Intention str XS
Da jeg sidst var afsted på ayahuasca-weekend var det min fødselsdag, og jeg var meget spændt på, om jeg ville mærke forskel i måden medicinen virkede i mig på. Jeg føler altid, at medicinen arbejder synkront med alt det andet, der sker i mit liv. Alt bliver vævet sammen. Mellem, under og efter ceremonierne. Kan medicinen vide at jeg fylder år? Hvordan ville det overhovedet fungere? Og hvordan ville mine rejser så blive?
Jeg havde en intention på forhånd før jeg gik ind i ceremonierne. Min intention handlede om forfængelighed. Jeg ville gerne se nærmere på den kraft i mig. For ja, den forfængelighed kan nærmest føles som en kraft, jeg ikke selv er Frue over. For det generede mig, at den kan fylde så meget og ofte også hæmme mig, så jeg ikke gør det, jeg rent faktisk har lyst til at gøre.
Min intention blev fejet af bordet af medicinen med et: Pfffttt. Som om det var den mest ligegyldige og banale intention, hun nogensinde havde hørt. I stedet skete der det, at jeg begyndte at få vist alt det i mit liv som jeg er glad for.
Guldet for enden af regnbuen
Min familie, min mand, min søn, mine bonusbørn, mine venner og veninder. Dernæst kom alt det, der nogensinde er sket mig. Alt det der var hårdt og svært. At vælge at blive alenemor som 24-årig, at overleve kræft, at blive skilt og alt det, der kom før det, indimellem og efter. Jeg så, hvordan intet af det har knækket mig. Det kan være det har givet lidt skrammer og ridser i lakken, men jeg er ikke knækket. Jeg er faktisk stærkere end nogensinde, ikke på trods af, men på grund af alt det der er sket.
Jeg blev så overvældet med følelser af taknemmelighed over mig selv og min egen styrke, at jeg græd og græd det meste af aftenen. Det var som om jeg næsten ikke kunne være i min egen krop, så lykkelig og taknemmelig var jeg for det liv, jeg har haft og det liv jeg har nu.
Pludselig mens jeg sad der og blev bombarderet med grunde til, at jeg kunne være taknemmelig. Ikke bare for mit liv, men også for min evne til at overleve det og aktivt vælge, at det skulle gøre mig stærkere og ikke svagere, så kom jeg i tanke om denne video med Snoop Dogg.
En takketale til mig
Og så væltede det ellers op i mig med takketaler til mig selv:
TAK til mig for aldrig at give op.
TAK til mig for at tro på mig selv og tro på, at der altid kommer bedre tider.
TAK til mig for aktivt at vælge at tro, at der er en mening med alt hvad der sker.
TAK til mig for at tro på, at jeg kunne klare de svære situationer, jeg har været i. For det har jeg kunnet.
TAK til mig for at blive ved med at arbejde med selvudvikling og spiritualitet. Det har bestemt ikke altid været nemt. Jeg ved, at det er det, der har gjort, at intet af det hårde der er sket, har knækket mig. Og ligesom Snoop, så har jeg heller aldrig holdt fri fra arbejdet med at lære mig selv bedre at kende. Konstant at prøve at blive en bedre og mere kærlig version af mig selv.
Takketalen var lang og varede i mange timer, mens jeg gispede af lykke og tårerne flød ud af øjnene på mig. Jeg følte i den grad, at jeg blev fejret af medicinen. Der var sådan en ‘her er dit liv’ kavalkade, som kørte over hele weekenden og alt hvad jeg så fra mit liv blev hyldet og højtideliggjort.
Jeg er jo noget helt særligt. Noget virkelig specielt. Der er i sandhed kun én af mig og kun én version af mit liv. Ligesom det er tilfældet med dig. Du er virkelig også noget helt særligt. Noget helt specielt. Og det, der er hemmeligheden bag det hele. Det er vi alle! Vi er alle de mest vigtige personer i hele verden. Os alle sammen. Hver og en af os.
Hvornår har du sidst holdt en takketale for dig?
Hvornår har du sidst holdt sådan en tale for dig selv? Hvor du virkelig sådan for alvor takker dig selv. For bare at være i live? For at have overlevet alt lortet, alt det mega-svære og vildt tunge? For at du rent faktisk stadig står op?
At takke dig selv for, at du ikke har lagt dig hen i et hjørne og ventet på at formulde i mørke og glemsel. Du står her stadig, og du er faktisk blevet stærkere af det, der er sket. Stormen(ene) har ikke knækket eller væltet dig. Du har bare fået dybere rødder. Du står mere fast nu, hvilket er en kæmpe gave. Den styrke bruger du nu hver dag i dit liv, men måske er du ikke så bevidst om den. Hvis du bliver det, og ovenikøbet begynder at takke for den og for dig selv, så lover jeg dig, at der vil ske forandringer.
Taknemmelighed, som i bund og grund bare er et andet ord for kærlighed, er ubetinget den mest transformerende kraft, vi har adgang til. Når vi begynder at takke os selv, så vil vi få endnu mere at takke for. Det er sådan taknemmelighed fungerer. Taknemmeligheden vokser af at blive gentaget. Så jo mere taknemmelig du er, jo mere vil du tiltrække at være taknemmelig over. Jo mere du takker for dig selv, og det du har håndteret og gået igennem. Jo mere vil du opdage, hvor mega-cool, hvor gangster du faktisk er, og den følelse vil vokse eksplosivt i dig.
Dette her har intet med egoet at gøre. Tværtimod. For egoet er altid dets eget værste fjende og er verdens bedste fejlfinder. Men jo flere mennesker vi er, som anerkender, at vi faktisk ikke bare er helt okay, men mega-sejlivede og helt vildt robuste. Jo flere (positive) forandringer kan vi også skabe her på jorden for os allesammen.
Det føles så fantastisk at lave den tale i sig selv, og nu går jeg faktisk og øver mig i at gøre det meget oftere. Det vil jeg også gerne takke mig selv for.
Som Snoop siger til sidst:
Jeg vil gerne takke mig selv for altid at være mig selv. Anja Dalby, du er pissesej!
