En varm dag i juli kørte min mand og jeg til Bulbjerg Klint. Vores plan var at bade og snorkle ved klinten som vi aldrig har besøgt før. Men til vores store overraskelse, så var vi ikke de eneste mennesker der havde haft samme tanke. Der var ret mange turister (som os selv) og vi endte med at køre længere ned af kysten, og vi fandt et roligere sted hvor vi kunne boltre os i de vestjyske bølger.
Jeg bliver ofte ret forbløffet, over at der er andre mennesker i verden. Især når jeg kører ud til attraktioner og forventer, at finde dem ligeså øde som de så ud i turistbrochuren.
En måde jeg kan mærke på, at jeg har fået det bedre med mig selv, er at andre mennesker ikke længere generer mig så meget … Jeg bliver ikke længere irriteret, over at de overhovedet eksisterer og at de endda tillader sig, at eksistere samme sted som mig. Det er en kæmpe befrielse.
Det er et godt barometer i mig, på hvordan jeg har det. Hvordan mine tanker om ‘andre’ er. Om de fylder for meget. Optager ‘min’ plads. Om de er for højrøstede, om de opfører sig uvenligt eller ubetænksomt. Bevidstheden om at her kun er mig er efterhånden så integreret i mig, at jeg er klar over at enhver dom på noget ‘udenfor’ mig, kun kan være en dom over noget i mig selv.
Gud der observerer Gud
Jeg ser Gud der observerer Gud i 7,9 milliarder andre versioner af sig selv. Gud der observerer Gud gennem 7,9 milliarder bevidstheder. Det som dømmer andre er egoet. Denne besynderlige konstruktion som ikke er virkelig, men som alligevel kan være ret svær at komme udenom.
Jeg ser stadig mennesker som opfører sig som det vi kan kalde for uvenligt eller ubetænksomt. Men nu føler jeg en ømhed for den side i dem, den side som kan finde på at opføre sig mindre end kærligt. Jeg ved at når jeg selv har det sådan, at jeg opfører mig mindre end kærligt, så er det fordi jeg sidder fast i en historie i mig selv. Jeg sidder fast i en historie, om at det på en eller anden måde er synd for mig. Jeg føler mig berettiget til at fylde med min kedelige energi, når jeg sidder i offeret og synes, at hele verden burde tage hensyn til mig og min smerte. Jeg har omsorg for det sted i andre, for jeg ved hvor træls det føles at være der.
For det meste ser jeg kun kærlighed i mennesket og det er det som mit blik har vænnet sig til at fokusere på. Jeg samler på historier i hjertet om mennesker der opfører sig helt vidunderligt og kærligt, uden at de behøvede gøre det. Det gør mit hjerte blødere og større. Når jeg føler sådan for ‘andre’, så er det nemmere at føle sådan for mig selv også.
Selvudviklingsvejen er vejen hjem til hjertet. Vejen tilbage fra egoets domme over alt i verden men allermest over mig selv. Når jeg holder af mig selv, så holder jeg også af ‘andre’.
Mand vinker til hund
To gange har jeg set to forskellige mænd vinke til deres hunde på Brugsens parkeringsplads. Første gang var da en granvoksen, og tilsyneladende ret alvorlig mand, kom ud af Brugsen til sin varevogn, hvor hans store samojede spids sad på forsædet og ventede på hans tilbagekomst.
Da manden fik øje på sin hund gennem forruden i bilen blev han så begejstret, at han måtte sætte sine bæreposer ned, for at vinke til hunden. Lynhurtigt fik han dem samlet op igen og småløb hen til bilen, kun for at give sin hund et stort kram af ren gensynsglæde. De var begge helt oppe at køre, over at han var tilbage fra sit (må man formode) forholdsvis korte besøg i supermarkedet.
Anden gang jeg så en mand vinke til sin hund, var da en yngre mand satte sin lille hvide terrier på en hundekrog udenfor Brugsen. Afskeden med hunden var rørende. Hunden fik adskillige godbidder. Manden satte sig ned på hug og talte roligt til hunden og gav den en god omgang nus, inden han ømt rejste sig for at gå ind i Brugsen. På vej ind af dørene til butikken, vendte han sig lige om, for at vinke et sidste farvel til hunden.
Man kunne tro, at der var tale om en hund som var utryg ved at sidde alene udenfor et supermarked. Men terrieren sad helt roligt og ventede, på at manden kom ud igen. Den rørende afsked var altså kun for mandens skyld og kun fordi han elskede sin hund. Da han kom ud til sin hund igen lyste han op i et stort smil og måtte også igen lige sætte sig på hug, for at give sin hund et lille gensynskram inden de kunne gå hjem.
Det vidunderlige menneske
Jeg elsker mennesker. Jeg elsker, at helt almindelige voksne mænd har så store og bløde hjerter, at de vinker til deres hunde. Jeg kan heller ikke sige mig fri fra at gøre det samme. Jeg tager mig i at vinke til hunde når jeg kører forbi dem i min bil, hvis jeg holder i et lyskryds og ser en hund på fortovet. Eller når jeg ser en hund sidde og se ud af bagruden på bilen foran mig på motorvejen.
Hver gang jeg selv vinker til en hund bliver jeg overrasket. Hvad forventer jeg mon der vil komme ud af, at jeg vinker til en hund? Forventer jeg at den vinker tilbage? At den genkender min rysten med hånden som en venlig hilsen? At den tænker, sikke en sød dame som lige vinkede der? Alligevel er det det som min hånd gør, uden at jeg kan nå at bremse den.
Min hånd reagerer på mit hjerte, uden at jeg kan nå at tænke. Mit hjerte som bliver glad, for at se en hund. Jeg er sikker på at mennesket er godt. Det kan ikke være anderledes. Vores instinkter (og undersøgelser) viser igen og igen, at vi vil andre det godt og når vi ikke når at tænke over det, så gør vi ofte godt for andre, selvom det endda kan sætte vores egen eksistens i fare.
Instinktet er guddommeligt
Vores instinkter kommer fra hjertet. Vores instinkter er Gud. Det er tanken om at det ser skørt ud, at vinke til en hund, som bremser os. Men når tanken ikke når at overhale hjertet, vinker vi på livet løs til alt fra hunde til babyer. Det er dejligt. Det giver håb for os og for vores eksistens.
Jeg håber at du også møder en masse hunde du kan vinke til. Og måske endda next level vil du også møde nogle mennesker, du af et åbent hjerte får lyst til at ryste din hånd hen imod.
