Selvhøjtideligheden er egoets forsvar
Noget jeg har opdaget er rigtig godt medicin mod egoet, er at dele pinlige episoder. Selvhøjtidelighed er et af egoets fine forsvarsmekanismer, mod at resten af verden opdager at det er præcis ligeså banalt som alle andre. Selvhøjtidelighed dækker over frygt, angsten for at andre ser at jeg er et uperfekt menneske.
Jeg er heldig, at jeg har gode venner (og en god mand) som jeg kan fortælle når jeg opfører mig mindre end helgenagtigt. Mine veninder og jeg deler troligt alle de gange hvor vi er gakket ud og har været trælse koner og kærester. Vi gør det for at tage luften ud af ego-ballonen. Ballonen som er fyldt med “jeg har ret og desuden er det faktisk andres skyld når jeg ikke opfører mig eksemplarisk”.
Det virker forbløffende godt. Vi kommer til at grine højt og længe af os selv og af hvor latterlige vi kan være. Når jeg deler med andre, at jeg f.eks. har været en sur kone, eller en skrap mor, så mister det magten over mig. For noget af det værste ved ikke at være den mest optimale version af mig selv, er skammen der følger med.
Tag luften ud af pinlighedens ballon
Skam elsker hemmeligheder. Skam elsker når jeg går med tingene selv, så kan det rigtig få lov til at vokse mens jeg forestiller mig hvordan alle andre er meget bedre mennesker og jeg må være et dårligere eksemplar end resten af menneskeheden tilsammen.
Så vi deler med hinanden. Vi opdager i fællesskab at vi er ens. At uanset hvor dejlige vi ellers er, hvor udviklede vi er, hvor bevidste, hvor spirituelle, så er vi altså også bare mennesker. Hvis du har mulighed for at gøre det samme med nogen i dit liv, så gør det endeligt. Egoet mister magten en lille smule mere hver eneste gang. Så næste gang det står i baggrunden og bjæffer sure kommentarer, så er det meget nemmere at grine af det indeni og lade være hvor det er. Indeni.
Det er godt at dele både de ting som er decideret skamfulde og de ting som ‘bare’ er pinlige. I denne uge oplevede jeg to tåkrummende ting, som jeg bestemte mig for at dele med min mand, selvom jeg faktisk mest havde lyst til at tage de to episoder med mig i graven. Nu får I dem også her, bare for rigtig at tage energien ud af pinligheden der stadig rumsterer i maven.
Kan I høre mig: KAMPRÅÅÅÅB!!!!
I mandags var jeg til karate og jeg stod sammen med min Sensei og trænede slag. Min Sensei er en lille tæt mand, lavet af stål. Så når vi træner med ham, så forventer han at vi giver den gas og for det første virkelig slår igennem med kraft. For det andet, så opfordrer han til at vi sætter lyd bag vores slag.
Det er rimeligt grænseoverskridende for mig, at slå på et andet menneske. Også selvom det menneske opfodrer til det og roser mig når jeg rigtig giver den gas. Noget andet er at råbe høje råb samtidig, det er ikke rigtig noget der sådan ligger naturligt til mig, at gå rundt og brøle på den måde.
Sensei sagde: ‘Når du slår på mig, så skal du sætte et højt ‘kiai’ på!’ Okay tænkte jeg, så råber jeg igennem nu! Jeg brølede så højt jeg kunne da jeg slog imod ham: KIAIIII!
Min Sensei så meget overrasket ud og så stillede han sig helt tæt på mig og sagde: ‘Anja, kiai er det japanske ord for ‘kampråb’. Så når du råber kiai til mig, så råber du altså: KAMPRÅÅÅÅB!
Hvilket lige fik mig til at blive en smule varm i kinderne. Jeg troede jo at jeg endelig gjorde det rigtigt og jeg gav virkelig slip og brølede højt ud i hallen med alle de andre karatedeltagere. Men altså, det havde så svaret til at jeg på dansk gik og råbte ordet ‘kampråb’. Det jeg skulle have gjort var at råbe en tilfældig høj brølelyd. Min Sensei foretrak ikke en mine. Hvilket jeg synes var meget sødt af ham. Jeg tog tilgengæld fra karate med den der mærkelige følelse i maven af at have været helt vildt pinlig.
For 5 kr. cool, tak
Torsdag skulle jeg i trommegruppe i Aarhus og jeg havde et par timer fri inden, hvor jeg glad tullede rundt i byen. Jeg havde en rigtig god dag. Jeg følte mig fri og godt tilpas. Solen skinnede og jeg tænkte at jeg ville gå ind og se på en gave til min mand, som har fødselsdag om lidt. Da jeg gik ind i butikken, så var der kun unge mænd derinde og jeg følte skiftet i butikkens energi, af at nu kom der en voksen dame gående. Det medvirkede til at jeg sådan lige følte mig lidt sej faktisk. Jeg synes selv lige at jeg var ret cool. At jeg turde gå ind i sådan en butik, som ellers havde hipster skrevet ud over det hele.
Glad (og med lidt ekstra rank ryg) gik jeg hen til disken og bad om at få vist noget der lå i en glasmontre. Den venlige unge ekspedient tog en bakke ud med de ting jeg gerne ville se på. Jeg nåede lige at tænke: ‘Det går godt. Sikke en dejlig dag. Og nu står jeg endda her og ser på gaver til David.’ Da jeg bøjede mig ned over bakken med ting, sammen med den venlige unge mand, så skete der det underlige, at jeg tabte et stykke hud.
Et stykke hud. Et hvidt stykke skæl fra mit ansigt dalede ligeså stille ned i bakken med de fine ting. Den unge mand så det. Jeg så det. Han så sådan lidt underligt op på mig, som om han lige skulle undersøge mit ansigt for flere frithængende stykker skind.
Hudskæl(v) og den rette ego-medicin
Altså, jeg har ikke tør hud. Jeg har da aldrig nogensinde før tabt et stykke hud på den måde, men en gang skal åbenbart være den første.
Jeg panikkøbte en ting fra bakken, noget var jeg ligesom nødt til at gøre, for at veje op for at jeg havde stået og skællet ned i deres inventar. Megaflov tænkte jeg resten af dagen på hvordan jeg var gået fra at føle mig som en cool voksen dame, til en lidt snusket type som stod og tabte stykker af mit ansigt ned i en hipsterbutiks montre.
Tak fordi jeg måtte dele de her ting med dig. Jeg kan mærke, at mine tæer allerede er i gang med at rette sig ud. Når jeg deler så tager alvoren jeg ud af det som ellers var ret pinligt for mig. Måske har du også steder, hvor du kan dele dine pinligheder, det er fantastisk ego-medicin!
