DISKUSSION: PAGTEN MELLEM DYR OG MENNESKER

Har jeg ret?

Jeg er så heldig at have flere mennesker omkring mig, som gerne vil udfordre mig på mine meninger og overbevisninger. Flere af jer, der læser med her konfronterer mig ofte. F.eks. når jeg skriver om, at jeg (mildest talt) ikke er vild med kapitalismen, og de problemer den skaber for mennesker og dyr i verden. Jeg bliver konfronteret på min modvilje og bliver tit stillet spørgsmålet:

‘Hvordan kan du være så vred på noget, som eksisterer her i verden? Uanset hvordan vi vender og drejer det, så lever vi en kapitalistisk verden. Hvis du tror på at alt er skabt af Gud eller af en eller anden Kraft, så må du også tro på at kapitalismen også er det. Og hvis du tror på at der ikke findes fejl i universet, hvordan kan kapitalismen så være det? Og hvis du tror på at verden kan forandres gennem kærlighed, hvorfor så al den vrede mod netop kapitalismen?’

Den slags spørgsmål og konfrontationer er jeg helt vild med! Tænk sig hvis jeg nu ikke havde ret! Hvor er det en spændende tanke. Og lige præcis de her samtaler har jeg haft med en del, både på Facebook og Instagram og på e-mail. Kapitalismen er (måske) en anden snak. I dag vil jeg fortælle om en anden person, som også har udfordret mig i forhold til noget andet jeg har virkelig kært. Nemlig veganisme.

En samtale om at spise dyr – og ikke at gøre det

Da jeg var 18 år holdt jeg op med at spise kød. I flere perioder af mit liv har jeg spist vegansk. Faktisk lige indtil jeg tog beslutningen for 5 år siden om helt at stoppe med at spise alle animalske produkter. Min bevæggrund for ikke at spise dyr, eller noget der kommer fra dem, er helt ærligt, at jeg ikke synes jeg kan være det bekendt overfor dyrene. Jeg spiser ikke dyr, fordi jeg ikke har lyst til at spise noget, jeg elsker.

Maria fra Hyldemors Have (som jeg har postet en samtale med her på bloggen) skrev til mig efter, at jeg havde lavet nogle posts om at spise vegansk på Instagram. Vi har haft lange samtaler om veganisme. Om veganske erstatningsprodukter. Om bekymringer for soja, og om asa-tro. Og Maria har nævnt ‘pagten’ mellem mennesker og dyr flere gange. Til sidst fik jeg spurgt til, hvad hun egentligt mente med den der ‘pagt’. Det spørgsmål, og Marias generelle tanker om veganisme (og om faste overbevisninger i det hele taget), fik hende til at begå dette blogindlæg.

Maria citerer i sit indlæg Annette Høst med blandt andet disse ord om pagten mellem mennesker og dyr:

‘Derfor har der fra de ældste tider eksisteret spirituelle overenskomster mellem dyrene, planterne og os – en Pagt. Den handler om at vi får lov at tage liv – eller at dyr og planter villigt giver sig til os – hvis vi overholder vores del af aftalen. Vores del består i at vi ærer det vi tager, og ikke krænker, ydmyger dyrene eller planterne. At vi kun tager det vi har brug for, og ikke lader noget gå til spilde. At vi altid giver noget tilbage, dels som tak, dels for at livets kredsløb kan fortsætte.‘

Det synes jeg er vildt smuk og en vild smuk tanke at være i verden med. Men jeg kan ikke se hvordan den pagt kan give os lov til at være kød-, mejeri- eller æggespisere i dag. Der er intet i vores landbrugsproduktion, der handler om at ære. Tværtimod, så er netop denne produktion af dyr, mejeri og æg dybt krænkende. Ikke bare over for dyrene og jorden, men også over for os selv og vores egen sjæl. Vi giver ikke noget tilbage som det er nu. Vi bruger og misbruger og er i gang med at ødelægge hele planeten omkring os, fordi vi vil have kød, mælk og æg på tallerken hver dag.

Pagten

Da pagten blev skabt mellem mennesker og dyr (og planter), så tror jeg ikke ånderne, der var tilstede havde forestillet sig, hvor langt ud vi ville tage dyrenes og jordens godhed. At vi ville behandle dyrene og jorden så respektløst som vi gør i dag.

Selv hvis vi kun valgte at købe æg, mælk og kød fra små landbrug, som Maria også nævner er en mulighed. Landbrug, hvor de passer godt på deres dyr, så vil de landbrug aldrig kunne leve op til den mængde animalske produkter, vi har vænnet os til at konsumere nu. Det er netop derfor de her kæmpe, industrielle landbrug er opstået. Så skulle vi vel i virkeligheden tilbage til at spise grød rigtig mange dage om året og vænne os til, at kød er til højtider. Sådan som det var i de dage hvor den type landbrug eksisterede. Med mindre at vi altså vælger at spise plantebaseret/vegansk, så kan vi bare spise grøntsager og springe leddet med dyrene over.

Som Maria også skriver i sit indlæg, hvis vi virkelig stoppede med at spise kød og mælk, så ville vi kunne sige farvel til tamgrisen og tamkoen. Det vil vi skulle, fordi de strengt taget er menneskeskabte. Ligesom muligheden for at jage så meget vildt i Danmark også er det. For hvis jægerne holdt op med at fodre vildtet, så ville bestanden falde med 3/4 dele (Peter Wohlleben – The Hidden Life of Trees), hvilket jo er helt skørt. Hvis vildtet ikke blev fodret og holdt indespærret i skovene med hegn for at kunne blive skudt, så ville der sandsynligvis være så lidt vildt i vores lille land, at vildtet blev fredet.

Den romantiske tanke om jægeren, der skyder kronvildtet i solopgangen, kan jeg heller ikke se være en del af den pagt. Alle vilkårene den blev lavet under engang i tidernes morgen er forandret af os. Desuden kan man argumentere for om dyrenes ånder dengang forestillede sig, at vi ville skyde dem med geværer fra jagttårne. Men måske var det ikke helt sådan pagten var tænkt?

Den kritiske masse

Når vi som f.eks. Maria med vemod tænker på, hvor trist det ville være, at miste tamgrisen og tamkoen, hvis vi nu rent faktisk holdt op med at producere dem, så kan vi jo i samme ombæring tænke med vemod på de utallige arter, vi mister hvert minut i naturen, netop på grund af kød– og mejeriproduktion. Skove bliver ryddet over hele jorden, så vi kan dyrke korn og soja til vores landbrugsdyr. Den største del af det korn, vi dyrker i Danmark, bliver brugt til foder til dyrene, og det har alvorlige konsekvenser for vores natur. Bare i vores lille land, betyder det at markerne bliver mono-dyrket og overhældt med gylle, hvis kvoter for hvad der er tilladt, bliver hævet hvert år.

Maria skriver i sit indlæg, at det både er naivt at tro, at 8-10% af verdens befolkning kan gøre en forskel. Og samtidig, hvis der altså nogensinde kommer så mange mennesker her, som vælger at gøre tingene anderledes, som f.eks. at vælge veganisme eller bare at skære ned på deres kødforbrug.

Men der eksisterer en regel, som hedder 3.5% reglen. 3.5% er det antal mennesker, der skal til for at skabe en større forandring i verden. Hvis der kun skal 3,5% til, og jeg tror at veganisme er bare én af de faktorer der kan være med til at flere mennesker begynder at vågne op til, at vi nok skal til at gentænke hele vores måde at være her på, så tror jeg rent faktisk at der er håb for en forandring. Uanset om man mener det er synd for dyrene at spise dem eller ej, så er mange bekymrede for klimaforandringerne. Mange er også bekymrede for det politiske klima, der spreder sig rundt på jorden, eller for forskellige virusser, krige osv. Samlet set, så kan vi godt komme op på 3.5%, vi behøver ikke være helt enige allesammen, bare enige nok om, at der skal ske noget og at det nok skal til at være snart.

Good Beirut eller hvad?

Jeg tror virkelig på mennesket. Jeg tror på det gode, men jeg er heller ikke blind for det ‘onde’. Jeg tror ikke længere, at et skift er et ‘valg’. Jeg tror, vi bliver tvunget til at se på jorden, på os selv, på dyrene og planterne med helt nye øjne. Hvis vi ikke gør det, så ser det jo desværre ret sort ud for vores fremtid her. Jorden skal nok overleve. Den har været igennem værre ting end vores art. Men hvis vi ikke én efter én tager ansvar for vores måde at være her på, så ser det jo desværre ud til at det er Good Beirut til vores regime her på jorden.

Det ville være smart, hvis vi gentænkte den pagt, vi i sin tid har indgået med dyrenes, planternes og jordens ånder. Eller gentænke den lyder jo næsten arrogant. Vi kan jo tage kontakt med de pågældende ånder igen. Høre dem om de overhovedet gider forhandle nye aftaler eller pagter på plads med os.

Vi kan også hver især se vores ansvar for jorden og os selv som art i øjnene. Begynde at spørge os selv ved hvert eneste måltid: Ærer jeg jorden nu? Ærer jeg dyrene og planterne? Ærer jeg mig selv og ærer jeg livet? Hvis vi hver især vænner os selv til at tage ansvaret for vores eget liv og ikke ligger det over i hænderne på nogen, der måske ikke har ånd og ære og pagter med i deres regnskaber, så kan der ske noget. Og vi behøver altså som sagt ikke at være så mange for, at det kan lade sig gøre at skabe en forandring.

Hvis du har spørgsmål til om en plantebaseret kost indeholder alt det, du har brug for, så kan jeg anbefale dig at se denne film. Den er ikke vegansk i sit sprog og er altså renset for det ‘veganer-propaganda’ som mange, der stadig spiser animalske produkter, reagerer på. Tonen er sober og faglig og filmen kan virkelig anbefales. God fornøjelse!

Tak til Maria for din tålmodighed og overbærenhed, når jeg er blevet for sort/hvid i min argumentation, og når der er gået for meget ‘vred-veganer’ i min måde at kommunikere på. Jeg har lært så meget af vores samtale og nu også af dit blogindlæg.