SKOVEN, FULDMÅNEN & DET MAGISKE ARBEJDE

Sådan valgte jeg skoven vi skal sidde i

På lørdag skal jeg lave en udesidning hele natten. Jeg skal ud at sidde i en skov her på det sydlige Djursland og du er inviteret med.

Jeg har lavet udesidninger de sidste mange år. Hvordan og hvorfor jeg begyndte på den praksis kan du læse mere om her.

På lørdag d. 18. maj er vi så heldige, at det også er fuldmåne. Den skov jeg har valgt, vi skal sidde i vender ud mod en stor åben eng, som igen ender i en skov på den anden side.

Det er en meget fin skov med en helt særlig energi. Når jeg vælger de steder, vi skal sidde til udesidningerne, så prøver jeg så vidt muligt, at vælge skove, som er rimeligt uberørte af mennesker. Ikke at der ikke må være stier og andre spor af, at mennesker bevæger sig i dem. For mig er det dog bedst, at det er en skov, som i så vid udstrækning som muligt får lov til at passe sig selv. Det er bestemt ikke altid en nem opgave i Danmark at finde sådan en skov.

Den skov vi skal sidde i på lørdag opfylder mine krav. Jeg må også gerne tromme i skoven, noget der kan være svært at få lov til, når jeg har fået tilladelse til at sidde i private skove til udesidnings-workshops. Men på lørdag må jeg tromme, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Vi samler kraften i et ritual

Det er første gang, jeg selv skal lave en udesidning i den her skov, så jeg er selv (næsten) ligeså spændt som dem, der har meldt sig til. Jeg har set forskellige dyrespor i skoven, men hvilke dyr det er, det vil jeg ikke afsløre her. Måske er vi heldige at se dem i løbet af natten, og så vil jeg fortælle om dem bagefter.

Fuldmånen kommer til at bevæge sig hen over hele den store eng, som skoven vender ud mod. Uanset om det er overskyet eller ej, så kan månen og lyset fra den sagtens fornemmes inde i skoven.

Vi vil i fællesskab lave et ritual, hvor vi beder om kraft til at manifestere det, vi ønsker os i vores liv. Alle er før udesidningen blevet bedt om at skrive en intention for udesidningen ned. Fuldmånens energi vil så hjælpe til at bringe intentionen ned fra det æteriske til det jordiske.

Jeg elsker virkelig at lave udesidninger, og lige nu kan jeg slet ikke vente til på lørdag. Jeg glæder mig helt vildt til at møde og tage imod deltagerne. Og til at hjælpe med at viderebringe den her fantastiske gave og oplevelse en udesidning hele natten er.

Anja Dalby Udesidning

Afsløring af min egen intention for udesidningen

Min egen intention for udesidningen er, at jeg vil bede om at få klarhed på nogle bestemte områder af mit liv. Fuldmånens lys er perfekt til at få erkendelserne til at stå rent og skinnende frem.

Jeg er ikke i tvivl om at det ‘virker’, når jeg har bedt om vejledning og kraft på en udesidning. Alt det jeg har bedt om eller har bedt om råd til på de andre udesidninger, jeg har lavet er gået i opfyldelse. Det er altså et magisk arbejde. Det er også grunden til, at det at lave udesidninger har ‘overlevet’ i så mange år som det har. Mange andre ritualer, ceremonier og traditioner fra før kristendommes indtog er forsvundet, men udesidninger har holdt ved. Det er der en grund til.

Jeg har udgivet en e-bog om udesidning. Den hedder ‘Magisk arbejde i skoven. Udesidning for begyndere’. Du finder den i shoppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM