Da jeg opdagede det var allermest synd for mig
Du ved det nok ikke, men det er faktisk mig, det er mest synd for. Altså det kan godt ske, at du har oplevet smerte og at mange andre også har det. Og nej man kan ikke sammenligne, men derfor vil jeg alligevel gerne benytte lejligheden til lige at understrege, at det har været sværest for mig. At være mig …
Dengang hvor jeg virkelig opdagede, hvor synd jeg syntes det var for mig selv, der blev jeg noget overrasket. Tænk sig at jeg f.eks. kunne synes det var synd for mig, når andre efterlader deres sok på gulvet.
Jeg blev overrasket over, hvor meget (hvis ikke det hele) af min smerte, der var bundet op på, at det var fordi det var synd for mig. Ikke engang af nogen bestemt grund, bare fordi jeg er født som menneske her. Når det er synd for mig, så tager jeg alting personligt. Igen de der sokker, men også vejret, postbudets humør, min mors tone i telefonen, at min mand har haft en lang dag på arbejdet og måske ikke lige overdænger mig med komplimenter, når han træder ind af døren, kan overvælde mig med offerfølelser.
Så da jeg opdagede offeret tog jeg naturligvis omgående afstand til det. Sikke dog en klam størrelse at gå rundt med inden i. En følelse, som gør mig overfølsom og mindre attraktiv end et råddent æg.
Elsk dit offer væk
Sjovt nok så forsvandt offeret (og følelsen af at det var synd for mig som en konstant) ikke ved, at jeg synes det var ækelt. Offeret voksede faktisk bare. Den del af mig, som syntes det var synd for mig forsvandt ikke ved, at jeg skammede det ud, blev flov over det og gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det.
Min søn er 19 år, og han elsker at diskutere alverdens ting med min mand David og jeg. Det er meget interessant at høre hans anskuelser på verden, og hvordan han prøver at finde sin plads i den. En dag talte vi om voldtægter og generelle overtrædelser af andres, både kvinder og mænds, grænser. David bød ind med denne sætning: Uanset hvad der sker, så skal man altid holde med offeret.
Det der med at holde med offeret, det gjorde noget ved mig. Så jeg tænkte, hvad nu hvis jeg begynder at holde med mit offer. Hvad nu hvis jeg begynder at anerkende, at det har det som det har det. At det får bævrende underlæbe på særligt sensitive dage over en opvask, krummer i sengen, eller større ting som at skulle gå ud af sin komfortzone.
Sikke en lettelse: Jeg er perfekt uperfekt
Hvad nu hvis jeg i stedet for at skælde mig selv ud og råbe militæragtige kommandoer inde i mig selv om, at jeg for hulan da også bare skal tage mig sammen! Stramme ballerne og droppe tudefjæset! Hvad nu hvis jeg i stedet sagde til mig selv: Åh stakkels dig. Sikke en træls opvask. Og åh nej dog, der er nogen der har skåret brød og ikke tørret krummerne væk efter sig. Jamen dog. Det er helt okay og naturligt, at du synes at det er synd for dig. Det må du gerne synes.
For altså, offeret er der jo. Det forsvinder ligesom ikke ved, at jeg prøver at lade som ingenting. Når jeg går til mig selv med den overbevisning, at der ikke findes fejl i mig. Der kan ikke eksistere noget, der er ‘forkert’ i mig, så sker der også noget ved mit mindreværd. For mindreværdet bygger på, at jeg synes, jeg er forkert. Jeg skulle være meget bedre, meget mere åndeligt udviklet end, at jeg kan gå og snøfte indigneret over en opvask.
Ligesom jeg advokerer over for mig selv hele tiden, at jeg skal se virkeligheden for hvad den er, og være ærlig med hvad jeg ser. For det er først når jeg synes virkeligheden skal være anderledes end den er, at jeg får problemer. Når jeg accepterer den som den ser ud, så trives jeg i bedste velgående og kan også meget nemmere rykke mig derhen, hvor virkeligheden bedre matcher mig.
Pust dit indre barn på knæet det har slået
På samme måde må jeg også acceptere, at der er en side af mig, som bare synes det hele er så pokkers synd.
Når jeg holder med mig selv, i at det er synd, så er det sjovt nok ikke så slemt. Det er lidt som når et barn falder og slår sig på knæet. Sikke et drama det kan give! Og hold da op, hvor er det bare synd for det barn. Også selvom vi godt ved, at det ‘kun’ er en hudafskrabning og at det nok ‘kun’ er et i rækken af en million andre hudafskrabninger, så tager vi det alvorligt. Vi puster på såret med den rette alvorlige mine. Vi anerkender, at det der nok næsten er det blodigste vi nogensinde har set. Vi roser barnet for at klare den ulidelige (!) smerte så flot. Vi sætter et sejt plaster på og efterlader barnet med følelsen af, at selvom det troede, at det nu skulle have amputeret sit ben, så klarede barnet de her strabadser med formiddabelt heltemod. Barnet overlevede utroligt nok og næste gang, så ved barnet, at det måske ikke var helt så slemt som det så ud (eller måske først om 10 gange, men du ved hvad jeg mener).
Det er samme strategi, jeg har overfor mig selv. Jeg giver mig selv ret til at have som jeg har det, jeg anerkender at det er okay. Modsat af hvad man skulle tro, så vokser offeret sig ikke enormt fordi det bliver set. Tværtimod. Det bliver roligere. Ligesom barnet også reagerer positivt på trøst og falder til ro og faktisk får en fornyet tro på sig selv og altså føler sig stærkere, det samme sker i mig.
Jeg har min egen ryg
Når jeg roser mig selv hvis jeg er ked af noget, for at jeg kan mærke, at jeg er ked af det (også selvom en del af mig har lyst til at vende øjne af mig selv, og bare synes jeg skal smile og komme i gang), så føler jeg mig mere tryg.
Jeg bliver tryg af at vide, at jeg holder med mig selv. Jeg holder endda med det kedelige offer. Så må jeg virkelig holde af mig selv. Når jeg oplever, at jeg holder med og af mig selv, så bliver jeg rolig. Jeg får overskud til at handle mig værdigt ud af en situation jeg ikke har lyst til at være i. I stedet for at stå og tude og råbe som offeret har for vane. Jeg bliver stærkere og de småting som ellers kunne vælte læsset, de betyder ikke noget. For jeg har mig. Jeg har min egen ryg. Hvis det er synd for mig, så er det synd for mig. Det må jeg som den voksne i mit liv håndtere, og det giver så meget mere balance og venlighed til mig selv og verden at tænke sådan.
