Skamløs
På engelsk betyder ordet Shameless:
På dansk betyder ordet Skamløs:
- Som er (eller vidner om at man er) blottet for skam og almindelig moralfølelse.
- Som chokerer ved sin mangel på sømmelighed.
At være skamløs er jo egentlig i min optik en positiv ting. Tænk sig at være fri fra skam! Oh hvilken glæde! Hvilken frihed jeg ville kunne gå ud i livet med. Så ville jeg turde være mig selv. I en hvilken som helst sammenhæng jeg var i, for jeg behøvede ikke være bange for efterspillet i mig selv. Så behøvede jeg ikke være nervøs for om, jeg nu kommer til at tænke, at jeg var for meget, for grov, for ‘sjov’, om jeg fyldte for meget eller for lidt. Så ville jeg kunne se tilbage på alt i mit liv uden nogensinde at få et sug i maven af uro over, at der gik jeg vist over grænsen.
Egoet & Skam (BFF)
Det som jo er interessant ved at læse de forskellige ordbøgers definition på at være skamløs, det er der, hvor deres udgangspunkt for skam er og hvor mit er. I ordbøgernes definition, der bliver skam set som noget positivt. Noget der forhindrer mig i at gå amok i usømmelig adfærd.
Forskellen er, at jeg går ud fra (fordi jeg kan mærke det i mig), at skam sidder i egoet. Det er kun egoet, der kan skamme sig over egoet. Den del af mig som den store bevidsthed, kernen, sjælen osv., ville aldrig nogensinde skamme sig over sig selv. Den del af mig, som ikke er egoet, kan jeg mærke er den del, som er forbundet med alle andre mennesker. Vi kan også kalde det for hjertet. Mit hjerte banker i samme takt som alle andres, og jeg føler mig forbundet med alt omkring mig på en måde, som jeg aldrig gør når jeg er i egoet. I egoet er jeg ensom og alene. Når jeg er i hjertet, så føler jeg kun uendelig kærlighed og omsorg til alting her, inkl. mig selv.
Hvis jeg derimod går ud fra, at jeg altid er i egoet, så er det klart at skam er en smart ting. For hvis mit ego ikke kunne føle skam, ja så ville jeg nok være rimelig irriterende at være sammen med. Så ville jeg aldrig tage hensyn til andre, og jeg ville afbryde, fortælle upassende jokes, og vælte mine egne meninger ud over dem jeg var sammen med.
Jeg vil være skamløs
Mit ‘mål’ er dog at være 100% skamløs. Det er ikke fordi jeg tror, at jeg på noget tidspunkt kan blive 100% uden ego, slet ikke. Men det må være muligt at komme dertil, hvor alt hvad egoet kan finde på af tosserier bliver mødt med rummelighed og hjerte – og ikke en mur af skam og ondt i maven. Skammen gør mig nemlig aldrig til et bedre menneske. Skammen gør mig bange og nervøs og får mig til at dukke nakken.
At være skamløs er nok en rimelig psykopatisk ting at være, hvis man er en person, der hele tiden er i sit ego og aldrig nogensinde kan mærke sit hjerte. For i det tilfælde er det jo egoet, der holder øje med egoet og det er smart nok, hvis egoet er totalt gak. Men hvis jeg kan være i mit hjerte og være der når jeg også er sammen med andre mennesker, så må det at være skamløs være målet. Så er det ikke egoet, der dømmer egoet, men hjertet der elsker og accepterer alt, hvad egoet også indeholder og så vil jeg aldrig være uden almindelig moralfølelse. Hjertet er moralfølelsen. Hjertet vil aldrig skade andre eller gøre dem ondt, det vil altid gå efter fred.
At være i hjertet uden skam
Hvis jeg var skamløs, så ville jeg selvfølgelig stadigvæk være påpasselig med, hvordan jeg var over for andre. Det ville ikke betyde, at jeg ville tromle ud i verden og mase alt og alle på min vej. Men til gengæld, hvis jeg var skamløs, så ville jeg aldrig være bange for hvad andre tænkte. For fakta er, at jeg faktisk ret sjældent er et ubehageligt menneske over for andre. Det tror jeg egentligt ikke mange af os er. Men jeg kan være meget nervøs for, hvad andre tænker om mig, hvad de har af domme over mig. Hvis jeg var fri for skam, så ville andres meninger ikke betyde noget (eller de fiktive meninger jeg opfinder i mig selv). Selvfølgelig ville det betyde noget, hvis nogen fortalte mig direkte, at jeg havde været vildt grov. Men i realiteten, så er det altså kun meget, meget få gange jeg har fået den besked i mit liv. Men skammen den efterlod i mig har været enorm. Så frygten for at få sådan en besked igen gør altså, at jeg hellere på forhånd må skamme mig over min opførsel, inden jeg når at få besked fra andre om, at jeg har været træls.
Den der skam, der følger helt normal adfærd, som egoet altså pludselig kan blive nervøs for bliver tolket forkert, og derfor får jeg ubegrundet ondt i maven, den behøver jeg ikke leve med. Den gør mig aldrig til et bedre menneske. Den gør mig altid mindre og den fylder mig ikke med selvkærlighed, tværtimod.
Det var mange ord om skam og om at være skamløs. Giver det overhovedet mening? Hvad tænker du om det? Det er rimeligt svært at skrive om, da det er så abstrakt, men jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker.
