SAMTALE MED MARIA FRA HYLDEMORS HAVE

Mød Maria fra Hyldemors Have

Jeg vil gerne bringe samtaler på min blog. Med mennesker, som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke
nye tanker.

I dag vil jeg spørge Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse. Hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen, og hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Maria er uddannet arkæolog og har arbejdet som museumsinspektør de sidste 10 år på et mindre museum på Vestegnen. Ved siden af sin faglige uddannelse, har hun siden 2003 fulgt Annette Høst og Jonathan Horwitz i deres udlægning af den klassiske og den nordiske shamanisme. Her opererer man ikke med egentlig uddannelser, men man kan dygtiggøre sig inden for forskellige grene af det shamanistiske arbejde.

Sideløbende med sin shamanistiske ‘dannelsesrejse’ har hun de sidste mange år taget flere kurser hos den amerikanske urtelærer Susun Weed. Susun er et ikon inden for holistisk urtekundskab i store dele af verden. Det har bl.a. grundlagt Marias viden inden for arbejdet med plantemedicin, som nu er det ene ben i Marias virksomhed, hvor shamanismen er det andet. Og især krydsfeltet mellem shamanisme og plantekundskab er blevet Marias store passion.

Maria kender jeg fra hendes hjemmeside Hyldemors Have. Men også igennem kurser med Annette Høst, hvor Maria er med som ‘højre hånd’ og assistent. Maria er humoristisk og jordbunden, hvilket er meget befriende at opleve i den her spirituelle verden. Men det er også tydeligt at mærke Marias energi, kraft og ILD både i mødet med hende, men også i hendes utrættelige arbejde i at videregive hendes viden og evner. Både inden for urtekendskab og i hendes forbindelse med naturen. Og derfor kan jeg kun anbefale, at besøge Maria enten her, på Instagram eller Facebook.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have

Hvornår vidste du, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Jeg har altid været søgende, og jeg kan huske, at jeg som barn så ‘Sound of Music’ og helt tilbage dengang, blev fascineret af nonnernes inderlighed omkring deres tro. Den søgen efter forklaring og tilhørssted fulgte mig op gennem teenageårerne, hvor jeg bl.a. som 14-årig deltog i en fællesmeditation i et buddhistisk center for at finde ud af, om det mon var vejen frem for mig.

Jeg husker, at meget af længslen også handlede om at ‘høre til’. At have en tribe og en mening med det at være til. Min opvækst var temmelig kaotisk. Udadtil typisk dansk parcelhusidyl, men indad noget mere udfordrende som skilsmissebarn til en psykisk ustabil far der drak, endte i fængsel og dertil diverse udfordringer, hvor overgreb blev en af hovedhistorierne.

Jeg har altid været dybt forbundet med landskabet og skoven. Bakkerne og markerne omkring mit barndomshjem. Her følte jeg mig tryg og ‘hjemme’. Så efter en vild ungdomstid, hvor jeg udforskede mange afkroge og miljøer, men mest fandt hjem i slut-90’ernes undergrunds-technomiljø (igen i søgen efter at sted at høre til samt en udforskning af sindet), endte jeg i starten af 20’erne med at træde ind på den vej, som jeg sidenhen fandt hjem på.

Min betænksomme mor ville gerne have mig ind på et videregående studie, så jeg ‘kunne blive til noget’, og det eneste jeg rigtig kunne komme i tanke om, som jeg var sikker på, at jeg orkede at gennemføre – fordi det interesserede mig – var studiet i forhistorisk arkæologi. Et af min barndoms fristeder har altid været Sagnlandet i Lejre (dengang Forsøgscentret Lejre). Her kunne jeg mødes med andre ‘sære’ børn og følte mig altid 100% hjemme. Så det var oplagt, at min videre færd i verden skulle involvere fortiden på en eller anden måde.

Men ak, mit karaktergennemsnit var for lavt. Så jeg måtte ud og lave frivilligt arbejde for at forbedre mine chancer for at komme ind på studiet. Det ledte mig tilbage til Sagnlandet og derigennem stiftede jeg nu bekendtskab med de meget aktive ‘fritidsvikinger’. Og så er var det nærmest umuligt ikke også at blive rodet ind i asatromiljøet, som i den grad var i opblomstring i starten af 00’erne – og det var endda før HBO-serien Vikings.

Så det var måske lidt af en lang omvej for at komme derind, hvor min spirituelle livsrejse tog sit første rigtige afsæt. Men det var faktisk mødet med den asatropraksis i form af at holde ritualer og ceremonier udendørs og inddrage naturens kræfter. Og så i høj grad relationen til vores landskab og gamle myter, som åbnede en port i mig.


Hvordan kan det være, at det lige var shamanisme, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du ‘uddannet’ dig eller hvilken vej er du gået?


Det var var egentlig fordi, at det hurtigt blev klart for mig, at det var Vølven (en slags forhistorisk troldkyndig eller spådomskvinde), som trak i mig. Vi hører bl.a. om hendes kraft i den nordiske mytologi og i særdeleshed i det gamle islandskes digt Vølvens Spådom. Og da jeg fandt i ud af, at der faktisk var nogen, der underviste i vølvens kundskab, nemlig ‘sejden‘, røg jeg hurtigt afsted på mit første grundkursus i shamanisme. Det var nemlig dengang, ligesom nu, et krav for at man kunne deltage i de videregående kurser.

Men vejen derhen var lang, for jeg tænkte at ‘shamanisme’ lød som et eller andet klæd-ud-halløj a la svedehytter i Hr. Jensens baghave i Brønshøj eller noget med at lege indianere. Men mine fordomme blev gjort til skamme.

Mødet med shamanisme blev til den mest rene, jordnære og kraftfulde oplevelse, som jeg til dato havde oplevet i mit dengang 22 år lange liv. Jeg plejer at beskrive det sådan, at da jeg sad der på 2. sal på Nørrebro i et dansestudio og oplevede Annette kalde ånderne ind og være i fuldstændig forbindelse til naturens kraft, trods settingen. Så var jeg solgt og har aldrig set mig tilbage …

Sidenhen gik de næste 2-3 år med at tage så mange kurser hos Annette Høst som min SU tillod mig. Herefter kom der et par børn til, som sætter en slags naturlig begrænsning for, hvor meget tid man har til at fordybe sig i sin spirituelle praksis. Men i de sidste 8-9 år har jeg arbejdet tæt sammen med Annette som hendes assistent, og muligheden for at ‘dyrke’ shamanismen jævnligt (pga. af kurserne), har gjort meget for at grundlægge min egen praksis. Vedholdenhed er nøglen.

Og for at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvorfor det blev shamanismen, der vandt i sidste ende. Jeg tror, at det i høj grad handler om den individuelle oplevelse og forbindelsen til naturen.

Her er ingen liturgi, intet præstestyre, intet fortolkende mellemled mellem mig og mødet med underet – den åndelige oplevelse. Der er kun mig og ånderne – mig og naturens kraft. Og så en samling ‘universelle’ metoder, det magiske, shamanistiske håndværk – trolddomskunsten som i den grad vandt genklang i min sjæl. At kunne rådspørge sig hos vinden, havet eller mine formødre. At kunne fejre vintersolhvervet under stjernerne og føle mig som ét eneste menneske i rækken af millioner, der er gået ad stien før mig. Der under træernes kroner og med begge mine fødder solidt plantet på den algode jord.

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors have sidder i naturen og ser på planter og urter.


Hvad er det som det som shamanismen kan og hvordan bruger du de shamanistiske redskaber i din dagligdag?


For mig skaber min shamanistiske praksis og det shamanistiske livssyn forbindelse og dybde i en, til tider stresset, materialistisk hverdag, hvor det ofte handler om at få en masse ender til at mødes. Og så, hvilket jeg især har sandet igennem det sidste halve år, hvor jeg er gået igennem en skilsmisse og flytning fra mit hjem igennem de sidste 16 år, til den akutte krisehjælp, der hjælper mig til at bevare forfatningen, når man ellers har mistet fodfæstet. Det betyder, at jeg har et sted at vende mig hen og bede om hjælp, når verden falder sammen. Og et sted at søge til når jeg har brug for råd, som ligger ud over de svar som jeg kan ”tænke” mig til med min logiske, hverdagsagtige menneskehjerne. Det kan jeg f.eks. gøre med trommerejser, varselstagninger eller en udesidning (en slags traditionel nordisk visionssøgning).

Min praksis betyder, at dagen har små ”åndehuller” med bevidste øjeblikke, hvor jeg forbinder mig med naturens kræfter og på den måde føler mig forbundet. Selvom jeg måske kører i bil på motorvejen – men lige spotter Musvåge i flugt. Eller når jeg tænder et stearinlys om morgenen og anråber ilden for styrke og kraft. Og så er der den evige forståelse – eller følelse af, aldrig at være alene. At mine åndefæller, mine skytsånder er med mig hver eneste dag, og at de aldrig er længere væk end en tanke. At de er min støtte og styrke. Både til hverdag og fest. Når krisen kradser, og når jeg blot ønsker at fejre og markere skel og årstidsfester.

Maria fra Hyldemors Haves telt hvor hun laver kurser i shamanisme.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det begreb vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om hvad du tænker om Gud. Føler du en kontakt med noget, der er større end dig selv?


Det føler jeg helt sikkert. Jeg tror på en guddommelig, universets kraft der puster liv i alting. Og at denne kraft på en eller anden måde (som jeg ikke kan redegøre for, heldigvis, for det er en del af mysteriet) manifesterer sig i det, som vi under et kalder for ‘åndefæller’. Energivæsener i mange
forskellige former som vi kan hidkalde for råd, kraft og vejledning til gavn for os selv og andre. Jeg tror ikke på en dømmende eller udøvende Gud, men jeg tror helt bestemt på, at det vi sender ud, også er det vi får tilbage.


Hvordan føler du dig knyttet til naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på? 


Naturen er mit anker i alting. Jeg har brug for naturen, ligesom jeg har brug for luft og mad. Jeg føler en dyb menneskelig medfølelse med folk, som er nødt til at bo i betonjungler uden adgang til skove og marker, fordi min sjæl ville dø den slags steder.

Naturen er der, hvor jeg lader op og søger trøst. Der hvor jeg reset’er mig selv, når tingene er svære, eller jeg føler mig ude af balance. Det er der, hvor jeg forbinder mig til mine åndefæller fordi de ofte præsenterer sig så velvilligt i deres naturlige miljø. Som den førnævnte musvåge eller
ravnen over skoven. Træernes altoverskyggende kærlighed.

Det er i naturen, mere end noget andet sted, at jeg føler mig hjemme. Accepteret. Og hel. Naturen er fordomsfri og hverken medfølende eller dømmende. Den er bare. Med alt sit kaos, liv og død og evige kredsløb.
Så udover de lange gåture i skoven eller langs markerne, så lægger naturen også rum til vores årstidsfejringer. Til vores ritualer, sammen eller alene. Som fornyligt, da jeg til Allehelgensaften (Samhain) ønskede at markere både for guder og mennesker, at jeg trådte ud af mit lønmodtagerjob og fuldt og helt ind i mit nye liv som selvstændig.

Jeg har et dejligt kraftsted i en skov, hvor jeg er vokset op, som jeg altid vender tilbage til, når ting er vigtige i mit liv. Det er en kæmpe stor sten, som er blevet bragt af isen for mere end 10.000 år siden til den plads, hvor den hviler i dag. På toppen af stenen har folk tilbage i bronzealderen (for
over 2000 år siden) lavet skålgrupper i forbindelse med deres egne ritualer.

Så det er et ganske særligt sted. Jeg tog derud ved skumringstid. Lavede mit ritual. Gav et vigtigt offer til mosens ånder og bad alle de ældste kræfter om at være med mig og velsigne min nye livsfase. Og at stå der under de store bøgetræers kroner. Med min ene hånd hvilende på de ældgamle skåltegn og den anden hånd med et fast greb om min sejdstav. Der følte jeg i den grad,
at jeg trådte ind i urtiden. Og blev ét med de tusindvis af folk, der er gået forud for mig. Der ligesom jeg har betrådt det hverv, at være bindeled mellem ånder og mennesker. Og dét gjorde mig ærefrygtig og dybt, dybt respektfuld.

Maria fra Hyldemors have foran hendes telt som hun bruger til at undervise i shamanisme i.


Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen? Noget du har oplevet, der giver dig mere glæde, større selvværd, eller bare et større overskud?


Jeg tror, at det allerbedste, og mest håndgribelige råd jeg kan give til alle. Uanset om de interesserer sig for spiritualitet og shamanisme, eller bare er outdoor-mennesker, som nyder at være i naturen, så er det at gøre dét. At komme UD. Og bruge tid alene med naturen. Måske endda noget så vildt, som at prøve at blive væk derude. Lade telefonen blive i lommen. Og find
ud af om du faktisk kan orientere dig alligevel. Kigge op og blive opmærksom på, hvor solen står. Hvor verdenshjørnerne befinder sig. Måske finde en bålplads, tænde et bål og bare sidde der i langsomheden og stirre ind i ilden. Og så ellers lade skoven åbne sig for dig i al dens magiske
væren. Så vil jeg næsten garantere, at du vil vende hjem med fornyet energi, større ro og en lykkeligere sjæl.

Læs også min samtale med vokal lydterapeut og klangmassør Gry Buhrhall, yogamassør Marcela Martins, spirituel katalysator Maya Muse og Carina Lyall fra podcasten Becoming Nature.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.