VEJEN HJEM

Som barn og ung havde jeg det ikke særligt sjovt. Jeg følte mig fremmed i verden, og udenfor og alene i de fleste relationer. Ensomheden som jeg følte på et dybt sjæleligt plan, begyndte at sætte spor i mig som depression og angst, og jeg havde mange tanker om hvordan jeg kunne komme herfra igen.

De eneste gange jeg følte en forbindelse med noget andet end en dyb tristhed i mig selv, var når jeg var i naturen. Jeg var heldig at vokse op i halvfjerdserne og firserne hvor det var mere normalt, at børn kunne gå i skoven og være væk alene en hel dag. I naturen følte jeg mig hjemme. Jeg følte mig forbundet med en kraft jeg kunne mærke var større end mig selv. Efter mange år i søndagsskole værgede jeg mig ved ordet Gud. Ikke desto mindre var jeg aldrig i tvivl om selve eksistensen af noget jeg var en del af og som samtidig var meget større end mig selv.

Jeg var heldig at jeg havde det temmeligt elendigt, med at være mig da jeg voksede op. Jeg var heldig, at mit ego led sådan så jeg virkelig kunne høre hvor slemt det stod til i mig. Flere gange betroede jeg veninder, at jeg troede at jeg måske var skizofren. For jeg kunne konstant høre en meget hård og dømmende stemme i mig. En stemme som skældte mig ud over alting og som havde janteloven inkorporeret som mantra med mig selv som offer.

Gaver på gaver …

Da jeg som helt ung ved et vidunderligt tilfælde mødte Stuart Wilde, forstod jeg at stemmen indeni var mit ego. Derefter startede en lang proces med først at dømme egoet og dernæst begynde at forstå og elske det. Det er bestemt stadig en rejse jeg er på.

Hvis jeg ikke havde haft det så skidt da jeg var ung, så havde jeg nok ikke været åben for litteratur som tilbød et andet perspektiv på livet. Men det var stadig ikke nok. Så derfor skete der det vidunderlige, at jeg blev gravid som 24 årig og valgte at blive forælder alene. Det var fantastisk og fortryllende at blive mor. Men det var også benhårdt at blive det alene og stadig have så meget angst, at jeg måtte bruge dagevis på at overtale mig selv, til bare at gå i vaskekælderen i den ejendom vi boede i i Aarhus.

Få år efter, da jeg var 29, fik jeg kræft i underlivet. Jeg er klar over hvor provokerende det kan lyde, men kræften har været en fantastisk medicin for mig. En bitter medicin, men ikke desto mindre virkede den. Kræften vækkede mig for alvor. Den vækkede mig til hvor dårligt jeg stadig behandlede mig selv indeni. Bestemt ikke fra den ene dag til den anden. Det er nu 17 år siden jeg fik kræft og der er stadig en del lag, som er i gang med at blive skrællet af det løg.

Medicinen i kriserne

Nu er jeg 46 år og omkring mig ser jeg så mange mennesker som lider af, ikke at have kontakt med deres sjæl. Midtlivskrisen er også en fantastisk gave, hvis vi ser den for hvad den er. Midtlivskrisen er vores sjæl som skriger, på at vi tager den alvorligt og begynder at leve vores liv i overensstemmelse med kaldet fra den. Det karikerede billede på midtlivskrisen er at mennesker får sig affærer, køber en sportsvogn, får nye bryster, større læber osv. Som de fleste af os heldigvis godt ved, så svarer det til at tisse i bukserne for at holde sig varm.

Kriserne i livet er gaver. Kriserne er vidunderlig medicin. Dødsfald, skilsmisse, sygdom, alt det vi kalder for skrækkeligt, er medicin hvis vi åbner os for visdommen de kommer med. ‘Kriserne’ kommer for at vække os, så vi kan vende tilbage til vores sande vej. De kommer for at fortælle os, at vi lever et liv i uoverensstemmelse med hvad der virkelig er sandt for os. Det er meget smukt og vi skal i virkeligheden være dybt taknemmelige for dem.

Vejen hjem kan blandt andet gå til Sletterhage på Helgenæs.

Naturen som lindring

Fordi jeg som barn fik så meget lindring af at være i naturen så begyndte jeg, efter at jeg havde haft kræft, helt instinktivt at opsøge naturen igen. Et sted dybt indeni mig eksisterede en erindring, om at i naturen kunne jeg få trøst. Og selvom jeg lige har beskrevet ‘kriserne’ i vores liv som en vidunderlig medicin, så topper naturen dem alle. Problemet er nok bare, at vi ikke opsøger naturen, før det virkelig brænder på. Ligesom jeg f.eks. også selv først begynder at spise zinktabletter når jeg kan mærke, at jeg allerede er tyk i halsen og snottet render …

Men modsat at tage mine vitaminer og mineralpræparater, så har jeg nu vænnet mig, til at gå i naturen flere gange om ugen. Det er essentielt for mit velbefindende. Jeg prioriterer det på lige fod, med at huske at drikke vand hver dag. Og det kræver noget at gå ud. Selvom skoven er lige på den anden side af vejen og Mols Bjerge nærmest er i min baghave så kræver det alligevel, at jeg er disciplineret omkring den del af min velvære-praksis. Velvære-praksis lyder så irriterende mindfulness-moderne. Faktisk mener jeg, at jeg ved at gå i skoven, skaber en disciplin omkring at minde mig om min sjæl flere gange på ugentligt plan.

Menneskedyret

Helt latterligt lavpraktisk, så skriver jeg det i min kalender. Der står ‘Skov’. ‘Skov’-aftalen må jeg ikke bryde, ligesom jeg ikke må bryde aftaler med kunder, veninder, min søn, min mand, med karate, med de ceremonier jeg deltager i og hvad jeg ellers laver af spirituelt arbejde. Jeg skal have en virkelig god grund, til at bryde den aftale og den grund har jeg stort set aldrig.

Selvfølgelig kræver det noget. Efter en arbejdsdag så har jeg også mest lyst til at flapse rundt i blødt tøj og drikke kakaomælk. Men hver eneste gang jeg går i skoven, så opdager jeg noget nyt. Jeg opdager noget nyt i naturen, som igen åbner mig for hvilket vidunderligt mirakel det er vi bor midt i og er en del af. Og jeg opdager noget nyt i mig selv. Min hjerne får ro. Nye forbindelser bliver skabt. Ting falder på plads. Min sjæl bliver næret og min intuition bliver styrket. Vejen hjem går gennem naturen. Jeg vil vove at påstå, at det gælder for os alle sammen.

Vi er natur. Vi er det eneste dyr som ikke vil være ved, at det er det vi er. Et dyr. Vi har brug for naturen. Så mange mennesker lider i deres moderne liv i vores industrialiserede verden. Hvem kender du som er ægte glade? Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Det er ikke meningen, at vi skal tilbringe et liv i dyb sjælelig kedsomhed.

Relationsarbejde med naturen

Livet skal være fyldt med dans, sang, latter, kreativitet, nydelse, dybe samtaler, åbne hjerter og lys i øjnene. Hvis det ikke er sådan dit liv er lige nu, så gå ud i naturen. Jeg lover dig at naturen vil vise dig vejen hjem til hvad der er sandt for dig og dit liv. Det tager tid at opbygge en relation, så vær tålmodig. Vær tålmodig med dig selv, for i starten kan du måske slet ikke høre hvad der bliver sagt, eller hvad din sjæl siger. Det tager tid at skabe stilhed i dig selv. Men jeg kan garantere dig, at hvis du bliver ved med at gå i naturen, så vil du tilsidst vide præcis hvilke skridt du skal tage for at komme ud af den lidelse du er i.

Livet vil dig. Naturen vil dig. Kraften vil dig. Alting venter på at du vender tilbage til dig selv og vejen hjem er så simpel. Gå ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.