FOR GODT TIL AT VÆRE SANDT

Når man tror stor kærlighed kun er for andre

Da jeg mødte min mand i august 2014, blev jeg meget overrasket over, hvor svært det var for mig at give mig hen til et andet menneske. Et menneske, som tydeligvis meget gerne ville mig, og som jeg også meget gerne ville. Der burde ikke være nogen stopklods for kærligheden, men det kunne jeg mærke, at der alligevel var i mig. Jeg blev ved med at møde den her sætning i mig ‘det er for godt til at være sandt’.

Den sætning overraskede mig. Jeg havde ikke mødt den før, og jeg er generelt et meget positivt menneske, som har nemt ved at blive begejstret. Så den her meget negative og bekymrede tanke synes jeg var meget pudsig at møde i mig selv, især på et tidspunkt af mit liv, hvor jeg skulle til at have det rigtig godt.

Kig nysgerrigt på dine overbevisninger

Når jeg så på min mand (kæreste dengang), og når jeg så ærligt på mig selv og min kærlighed til ham og så ærligt på ham og hvem han er og har med sig, så kom sætningen. Jeg kunne sidde med et helt åbent og blødt hjerte og sætningen ville dukke op. Selvom jeg var klar over, at vi allesammen har en bagage med os, at vi alle sammen skjuler ting for os selv og hinanden af frygt for at blive afvist, så kunne jeg virkelig ikke finde den ting, der kunne berettige sætningen ‘ det er for godt til at være sandt’ i mig.

Jeg lavede The Work på sætningen, igen og igen. The Work som er skabt af Byron Katie er nemlig et vildt godt redskab til at se kærligt på de sætninger (overbevisninger), der huserer i os.

I The Work opdagede jeg, at den sætning dukker op i mig, når jeg bliver bange. Når egoet i mig ikke føler, at det ikke fortjener at have det så godt. Sætningen gør, at jeg ikke giver mig 100% hen, hverken til kærligheden som var tilfældet her, men også i mange andre sammenhænge.

Så sætningen dukker op, når egoet i mig, prøver at passe på mig. Når det møder noget ‘udenfor’ mig, som det ikke føler, at jeg er et værdigt match til. Egoet i mig siger også ting som ‘flyv ikke højere end vingerne kan bære’ og ‘ved jorden at blive, det tjener os bedst’. Ordsprog som har til formål at passe på mennesket. En lidt misforstået passen på, men det er sådan egoet er. Egoet er godt klar over, at det ikke har anden kraft end frygt. Så for at passe på os, må det fyre den totalt af med påmindelser om, at vi ikke er mange sure sild værd i virkeligheden.

Anja Dalby for godt til at være sandt

Lad ikke mindreværd sabotere dit liv

Når jeg tænker ‘det her er for godt til at være sandt’, så er det altså en tanke, der er opstået ud af mindreværd. Det er mindreværdet i mig, som ikke mener, at jeg er et godt match til den her dejlige mand, til det her dejlige hus, til det her dejlige liv. Og så kommer det mindreværd meget nemt til at sabotere det, der er. Lige indtil jeg hører hvad det siger. Når jeg hører hvad det siger, så kan jeg svare og spørge åbent og nysgerrigt.

‘Virkelig? Hvordan kan det her være for godt til at være sandt? Ville jeg passe bedre med en dum og sur mand? Ville jeg passe bedre til et hus med hul i taget og kloaklugt på badeværelset? Ville jeg passe bedre til et liv på en fabrik, hvor jeg ikke gør det, jeg drømmer om?’ Jeg spørger ikke ironisk, jeg er oprigtigt interesseret i at kende svaret.

Når jeg kender svaret, så kan jeg gå ud fra det. Så ved jeg, hvor jeg har mig selv. I stedet for at gå og stresse mig selv med sætningen ‘det er for godt til at være sandt’, så følger jeg efter sætningen med en lygte, for at se i hvilket mørke jeg ender. Det er altid i mindreværdets mørke, jeg ender. Derinde kan jeg sidde og lyse med min bevidsthed og se på alle de triste overbevisninger, jeg har sat op som skjold.

Smid skjoldet

Nu byder jeg alle mine triste overbevisninger velkomne. For de er med til at fortælle mig om mindreværdet i mig, så jeg kan tage dem en efter en og kan bryde skjoldet ned. Skjoldet jeg holder oppe af frygt for, at jeg i virkeligheden ikke er mit liv værdigt. Et skjold, som kan brydes ned ved, at jeg bliver ved med at styrke min kontakt med det guddommelige, for i den kraft er der ingen triste overbevisninger, der kan gro. Der gror kun tillid og kærlighed og intet er for godt til at være sandt. Alt er godt og derfor sandt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM