JEG VAR SUR PÅ ORDET GUD

Da Gud kontaktede mig

Det her ord, Gud, det er så svært for mig at bruge. I mange år brugte jeg det ikke af trods. Ordet Gud hørte for mig til den kristne kirke, og det var ikke en kirke, jeg havde haft særlig positive oplevelser med. Så jeg prøvede mig frem med andre ord: Kraften, det guddommelige, gudskraften. På engelsk virker ordet the God force bedre, men for mig lød det underligt at kalde det jeg forstår ved Gud et engelsk navn.

Jeg var sur på ordet Gud. Det havde så mange negative associationer for mig, men jeg går mere og mere tilbage til at bruge det ord, Gud.

Der skete det for et par uger siden, at jeg havde en meget stærk oplevelse af at møde Gud. Ikke sådan som vi normalt forstår ordet som en ældre herre i himlen, men jeg mødte Gud som en kollosal energi, og den energi tog alverdens former. Alle de guder jeg har hørt om, både fra vores egne nordiske trosretninger men også fra alle andre religioner og trosbevægelser, stod som en massiv mur af energi og sitrede foran mig.

Jeg havde haft en periode, hvor jeg havde arbejdet meget intensivt med mig selv og med min kontakt med naturen og det guddommelige, jeg mødte der. Pludselig en dag i en meditation sank jeg ned (eller op) i et andet og dybere lag, og jeg hørte ordene: Velkommen tilbage. Da jeg så op for at se, hvad der havde sagt de ord mødte jeg Gud i alle Guds former.

Det er ikke unormalt, at jeg hører og ser ting. Det gør jeg stort set hele tiden, også selvom jeg ikke er fordybet i meditation eller andet åndeligt arbejde. Men den her sætning: Velkommen tilbage, den var rigtig. Altså alt det andet jeg ser og hører kategoriserer jeg også som rigtigt, men det her var anderledes. Der var ingen tvivl i mig. Det var Gud. Altså for real.

Velkommen tilbage

Grunden til, at jeg blev budt velkommen tilbage var fordi jeg som sagt i den periode arbejdede meget intensivt med mig selv og min kontakt med det guddommelige. Så velkomsten handlede om, at jeg netop lige dagen før også havde haft en stor åndelig oplevelse og derfor stod hele arsenalet klar, da jeg satte mig til at meditere igen. Velkommen tilbage. Den sætning og den måde den føltes på i mig, det mærkes lige så stærkt og tydeligt i mig nu som den gjorde for et par uger siden.

Efter den oplevelse, som jeg nok vil karakterisere som en af de stærkeste, åndelige oplevelser jeg nogensinde har haft, har jeg ingen problemer med ordet Gud. For det er Gud. Den tvivl der eksisterede i mig før, selvom jeg er klar over, at den er meget mindre i mig end i mange andre mennesker, om hvorvidt vi kommer fra en større kraft, den forsvandt på et splitsekund. Jeg tvivler på ingen måde mere, for jeg ved nu.

En ny, dyb taknemmelighed er vokset frem i mig

Der eksisterer ikke længere nogen form for irritation eller trods i mig over, at ordet Gud mest er forbundet med den kristne tro her, hvor vi bor i verden. Mit egos vrede over, hvordan jeg følte, at kristendommen havde kuppet min mulighed for at have en kontakt med Gud forsvandt som dug for solen, da jeg selv mødte den kraft.

Nu er jeg ligeglad med hvem, der kalder hvem for hvad, og hvor de kommer fra. Jeg mærkede en forbundethed som gjorde mig så lille og ydmyg. Som på ingen tid gjorde mit ego helt tavst. Det var Gud. Freaking Gud.

Ud af den oplevelse, startede der andre ting i mig. En dyb taknemmelighed, en kæmpe glæde over at få lov til at opleve det her liv. Og flammen i mig, som brænder for at gøre det her bedre, for mig selv og andre, den blev til et kæmpe bål.

Vi beder i forvejen bordbøn herhjemme, og takker for maden vi spiser. Efter ‘velkommen tilbage’ oplevelsen, så beder jeg hele tiden. Jeg kaster mig ned på knæ, så snart jeg kan komme til det. Jeg synger sange, som er bønner. Jeg hilser på alt i naturen med samme ærbødighed som jeg blev mødt med, da jeg blev budt velkommen tilbage.

Gud altså. Shit shit shit. Gud!