Min trommegruppe
En gang om måneden går jeg i trommegruppe. Det har jeg gjort i mere end seks år nu, og vi har en virkelig fin og fasttømret, lille gruppe, som jeg er meget glad og taknemmelig over at være en del af.
Normalt laver vi vores trommerejser hjemme hos hende, der faciliterer os. Men på grund af coronaudbrud i Aarhus og fordi vejret har været så dejligt det sidste stykke tid mødtes vi sidst i Mollerup skov lidt nord for Aarhus. Vi sad i vores cirkel i skoven, omkring vores alter og delte vores intentioner for aftenens trommerejse. Derefter skulle vi hver især gå ud i skoven og finde os et kraftsted. Dem der havde lyst, kunne så blive siddende der og lave deres trommerejse alene, med rasle eller tromme. Dem der ikke havde mod på det kunne vende tilbage til cirklen, hvor vores facilitator ville stå for trommerejsen på normal vis.
Mit kraftsted på trommerejsen
Jeg gik ud i den smukke sensommeraften med min tromme og min rasle og fandt det fineste kraftsted, hvor jeg ville lave trommerejsen fra. Mollerup skov er et ret besøgt sted, så der var mange ude at løbe, gå og lufte deres hunde. Men det lykkedes mig (troede jeg) at finde et ret afsides sted, hvor jeg ikke ville vække særlig meget opsigt med min tromme og sang.
Mit kraftsted var i kanten af en skov, med udsigt ud over en eng med langt græs og mange mindre træer og buske. Jeg sad med ansigtet vendt mod solen, der stod og flimrede varmt i sensommeraftenen. Ude på engen foran mig løb harekillinger rundt med deres mor, som var opmærksom på mig, men som pudsigt nok ikke blev skræmt væk af min trommen. Sådan har jeg tit oplevet det med dyr i naturen, at trommen af en eller anden grund ikke generer dem. Som om det er naturens puls. En naturlig rytme og energi de allerede kender til.
På trommerejse i skammens land
Efter jeg havde siddet og trommet og sunget der i aftensolen i et godt stykke tid, dybt inde i min trommerejse, blev jeg pludselig opmærksom på en lyd, der kom fra højre. En slags ‘klik-klik-klik’-lyd. Jeg åbnede modvilligt øjnene og så ud over engen til højre fra mig. Omkring 50 meter væk stod to mænd med kæmpestore kameraer, sådan nogle med en linse på en 20-30 cm. De stod med deres linser direkte rettet mod mig og skød løs.
Først kunne jeg ikke tro, at det var sandt. Hvordan kan nogen tillade sig at tage fotos af andre, som sidder fordybet i naturen. Men det var ret tydeligt, at det var mig, der var deres fotomodel i det øjeblik. Og jeg kan godt forstå dem. Objektivt set, så må det have set helt vildt fint ud. At der sidder en person med en stor, lysende, hvid tromme, mens solen er ved at gå ned over engen og hele skoven stod bagved mig og vibrerede af liv og lys.
Men subjektivt, så var det ikke så fedt. Jeg blev øjeblikkeligt ramt af, at det var pissepinligt. Det føltes så megasårbart at sidde der. Fordybet i mit spirituelle arbejde og så var der nogen, der mod min viden, fotograferede mig samtidig. Jeg blev ramt af det der dybe sug af pinlighed, flovhed og skam i maven, og jeg havde mest af alt lyst til at kravle ind i skoven og gemme mig.
Efter skammen kom vreden. Jeg blev virkelig sur. Jeg følte at mine grænser var blevet helt vildt overskredet, og hvad pokker bildte de sig ind? Sådan at tage fotos af mig uden at spørge om lov. Det må man da ikke! Jeg var to sekunder fra at rejse mig op og råbe, at de skulle skride, og at de var dumme og det, der er værre. I stedet lod jeg mærke til min reaktion.
Der opstod skam og flovhed i mig og det næste der skete var så, at jeg ville kaste den ud og væk igen. Helst med dem som målskive for vreden, som havde skabt skammen i mig. Jeg lagde mærke til, at sådan er min automatreaktion. Og automatreaktioner er altid værd at lægge mærke til. Ikke at der er noget galt med vores instinktive reaktion, men kunne jeg virkelig være sikker på, at det var skamfuldt at blive fotograferet i aftensolen med min tromme?
Slap af skam
Jeg bestemte mig for at slappe lidt af. Især fordi jeg jo kan se igennem mit liv, at den reaktion, der skete i mig, nemlig at min skam bliver vagt og dernæst bliver vreden projiceret ud, ikke altid er helt vildt hensigtsmæssig. Kunne jeg måske i stedet for tage ansvar for skammen? Gå på opdagelse i den. Finde ud af hvad den ville mig. I stedet for bare at kaste den over andre i vredens form som det første.
Jeg sad med lukkede øjne, og fotograferne havde heldigvis mærket mit meget insisterende blik i deres retning. Jeg tænker de tydeligt kunne se det med deres megalinser, og de var lusket af igen. Efter lidt tid kunne jeg dog mærke, at der var noget, der stirrede på mig igen. Denne gang var det fra venstre, og jeg åbnede vredt øjnene og tænkte, at nu var det virkelig nok! Da jeg åbnede mine øjne, så jeg lige ind i en ung og meget fin, rød rævs øjne. Den sad ganske få meter fra mig. Helt sikkert på vej ind på engen til harekillingerne, men den var helt opslugt af at se mig sidde der i aftensolen. Ræve kan se helt vildt forbavsede ud. Alle dem jeg har mødt på mine udesidninger har haft samme udtryk i øjnene. Af total forbløffelse over at møde et menneske, hvor de normalt ikke ser dem.
I mere end et minut sad jeg og havde den smukkeste øjenkontakt med ræven. Det var en ung ræv. Helt lysende rød og med den største og fineste hale. Den luskede efter lidt tid tilbage ind i skoven som jeg sad med ryggen til. Det var nok alligevel for udsat at gå i gang med at jage harekillinger, når der sad et menneske og stirrede.
En rejse i blidhed
Rævens fine væsen mindede mig igen om lige at trække vejret. At vælge blidheden i stedet for den hårde, vrede energi. Jeg var endnu mere tilfreds med mit valg om ikke at stille mig op og brøle af fotograferne. Min trommerejse (som jeg altså gjorde færdig uden trommen) var helt fantastisk, og jeg sad og var overlykkelig der i solen.
Til højre for mig, der hvor fotograferne havde stået, kunne jeg høre at nogen var på vej i min retning. Det var ikke sådan et oplagt sted at gå, så det undrede mig lidt. Jeg sad og ventede, og de to fotografer kom gående. Med en ung kvinde. De var alle tre unge mennesker i deres tyvere. Og det der slog mig som det første var, at det var skrøbelige, unge mennesker. Måske ikke ligefrem mennesker, som bor på et opholdsted, men noget i den stil. Det er ikke svært at genkende den type mennesker, når man har arbejdet med dem, og det har jeg af flere omgange i mit liv.
De unge mennesker så søde ud. De så uskyldige ud. De så ud som om de bare var ude at fotografere fordi det er dejligt at fotografere. De havde sådan en fin, genert, sårbar energi og da jeg grinede og jokede da de gik forbi mig, fordi jeg sad og fyldte det hele med alt mit trommehappengut, så så de søde og introverte ud.
Lige der blev jeg så glad for, at jeg ikke havde stillet mig op og råbt og skreget om overskredne grænser. For de her unge mennesker havde ikke set andet end et motiv. De havde set en kvinde sidde i aftensolen og tromme med skoven i ryggen og den fineste eng foran. De var naive og ærlige i deres handling. Jeg ved ikke, hvor tit sådan et motiv dukker op, men jeg forstår godt mekanismen der gør, at de fik lyst til at forevige det med kameraet.
Jeg sad jo faktisk også selv og tog billeder af haremor med sine killinger. Jeg spurgte ikke om lov (heller ikke i ånden). Jeg så noget, jeg synes var smukt og jeg tog et foto. Længere var den ikke. At de fotografer måske ikke havde en ide, eller evne, til at kunne sætte sig i modellens sted og lige mærke, at det ikke var megafedt for mig i situationen, det siger jo noget om dem og ikke om mig. Så alt vrede og al dom forsvandt igen, som dug for den brændende aftensol, og jeg kunne tage hjem uden skam og uden vrede, men med endnu mere blidhed og ønske om at kunne tilgive øjeblikkeligt.
