Røde og hvide hønserier
Herude hvor vi bor i skoven, der er vi nabo til en stor ejendom med masser af jord og dyr. Vores naboer er stort set selvforsynende, og det er meget inspirerende, at være vidne til hvordan et ‘rigtigt’ gårdmandsted må have fungeret i gamle dage, men som alligevel ikke er for så længe siden.
Vores naboer har mange høns. De har røde høns, som er meget tamme og snakkesaglige. De røde er blide i deres temperament, og det er muligt at nusse dem igennem hegnet, hvis jeg lokker dem med frisk skvalderkål. De røde høns er dog blevet flyttet nu. Så de har ikke længere hønsegård direkte op mod vores grund.
De rødes hønsegård er blevet overtaget af 10 hvide høns, og de hvide høns har en helt anden karakter. De er noget mere bryske i deres attitude, og de har sådan en nervøs energi. Modsat de røde høns, så taler de hvide rigtig meget. De kagler uroligt hele dagen, og vi er ikke i tvivl om, hvornår vores kat (Jonna) går for tæt på deres hegn, når der lander en musvåge eller bare en krage i deres gård eller om natten mod morgenen, så ved vi alle, at ræven også har kigget forbi. De hvide høns har MEGET at sige, og de gør det gerne virkelig højt!
Én hvid højdespringer
De røde høns er rolige damer, som tuller rundt og hygger sig i deres gård. De hvide er vilde og bryder hele tiden ud af deres indhegning. Vi ser dem gå ude på vejen, i vores have, i skoven render de rundt og lader som om de er en fast del af inventaret. Vores nabo-kone stækkede fjererne på de hvide høns, så de ikke længere kunne hoppe over deres hegn. Med undtagelse af en enkelt hvid høne. Hun kan hoppe mange meter lige op i luften, på en hegnspæl, hvor hun sidder og svajer lidt frem og tilbage, til hun tager springet ud i friheden, som for det meste er ind på vores grund.
Vi gik og synes, det var så hyggeligt med den hvide høne i vores have. Vi synes, hun var sej, sådan at kunne hoppe og flyve lidt med så korte vingefjer. Hun kom herind til os hver dag og blev mere og mere modig og fik mere og mere tillid til os. Vi snakkede med hende, kastede brød til hende og (må vi indrømme) opmuntrede hende til at besøge os.
Lige indtil en dag hvor det blev for meget.
Helt ned til kineserne …
Den hvide høne havde nemlig opdaget, at vores store hügelkulturbede, som består af blød lækker kompost fra genbrugsstationen, indeholdt rigtig mange orme og insekter. Så hun gik i gang med at grave. Og det var hun virkelig god til. Huller som var så dybe, at de kunne skjule at hun stod i dem og spiste vores orm. Det duede jo ikke. Vi skal bruge vores hügelkulturbede til at dyrke grøntsager i, igen i år, som vi også gjorde det sidste år. Vi kan ikke dyrke grøntsager i bede, som er gennemhullede.
Så vi begyndte at bede hende om at gå hjem til sig selv og lave huller. Det tog hun ikke umiddelbart ret pænt. Faktisk var hun totalt ligeglad med vores ord. Som om hun vidste, at vi er bløde veganere og derfor aldrig kan udgøre en reel trussel …
At løbe som en gal med en shamanistisk tromme.
Nå, men jeg begyndte at løbe efter hende og jage hende tilbage til sin hønsegård. Jeg råbte og løb med store grene i hænderne for at skræmme hende væk. Men lige meget hjalp det. Fem minutter efter jeg havde fået hende til at hoppe tilbage til sin hønsegård, stod hun igen med hele kroppen begravet i et hügelbed.
En dag blev jeg ret frustreret. Så jeg tog min store rammetromme, som jeg bruger i mit shamanistiske arbejde, ned fra væggen og løb ud efter hende. Jeg trommede så højt jeg kunne og råbte som en vanvittig. Pudsigt nok, så fik jeg ikke den ventede reaktion. Hun stod bare stille og lod sig overhovedet ikke påvirke af trommen. Som om trommen alligevel er sådan en naturlyd, at det ikke betød det store for hende.
Jeg fik hende først til rigtig at spæne hjemad, da jeg med fuld fart løb og trommede direkte imod hende. Jeg løb efter hønen i vores have, mens jeg trommede og råbte som en gal. Endelig lykkedes det mig at få hende til at hoppe tilbage til sin gård.
Et øjeblik senere …
Da jeg så op fra det buskads, jeg havde fået viklet mig og trommen ind i, i mit desperate forsøg på at tromme lidt fornuft ind i hønens hoved, så kunne jeg se direkte ind i min nabos køkkenvindue. Hvor min søde ældre nabokone stod og meget forbløffet så på, hvordan jeg var i gang med at skræmme livet af hendes høns med tromme og råb …
Næste dag satte min nabo et hegn op på 2,5 meter omkring hele de hvide høns´ gård. Den friske, hvide hønedame kan stadigvæk godt hoppe over det. Men det sker heldigvis ikke så tit mere, og nu har hun forstået, at det ikke duer, at hun spiser hos os. Så vi behøver nærmest bare rømme os ved køkkendøren, og så drøner hun hjem igen.
Adopter en burhøne
Vi har faktisk selv overvejet om, vi skulle have høns. Der findes nemlig en virkelig fin hønseredningstjeneste, Frie Vinger, som giver burhøns et nyt liv. Som veganere spiser vi ikke nogle af hønsenes efterladenskaber, men derfor kunne vi godt give dem en god pension her i skoven, hos os og Jonna. Nu ved vi bare, at hvis vi vil have høns til at bo hos os, så skal vi skal hegne dem virkelig godt ind, hvis vi vil have vores grøntsager for os selv …
