SCENER FRA EN UDESIDNING

På årets første udesidning d. 12. juni var vi 4 kvinder som sammen drog i skoven. Det var i sandhed en mørk og stormfuld aften og nat i særdeleshed. Flere gange i løbet af udesidningen, overvejede jeg om det i virkeligheden var sikkert, at vi var draget ud i skoven i storm med orkanstyrke stød. Rundt omkring hvor jeg havde min plads, ved den lille sø som går ind i den store, lå store træer som var væltet med kæmpe rodnet. De var heldigvis ikke væltet lige den dag vi var i skoven, men bare det at det er muligt. At de kæmpe træer vi sad op af, kunne vælte med flere meter jord rundt omkring dem. Et kæmpe rodnet som pludselig ville ligge lodret op i luften.

Vi var to som havde en meget særlig oplevelse, med de træer vi sad op ad. Vi sad begge op af store fyrretræer og hver gang der kom et heftigt vindstød, så ‘gav’ træet sig og jorden under det. Det kan bedst beskrives, som om træet trak vejret helt ned i jorden. Det vi kunne mærke, var rødderne under jorden, som løftede sig en lille smule, hver gang en vind fik godt fat i trætoppen. Og det skete mange gange i løbet af natten. Ofte var det som om træet trak vejret i samme takt som os der sad under det. Det var en meget særlig og smuk oplevelse, at sidde op af et træ i bevægelse og synkron vejrtrækning i så mange timer. At føle vinden trække så hårdt i kronerne, at rødderne løftede sig en lille smule.

Dyrene om natten

Den nat blev der ikke set mange dyr. Det var virkelig et heftigt vejr. Men lige da udesidningen startede, kom en stor hvid musvåge svævende hen over søen som jeg sad ud mod. Den svævede langsomt og lydløst over mit hoved, kun et par meter oppe i luften. Næsten hver gang jeg går hen til søen, så finder jeg store hvide musvågefjer. Hver gang tager jeg det som et varsel, om at jeg er velkommen der. Denne gang mødte jeg så rent faktisk den smukke fugl, som om den lige kom svævende for at tjekke ud, hvem der sad der i dens område.

Efter et par timer rejste jeg mig op for at strække mine ben. Da jeg rejste mig og så mig lidt omkring, fik jeg øje på 4 dådyr som roligt gik og græssede i skovbunden, måske kun 10 meter væk. De kunne ikke høre mig pga vinden og jeg var heldig, ikke at dufte af noget de kunne samle op der i natten. Jeg stod længe og bare så på dem. Beundrede de store dyr, deres skønhed og styrke, deres elegance og ynde. De bevægede sig langsomt igennem skoven og efter lidt tid var de uden for mit synsfelt.

Det var en virkelig kold nat. Selvom det var næsten midt juni. Og jeg har jo da om nogen prøvet at sidde og klaprefryse i skoven om natten, og alligevel var jeg ikke varm nok. Jeg blev enig med mig selv, om at på næste udesidning som ville være i starten af juli, ville jeg også have min sovepose med mig i skoven. Udenover alt mit uldtøj, min flyverdragt og min mands store kedeldragt …

Scener fra en udesidning. Morgenselfie efter en veloverstået, men meget kold og stormfuld udesidning d. 12. juni 2021.
Morgenselfie efter en veloverstået, men meget kold og stormfuld udesidning d. 12. juni 2021

Udesidning med trommegruppen

Jeg er heldig at være startet i en ny trommegruppe i efteråret sidste år. Den jeg havde deltaget i, i mange år før, var gået i opløsning. Men på fantastisk vis, var vi 6 mennesker som meget hurtigt fik en ny op at stå. Jeg arrangerede en udesidning for min ‘nye’ trommegruppe d. 3. juli og det var modsat udesidningen d. 12. juni (kun et par uger tidligere) en meget, meget varm nat. Det var så varmt og fugtigt, at det nærmest var ubehageligt. Det er første gang jeg har prøvet det. Jeg sad flere gange i løbet af natten med bare tæer og i min inderste uldkjole.

Det var fuldstændig vindstille i skoven og luften var helt tyk, både af varme, men også af myg og knots. Jeg havde indkøbt hatte med myggenet på, til den første udesidning i juni. Men den nat hvor det blæste sådan, var det ikke nødvendigt at have dem på. Det er dejligt svært for myggene, at stå stille i luften når det blæser. Det var det så til gengæld ikke et par uger senere d. 3. juli hvor ikke en vind bevægede sig.

Danser med myg vol. 2

Det er virkelig en mindfulness øvelse af karakter, at sidde i 8 timer med lyden af myg omkring sit ansigt. Jeg har prøvet det en gang før, hvor vi ikke engang havde hatte med myggenet på. Men den her juli nat, i 20 graders varme, var myggene virkelig på dupperne. Det kræver faktisk noget, ikke at råbe højt af irritation over myggene. Man kan også prøve at sidde og vifte med sine luffer rundt i luften, men 2 sekunder efter er de tilbage, med deres enerverende lyd.

Bare alene den oplevelse, føles som noget af en kraftanstrengelse og en initiering af skoven. At sidde op ad et træ, i så mange timer, med lyden af myg helt ind i ørerne, nogle gange som om lyden kom helt ind i hjernen på en. Det kræver overgivelse. At overgive sig til, at så er det det her jeg gør lige nu. Det kan godt ske, at jeg ville ønske at denne udesidning ikke behøvede at handle om myg, men det gør den. Så må jeg være med det.

Scener fra en udesidning. Søen om morgenen, mens solen var ved at stå op.
Den lille sø om morgenen, mens solen var ved at stå op.

Mødet med måren

På den varme myggefyldte udesidning med min trommegruppe i juli, mødte jeg ingen dyr. Før om morgenen. Jeg var gået et par meter væk fra min plads ved søen, der var ikke længe til solen stod op. Jeg tillod mig, at gå lidt rundt, inden jeg skulle til at tromme gruppen sammen igen. Jeg satte mig på en træstamme og nød at sidde uden myggenet om ansigtet og nød, at myggene endnu ikke havde opdaget, at jeg havde flyttet mig.

Pludselig var der noget som hvæste meget voldsomt af mig. Det var en kombination af en dyb hvæsen, og en brummen som kom langt nede fra maven. Det var en temmelig gruopvækkende lyd og hårene rejste sig overalt på min krop. Og så var det, at jeg så måren stå et par meter fra mig. Den var meget vred over min tilstedeværelse i skoven. Jeg har hørt at en mår kan være ret territorial, så jeg må have overrasket den i dens baghave, der tidligt på morgenen/sent på natten. Den var virkelig vred og løb hen imod mig, mens den sagde sine ret uhyggelige lyde.

Måren viste tænder, den havde pustet sig helt op og dens kløer var ude. Jeg blev faktisk ret nervøs. Det var tydeligt, at den ikke var vild med at jeg sad der. Jeg begyndte at tale roligt til den. Det nyttede ikke, at jeg løb min vej. De andre deltagere på udesidningen skulle trommes sammen inden længe, men mellem min plads hvor min tromme var, og hvor jeg sad, stod den vrede mår.

Hvad skal man sige til en mår

Jeg fik tanker om en mår mon pludselig kan gå mod struben. Jeg følte mig ærligt talt helt forsvarsløs mod måren. Jeg nåede også at tænke, at det ville være helt typisk. At mig som går og siger, at man ikke kan møde noget farligt i en dansk skov, bortset fra sig selv, ville omkomme af at en mår ville flænse min strube i stykker. Så galt gik det dog heldigvis ikke. Måren reagerede heldigvis, på at jeg talte roligt til den og begyndte langsomt og hvæsende at trække sig tilbage. Dog uden på noget tidspunkt at fjerne blikket fra mig.

Min intention for udesidningen handlede om en oplevelse, jeg havde haft med et menneske som havde været meget aggressivt og grænseoverskridende overfor mig. Jeg ville gerne slutte fred med oplevelsen i mig selv og slippe den. Jeg ville gerne tilgive og komme videre. Måren viste mig, at bag de blottede tænder gemmer der sig en frygt. At når mennesker eller mårer opfører sig sådan, så er det fordi de føler sig truede og fordi de er bange.

Ved at tale helt roligt og fortælle måren, at det var okay. At den ikke behøvede være bange. At jeg ikke ville gøre den noget. At den var en dygtig mor eller far, som nok var i gang med at passe på sine unger, så fik jeg måren til at trække sig.

Venlighed er det bedste våben

Det møde var et meget smukt svar på hvad jeg skulle gøre i forhold til den oplevelse jeg havde haft, af at et andet menneske havde været aggressivt imod mig. Jeg skulle ikke trække mig eller løbe skrigende væk. Jeg skulle forholde mig roligt og ‘stand my ground’. Men jeg blev ved med at tale meget venligt og med meget blød stemme til måren. Jeg talte roligt og rationelt og ærligt til den. Jeg var ikke ude på noget. Jeg sad bare der. Jeg ville gøre den eller dens familie noget. Jeg fortalte den, at den ikke behøvede være bange for mig. Men jeg flyttede mig ikke og jeg gjorde mig ikke underdanig. Jeg blev i hjertet og i venligheden, men jeg flyttede mig ikke. Det var en god læring for mig.

Måren stod nok i omkring 5 minutter og hvæste af mig, så jeg havde god tid, til at gå ret meget i panik indeni. Det er spændende så mange tanker og dødsscener der kan nå, at dukke op i hjernen på så kort tid. Det var interessant at møde ‘ur-mennesket’ i mig selv på den måde. Jeg kunne mærke helt ind i mine knogler hvor ubehagelig og truende en lyd det var måren rettede imod mig. Alt i mig stivnede og blev koldt.

En vækkelse af ur-mennesket

Nogle gange får jeg det på samme måde, når jeg kan høre kronhjortene brøle i skoven. Den meget primitive lyd, vækker det meget primitive i mig. Jeg gik i kamp/flugt modus med det samme (mest flugt faktisk). Jeg blev virkelig bange for måren, sådan en rå og brutal kraft, for det var det. Selvom en mår ikke er større end en kat, så var dens lyd meget virksom. Der var ingen tvivl, om at jeg ikke var velkommen der.

Men da måren langsomt begyndte at trække sig tilbage, ved at jeg talte roligt til den, så blev jeg også selv roligere. Jeg følte mig større. Jeg var ikke længere så bange for den. Jeg kunne se at mit våben af venlighed gjorde en forskel og jeg følte mig ikke længere som et offer for en temperamentsfuld mår.

Jeg kunne roligt vende tilbage til min plads, hvor jeg lige sad og sundede mig lidt med myggene, som nu nærmest virkede nuttede i forhold til måren. Efter lidt tid var jeg klar til at tromme deltagerne på udesidningen ind og ovre var endnu en vidunderlig og magisk nat i skoven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.