MIN STØRSTE FJENDE

Når karate bliver mental træning

Til karatetræning spurgte min sensei (japansk for træner) mig retorisk, hvem der er min største fjende. Det var lige efter han havde sagt: ‘Anja, i karate siger vi, at vi elsker smerte’. På det tidspunkt stod mine lår og mavemuskler i flammer indeni af den træning, vi lige havde lavet, og jeg var ikke helt der, hvor jeg ligefrem kunne sige, at jeg elskede den smerte. Så da han spurgte mig, hvem min største fjende var, var jeg på baggrund af hans sidste spørgsmål ikke sikker på, at jeg kunne give ham det svar, han ville have.

‘Du er din største fjende Anja. Det er dig.’

Min erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige sensei imod. I karate er der (åbenbart) ikke så meget at diskutere. Så jeg lod klog af skade være med at sige noget til hans udsagn.

Hvem bremser mig?

Det min sensei mener er, at det er mig der bremser mig i de stillinger, vi laver. Det er mig, der bremser mig, når jeg synes at fire (who am I kidding) armbøjninger er nok til, at jeg må lægge panden på gymnastikgulvet og pruste, i stedet for at tage fire til – hvilket i øvrigt ikke ville være en opgave, der var fysisk mulig at udføre på nuværende tidspunkt.

Det er mig, der bremser mig, når sensei siger, at vi skal lave rullefald. Cirkelspark. Gå i bro. Lave vejrmøller og jeg kunne blive ved. Det er mig, der bremser mig, når jeg forsigtigt står og tripper og er bange for at kaste min krop ud i øvelserne.

Det har han helt ret i. Det er i hvert tilfælde ikke sensei, der bremser mig. Han fylder mig til gengæld med blå mærker fordi han maser, skubber, sparker og slår. Han udfordrer mig hele tiden og tror på, at jeg kan mere end jeg selv tror, jeg kan.

Anja Dalby min største fjende

Muhammed Ali og mig

Min sensei er den sejeste i verden. Vi træner Goju-Ryu karate som min sensei er meget højt gradueret inden for. Vi er en lille klub, nogle gange er vi kun et par stykker til træning, og vi holder til midt ude i en lille by på Djursland. Som en af sortbælterne på vores hold tørt konstaterede, så svarer det til, at vi har Muhammed Ali til at træne os i boksning, så sej er vores sensei. Og lige så skørt og fantastisk er det, at vi har så højt en gradueret en sensei til at træne os. Vi er meget heldige.

Det er jeg nogle gange nødt til at minde mig selv om. Mit utrolige held over at have så kompetent en karateunderviser som jeg har. Især når han beder mig presse min krop langt ud over den (og også min mentale) komfortzone.

Livets kærlige pres

Det er ikke kun i karate, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er også min egen værste fjende i andre områder af mit liv. Jeg er min egen værste fjende, når jeg bremser mig selv, fordi jeg er bange for at noget gør ondt på mit ego f.eks. Når jeg bremser mig selv, fordi jeg bliver bange for at mit mindreværd rejser sig og giver mig angst. Eller at jeg bare bliver så nervøs at jeg får røde kinder og svedige håndflader, når jeg skal tale foran andre mennesker.

Det er kun mig, som bremser mig i min udvikling. På alle planer. Livet skubber, maser, slår og sparker mit ego. Ikke på en ukærlig måde, men ligesom det er tilfældet med min sensei, så gør livet det, så jeg kan blive stærkere, stå mere fast, tro mere på mig selv og mine evner. Så jeg kan lære mig selv bedre at kende, så jeg kender mine svage og stærke sider. På den måde kan jeg nemlig blive endnu skarpere på, hvor det er jeg skal sætte ind, om det er med armbøjninger eller flere store forsamlinger, hvor jeg skal tale offentligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM