BEVIDST ARBEJDE MED ELEMENTERNE

Da jeg var i lære som clairvoyant, kom elementerne, jord, ild, luft og vand intuitivt til mig. Jeg blev naturligvis undervist i elementlære af min underviser. I hvordan jeg kunne tage kontakt med elementerne, og bruge dem i mit arbejde. Men der skete også noget andet, da jeg blev bevidst om, at der overhovedet er noget, som hedder elementer.

Elementerne kom til mig, for at kommunikere med mig, og for at lære mig om dem. Jeg forstår, at for andre mennesker som arbejder intuitivt, og med de andre lag af virkeligheden, kan det være andet eller andre ting som kommer til dem. Det kan være væsner som engle, krystaller, urter, dyr, farver osv, som har den største betydning for dem i deres arbejde.

Når jeg skriver at elementerne kom til mig, så er det fordi de fik en meget stor betydning i den måde, jeg ser mennesker på i en læsning, og ser mennesker og vores liv på, i det hele taget. Elementerne blev ved med at vise sig for mig. De var faktisk temmelig insisterende i deres fortælling om dem selv.

Jeg blev undervist i rigtig mange metoder, redskaber og begreber i min tid som clairvoyantlærling, men det var især elementarbejdet, som blev ved med at vokse og arbejde i mig. 

Det var en klar følelse af at elementerne valgte mig. Jeg valgte ikke dem. Bevidst, i hvert fald. 

Elementet jord i en af sine smukke former.

Det intuitive sprog

Elementernes sprog, er et sprog jeg forstår intuitivt. Jeg mærker tydeligt en udveksling, og jeg mærker, hvordan min kontakt med elementerne bringer balance ind i mit liv. Elementerne og deres kraft har vist sig for mig, når jeg har været i naturen. Især når jeg har haft mulighed for, at sidde i naturen i længere tid af gangen. Enten om dagen eller på udesidning om natten.

Om natten, i mørket, har den varme, tykke sommerluft, fyldt med myg, hvisket mig hemmeligheder om udholdenhed. Vinden fra stormen har renset mig. Tudet i mine ører og nogle gange har jeg tudet med. 

Jorden under mig har holdt mig. Som om jeg sad i en stor håndflade, kærligt omsluttet. Jeg har følt varmen fra jorden, som har holdt mig lun på de koldeste nætter.

Regnen har vasket mine tårer væk. Enkelte gange har den pisket mig så hårdt ind i ansigtet, at jeg har måtte overgive mig til store brøl mod den. Regnen har lært mig om selvomsorg, når jeg opgav at sidde ude om natten og i stedet tog hjem i seng. 

Ilden har vist sig som solen, som bliver så uendelig meget værd, når det bliver rigtig mørkt om natten. Så mange nætter har jeg siddet ude, og har været overbevist om, at solen nok aldrig stod op igen. Nogle nætter har føltes uendelige lange. Når solen har vist sine første stråler, har jeg grædt af lykke og taknemmelighed over dagen, som altid kommer igen. Over ilden gennem solen, som giver liv og kraft til alt her på jorden.

Hvad jeg har lært om og af elementerne, vil jeg dele i de kommende blogindlæg.

Hvad er et element?

Ideen om, at vores verden er bygget op af 4 elementer, kommer fra de gamle grækere, og opstod første gang omkring 450 år f. Kr. Elementerne blev set som de energikrafter, som opretholdt livet. De 4 elementer er integrerede dele af det fysiske univers, og den menneskelige krop er en fysisk skabelse, der eksisterer i den fysiske verden. Derfor blev det antaget, at mennesker var skabt og styret af de fire elementer. En balance mellem elementerne blev anbefalet, for at sikre fysisk og psykisk velvære.

At disse fire elementer – jord, vand, luft og ild – udgjorde alt stof, var hjørnestenen i filosofi, videnskab og medicin i to tusinde år. Fra et videnskabeligt perspektiv, eksisterer de 4 elementer ikke længere i den form, som verden troede på i flere tusinde år. Nu ved videnskaben, at hver af de 4 elementer er bygget op af forskellige grundstoffer.

Fra et spirituelt perspektiv, arbejder mange stadig med elementerne i deres oprindelige form. Det er en tanke om, at hvert element er eller har en særlig energi. At hvert element faktisk er et væsen, en kraft, som man kan kommunikere og samarbejde med. Forståelsen af de fire grundlæggende elementer  – luft, jord, ild og vand – kan hjælpe os med at vurdere vores individuelle styrker og svagheder. At vi kan heale og bringe balance i krop og sind, ved at arbejde med elementerne. 

Hver kultur i verden har en eller anden form for symbolik relateret til de fire elementer. Det er almindeligt anerkendt, at de fire elementer gør livet på jorden muligt, både fra et videnskabeligt synspunkt, men også fra et spirituelt.

Elementet luft gennem skyerne.

At føle sig hjemme i verden

At arbejde med elementerne giver os en plads i verden. Vi arbejder med naturen, og ikke mod den. Når vi er forbundet med elementerne, og vi kan mærke, at de er en del af os, ligesom vi er en del af dem, så kan vi kommunikere med dem. Vi kan kommunikere med dem, i alle deres former, og af den vej modtage råd, kraft og vejledning.

At arbejde med elementerne gør, at vi føler os hjemme i verden. Ved at blive bevidste om elementerne, genopdager vi verden og naturen omkring os. At arbejde med elementerne er en måde at vågne op på. At vågne til, at naturen er omkring os hele tiden. Selv når vi går ud af hoveddøren fra vores lejlighed i byen. Elementarbejdet kan ligeså godt foregå i et boligkompleks på 4. sal, som det kan foregå ude i skoven. Elementarbejdet gør, at vi ikke længere føler os fremmede i verden. Også selvom den verden vi måske ser mest af til daglig, består af cement, beton, asfalt og kunstig belysning. Du kan ligeså vel blive renset af vinden på et hushjørne midt i København, som du kan blive det ude ved havet.

Elementarbejdet gør dig mere naturlig. Når du er mere naturlig, så vågner du til dine instinkter, din dyrenatur. Det vil sige, at du bedre kan mærke dig selv og dine ægte behov. Når du arbejder med elementerne, vil du helt af dig selv føle dig mere tiltrukket mod det naturlige i dit liv. Du får mere lyst til at spise naturlig mad, til at bevæge dig naturligt, til at bruge mere tid på det som nærer dig og din kreativitet.

Elementernes sprog

At arbejde med elementerne gør dig altså i stand til at høre, hvad det egentligt er som er godt for dig i dit liv. Det kan være svært at vide, hvad det faktisk er vi gerne vil have ud af vores liv. Når du arbejder med elementerne, bliver det meget nemmere for dig, at tune ind på hvad det er du skal bruge dit særlige liv på.

At arbejde med elementerne, er også for at bringe balance ind i sit liv. Mange ubalancer, som manifesterer sig psykisk og fysisk, kan man arbejde med energetisk, gennem elementerne. 

Der er ligeså mange måder at arbejde med elementerne på, som der er trosretninger, kulturer og intuitive mennesker i verden. I virkeligheden, så er det den bedste måde at arbejde med elementerne på, at tage kontakt med dem. Den direkte åbenbaring er altid bedst. Men det kan være smart at kende sproget en smule på forhånd. Ligesom når du møder mennesker fra andre lande, så giver det dig også et relationelt forspring, at kunne sige ‘hola’ eller ‘bonjour’, og kende en smule til kulturen du bevæger dig ind i.

At arbejde med elementerne styrker din intuition. Det er en vidunderlig sidegevinst ved dette arbejde. Det er både på grund af, at du åbner andre lag af dig, for at komme i kontakt med elementerne. Du gør dig selv stille og lyttende i arbejdet. Når du vænner dig til at være i verden på den måde, så sker der det, at der bliver plads til, at din intuition får mere rum i dig. Men din intuition bliver også styrket, fordi elementerne renser dig. Når du bliver renset, så kan du bedre høre og mærke, hvad der rent faktisk foregår i dig.

Elementet vand gennem havet.

Bliv stille og lyt

Elementerne renser os og giver os kraft. Elementerne skræller lag væk, og bygger op. Noget af det vidunderlige ved elementerne er, at den rensning ikke er voldsom. Den kræver ikke vilde, store skridt af dig. Du behøver ikke at gøre noget, som er udenfor din komfortzone, for at give elementerne plads til at arbejde med dig.

Det du bliver renset for, er både for dig selv, og det du har samlet op i dit liv i din energi. Du bliver renset for tanker, traumer, blokeringer. Både dine egne og andres som du måske har efterlignet, eller er blevet pålagt gennem din opvækst, og gennem det samfund du er vokset op i. Når du som eksempel lader dig rense for samfundets ideer, om hvad det køn du er født i kan og må, så bliver du mere fri til at gøre det som føles rigtig for dig. Uden at du først skal bøvle med de programmeringer du har med om, hvad en rigtig kvinde eller mand må gøre. 

Så egentlig er svaret på hvordan du arbejder med elementerne, at det gør du først og fremmest ved at blive stille og lytte. Og så går det også mere og mere op for mig, at jeg ikke arbejder med elementerne, men at elementerne arbejder med mig. Det er min oplevelse, at mange mennesker får det sådan med de emner, de fordyber sig i, i deres liv. At det ikke længere er dem som fører penslen, men at penslen fører hånden, og så fremdeles med alle de fantastiske ting, vi som mennesker beskæftiger os kreativt og intuitivt med.

En meget praktisk praksis

Arbejdet med elementerne er lige til, fordi vi er i kontakt med elementerne hver eneste dag. Faktisk hvert eneste øjeblik vi er her. Vi trækker vejret hele tiden, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Elementet luft er en konstant tilstedeværelse i vores liv, ligesom vi også hver dag er i kontakt med vand som vi drikker. Ild igennem varme og livskraft, og jorden som vi står og lever på. Faktisk har vi en konstant kontakt med elementerne. Vi er aldrig ikke i kontakt med dem. 

For mig er det utroligt praktisk i forhold til min spirituelle vej. Jeg kan blot tage en dyb indånding, og så bliver jeg øjeblikkeligt gjort opmærksom på, at der er andre energier, krafter og kræfter her, end dem jeg umiddelbart er vågen overfor.

Elementarbejdet er altså oplagt og nemt. Vi skal ikke til at finde alle mulige remedier frem, eller gå ind i et særligt indrettet rum, hverken fysisk eller mentalt. Elementerne er omkring os hele tiden. Vi har hele tiden muligheden for at kontakte dem. 

Elementet ild gennem solen.

Den bedste bøn er Tak

Som jeg sidder her på min stol, foran mit skrivebord med computeren på, kan jeg kontakte alle fire elementer. Jeg tager kontakt med luften gennem min vejrtrækning. Jeg tager kontakt med vandet, gennem spyttet i min mund. Jeg tager kontakt til ild, gennem sollyset der skinner gennem mit vindue og jeg tager kontakt med jord, gennem mine fodsåler som hviler på gulvet i huset hvor jeg bor.

Når jeg om et øjeblik rejser mig for at tage en pause fra skriveriet og går ud i min have, så mærker mine bare fødder jorden under dem. Jeg mærker duggen fra græsset på mine tæer, solen på mit ansigt og vinden, der blæser omkring mig. Jeg behøver hverken lave store ritualer eller ceremonier, for at være bevidst om den kontakt. Jeg kan blot sige tak, enten i mig selv eller højt. I det tak er der allerede sket en åbning og en energiudveksling. Jeg siger tak for kontakten. Tak for tilstedeværelsen, og tak for rensningen som foregår uanset, om jeg er bevidst om det eller ej.

Over det næste stykke tid, vil jeg dele mere om elementerne og hvordan du rent praktisk kan arbejde med dem. Det er et fantastisk arbejde og vi er kun lige begyndt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM