TANKER OM JAGT

Lige for tiden plukker jeg svampe i overflod. Skoven vi bor ved siden af, bugner af Karl Johan og andre rørhatte. Svampejagten giver mig god anledning, til at besøge nye områder af skoven. Selvom jeg normalt bevæger mig udenfor stierne når jeg går i skoven, så trækker mit svampesøgningsblik mig alligevel steder hen, jeg ikke har gået før.

På min svampejagt har jeg fundet to hele dådyr i skoven. Eller de er ikke længere hele, de er forlængst nedbrudt af ådselsæderne, store som små. Jeg har før fundet knogler fra vildt i skoven. Men de har været enkeltstående, og jeg har aldrig fundet hele kranier før. Som stadig havde pels og kød på sig. Hvor geviret stadig sidder på kraniet.

Her hvor jeg bor, i den sydlige del af Djursland, er der blevet set ulve et par gange. Der var endda et foto af en ulv i lokalavisen for ikke så længe siden, hvor ulven var blevet set vandre af en jernbaneskinne, kun et par kilometer fra hvor jeg bor. Da jeg fandt de halv – og helspiste dådyr i skoven tænkte jeg, at det måske var ulven der havde været på spil.

Jagten på opsatsen

Jeg fortalte om mine fund til en god veninde, som er kyndig ud i jagt og skovdrift. Hun fortalte, at hun desværre, af flere omgange, har fundet dyr i skovene som var blevet skudt af krybskytter. Hun var blandt andet en dag gået forbi 3 store kronvildt hanner, som alle lå hele i skovbunden. Bortset fra at de havde fået deres hoveder skåret af.

Min veninde sagde, at det skete fordi der er efterspørgsel på gevirerne, (eller opsatserne som hun kaldte dem) til boligudsmykning. Det er altså ikke kun når man handler redskaber i det shamanistiske felt, at man skal have sin fornuft med sig. Når man køber et stort gevir til at pynte på sin væg så er der en risiko for, at det gevir ikke kommer fra et dyr der er blevet skudt i forbindelse med jagt. Men at dyret er blevet skudt af krybskytter, fået fjernet hovedet, og hvor resten af kroppen har fået lov at ligge tilbage i skovbunden.

Samme veninde fortalte en dag vi gik tur, og stødte på en stor flok kronvildt på stien lige foran os, at jeg godt kunne droppe af finde kameraet frem. Hun sagde, at vildtet er så vant til, at hvis der bliver holdt noget op foran et ansigt, så er det nok et våben, og så er det med at få benene på nakken i en vis fart. Ergo er der dårlig chance for at tage et billede, og man kan ligeså droppe det og bare nyde mødet.

Hvordan defineres bevidsthed?

Når jeg går i skoven, advarer skovskaden som regel vildtet om, at jeg kommer gående. Jeg kan høre skaden skrige, og dernæst lyden af vildtet som galopperer afsted. Ofte inden jeg har set eller duftet dem. Nogle gange når skaden ikke at fungere som alarmsystem, og jeg får lov at se en stor flok dådyr græsse. Eller jeg ser op fra min svampejagt, og mit øje møder en flok dådyr stå og observere mig. For dernæst at spurte afsted når de opdager, at jeg har set dem.

Hvordan skovskaden og vildtet i skoven har lavet den alliance aner jeg ikke, men det fylder mig med forundring og ærbødighed, at de tydeligvis har indgået en aftale.

Generelt set, så har de fleste af os den tanke, at vi godt kan slå dyr ihjel, fordi de ingen bevidsthed har. Men det undrer mig altid, at dyrene ser mig som en trussel hvis vi tænker, at de ikke har evnen til at gøre sig erfaringer. At lære af erfaringer tænker jeg må være et tegn på en bevidsthed. Køerne og hestene på markerne, gider som regel godt at sige hej og få et snudenus. Selvom de i høj grad også er byttedyr, så må deres erfaring fortælle dem, at som jeg står der, et enkelt lille menneske, udgør jeg ingen trussel.

Bambi om igen

Når jeg går i skoven, så får jeg det ofte underligt, over at jeg forstyrrer vildtet derovre så meget. Jeg kan se på dem og deres reaktion, at de er bange for mig. Jeg har ikke lyst til at udsætte andre levende væsner, for at blive bange for mig. Jeg tænker på hvordan det må være, at gå i den angst hele tiden. Kvæget på markerne ved trods alt, at der er en rejse til deres død. De bliver ikke skudt på marken, ud af det blå. Kvæget oplever ikke at deres afkom, eller forældre eller anden familie, pludselig falder død om ved siden af dem. Det gør vildtet. Jeg går ikke ind for at tage livet fra nogle dyr overhovedet, men på en måde virker det nærmest mere barbarisk, at skyde dyr på den måde som vi skyder vildt på.

Sikke en rædsom oplevelse det må være at stå i ro og mag, og pludselig lyder der et brag og en i flokken falder død om. Det er Bambi om igen og det er ligeså trist som i Disneys version.

Jeg ser tit umage par af dyr stå sammen i naturen. Jeg ser en hare stå på en mark med køer eller heste. Jeg ser dem gå sammen i fred og ro. Jeg ser rovfuglene på markerne, mellem de store pattedyr. Jeg ser katte sidde og stirre ind i græsset, mens en hare sidder og nyder aftensolen ved siden af på marken. Dyr ved altså naturligvis godt, hvad der er en naturlig trussel for dem, og hvad ikke er.

Tanker om jagt, mens jeg går i skoven ved Skaføgaard på Djursland. Gulerødder ligger spredt ud på et fodringssted til vildtet og jagttårnet står meget tæt på.

Tamme fasaner og vilde kaniner

Jeg kommer fra en familie af jægere. Som barn har jeg spist rigtig meget vildt, og det var en hel normal procedure, at huske at spytte haglet ud under et måltid. Jeg har hørt uendelig mange jagthistorier. En historie jeg som barn særligt godt kunne lide, var historien om den store kronhjort, som stod i jægerens have og græssede. Kronhjorten stod der lige til dagen hvor jagtsæsonen for kronvildt satte ind. Og så var den væk. Hvert eneste år i mange år, fortalte jægeren med humor og lysende øjne, om den kloge kronhjort. Kronhjorten som utroligt nok kendte til kalenderen, og var væk i de måneder hvor den kunne skydes. Jægeren fortalte, at den stod i haven dagen efter jagtsæsonen var slut igen. Den historie elskede jeg. Endelig en historie hvor dyret vandt. Dem var der ikke mange af i min familie af jægere.

En anden jæger i familien opdrættede fasaner til jagt. Det synes jeg var underligt, eftersom jeg troede at jagt handlede om at regulere naturen. Jeg troede jagt var en nobel opgave. En opgave som jægerne måske ikke engang brød sig rigtig om, men som de i kraft af deres natur – og våbenkendskab, havde taget på sig. For vores alle sammens skyld. For hvem skulle ellers regulere den vilde natur og det vilde vildt.

Jeg kunne forstå på jægerne, at det var skægt at skyde fasaner. Siden det var umagen værd at opdrætte dem. Problemet var blot, at de opdrættede fasaner blev for tamme. Og så var det pludselig lidt kedeligt at skyde dem, når fasanerne ikke gad at engagere sig i jagtlegen, og løbe deres vej. Som en jæger i familien fortalte, så var der ikke meget sport i at skyde dem, når de løb om benene på jægerne, eller ligefrem stod og så nysgerrigt ind i løbet på geværet.

Til jagt med de kongelige

Jeg har siddet igennem fotovisningsaftner i familien, hvor der er blevet vist billeder fra jagt. Især var det cool for jægerne, når de havde været på jagt med de kongelige. Vi blev vist billeder af jægerne som stolte stod foran et slot eller et gods. Med de helt særlige blåblodede royale, og bjerge af dyr ved siden af sig. Et billede hvor bjerget af døde fasaner var højere end mændene, som stolte stod ved siden af, har indprentet sig i min hukommelse. Efter den jagt kunne vi købe fasaner til 5 KR stykket. Men mange af dem blev kørt på forbrændingen, for der var ikke kunder nok til at købe alle de døde fasaner.

I skoven jeg bor ved siden af, hvor jeg har min daglige gang, og blandt andet laver udesidninger og samler svampe, bliver vildtet fodret. Ofte er fodringspladserne kun få meter fra jagttårnene. Vildtet bliver fodret med korn, ensilage, gulerødder og roer. Skoven er desuden godt hegnet ind, så vildtet ikke har den store mulighed for at bevæge sig ud af den. Det er svært for mig, at forstå hvori reguleringen af bestanden finder sted, når dyrene bliver fodret samtidig. Hvis det ikke var fordi godset som ejer skoven, tjener mange penge på at låne den ud til jagt, så ville det logiske jo være at stoppe med at fodre dyrene. Fjerne hegnet og lade bestandene regulere sig selv.

Der er meget jeg ikke forstår. Der er bestemt også meget jeg ikke forstår omkring jagt. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvorfor der ligger hele skeletter fra vildtet i skoven. Måske er det en ulv, måske er dyrene døde naturligt. Det kan være at du har en god forklaring?

I dette indlæg har jeg en samtale med Maria fra Hyldemors Have om at spise dyr. Det indlæg kan du læse lige her, hvis du har lyst til at dykke mere ned i emnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM