Kunsten at overhøre sin intuition i hele 10 år (ikke anbefalet!)
De sidste 10 år har jeg haft lyst til at starte til en kampsport. Jeg har ikke kunne forklare hvorfor, udover at disciplinen tiltaler mig. Men jeg har mest af alt haft en følelse af, at det var noget, jeg skulle gøre, uden helt at vide hvorfor.
Det er ikke altid jeg hører efter min intuition. Når der er noget som er for grænseoverskridende, så kan jeg præcis som alle andre, sagtens vælge at overhøre det. Min erfaring siger mig bare, at det er en dårlig idé at gøre det i længere tid. Jeg er nødt til at gøre som den siger (altså inden for rimelighedens grænser og kampsport er rimeligt) ellers kommer jeg ud af kurs i mit liv. Det er en erfaring, jeg har draget mig igen og igen.
Da vi boede i Aarhus tog jeg et par prøvetimer i forskellige former for kung fu. Det gik ikke så godt. Der var for mange unge mænd med for store, tatoverede muskler og hårde blikke. Der lugtede også grimt af gammel sved og ny testosteron. Jeg følte ikke det var et sted for en blød mor i 40’erne at lære at lave cirkelspark.
Om overgivelse og busskure på landet …
Så flyttede vi her ud i skoven på Djursland, og jeg så et opslag i busskuret om at herude, af alle steder, der ville starte en karateklub op. Det lød jo fantastisk. Men jeg tog ikke afsted, selvom jeg havde telefonnummeret til indmeldelsen til at ligge på mit skrivebord i mange måneder.
Min mand besøgte for et par måneder siden en af sine venner og hans vens kone, Mette, var i gang med at sy et mærke på sin gi (karatedragten). Min mand blev meget glad og spurgte Mette, hvor hun dyrkede karate henne, og det var sørme i den klub, som lå lige om hjørnet fra, hvor vi bor.
Da min mand glad kom hjem og fortalte, at Mette havde sagt, at der mest var kvinder på vores alder på holdet. At det var meget stille og rolig træning og for alle, så var jeg godt klar over, at der ingen undskyldning længere var. Nu fik jeg det virkelig serveret helt som jeg gerne ville have det. Tak for et vink med en vognstang.
Angst er egoet, der er bange
Så jeg tog afsted til første træning i januar i år. Og det lyder jo meget nemt og ubesværet. Men faktisk var jeg så nervøs, over at skulle afsted, at jeg var stille i et helt døgn før. Hvor jeg gik med noget, der mest af alt mærkedes som et angstanfald, der hele tiden stod og vibrerede inden i mig.
Alligevel gjorde jeg det. Jeg ved, at angst ikke er intuitionen. Angst er egoet, der er bange. Jeg var bange for alt muligt. For at blive til grin. At de andre synes jeg var grim og dum og tyk. At jeg ikke kunne lave en eneste øvelse. At min form var for dårlig.
Det gik vildt godt første gang jeg var afsted. Alle var så søde og som voksenbegynder, så træner man med børnene til at starte med. Så jeg trænede med andre voksne begyndere og måske 15 børn, der sprang rundt om os. Det var sjovt og uhøjtideligt.
Det var om mandagen, jeg var afsted. Om onsdagen skulle jeg afsted igen. Og jeg var næsten ligeså nervøs som jeg havde været om mandagen. Så selvom jeg havde været afsted én gang, så blev jeg igen næsten lige så bange.
Men! Jeg tog afsted igen kl. 17, hvor træningen skulle starte. Jeg stod i mit træningstøj i omklædningen til hallen. Og der var ingen karatemennesker. Der var måske 30 børn og forældre, som var til redskabsgymnastik. Jeg ventede og ventede, men hallen var fyldt med børn, som legede og tydeligvis ikke var på vej ud. Så jeg kørte igen. Da jeg kom hjem, så jeg at træningen først startede kl. 18 om onsdagen, og så faldt jeg helt sammen.
At bede sig selv om at være voksen, når man bare trænger til et kram
Jeg begyndte at græde og fik det rigtig skidt. Og jeg følte mig så dum over at græde. Jeg lavede samtidig tricket med at bede mig selv om at være voksen og tage mig sammen og bare køre derop igen kl. 18. Og så græd jeg bare endnu mere. Det er endnu ikke lykkedes at få mig selv til at holde op med at være bange eller ked af det ved at skælde mig selv ud. Så det er ret underligt at jeg bliver ved med det …
Men jeg kunne ikke køre derop igen. Jeg var faldet fuldstændig sammen som en flad ballon, der var blevet holdt oppe af for mange varmlufts pep-ord og “just do it” slogans.
Da igen blev mandag, tog jeg afsted, en smule mindre spændt end sidst. Jeg fik udleveret min gi som jeg skulle have på til onsdagstræningen. Til onsdagstræningen var jeg så i mellemtiden blevet bange for om jeg ikke så dum ud i min gi? Om den ikke var for stor? For stiv? Så det kunne jeg så også gå og gejle mig selv op over.
Sensei (træneren) synes min gi passede perfekt, og jeg er nu blevet indstillet til min første graduering. Du får 3 gæt om jeg nu så er blevet vildt nervøs over det.
Træd ud af din komfortzone, livet har noget det vil vise dig
Alt det her, det fortæller jeg, fordi jeg ved at jeg skal gå til karate. Det ved jeg bare. Hvorfor jeg skal det, det aner jeg ikke. Nogle gange finder jeg ret hurtigt ud af det, andre gange bliver det tydeligt efter længere tid. Nogle gange er der ingen store grunde til, at noget skal ske, måske er den “eneste” grund for mig at gå til karate, at det er god fysisk træning. Who knows. Det er lige meget. Det som er vigtigt er at lytte på stemmen inden i, som beder os om at træde ud af vores komfortzone.
Det kan sagtens kræve en masse tuderi og angstanfald i alle mulige grader at gøre noget man ikke tør. Det sker der faktisk ikke noget ved. Man skal bare gøre det alligevel.
