TROMMEREJSER

Danser med trommer

Hver måned går jeg i shamanistisk trommegruppe. Det har jeg gjort de sidste 4 år. Da jeg først stødte på shamanismen kunne jeg med det samme forstå det sprog, der blev brugt. Jeg følte instinktivt, at det der blev sagt var sandt, for det var det samme jeg altid selv havde følt.

Som barn følte jeg mig meget stærkt forbundet med naturen. Igennem shamanismen fik den del af mig, den barnetro på, at vi alle er forbundet og at alt i naturen er levende, en stemme. Den fik ikke kun en stemme, den fik også et udtryk. Den fik redskaber, ritualer og ceremonier, som hjalp den tro til at blive endnu mere manifesteret i mit liv og i min verden.

Igennem min læretid til at blive clairvoyant blev jeg ført endnu mere ind i den shamanistiske verden. Det var også derigennem, at jeg begyndte at lave udesidninger. Da min læretid som clairvoyant var færdig følte jeg, at jeg kun lige havde snuset til shamanismen, så jeg tog med det samme på kursus hos Annette Høst i København. Derefter var jeg så heldig et par år efter, at finde Christa i Aarhus og jeg har hægtet mig på hende lige siden. Christa er en vidunderlig lærer. Helt fantastisk kraftfuld og samtidig meget ydmyg overfor det arbejde, hun laver. Christa er virkelig en stor inspiration for mig.

Jeg tror på, at alt hvad jeg gør af godt i verden spreder sig. At gå i trommegruppe hver måned er en del af min spirituelle praksis, hvor jeg hver måned går til mine åndelige vejledere og beder dem om kraft og rådgivning. Jeg kan mærke, hvor stor en effekt det arbejde har i mit liv. At tage mine åndelige vejledere så seriøst, at jeg en gang hver måned opsøger dem på en trommerejse, ved jeg ræsonnerer ud i verden.

Anja Dalby Trommerejser

Sådan foregår en trommerejse

En trommerejse foregår på den måde, at man ligger sig ned med bind for øjnene. Derved lukkes alt fra denne 3D-verden ude, og så lader man trommen facilitere ens rejse til de andre verdener. Trommen er altså hidkalderen af de åndelige hjælpere, vejledere og kraftdyr. Trommen er også energien, der åbner portalen, så jeg nemmere kan gå ind i de andre verdener og møde dem der skal rådgive mig i mit liv, på min vej. Trommen er samtidig også den energi, der åbner mig, så jeg kan hengive mig til rejsen og lade mit almindelige bevidste sind blive tilbage. Så jeg rejser i de andre verdener, godt nok på en bevidst måde, men uden at jeg har tanker knyttet til de ting, jeg oplever.

Det er virkelig et magisk arbejde at rejse på trommerejse. De ting, jeg beder om. De ting jeg ønsker kraft til. De ting jeg ønsker at få sat lys på eller finde løsning på i mit liv, de bliver opfyldt. Ligesom med alt andet, der er magisk i verden, så er det vigtigt ikke at rationalisere det og psykologisere det efterfølgende. En del af respekten for arbejdet, respekten for vores åndelige vejledere, ligger altså i at tage det for gode varer, som jeg er blevet vist på min trommerejse. Ikke give mit ego lov til at have en mening om det, jeg er blevet vist.

Ødelægger egoets kynisme magien i dit liv?

Det er en praksis som jeg kan bruge mange andre steder i mit liv. Egoets kynisme ødelægger desværre meget af den magi, vi hele tiden bliver præsenteret for i vores liv. Jeg ved nu, igennem mine år i trommegruppe, at det her arbejde er virkeligt. Det er ikke bare en fiks idé. Noget jeg fantaserer mig til et par timer hver fjerde torsdag i Aarhus. Det der sker på en trommerejse er virkelig det, der sker. Det er ligeså ægte som, at jeg sidder og skriver på min computer lige nu.

I min hjerne er der altså blevet åbnet for muligheden for, at det jeg oplever for mit indre blik er lige så virkeligt som den verden, jeg ser på med åbne øjne. Det har både den betydning, at det jeg ser på med åbne øjne har fået mange flere dimensioner. Derudover er jeg nu klar over, at virkeligheden meget sjældent er som, jeg tror den er. Det betyder også, at jeg tager mine visioner og mine drømme meget mere alvorligt. Jeg har erfaret, at det er muligt at bevæge sig i andre dimensioner end den her. Den viden er umådelig vigtig for den person jeg er, og hvordan jeg er i verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM