DA VI IKKE SKULLE TIL INDIEN ALLIGEVEL

Vores bryllupsrejse

Den 11. august 2018 blev David og jeg gift på Ebeltoft rådhus. Det var en meget dejlig dag med kun nogle få inviterede af vores familie og vores venner. Den dag passede det næsten præcis med, at det var 4 år siden, vi var blevet kærester. Da vi mødte hinanden var jeg blevet skilt kun 6 måneder forinden. Fra min eks-mand som jeg havde været sammen med i 11 år. Jeg følte mig på ingen måde klar eller havde lyst til at gå ind i et nyt forhold. Men over for forelskelse har de færreste et valg, og jeg blev bragende forelsket i David som heldigvis gengældte mine følelser.

Efter at have været sammen i 4 år og vi begge havde brugt rigtig meget energi (og penge) på at rydde op i den fortid, vi begge havde med os, så følte vi efter vores bryllup, at nu var det vores tur til at tage ud at rejse. Alle andre rejser havde indtil da inkluderet vores tre børn (David har to, jeg har et). Hvilket havde været dejligt, men nu trængte vi bare sådan til en kærlighedstur. Bare os to.

Aflyst bryllupsrejse betyder ikke skår i kærligheden.

Rejsen over alle rejser

Så i december 2018 købte jeg to billetter til Indien. Jeg betalte for Airbnb og alt var klart til vores rejse i oktober måned 2019. Selvom der på det tidspunkt var over 10 måneder til vores rejse, så søgte vi næsten dagligt i alle de måneder på ting, vi kunne se og lave i Indien. Det var kun muligt for os at være afsted i 10 dage. De 10 dage skulle så til gengæld også pakkes med alt det bedste Indien havde at tilbyde (totalt urealistisk, men vi gjorde et forsøg!).

Vi glædede os SÅ MEGET til den rejse. Bare os to. En kombineret bryllupsrejse og en rejse for at fejre, at David var fyldt 50 år kort forinden. En rejse, hvor vi bare skulle være sammen. Uden børn, uden pligter, kun os to og kærligheden.

Sommeren 2019 døde Davids nevø Joe på 11 år i Glasgow af kræft. Så vi rejste til Skotland (alene) og havde et par dage derovre uden børn. Men det var ikke en særlig munter tur, naturligvis. Det var vildt hårdt at være i. Udsigten til turen til Indien blev nu endnu mere vigtig, fordi den rejse også blev til et lille plaster på det store sår, at Joe var død i så ung en alder.

Så alt muligt var lagt ind i den rejse. Alle mulige vilde forventninger. Alle mulige følelser og nye begyndelser. Tid i Indien til at tænke over livet. Få et energiskifte, et nyt syn på det hele. Turen til Indien var højtbelagt med alverdens fine ideer og intet kunne gå galt. Togbilletten til København var købt, madpakken var smurt, badetøjet var pakket, og jeg havde endda købt nye dykkerbriller.

Således stod vi i lufthavnen og var sitrende af forventninger. På bristepunktet af spænding og stor, stor trang til en pause fra vores hverdag og til tid sammen uden nogle former for krav fra andre end os selv. Den der sitrende følelse alle har i en lufthavn, inden en ferie, var gigaenorm i os begge, pga. alle de ting som den her rejse var kommet til at betyde for os.

Hvor er jeres visum?

Da vi kom hen til gaten og skulle tjekke vores bagage ind, gav vi vores pas til den temmelig stramme Air India dame, der var ansat til at stå og tjekke os ind. Hun bladrede lidt frem og tilbage i vores pas og så på os begge med verdens koldeste blik, hvorefter hun spurgte: Hvor er jeres visum?

Ikke en eneste gang i løbet af de 10 måneder, der var gået siden vi købte vores flybilletter, var David eller jeg stødt på noget som helst, der antydede, at det var nødvendigt med et visum for at rejse til Indien. Og vi havde ellers delt med alle vi kom i nærheden af, at vi skulle ud på den her dejlige rejse sammen, som vi glædede os helt råddent til. Men ingen af vores venner, bekendte eller kollegaer havde nævnt noget om visum. På ingen hjemmesider om turisme, om seværdigheder, om Indiens kultur, var der poppet noget op om visum.

Så der stod vi i Københavns lufthavn. En torsdag aften, hvor den indiske ambassade først ville åbne igen mandag morgen og så ville der gå yderligere et par dage før vi kunne få visummet udleveret, så vi kunne rejse. Den strammundede gatekeeper var ikke optimistisk på vores vegne. Og så var hun heller ikke sikker på, at vi sådan lige kunne få Air India til at give os en ny billet. Plus at de 10 dage vi havde til rådighed i Indien pludselig ville blive gevaldigt afkortede.

Det var sådan en underlig følelse, at stå der med pakket badetøj i lufthavnen og så blive afvist. David sagde bagefter, at han aldrig har set det i virkeligheden, at blodet forsvinder fra folks ansigter. Men ifølge ham blev jeg ligbleg på to sekunder ved skranken. Et øjeblik var jeg faktisk i tvivl om jeg skulle besvime.

Vi stod i vantro og stirrede på skrankedamen, indtil hun bidsk bad os om at finde et andet sted at stå og glo og vi fortrak ud af lufthavnen. Jeg kom til at græde helt vildt, og David gjorde sit bedste for at trøste mig. Da vi var kommet os (en lille bitte smule) gik det op for os begge, at det vi var mest kede af, var skuffelsen i den anden. Jeg kunne slet ikke holde ud, at David skulle skuffes på den måde, og han havde det ligesådan med mig.

Episk antiklimaks

Da vi havde fået talt lidt om det, gik vi ind i lufthavnen igen og drak en kop te på Starbucks. Og gik så i gang med at aflyse kattepassere, huspassere og billånere. Rigtig mange mennesker måtte pludselig ændre planer, fordi vi ikke kunne komme afsted. Efter at have grædt lidt mere ned i min te, så gik vi ned og tog toget hjem til Aarhus igen. Det var den mærkeligste følelse i verden at sidde i det tog. Med vores kuffert og udsigt til 10 dage hjemme i huset i skoven på Syddjurs. I stedet for en bryllupsrejse til Indien.

Jeg var så flov. Jeg synes, det var så sindssygt pinligt. Jeg følte mig som den mest utjekkede voksne i hele verden. Jeg følte virkelig langt ind i marven, den her trælse følelse af bare at fake voksenlivet. Som om jeg for alvor var blevet grebet i, over for rigtig mange mennesker, at jeg bare var et barn der lod som om jeg var en voksen kvinde. At det der adulting, bare var en facade som var faldet gevaldigt til jorden. Bvadr. Det var så træls at have det sådan.

På intet tidspunkt blev vi dog sure eller trætte af hinanden. Vi vrissede ikke, eller beskyldte hinanden for fejlen. Vi var kun omsorgsfulde over for, at den vi elsker allerhøjest (udover børnene naturligvis) var blevet vildt skuffet og ked af det. Omkring kl. 2 om natten landede vi i vores hus igen, til vores kats store glæde, pakkede ud og gik i seng. Shit, det var et antiklimaks af de vildeste proportioner.

Fordi!

Da vi sad udenfor lufthavnen, og jeg sad og græd, mens David trøstede mig, så spurgte han mig hvad meningen kunne være med, at vi ikke havde et visum. Hvad meningen kunne være med, at vi ikke skulle sidde på det fly? Den eneste forklaring jeg kunne finde og som stadig er den eneste, der findes i mig, var at vi jo tydeligvis ikke skulle afsted. Der kunne ikke være andre grunde. Universet er kun venligt. Der findes ikke fejl. Aldrig nogensinde.

Så hvad var grunden til, at vi ikke på et eneste tidspunkt i løbet af de 10 måneder der var gået, havde fået bare et mikrohint om visum til Indien? Vi skulle ikke afsted.

Jeg vil meget gerne indrømme, at egoet havde lidt besvær med at acceptere den grund sådan uden videre. Det hang fast i skam, utilstrækkelighed og fiasko-følelse i lidt tid. Men det slap forbløffende hurtigt, da det først ligesom var gået op for os, at det var sådan det måtte være. Vi skulle af en eller anden grund, som vi godt nok ikke kendte til, ikke til Indien.

Skam krymper i fællesskabets lys

Siden den oplevelse har vi delt den mange gange, med mange forskellige mennesker. Vi deler den nu som en morsom historie fra det virkelige voksne liv, men vi deler den også, så andre kan opdage, at de ikke er de eneste om at være utjekkede. At de ikke er de eneste, der kan lave kæmpe brølere. Og næsten hver gang vi deler vores Indien-historie, så hører vi om virkelig spøjse ting som andre har været ude for.

En veninde fortalte rødkindet om, at hun for ikke så mange år siden, var rejst fra Danmark til Polen for at besøge sin polske kæreste. Da hun stod udenfor hans hoveddør, og han ikke åbnede, var det gået op for hende at han var rejst på ferie med sine forældre. Den besked havde hun i sin begejstring over at skulle se ham, på en eller anden måde overset. Faktisk har vi nu et kæmpearsenal i os, af brølere som andre virkelige voksne også har begået. Mange af dem var i virkeligheden langt værre end vores manglende visum.

Hver eneste gang vi hørte fra andre, at de også havde været dumme og utjekkede voksne, så forsvandt vores vores skam en lille smule mere. Derfor vil jeg også dele den her historie om vores manglende visum med jer. Og også bare lige som et praktisk fif. Hvis du overvejer at rejse til Indien, så skal du ikke bare have et pas. Et visum er nødvendigt. Nu ved du det!

Har du en lignende historie som du gemmer i dig af skam over at have været en kikset voksen? Hvis du har, så vil jeg meget gerne høre den. Jo mere vi deler, at vi allesammen i høj grad bare fusker rundt og håber på at andre ikke opdager det, jo nemmere er det at grine af det. Og vi kan få lov at være mennesker, der begår fejl. Er tumpede og utjekkede, ligeså meget vi har lyst til at være.

Her kan du se hvad vi lavede i stedet for at rejse 10 dage på kærlighedstur til Indien. Vi malede vores badeværelse …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.