10 ÅRS JUBILÆUM

I år er det 10 år siden jeg startede mit firma Anja Dalby. Da jeg lavede denne hjemmeside var den både ment som et sted jeg kunne dele min egen personlige proces på min blog, men naturligvis også som et online visitkort for det arbejde jeg tilbyder.

Det har altid været min klare overbevisning, at jo mere vi tør dele af skidt og kanel om os selv, jo større rum skaber det, for at andre tør gøre det samme. At det ofte er i mødet med andres proces, og menneskelighed, at vi kan acceptere og heale os selv. Derfor har jeg gjort mig umage for at dele både det såkaldte grimme, og det såkaldte smukke på min blog. I håbet om at dem der læste med kunne se, at de ikke var alene i at være idioter nogle gange.

Min oplevelse er, at jo bedre jeg kan acceptere min indre idiot, jo nemmere er det ikke at dømme andres. Så jeg har udstillet mine egne processer på min blog, selvom jeg er fuldstændig sindssygt genert i virkeligheden og introvert på next level niveau.

Cringe med cringe på

Jeg er ofte vågnet svedende op om natten, og tænkt på et blogindlæg jeg lige havde skrevet. Mens jeg krummede mine tæer helt op i knæhaserne. Over hvor pinlig og totalt cringe jeg var. Over at jeg havde vist så meget af mig selv. De nætter har jeg været helt overbevist om, at når jeg stod op næste dag, så ville jeg slette min hjemmeside og forsvinde fra jordens overflade. Alligevel er noget i mig blevet ved med at insistere på at være her. Heldigvis er der en anden stemme i mig, end den der siger, at jeg burde krybe i et musehul, og blive det mest usynlige menneske i verden.

Opgøret mod genertheden og følelsen af, at være det mest akavede menneske der nogensinde har gået på jorden, er også en drivkraft for mig. For jeg ved udmærket hvor den overbevisning kommer fra i min barndom, og jeg kan også tydeligt mærke stemmen i mig, som siger det modsatte. Som lokkende kalder mig ud af busken. Som bliver ved med at insistere på, at turde gå vejen, og at turde dele den. Også selvom det fremkalder nætter med koldsved og ondt i maven.

Good Beirut angst

På et personligt plan, hvad alt vel i virkeligheden er, kan jeg se at i de 10 år der er gået med mit firma, har der været en koloenorm udvikling for mig. Jeg er (har) markant mindre angst nu. Altså helt vildt faktisk. Hvor angsten har fulgt mig tæt stort set hele mit liv, så har jeg nu lært den så godt at kende, at jeg i en alder af 48 år stort set har fået skovlen under den. Det troede jeg aldrig ville ske. Grunden til at jeg ville lave min blog, var også for at dele den proces. Min angst var tidligere så invaliderende, at jeg vidste, at jeg var nødt til at handle på den. Det har jeg gjort gennem selvudviklingarbejdet, som jeg også har delt på min blog. Selvom det bestemt også har været virkelig angstprovokerende at gøre.

For 10 år siden da jeg lavede mit firma, var jeg lige blevet færdig i lære som clairvoyant. Jeg gik først og fremmest i lære som clairvoyant, fordi det skræmte røven ud af bukserne på mig. Både alle de opgaver jeg fik i min læretid, men også tanken om at stå frem, og tilbyde dette type arbejde til verden. En af de måder jeg har prøvet at overrumple angsten på, har været ved at overraske den og gøre noget jeg med sikkerhed ikke turde. Nogle gange har det virket godt. Andre gange skulle jeg måske have været lidt blidere ved mig selv, men det er der også stor læring i at opdage.

Nyt på vej

Igennem denne hjemmeside har jeg lavet tusinder af clairvoyancer. Det har været så vild en proces for mig. At tænke tilbage på den jeg var da jeg lige var færdig uddannet, til hvor jeg er nu.

I forhold til hvad jeg ellers har udbudt af ydelser her på hjemmesiden, så er jeg gået med bevægelsen, som var i mit liv på det tidspunkt. De kurser og workshopper jeg har afholdt, er kommet ud af et ønske om at dele redskaber som virkede for mig. Som alt andet i livet så er intet statisk og især ikke de indre processer, hvis man har modet til at gå med dem.

Jeg har holdt mange udesidninger, lavet trommerejser, shamanistiske udviklingsgrupper, intuitionsworkshops, healinggrupper, meditationsgrupper og meget andet ind i mellem. De sidste par år er jeg begyndt at føle et kald mod noget andet. Stadigvæk i feltet mellem selvudvikling og spiritualitet. Men der er en bevægelse i gang mod, at jeg skal turde være endnu mere mig selv. Det vil jeg dele mere om inden længe.

Beskeden på klistermærkefabrikken

Jeg føler mig sindssygt priviligeret over at der har været, og er, så stor interesse for mit arbejde. Da jeg startede i lære som clairvoyant, var jeg lige gået bankerot med et firma, og en butik jeg havde i Aarhus. Jeg skyldte en stor sum penge til banken. Jeg boede i skurvogne med min eks-mand og min søn, i Andelssamfundet i Hjortshøj. Vi var i gang med at bygge et øko-hus, men det havde lange udsigter. Blandt andet pga den gæld jeg havde skabt i mit firma.

Jeg tog alt det ufaglærte arbejde jeg kunne komme i nærheden af, for at banke min gæld af. Jeg stod f.eks. ved et samlebånd på en klistermærkefabrik i Lystrup ved Aarhus. Der kunne jeg sagtens være blevet stående. Jeg stod med mange kvinder på min egen alder. Kvinder som tilfældigt var endt med at stå der, og ikke havde nogen motivation på at ændre det. Ikke at de nødvendigvis skulle det. Men de havde alle haft andre drømme. Havde haft andre planer for dem selv, end at bruge deres liv ved et samlebånd hvor der drønede bunker af klistermærker forbi.

Ved samlebåndet blev jeg ved med at høre en stemme i mit hoved, som sagde, at jeg skulle gå i lære som clairvoyant. Og selv om det stort set svarede til, at stemmen ligeså godt kunne have sagt, at jeg skulle gå efter at blive den første kvinde, som byggede sin egen rumraket og fløj til Venus, så gik jeg med den. Et skridt af gangen. Og et til og et til …

Viljen som drivkraft

Jeg er meget meget taknemmelig over alle jer som har læst med i mange år. Jeg er helt på røven af benovelse over, at I bliver flere og flere som læser med her, som skriver til mig, som melder jer til mit nyhedsbrev. Jeg kan huske hvordan det var, at være den kvinde der stod med en skamfuld dukket nakke, over at være mislykket med noget jeg troede på, ved et samlebånd i Lystrup. At det har været muligt for mig at bevæge mig så meget, troede jeg på ingen måde var muligt.

At være meget viljestærk (kan du sige stædig, råber min mand), er heldigvis en kvalitet jeg har i overflod af. Den kvalitet kan til tider være temmelig belastende for mine omgivelser, men for mig selv er den en vidunderlig drivkraft.

Jeg VILLE have det bedre. Jeg ville på ingen måde lade mig selv slippe, og ende ved samlebåndet. Så havde min angst, skam og usikkerhed vundet big time. Og selvom jeg nærmest følte mig 90% angst og 10% selv, så tog jeg stadig et skridt af gangen. Stille og roligt mod frihed fra mine egne begrænsende tanker om mig selv.

Hvis jeg kan, så kan du osse …

Det var også derfor jeg lavede denne hjemmeside. For at vise at hvis jeg kan, så kan du dælme også. Ikke som et spark i måsen til dig der læser med her, men for at stå ved siden af dig. Som en kærlig ven, som siger, at jeg virkelig godt ved hvordan det er, at have det invaliderende skidt. Men se nu her hvad jeg har gjort for at bevæge mig. Det her og det her har virket for mig. Måske kan det også virke for dig. Og hvis ikke, så er der andre skridt, andre redskaber, som venter på dig. Som er bedre match til dig og din energi. Men jeg kan vise, at det er muligt at forandre sig. Også selvom man kan få klamme hænder og bævrende underlæber undervejs.

Et kæmpe tak til alle jer som har fulgt mig hele vejen. Nogle af jer ved jeg endda, er fulgt med fra da jeg havde firmaet og butikken i Aarhus, hvor jeg solgte økologisk tøj.

Et kæmpe tak til jer som er kommet til undervejs. Jeg kan ikke udtrykke nok, hvor stort det er for mig, at I er nogle som er interesserede i det arbejde jeg tilbyder.

At få lov at spejle jer som følger med her, at få lov at spejle mig i jer. Det har været og er det vildeste nogensinde. Det har betydet at jeg tør være endnu mere mig selv. Tak for at I holder rum for det. At jeg kan dele her og blive mødt af venlighed, interesse, nysgerrighed, åbne spørgsmål og ikke domme, som jeg så ofte har været så nervøs for.

Nye skridt, nye tider

I takt med at dommen over mig selv er blevet langt mindre, er også frygten for at blive dømt af andre stort set forsvundet. Det er naturligvis også sket pga processerne i mit selvudviklingsarbejde. Men det har været, og er, uvurderligt for mig, at kunne dele her. At erfare at himlen ikke falder ned om ørene på mig når jeg viser hvem jeg er. At leve oplevelsen af at I som læser med, ikke svarer mig med dom, men med forståelse, omsorg og genkendelse. Det har været livsændrende for mig. Tak er virkelig kun et fattigt ord i den forbindelse. Hvis jeg kunne møde jer alle i levende live, så ville jeg give jer alle et kæmpe kram. Tusind tak for jer.

Jeg er klar på mindst 10 år til med mit firma, og jeg er spændt og glad over de nye veje jeg er begyndt at gå. Jeg er også stolt over, at jeg tør vise at alt er i bevægelse. At vi alle sammen må bevæge os lige så meget vi har lyst til. Vi behøver ikke at blive i kasser vi selv har fundet på. De kasser kan til hver en tid skiftes ud med andre, og vi må stå i hundredevis af kasser på samme tid, hvis det er det som gør os glade.

Tusind tak for at læse med.