GODE RÅD TIL DIN AYAHUASCA-REJSE

7 vigtige overvejelser

Mine oplevelser med drikke ayahuasca er allerede blevet til en hel lille serie, læs mine tidligere indlæg her ‘Min erfaring med ayahuasca’ del 1, del 2, del 3 og del 4. Her kommer en guide til, hvad du skal vide, hvis du ønske at bruge ayahuasca til healing i dit liv.

100% trygge rammer

Det kan ikke understreges nok, at det er vigtig, at du kun drikker ayahuasca i rammer, som føles 100% trygge. Selvfølgelig vil dit ego flippe ud i dig. Men det er de andre alarmklokker i dig selv, du skal være opmærksom på. Det er altså godt, at du kender dig selv. At du ved hvilke mekanismer, der kommer i spil, når du normalt bliver udfordret og er usikker på, hvad der skal foregå. Når du kender dig selv på den måde, så er det også nemmere for dig at mærke om det er fordi du ‘bare’ er nervøs. Fordi du bevæger dig ind på ukendt grund. Eller om det er fordi, at der egentligt er noget at være nervøs for.

Gå med din rationelle og logiske sans her. Hvis noget sådan logisk set virker for skørt, for underligt eller for grænseoverskridende, så hold ved det. Vi kan så nemt komme til at køre os selv rundt i et loop, hvor vi ikke kan mærke om det er vores ego, der bliver bange eller om det er fordi der rent faktisk er noget at blive bange for. Gå med logikken i det her tilfælde.

Dit ego vil måske komme på tværs

Det kan være en temmelig skræmmende affære for egoet at blive udsat for ayahuasca. Der vil måske opstå tanker i dig undervejs, når du har drukket medicinen om, at du nu er blevet hijacket til en kult. Eller at hvis du bare løber i en tilfældig retning, så kommer du ud i civilisationen igen og kan slippe for de her ting, du bliver konfronteret med. De tanker er helt normale. Se om du ret hurtigt kan slippe dem igen. Der er ingen grund til at sidde på en hel ayahuasca-rejse og prøve at regne ud om du er blevet lemmet ind i en sekt uden at vide det. Det er ikke muligt at regne den slags ud, mens du er på medicinen.

Sig til dig selv, at det vil du se på igen bagefter. Så kan du der tage stilling til, hvordan virkeligheden er. Den kan du ikke forholde dig til, imens medicinen virker. Og derfor er det også helt afgørende, at du drikker medicinen med mennesker, du stoler på. For du skal kunne give helt slip mens ayahuasca virker. Det duer ikke at sidde og blive opkørt over ting, der faktisk kan gøre en nervøs og utilpas, så kan man få en rigtig ubehagelig rejse.

At vælge cirkel

Brug din sunde fornuft når du ser efter en cirkel eller undersøger dem, der faciliterer ceremonierne. Gå efter dem, der taler om kærlighed og om hjertet, om healing. Jeg har hørt om ceremonier, hvor ayahuascaen bliver spicet op med syntetisk DMT. Den slags er efter min mening ikke tilrådeligt. Ayahuasca er en hellig medicin. Den behøver ikke hjælp fra noget kemisk fremstillet. Kontakt dem du overvejer at deltage i cirkel hos og stil alle de spørgsmål, du har brug for at stille.

Hvis du støder på et ego i dem du spørger, f.eks. hvis de bliver irriterede over dine spørgsmål, så find andre der fasciliterer ceremonier. Det er meget vigtigt at være tryg. Både fordi det giver en hel anden type rejser, men også fordi det er vigtigt at være tryg. Det skal ikke nedtones, at ayahuasca er en heftig medicin. Der skal ikke foregå noget som er det mindste smule skummelt eller grænseoverskridende.

Vær ærlig overfor dig selv, når du mærker efter hos dem, der laver ceremonierne. Hvis du bliver utryg, så hold dig til det og led efter et andet sted. Lad være med at tolke for meget i om det har noget med dig at gøre. Du kan altid vende tilbage og mærke efter igen senere, og så kan du undersøge om det var dig eller dem. Gå efter anbefalinger fra andre du kender eller nogen de kender. Det gælder både, hvis du vælger cirkler her i Europa eller i andre steder af verden, f.eks. Sydamerika.

Sæt en klar intention for din ayahuasca-rejse

Hav en klar intention for din rejse. Ayahuasca skal ikke bruges for sjov. Det siger egentlig også sig selv. For der er ikke så meget, der er sjovt ved det ubehag, der følger med at drikke det. Men gør det heller ikke til en manddomsprøve. Eller noget du bare skal prøve at gøre én gang før du dør. Ayahuasca er lige som andet naturmedicin helligt og det skal tilgås med en følelses af ærbødighed. Den følelse styrker du ved at vide, hvorfor du tager medicinen, altså hvad er din grund til det? Hvad er din intention? Når du har den klar i dig, så giver det dig også den åbenlyse fordel, at du kan have den med som pejling, når du bagefter tænker på, hvad der skete på din ayahuasca-rejse.

Kvalmen

Det hjælper mig til at kaste op at tænke på at drikke et nyt glas ayahuasca. Tanken om, at jeg når min kvalme er allerværst, ved jeg skal drikke et nyt glas af det som i første omgang gav mig kvalmen, gør at jeg kan kaste op. Og tro mig. Du vil gerne kaste op. Den der kvalme er ulidelig. Desuden er det også modstand, du kaster op, at ‘rense’ alt det ud, som gør at du ikke kan give slip og lade medicinen virke.

Nogle kaster aldrig op, andre gør det hele tiden. For nogle tager det mange ceremonier før de pludselig kan give slip. Det er meget forskelligt, så husk ikke at dømme dig selv for hvor du er. Hvis du er i en cirkel, hvor du bliver tilbudt rapé, så kan det også hjælpe til at kaste op. Det kan være godt at tage imod det, selvom det kan virke ret uoverskueligt i situationen.

Som jeg skriver om længere nede i indlægget, så ser jeg ofte en stor grøn anakonda, når jeg har meget kvalme. Den lokker mig til at kaste op, så den er sådan set på min side. Engang så jeg personen der skulle give mig rapé, altså blæse tobak op i min næse, blive forvandlet til anakondaen. Det er altså en spøjs oplevelse at se en over 10 meter lang, lårtyk, grøn anankonda sidde foran en selv og venligt spørge om jeg ikke ville have rapé, så jeg kunne slippe af med kvalmen, jeg tydeligvis havde kæmpet med. Det kunne jeg faktisk ikke overskue lige der. Det var alligevel for meget af det gode at få en anakonda til at blæse tobak op i min næse for fulde hammer. Heldigvis skulle jeg bare have et glas ayahuasca til og så kom der ellers gang i ‘renselsen’.

Anja Dalby Gode råd ayahuasca

Sæt dig op hvis du føler dig overvældet visuelt

Sæt dig op hvis det bliver for meget. Som jeg skrev i det her indlæg, fik jeg selv det råd at sætte mig op, hvis rejsen bliver for overvældende. Det kan virkelig være en god idé. Efter min første rejse i 2011, så lagde jeg mig først ned igen i 2018! Det var efter jeg havde fået min åbenbaring omkring hvad egoet havde gang i, i mig selv . Men så turde jeg også lægge mig ned og lade mig flyde med i et stort rum af kærlighed og smukke visioner.

Det kan føles så naturstridigt at sidde op. Hele ens krop vil bare ligge og smelte ned i madrassen. Men prøv at se om det ikke er muligt for dig at sidde op. Du må gerne læne din ryg op af en væg eller en meditationsskammel eller lignende. Det hjælper bare så meget til at have en fornemmelse af ikke blot at blive kastet rundt i et vildt hav af det mest sindssyge trip overhovedet, men at man faktisk har en lille smule styring med hvad der foregår. Hvis du kan, så sæt dig op!

Det visuelle er ikke virkeligt. Det kan godt være meget overvældende visuelt at drikke ayahuasca. Nogle mennesker nyder meget at observere det visuelle, men jeg har på fornemmelsen at det er de mennesker, der har prøvet at drikke det rigtig mange gange og som derfor ikke længere flipper ud over det de ser. Du kan risikere at se en masse uhyggelige ting. Monstre og ghouls i et sådan omfang at det kan være svært at forestille sig, at man kan vende tilbage til verden med et normalt syn på den. De første gange jeg så hære af irgrønne skelet-zombies (det lyder sjovt, det var det ikke) komme imod mig for fulde hammer, så var jeg ret tæt på at forlade min plads i cirklen og løbe skrigende bort. Hold øje med om det visuelle også har en forbindelse med kvalmen i dig eller med dine tanker.

Jeg har oplevet mange gange, at hvis jeg ikke har kunne skræmme mig selv med hæslige tanker, så har tankerne forvandlet sig til monstre i stedet. Sådan nogle som ville få Ridley Scotts ‘Alien’ til at se nuttet ud. De er dog forsvundet med det samme jeg opdagede oprindelsen til dem. Måske kan det være tilfældet for dig også. Og du behøver ikke sidde og mosle med frygten for dem på dine rejser. Når min kvalme er allerværst, så kommer der en stor skriggrøn anakondaslange imod mig med gule øjne, skarpe tænder og en stor tunge, der hvisler af mig. Den kommer altid. Den hvisler og lokker og smisker med ord som giver mig endnu mere kvalme.

I starten synes jeg ikke den var så sjov at se på. Nu ved jeg at den kommer for at lokke, sådan rasle kvalmen op af mig. I det øjeblik jeg kaster op, så forvandler den sig altid til noget, der er mere behageligt at se på. Sidst det skete blev den til hundrevis af små brune rottweilerhvalpe, som lå i en stor, nuttet bunke med blottede, bløde maver og store smil på. Det tror jeg ikke har den store betydning. Jeg tolker det ikke som at mit kald i livet er, at jeg skal opdrætte rottweilere. Det er blot et eksempel på, hvordan det visuelle kan følge det fysiske, altså her kvalmen.

Det er ikke altid, at det visuelle betyder det store. Jeg kender til mennesker og har hørt om folk, som har fået store syn på deres ayahuascarejser. Syn som de virkelig har kunne bruge til noget. Men vær forsigtig med at tolke dem, for ofte kan vi komme til at tolke dem til, at vi er noget særligt. At vi er udvalgte, at Madre Ayahuasca og alle guderne og gudinderne har udvalgt os til en speciel mission. Det er vi ikke. Det er noget, der sker i et usikkert ego, hvilket leder mig videre til næste punkt.

Kend dit ego

Kend dig selv, kend dit ego. Det er ikke et ukendt fænomen, at egoet i sin forskrækkelse over hvad der foregår på en ayahuascarejse, udnævner sig selv til at være den nye messias. Den kærlighed man kan føle på en rejse med medicinen, den er så mindblowing, at egoet godt kan tage det personligt. Så egoet kan tro at det er noget særligt, siden det får lov til at føle den her kæmpeenorme kærlighed.

Det er ikke usædvanligt at folk tager fra en ayahuascarejse og nu vil de ud og vise de ‘sandheder’ de fik til resten af verden. Det kan godt blive lidt Moses på Bjerget-agtigt og det har aldrig været særlig kønt. Så det er den ene ting. Uanset hvad du bliver fortalt af lækkerier om, hvordan DU er den eneste i hele verden der kan gøre en forskel. At du kan heale hele Jorden, så er det ikke sandt. Du er en vigtig brik, men det er vi alle. Prøv at tage egoet ud af historien og så vil du opdage, at du er præcis lige så vigtigt og ikke-vigtig som alle os andre.

Noget andet i forhold til egoet, det er at det er godt at kende det en smule på forhånd. Det er altså godt at kende til din egen følelse af utilstrækkelighed, usikkerhed og skam inden du drikker ayahuasca. Det er ikke en rar overraskelse at blive konfronteret med alt sit lort, mens man drøner derudaf med 150 km/t på et gigatrip. Det er godt at have en fornemmelse af, at det trods alt ikke er helt nyt det hele, så man også ved at det altså er en selv. Der sidder ikke en udefra og fodrer ens hjerne med ubehageligheder. Det hele sker i dig selv. Det er kun dit ego, der går bananas ikke andet. Det er også en virkelig værdifuld viden at have med sig på en rejse.

Har du spørgmål, kommentarer eller andet? Er der noget du kunne tænke dig at høre mere om eller få uddybet i forhold til mine ayahuasca-indlæg? Jeg vil meget gerne høre fra dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM