Det gode menneske
De her tider altså. Hvad er der næsten at sige til det hele. Hvad i alverden er det som VIRKELIG foregår, og hvordan undgår jeg at blive totalt desillusioneret og deprimeret når jeg dykker ned i det spørgmål.
Overalt hvor jeg kigger hen, så hører, læser, ser jeg historier om, hvordan mennesket fejler. Mennesket fejler i forhold til klimaet. Det fejler i forhold til medmenneskelighed. Det fejler i forhold til dyrevelfærd og meget meget andet. Mennesket kan nemt ses som racistiske, facistiske, dominerende, egoistiske og rimelig uintelligente. Der er mange mange historier på de sociale medier, i tv, film og serier om menneskets kulde og rædselsvækkende karaktertræk.
Men der er noget jeg har tænkt på. Jeg har aldrig mødt et ondt menneske. Har du? Altså og her mener jeg helt og aldeles gennemgrusomt, sådan som vi ofte ser os selv blive afbilledet mange steder. Jeg har kun mødt gode mennesker. Jeg har endda kendt og kender mennesker, der har fået den psykiatriske diagnose ‘psykopat’, og ikke engang de mennesker kan jeg sige er onde og ikke indeholder noget godt.
Magtesløsheden fodres af medierne
Faktisk overrasker menneskets godhed mig glædeligt hver eneste dag. Hvad gjorde mennesket, da vi fik internettet? Vi gik fluks i gang med at dele dyrevideoer. Videoer af kattekillinger og andre dyrebørn vælter dagligt ind over internettet og alle deler dem med åbne, bløde hjerter. Vi fik også fri adgang til porno med internettet, men i virkeligheden ser jeg heller ikke det som ondskab. Selvom den industri helt klart kræver mange ofre. Mange af os har lært gennem den kultur, vi er vokset op i, at sex er lig med kærlighed. Det er noget de fleste af os finder ud af som voksne, at det ikke helt er sådan det hænger sammen. Men jeg ser ligeså meget pornoforbruget som et udtryk for savn af nærhed, omsorg og kærlighed. Det er ikke ondskab. Det er sårbarhed.
Kan der være en gemt agenda i forhold til at få os til at tro på, at vi er så forfærdelige som race, at vi f.eks. er i gang med at slå vores egen store moder ihjel gennem klimaforandringer? Jeg siger ikke at klimaforandringerne ikke er sande, men jeg har endnu ikke mødt et menneske der ændrede adfærd via skyld og skam. Kun det modsatte. Eller hvis der ikke er en skjult agenda i forhold til at få os til at føle os magtesløse over for vores egen og hinandens ondskab, er det så vores skyld og skam, der fodrer os dagligt med historier om, hvor frygtelige vi er? Er det måske skylden og skammen, der taler gennem medierne?
Del håbet
Jeg er ikke naiv. Jeg er klar over, at der findes ondskab og virkelig modbydelige sider i mennesket. Men selv modbydeligheden har jeg omsorg for. Jeg ved at ingen af os i virkeligheden er sådan. Det er når vi tror så meget på de historier, vi er vokset op i, at vi bliver sådan. Det er når vi tror på fjendebilleder, at vi bliver onde. Faktisk er det fortællingen om vores og andres ondskab, som oftes gør os onde. Kan vi begynde at dele en anden historie?
Jeg tror, at der er brug for en massiv dosis håb. Jeg synes, vi skal vælte internettet med historier om, hvor dejlige mennesker er. F.eks. hvor sød vores nabo er selvom han fælder træer. Hvordan vi hen over isdisken kom til at tale med et venligt menneske i Brugsen. Eller hvordan et barn vinkede til os fra en bil. Eller en hundeejer gav os lov til at skamnusse deres glade labrador og lige der, i det øjeblik, delte vi kærligheden til alt liv. Glæden over at dele det med et andet menneske er så fantastisk.
Det er dejligt at dele gode ting. Det føles så vildt godt i kroppen. I hovedet og i hjertet. Alt bliver roligt. Alle smiler af de gode historier. Nogle bliver rørte til tårer (meget ofte mig). Der opstår det der vildt fine øjeblik af stilhed, hvor alle lige sidder og mærker det gode og smukke.
Den medieskabte håbløshed
Jeg tror virkelig ikke os mennesker er så slemme som vi bliver fortalt. Eller det er ikke bare noget jeg tror. Det er noget jeg ved. Rutger Bregman fortæller også om det i sin bog Humankind. Du kan læse Kristian Næsbys fine artikel om, hvordan bogen bl.a. fortæller historien om seks drenge, der strander på en øde ø i et år. Og hvordan de ikke ender i vold og selvdestruktivitet som f.eks. drengene i William Goldings Fluernes Herre. Prøv at tænk over det … Stemmer de billeder du får fortalt gennem medierne om mennesket, i alle deres former, overens med din egen virkelighed og dine egne oplevelser?
Mennesket er så fint og godt. Vi er søde og uskyldige. Alle sammen. Jo mere vi tror på den historie, jo nemmere bliver det at tro på, at vi kan gøre verden til et bedre sted for alle levende væsner og organismer her. Der er intet som skam til at skubbe håb, ansvar og handlekraft ud af systemet. Vi er faktisk gode nok.
