gang i ;) Jeg har taget MANGE kurser og såkaldte uddannelser, men sandheden for de fleste af os, eller i hvertfald mig, er at jeg ikke kan beskæftige mig med noget, jeg ikke har en praktisk erfaring med. Det jeg laver, er det jeg lever.

Tingene tager form over lange perioder, år og oplevelser. Det har ikke været en ny ide eller formål, men det udviklede sig og modnede. Jeg har kastet mig ud i mange ting. En stor del har fejlet, og så lærte jeg noget af det. En uddannelse for mig har været at fornemme, hvordan lærer man noget fra sig, som bare er det man gør. Det kan være svært.

Så min vej er en kæmpe sammensætning af barndommen, sammenbrud, kurser, fuck ups og indsigt. At det lander med naturen, handler for mig om ordet og længslen ‘belonging’. Det er her, jeg føler jeg hører til. Det er her, jeg føler mig mest tryg. Det er her, jeg føler jeg kan bidrage med noget. Det er den disconnect, jeg ser allermest. Det er også her, jeg er udfordret.

De senere år er jeg virkelig begyndt at interessere mig for nogle af de gamle håndværk. Jeg har fundet ældre med mange års erfaring, der har og er i gang med at lære mig ting som trommebyg, historiefortælling, perlesyning og meget mere. Det er SÅ fedt. Jeg nyder min tid med disse kloge mennesker, der har et helt liv at dele af.

Hvad er det som det som shamanismen kan og hvordan bruger du de shamanistiske redskaber i din dagligdag?

Jeg kalder det, jeg arbejder med for Earth Medicine, det er den mest åbne betegnelse, jeg kan finde. Det er uafhængigt af religion, tradition, nationalitet, lærer og forudindtagethed – til en hvis grænse. For mig beskriver det mit forhold, interaktion og reciprocity med Jorden. Det er der, så meget, der gør sikkert, men jeg tænker det er vigtigt at finde de veje, der siger én noget. Det der ringer genklang og ikke blot efter en andens opskrift.

I min hverdag betyder det, at jeg ærer det cykliske, indre og ydre. Jeg bruger naturen som min guide, som min healer, som min stærkeste allierede og ressource. Det er alt fra hjemmelavet tinktur til en snue, til at bede om vejledning, når livet føles udfordrende. Og svar får jeg altid. Nogen tænker, jamen det er da shamanisme, måske. Det har ikke været det vigtige for mig, HVAD det hedder. Eller at jeg skaber en identitet gennem en titel.

Den anden del er, at jeg hver dag spørger mig selv, hvordan min måde at leve på kan være til gavn for Jorden. Hvordan jeg kan være medicine for den her planet. Det er en lige så stor del af det at være naturmenneske, synes jeg. Her piller vi ved noget, der kan være lidt mere udfordrende. For hvor meget skal, eller kan, man ændre? Og hvorfor? Jeg ser det som sagt som en kernedel af det, jeg laver. Ikke kun hvad får jeg, men hvad giver jeg.

Billede af Carina Lyalls hånd der hviler i grangrene.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det begrebet, vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes, vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om, hvad tænker du om Gud og om du føler en kontakt med noget, der er større end dig selv?

Det har jeg altid gjort, altså troet på noget der er større end mig selv. På min mors side er familien gjort af præster og mange søndage i kirken. Det har ikke været et tæt forhold for mit vedkommende, men det er ikke det samme som, at jeg ikke har bedt til noget større. Helt praktisk, så er naturen større end mig. Hele det her vilde økosystem. De dyr, der navigerer i den. Elementerne. Planterne. Det der ved og lever – og så uden Google. It knows. Og så er der den kraft, jeg giver mine tak til, beder min bøn til og har en tillid til vejleder mig i mit liv. I det jeg kommer fra vil det blive beskrevet som spirit, som oversat lægger tæt op ad det, du beskriver.

Hvad føler du dig knyttet til naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på?

Det har jeg tidligere berørt, men jeg ser ikke mig selv som separat fra naturen. Gennem min cyklus, fødsler, årstiderne og elementerne får jeg igen og igen vist, at jeg ikke er det. At mit tænkende selv kan noget, men der er større kræfter, der bølger gennem min krop. At jeg, som egern, rådyr eller uglen, bliver påvirket af dag og nat. At vi er cykliske. At vi bliver født, og vi dør. I min barndomsby i Canada, har jeg helt klart oplevet møder, der kan virke ‘vildere’ end hvad jeg har oplevet her i Danmark. Jeg har set hvaler, bjørne og ulve. Er sneet inde, har fisket på isen osv.

Her i Danmark har en af de store oplevelser været at opholde mig i skoven og være 100% tryg. At se det rige planteliv der er. At dyrke grønt og sætte pris på det vilde og den måde det tilpasser sig og trives i et ikke-vildt miljø. Det har en stor betydning for hvordan jeg ser naturen, men også mig selv. Hvad er vildt. Jeg elsker begrebet rewilding, det bringer fede refleksioner over og udfordrer vores definition på vildskab. Det kan jeg godt lide.

Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen? Noget du oplever giver dig mere glæde, større selvværd eller bare et større overskud.

At give ofringer og tak, synes jeg er så kraftfuldt. Det minder mig om det liv, jeg er så priviligeret at have. Om alt det, der bliver givet. Om de mennesker jeg har i mit liv. Det minder mig om, at jeg altid hører til – også når jeg ikke føler det sådan. Med ofring mener jeg at give en gave (urt, mad eller andet naturligt) til naturen. Det kan være ved et træ, i bålet, i vandet. Det er det vi gør, når jeg holder åbne ceremonier her i skoven eller som vi prioritere på mit forløb ‘Earth Medicine Mentorship‘. Det kræver ikke meget, og det gør en kæmpe forskel, ihvertfald for mig. I hvordan jeg ser på mig selv som en del af det større system. Jeg anbefaler de fleste af min kursister og mentees at gøre dette til en hverdagspraksis. At sige tak.

Læs også min samtale med vokal lydterapeut og klangmassør Gry Buhrhall, Maria fra Hyldemors Have og yogamassør Marcela Martins.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.