SELVKÆRLIGHED SKAL VÆRE FUNDAMENTET

Selvkærlighed skal være fundamentet, som alt i vores liv vokser ud fra. Det fundament, som vi baserer vores ideer om os selv på. Som vi bygger vores tro på i forhold til, hvilke muligheder vi har i livet. Men virkeligheden er, at mange af os ikke ligefrem flyder over af kærlighed og omsorg til os selv. Det er faktisk de færreste af os, som tror at vi har uanede muligheder i vores liv og uanet potentiale i os selv.

Det kommer sig naturligvis af de måder vi voksede op på som børn. Mange af os oplevede ikke, at modtage omsorg og kærlighed fra vores omgivelser. Derfor har vi som voksne svært ved, at give kærlighed til os selv.

Mange mennesker tror ganske enkelt ikke, at de er værdige til kærlighed, og derfor kan de finde på at sørge for, at kærlighed ikke eksisterer i deres liv. Det kan lyde af selvsabotage, men i virkeligheden handler det kun om, at vi gør det, som vi tror er bedst for os selv.

Når vi er vokset op i mindre end kærlige familier og strukturer, så tror vi automatisk, at vi ikke er værd at elske. Når der i vores underbevidsthed er der lagret en historie om, at vi ikke er noget værd, vil vi automatisk og ubevidst sørge for, at vi som voksne skaber en virkelighed, hvor vi bliver bekræftet i, at det er sandheden om os.

Dit indre barn

Selv mennesker som er vokset op i temmelige jammerlige vilkår med vold, misbrug og overgreb, kan have ret svært ved at vælge en anden virkelighed som voksne. Dem som det lykkedes for, kalder vi for mønsterbrydere. Men rigtig mange mennesker vælger ubevidst det liv som voksne, som de blev født ind i. Et liv hvor den samme type smerte bliver gentaget, måske med en anden overskrift, men smerten fra barndommen er den samme.

Den smerte vi lever i, kan vi tage ansvar for, og med ganske nemme redskaber kan vi aktivt begynde at arbejde på at få det bedre. Det betyder ikke, at vi negligerer barnet indeni os, som sidder med sår og eventuelle traumer fra barndommen. Vi kan sagtens høre hvad det barn siger og have omsorg for det, samtidig med at vi tager gode skridt fremad.

En måde at høre hvad barnet har at sige, er at skrive det ned. De fleste af os har travlt med at ignorere barnestemmen indeni, og vi prøver at drukne den med arbejde, alkohol, sukker, sex, shopping og alle mulige andre bedøvende substanser som f.eks. medicin og andre stoffer.

Det kan virke skræmmende eller overvældende, at begynde at lytte efter hvad barnet indeni har at sige. Men når vi først begynder at gøre det, så vil vi opleve en helt ny omsorg, forståelse og accept af os selv. Den følelse er så meget mere værd, end alt den dulmen som eksisterer i hele verden.

Regnbue over Fjellerup

Guldet i dig

Så skriv ned hvad du har af tanker om dig selv:

Jeg er ikke god nok. Jeg er dum. Jeg er grim. Jeg er uintelligent. Jeg er falsk. Jeg er uønsket.

Når du begynder at lytte på stemmen, så vil du nok opdage, at stemmen ofte har et barnligt og simpelt sprog. Det er fordi det er en stemme fra barndommen som taler. Lyt på dit lille barn indeni, og giv dig selv den opmærksomhed og nærvær som gør, at barnet begynder at føle sig mere og mere tryg i verden. Når barnet indeni dig, begynder at føle sig set og dermed føler sig accepteret og anerkendt, så forsvinder rigtig meget af uroen lige der.

De sætninger som bor indeni os, de er grunden til, at vi kan blive ved med at bøvle med lavt selvværd og et liv som afspejler det. Når jeg tror på, at jeg ikke er værd at elske, så vil min virkelighed uværgeligt afspejle den overbevisning.

Det er logisk at når jeg går ud i verden med en energi af, at jeg ikke er noget værd, så vil den verden jeg møder, være markant anderledes end hvis jeg går ud i verden med en energi af, at jeg er superdejlig og elskværdig.

Når du har skrevet de negative sætninger ned som bor i dig, så begynd at vende sætningerne om:

Jeg er god nok. Jeg er klog. Jeg er smuk. Jeg er intelligent. Jeg er ægte. Jeg er ønsket.

De negative sætninger som findes i dig, de er dit private skattekammer. Det er der guldet findes i dig. Når du får fat i de sætninger og vender dem om, så har du nøglen til dit indre. Så ved du hvordan du nu kan begynde, at fortælle dig selv en anden historie om dig selv.

Løb dig til en god eksamen

Du omprogrammerer dit underbevidste, ved bevidst, at ændre de overbevisninger du har om dig selv. Det er i dit underbevidste, at din barnestemme bor. Når du tager den stemme alvorligt, og tilbyder barnet indeni, en ny historie om sig selv, så vil din virkelighed hurtigt begynde at ændre sig.

De nye positive overbevisninger, dem kan du tegne som vi gør i magisk tegning. Du kan også synge eller danse dem ud. Du kan sidde med dem når du strikker. Du kan gå en tur med dem. Som en deltager på workshoppen i Magisk Tegning på Rødegaard i januar måned sagde, så havde hun løbet sig til mange gode eksamener. For mig virker det at tegne/skrive mine nye positive overbevisninger, fordi tegning gør mig glad. Vælg det som gør dig glad, og manifester dine nye bekræftelser gennem din praksis.

Når jeg holder Magisk Tegnecirkel i marts måned, så handler det kun om selvkærlighed. For når vi har arbejdet med selvkærligheden, så kan vi begynde, at tiltrække alt det smukke vi ønsker os i vores liv.

Når vi holder af os selv, så er vi pludselig værdige til andre typer partnere, til andre typer jobs, lønninger, steder at bo, relationer i det hele taget. Når vi elsker os selv, så er vi værdige til mad som nærer os. Vi får vi lyst til at bevæge os, passe på os selv, når vi elsker os selv.

En venlig verden

Når jeg føler mig som et menneske med værd, så vil min verden udenfor mig afspejle det. Det sker både, fordi jeg helt af mig selv, træffer andre valg for mig selv. Når jeg føler mig som noget værd, så kan jeg tydeligt mærke min intuition. Det er langt sværere for mig, at mærke min intuition, når jeg hele tiden tvivler på mig selv. Når jeg stoler på mig selv, fordi jeg kan lide mig selv og dermed har tillid til mig, så stoler jeg også automatisk på min intuition.

Så lader jeg mig guide derhen hvor min intuition guider mig. Til et smukkere, skønnere, venligere liv med overflod på alle planer.

Men verden udenom mig spejler også, at jeg føler mig mere værd, fordi jeg vil tiltrække det som min energi er et match til. Så udover at min intuition guider mig, så møder jeg også bare en venligere verden. Jeg møder en verden som respekterer mig, fordi det gør jeg selv. Jeg møder en verden som vil passe på mig, for det gør jeg selv. Jeg møder en verden som vil berige mig, for det gør jeg selv.

Så når jeg lytter på barnet. Tager stemmen alvorligt. Og bevidst begynder at fortælle mig selv det modsatte af hvad jeg altid har troet om mig selv, så vil min energi ændre sig og livet udenom mig begynder at matche det.

Regnbue over Fjellerup

Magisk Tegnecirkel i marts måned

I marts måned, online, over 4 onsdage, fra kl. 19 – 21, har jeg sat Magisk Tegnecirkel op. Vi arbejder koncenteret i de 2 timer vi er sammen, med at tegne nye selvkærlige overbevisninger. Man behøver på ingen måde ‘at kunne tegne’, selvom det er noget som alle kan, uanset om de tror på det eller ej.

Jeg fortæller i forløbet om hvorfor det virker, at omprogrammere sit underbevidste med nye positive bekræftelser, og så giver jeg øvelser til at komme ned i papiret. Vi tegner i tiden vi er sammen online, og så giver jeg vejledninger til hvordan man kan arbejde med selvkærlighed mellem vores møder.

Jeg giver både anvisninger til hvordan det er nemt, at tegne videre hjemme på egen hånd, og jeg giver også andre redskaber som hjælper til, at øge kærligheden til os selv. Jeg synes selv at det er sindssygt spændende, at arbejde så koncentreret med selvkærlighed i en hel måned.

Tegnecirklen giver anledning til at skabe en spirituel praksis, som er let at holde ved lige, også når vores møder er omme. En spirituel praksis, som gør det vigtigste en spirituel praksis skal kunne gøre. Og det vigtigste er efter min mening, at vi kommer til at holde mere af os selv.

Samtidig er det sjovt at tegne. Det er kreativt, og det at tegne vækker alt muligt andet i os også. Det er en meditationspraksis, som gør at vores nervesystem kommer i ro. Samtidig med at vi altså gennem en selvkærlighedspraksis, manifesterer et smukkere liv for os selv.

Du kan læse mere om Magisk Tegnecirkel her og du er også velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM