TANKER OM DØDEN

I går talte jeg med min mand David om hans blodprop i hjertet, og hvordan han har haft det i tiden efter. Vi taler generelt meget om det som skete, og hvordan han og vi har det nu. Vi gør os mange tanker om døden, og den proces vi har været og stadig er i.

Der er sket mange fine ting efter blodproppen. Som David selv siger det, så er har det været en 95% god oplevelse … Sådan havde ingen af os det naturligvis da David lå på hospitalet i 8 dage, eller i de første mange mange uger efter det var sket.

Men der er virkelig kommet rigtig meget godt ud af oplevelsen. For os begge to. Min egen oplevelse af at have haft kræft, er at det er en oplevelse som bliver ved med at folde sig ud. Her næsten 20 år efter, er der stadig nye lag som åbenbarer sig. Kræften er blevet til et livstema for mig. Det kan lyde underligt, men det føles næsten som en ærefuld opgave, at gå med kræften. Jeg har takket den så mange gange, for alt hvad den har givet mig af indsigter, omkring mig selv og mit liv. Jeg har også takket den vildt mange gange, for at den først manifesterede sig i mig, efter jeg var blevet mor. Og for at den ikke tog mit liv.

Jeg har tit talt om, at noget af det bedste kræften gjorde for eller ved mig, var at jeg mødte døden i en alder af 29 år. Her i efterkræftstiden har jeg tænkt, at det som mødet med døden har gjort for mig, er at jeg er blevet modig. Fordi jeg ved at jeg skal herfra en dag. Det er en kæmpe gave, at leve livet med den vished. Pudsigt nok kommer det som en overraskelse for mange, at de ikke skal leve evigt. Det er også svært at klandre nogen, for ikke at gå med den vished.

Den gemte død

Døden er sjældent noget vi taler om i vores liv, eller i vores samfund. Vi har ikke længere døende i vores hjem. Det er de færreste af os som lever nu, som har siddet hos en døende. Vi har ikke længere nogen fornemmelse af hvad der sker i mødet med døden. Fordi det ikke er en levet erfaring, så trækker vi på erfaringer andre steder fra. F.eks. fra medier og film. Når vi ser døden på film så er den som regel voldsomt dramatisk. Mennesker skriger og råber i mødet med deres egen død på film. De er ofte i fysisk, åndelig eller psykisk smerte når de møder døden. Det er yderst sjældent en rolig og værdig afsked der bliver afbilledet. Døden har et temmeligt kedeligt ry for os levende.

De fleste af os går igennem livet, og tror at døden er et skrækkeligt endeligt. Mange af os går igennem alle mulige genvordigheder i vores liv, i troen på at vi på den måde kan forlænge det, og måske i sidste ende være en af de få heldige som snød døden.

Jeg troede jeg var blevet modig i mødet med døden. Jeg troede at det som mødet med døden havde givet mig var et drive, en livslyst, en frygtløshed overfor mit eget ego og dets begrænsninger. Men i går sagde David, at det som havde overrasket ham mest i mødet med døden, var at han ikke var bange da han mødte den.

Tanker om døden ... Og en smuk udsigt ved Mols Bjerge.

Døden var ikke farlig

David fik blodproppen i sit hjerte en aften hvor vi var på besøg hos gode venner. Mens han blev undersøgt i præ-hospitalet (ambulancen), stod vi andre udenfor på parkeringspladsen og ventede. David fortalte efterfølgende, at han vidste det var alvorligt, da han så panikken i de to ambulance-folks øjne, og en af dem sagde: ‘Fuck noget lort’, da han målte Davids blodtryk.

David sagde, at han ikke var bange. Han troede, at han ville hyle og skrige i sådan en situation. Men han sagde, at han var helt rolig og tænkte okay, hvis det er nu jeg skal dø, så er det sådan det er. Han var ikke bange for døden. Han blev ked af det ved tanken om at efterlade mig, som stod og ventede udenfor ambulancen. Men han var ikke ked af det på sine egne vegne.

Det er det som har gjort hele forskellen, siger han. At han mødte døden, og den var ikke farlig. Den gjorde ham ikke bange. At han kunne være voksen i det møde og opføre sig værdigt.

En overgang og en oplevelse

Måske er det i virkeligheden visheden, om at døden ikke er skræmmende, som giver os der overlever mødet med den, vores nyfundne livslyst. David siger, at nu føler han at bare kan slappe af og nyde livet. Der er ikke noget at være bange for. Ikke engang døden.

Når jeg nu tænker tilbage på mit kræftforløb, så var jeg kun bange for at dø, fordi jeg ikke ville forlade min dengang 4 årige søn. Men jeg var ikke bange for at dø for min egen skyld. Jeg var også helt i ro med, at hvis det var min tid, så var det min tid. Det betød ikke, at jeg ikke kæmpede for at overleve, men det var så jeg kunne fortsætte med at være min søns mor. Egentligt ikke for min egen skyld.

Mødet med døden gav mig livsmod. Jeg forstod, at der ikke var noget at være bange for. Ikke fordi jeg blev modig, af at have set den store stygge død i øjnene. Døden var hverken skræmmende eller uhyggelig. Den var bare. Den energi/eksistens/overgang som døden er, indeholdt kun det jeg tænkte om den. Når jeg accepterede mødet, indeholdt døden kun en oplevelse. En overgang. Intet andet.

Øvelsen herunder er fantastisk, og jeg kan virkelig anbefale at lave den. Jeg laver den selv jævnligt, især hvis mit ego af en eller anden grund føler sig særlig vigtig. Eller hvis egoet i mig føler sig vigtig i sin offerrolle, så laver jeg den også. Den er meget virksom mod egoer som er ude på et skråplan! Rigtig god fornøjelse med den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM