Minimalisme som default
Det er ikke svært for mig at leve minimalistisk. Nu. Men sådan har det ikke altid været. Jeg har været heldig, at jeg aldrig har tjent særlig mange penge. Det betød i nogle år (en del), at mine udgifter var højere end mine indtægter. Det var sindssygt stressende. Så jeg blev tvunget af omstændighederne til at sætte mit eget forbrug ned.
Det betød, at jeg begyndte at handle i genbrugs-butikker efter tøj og møbler som jeg havde gjort, da jeg var ung. Det betød, at jeg begyndte at tænke over hvert eneste lille små-indkøb, jeg lavede. Lige fra bøger til mig selv til legetøj til min søn. Til make-up og dullegrej og almindeligt tingeltangel. Det betød også, at jeg måtte træffe valg om at fravælge licens, a-kasse, fagforeninger, forsikringer osv.
At lære at hylde nøjsomheden
Samtidig var der begyndt at spire en ny bevidsthed i mig. En bevidsthed, der havde rod i en mistanke om, at vi ikke bare kunne gøre hvad som helst ved Jorden. At det, der føltes som en Jord med ubegrænsede ressourcer og en guddommelig evne til at heale sig selv igen, nu var en klode som kørte på reservetanken.
Jo mere jeg kom i kontakt med økologi, spiritualitet og veganisme, jo mere begyndte den minimalistiske levevej, at blive et valg truffet ud fra hjertet. Det var ikke længere et spørgsmål om at holde egoet i en stram snor.
Jeg har også været heldig at vokse op i en familie, hvor vi ikke havde særlig mange penge. Det er nok mere almindeligt end usædvanligt for min generation fra 1970′ erne. Det betød blandt andet, at der var mange grøddage, at mine forældre hver havde to jobs, og at der stort set aldrig blev købt nyt. Med mindre det var fordi der skulle fremstilles noget, f.eks. tøj. Min mor syede alt vores tøj selv, og jeg og mine tre yngre søstrer var ofte meget yndige i helt ens sæt. Bare i forskellige størrelser.
Familierygsæk fyldt med mådehold
Jeg var også heldig fordi jeg tilbragte meget tid med mine bedstemor og med min oldemor. Begge kvinder havde (naturligvis) levet under krigen og havde lært min mor (og dernæst mine søstre og jeg), hvordan man laver alt sin mad fra bunden. Hvordan man dyrker sine egne grøntsager, frugter og bær. Og ellers sanker bær, nødder, tang, svampe og meget andet i naturen. Det var naturligt for os at finde vores egen mad. Det var naturligt at spare på varme og at spare på vand. Der var ingen fråds eller overforbrug.
Både min bedstemor og min oldemor, gjorde meget ud af at lære os efterkommere, hvordan naturen var et skattekammer af mad. Jeg husker mere tid med dem i naturen, på brombær- eller svampejagt, end jeg husker dem på andre måder.
Minimalisme er blevet nemt for mig
Minimalisme er nemt for mig, fordi jeg er opvokset fattigt og klogt. Jeg har lært at tænke over pengene, og over det forbrug jeg har. Jeg har lært at skaffe gratis mad.
Minimalisme er nemt for mig. NU! Men det var svært, da jeg lige var flyttet hjemmefra og i årene efter. Da jeg først selv begyndte at føle, at jeg faktisk også havde en indflydelse på, hvor økonomisk sikker eller usikker min hverdag skulle være, så blev det nemmere. Så kunne jeg tage ansvar og begynde at træffe aktive valg for at skabe en mere rolig og stabil økonomi, bare ved at lade være med at bruge mere end jeg allerede havde. Har forklaret det igen, håber det er bedre nu.
Det blev rigtig nemt, da jeg opdagede spiritualiteten, og forstod hvordan den ikke kun kunne være noget jeg beskæftigede mig med i ånden, men var nødt til også at leve fysisk. Så var økologi ikke længere et valg, der var ikke andet. Det samme gjaldt veganisme. Da jeg forstod volden, vi gør ikke bare mod dyrene, men også mod os selv og hele planeten, både på et fysisk og spirituelt plan, så var den økologiske og veganske vej den eneste naturlige vej at gå for mig.
Bevidst minimalisme: Tag ét skridt ad gangen
Ved bevidst at vælge minimalisme, så valgte jeg også egoets grådighed fra i mit spirituelle arbejde. Jeg så hvordan grådighed kun kan eksistere i egoet, så minimalismen blev også en spirituel retning. At leve spartansk, og i nogles øjne sikkert også asketisk, blev et valg truffet ud fra hjertet. Af kærlighed til mig selv, mit eget liv, min egen økonomi og dermed også til min egen tid og energi. Et valg, der er truffet ud af kærlighed til planeten. Ud af en forståelse for, at der ikke er mere til mig her end der er til alle andre. Og hvis jeg vil have, hvis jeg kræver, at få alt det som mit ego siger, at jeg har ret til at eje og forbruge, så ødelægger jeg livet for mange, mange mennesker her. Alt forbrug har sin pris.
Men det har taget tid. En ting er min baggrund, som er en naturlig rygsæk jeg altid vil bære med mig. Men fra jeg startede denne rejse og så til nu, hvor jeg bor i et lille hus i skoven, med meget få udgifter, og er i gang med at opbygge en permakulturhave, der er der gået mange år. Hvis du også har lyst til at lægge dit liv om, så tag et skridt af gangen. Det er den eneste måde, vi kan forandre tingene på. At vi alle sammen tager skridt i den rigtige retning. Mod et liv med mådehold og taknemmelighed for det vi har, i stedet for utilfredshed over det vi ikke har.
@anja_dalby på INSTAGRAM
