I søndags var jeg inviteret til Groove dance af en veninde som er i gang med at uddanne sig til Groove-instruktør. Hun havde brug for ‘danse-kaniner’ til en video hun skulle optage til sine lærere, hvor hun viser sine instruktør evner.
Hver gang min veninde har talt om Groove, har jeg tænkt at det var fedt at hun interesserede sig for det. Men at det ikke var noget for mig. Jeg kunne forstå på hende, at det var noget med at man skulle knipse mens man dansede. At man skulle være i kontakt med de andre dansende og lave fællesbevægelser, mens man sang med. Det lyder jo forholdsvist harmløst, når man tænker på hvad mennesker ellers bliver udsat for rundt omkring på jorden. Men alligevel var tanken om ‘fælledans med knips’, noget der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Jeg ville naturligvis gerne støtte min veninde, og jeg er desuden også meget opmærksom på at udfordre mig selv på de områder hvor jeg som udgangspunkt ikke tør deltage. Så jeg tog afsted til Groove i søndags. Da vi stod og var danseklare og havde fået instruktionerne til den første dans, kunne jeg mærke genertheden vælte ind over mig. Jeg blev så genert, at jeg næsten ikke kunne se de andre deltagere, eller min veninde i øjnene.
Lige i det øjeblik kom tanken: Tag det roligt, det er bare Skabelsen der danser. Du kan bare lade dig selv danse af Skabelsen og slappe af.
Tanken om at dansen ikke havde noget med mig, Anja, at gøre, fik genertheden og frygten til at slippe med det samme. Af uransagelige grunde, havde Skabelsen lyst til at danse Groove nord for Aarhus den søndag. Med min krop som instrument. Det havde jeg faktisk ikke lyst til at modsætte mig.
Skabelsen knipser
Min oplevelse er nemlig også, at hver gang jeg melder fra til noget hvor min intuition ellers havde sagt ja til at starte med, i et øjeblik af spontan glad livskraft. Så sker der noget i mig bagefter. Jeg har det som om jeg begynder at lukke ned. Jeg har oplevet at jeg faktisk får mærkelige smerter i min krop, hvis jeg ikke lytter på den bevægelse min intuition ansporer mig til at deltage i. Uanset om det er en fysisk, psykisk eller åndelig bevægelse.
Når jeg lukker af for min intuition, så føles det også som om den lukker af for mig. Som om den finder en anden der gider at danse med den. Præcis som Elizabeth Gilbert taler om i ‘Big Magic‘.
At mit ego, fortællingen om Anja Dalby, bliver nervøs for at knipse sammen med andre kvinder, skal ikke holde Skabelsen tilbage fra at danse. Faktisk har Skabelsen måske brug for at danse endnu mere i disse tider, hvor der er mere frygt end boogie i det fælles felt.
Det var naturligvis megafedt at danse. Og hver gang jeg kom i tanke om mit navn og min knipse-aversion så mindede jeg mig selv om, at lige nu holdt jeg bare rum for at Skabelsen kunne give den gas gennem min krop.
Instant manifestation
Mens jeg dansede kom jeg i tanke, om at jeg om fredagen havde været til karate. Mens jeg stod og kampsvedte og mine lår brændte som lava til karate-træningen, kunne jeg høre et Zumba-hold inde ved siden af i hallen hvor vi træner. Da jeg stod der med ild i lårene, sendte jeg Zumba-deltagerne mange misundelige tanker. Jeg stod seriøst og overvejede, om jeg kunne snige mig ind og jazze med i min karate-gi. Uden der ville være nogen der tænkte det vilde over det.
Min lyst til at danse var kæmpestor, lige i det øjeblik. Ikke kun for at komme væk fra lår-øvelserne, men rytmerne fra lokalet ved siden af var dragende og lækre. Jeg tænkte på at jeg altså skal danse noget mere. Jeg elsker jo at danse. Og så trænede jeg ellers videre med brændende lår til min karate-undervisning.
Da jeg kom hjem fra træning fredag aften, havde jeg modtaget en besked fra min veninde om jeg ville være med til at danse om søndagen. Så i virkeligheden havde jeg bare fået det jeg bad om. Mere dans. Det er altid interessant for mig at undersøge de ting der kommer til mig, for at finde ud af hvordan jeg har bedt om det. Pas på hvad du ønsker dig, kom meget tydeligt til mig. Heldigvis udsatte jeg bare mig selv for et øjeblik af manglende komfort denne gang. Andre gange hvor jeg har opdaget at jeg fik det jeg faktisk havde ønsket mig, uden at være bevidst om konsekvenserne af det ønske, har det været en meget mere broget affære.
FRØET SOM DANSER
Frøet som danser
i tingenes midte.
Stjernen som skælver
i nattens pupil.
Dråben som spejler
uendeligheden.
Kvinden som bar os
før lyset blev til.
Stilhed og vækst.
Der er intet der standser.
Intet er delt.
Det er gud som danser.
– Halfdan Rasmussen
Digtet ovenover af Halfdan Rasmussen læste jeg sidste år i Neel Fastings bog ‘Et sprog for det kvindelige’. En meget smuk og virkelig anbefalesværdig bog at læse for begge køn. Den tilbyder mange fine nuancer til en ellers ret skarpt optrukket køns-debat. Der er intet som standser, det er Gud som danser …
