KAN SHAMANISME VÆRE UETISK?

Jeg er i gang med at skrive en e-bog om hvordan man laver trommerejser. I bogen har jeg skrevet en del om de hellige redskaber som man bruger indenfor shamanismen. Eller indenfor det man også kunne kalde for Earth Medicine. Altså alle former for tilbedelse, eller ønske om en øget kontakt med jorden og de andre væsner som også bor her.

Etikken indenfor shamanismen var også noget jeg gjorde et stort nummer ud af at fortælle om, da jeg sidste år havde shamanistiske udviklingsgrupper.

I hele verden er der en tydelig øget interesse for feltet shamanisme og det er helt klart fantastisk. Men der er også et men. Et stort men! Det men har jeg meget lyst til at dele mere om, så det ikke kun bliver forbeholdt til min e-bog om trommerejser. Det kan du læse mere om her, hvis du også føler dig kaldet af feltet …

Bagsiden til shamanismen

I takt med shamanisme som almindelig, spirituel praksis er blevet mere og mere udbredt i den vestlige verden i løbet af de sidste årtier, så er efterspørgslen på de redskaber som hører til den praksis også steget. Mange har nu en tromme på væggen, rasler og andre aggregater for at vise, at de har forbindelse til deres animistiske rødder.

Og det er jo virkelig dejligt, at shamanisme er blevet så udbredt i løbet af de sidste år. Det viser, at mange savner noget i deres liv. At de savner noget før-kristent, noget som kan forbinde dem til naturen og til deres rødder. Noget som på en anden måde kan sætte dem i relation med himmel og jord og elementerne, der regerer her.

Men der er også en bagside til shamanismens udbredelse.

De skind, der bruges til trommer og rasler og fjer og knogler, som bliver brugt til pynt, kommer et sted fra. Der drives rovdrift på dyr, for at man kan købe shamanistiske redskaber her i Vesten – tidligere var det sådan, at hvis en stamme skød og slagtede et dyr, så blev alle dele af dyret brugt. Derfor kunne man være sikker, på at skindet ens tromme var lavet af kom fra et dyr, hvor alle delene af det var blevet brugt. Dyret var også blevet rituelt dræbt, parteret og dyrets ånd var blevet æret i processen.

Shamanistiske accessories …

Det er naivt at tro, at det sker for de millioner af dyr, som hvert år bliver slået ihjel med et formål, nemlig at komme til at hænge som shamanistisk rammetromme i et vestligt hjem.

Sandra Ingerman anslår, at det er over 20 millioner dyr som hvert år dør for, at man kan købe magiske, shamanistiske redskaber. Der er et kæmpe marked for shamanistiske remedier, og der vil altid være mennesker, som udnytter den efterspørgsel. 

Det er populært at købe trommer eller rasler, som kommer fra særlige dyr. Der findes ikke mange trommer i svineskind i Danmark, hvis nogen overhovedet. Men de særlige dyr, har også været levende. Det er ret vigtigt at forstå det. De er ikke blevet fundet døde og i helt perfekt stand. De er blevet jagtet og slået ihjel fordi der er en efterspørgsel på deres skind.

Mange dyr, udover dem som i almindelig grad er udrydningstruede, er det også fordi vi i Vesten køber shamanistiske accessories, som skal være så autentiske og lækre som overhovedet muligt. Det er så absurd og trist, og det modsiger alt, hvad shamanismen står for. At passe på jorden og alle dens levende væsner burde komme i allerførste række.

Kan shamanisme være u-etisk? Min vifte er sammensat af mange forskellige fjer jeg har fundet og som min mand har lavet en vifte af til mig.
Min vifte som min mand har lavet til mig. Den er sammensat af de fjer jeg har fundet i naturen.

Du kan ikke shoppe dig til forbindelsen

Der skal være etik forbundet med dine shamanistiske redskaber. Du kan ikke undskylde dig med, at du sikkert er den eneste, som har lyst til at købe en smuk tromme af afrikansk gazelleskind. Der findes måske millioner af andre mennesker, der har lyst til det samme. Vi skal tage ansvar for alt, hvad vi køber som forbrugere, også i forhold til vores spirituelle redskaber.

I de ceremonier jeg har siddet i med mennesker fra et af de oprindelige folk, har der været masser af plastik. Der har været instrumenter lavet af øl – og sodavandskapsler, rasler af coladåser med sten i og trommer som har været omvendte plastikspande. Og det har været nogle af de smukkeste og mest kraftfulde ceremonier, jeg har deltaget i.

Det er som om vi i Vesten mangler forbindelsen, og den forbindelse føler det som om vi kan shoppe os til. Hvis vi bare har de rigtige redskaber, så er vi også ægte, så vil ånderne høre os.

Forbindelsen til ånderne og evnen til at føle sig forbundet har intet med redskaberne at gøre.

Tænk dig godt om før du køber en tromme. Undersøg hvor skindet kommer fra eller køb eventuelt en REMO-tromme, som kan fås i mange forskellige størrelser og som fungerer helt perfekt. Sandra Ingerman bruger den også og kalder den for hendes vegetariske tromme. REMO-trommen har også den fordel, at den kan bruges ude hele året og at den ikke behøver varmes op af ild, som en tromme af dyrehud gør det.

Kan shamanisme være u-etisk? Her er et foto af min egen REMO-tromme.
Min egen REMO-tromme.

Ær dine instrumenter

Hvis du allerede har trommer af skind, så lav en ceremoni, hvor du takker dyret, der gav sit liv for, at du kunne få en tromme. Behandl din tromme med stor respekt, ær trommens ånd og ær dyrets ånd.

Du må også meget gerne lave ofringer til din tromme. Sæt gaver til din tromme, måske noget slik, kaffebønner, chokolade eller tobak. Sæt friske blomster ved den og smudge den.

Det samme gælder naturligvis, hvis du har rasler lavet af dyreskind. Ofte er de shamanistiske redskaber også udsmykket med flotte fjer, skjolde eller knogler. Der er ingen fugle som taber store mængder smukke fjer af sig selv. De taber heller ikke en hel vinge eller alle deres halefjer på en gang. En skildpadde taber heller ikke sit skjold, det samme giver sig selv med knogler.

Det er naivt at tro, at alt det pynt bliver fundet af mennesker som bruger månedsvis på at trawle naturen igennem, for at finde en særlig smuk ørnefjer til en rasle, som skal sælges. Ørnene bliver skudt og plukket, så forhandlerne kan følge med efterspørgslen på de mange shamanistiske redskaber. 

Hvis du har flere ting lavet af noget, der kommer fra dyr, så lav også en ceremoni for de ting.

Tak instrumentet og tak dyret eller dyrene for at de har givet deres liv for, at du kunne få dine redskaber.

Jeg vil poste flere blogindlæg om emnet inden så længe, stay tuned …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM