OMPROGRAMMERING AF SOFTWAREN

Under den sidste ceremoni jeg deltog i, var min hjerne som sædvanlig venlig og hjalp med at finde steder i min væremåde hvor den mente, at jeg godt kunne gøre det bedre. Min hjerne, mit sind, mit ego, er dygtigt til at ville vejlede mig. Det vil gerne sikre, at jeg lærer noget af de situationer jeg er i. Derfor kan jeg ofte bruge en del tid, i ceremonierne blandt andet, på at overveje om min opførsel nu har været god nok. Eller om der er noget jeg kunne gøre anderledes. Det synes min hjerne som regel at der er …

Min hjerne leder efter steder hvor jeg godt kunne skamme mig over min opførsel. Den er i gang med at finde ud af, om jeg skal korrigeres yderligere. Det er en handling der kan føles pinefuld for mig, men i virkeligheden er min hjerne i gang med at undersøge om jeg kunne gøre tingene bedre.

Det er samme mekanisme der sammenligner mig med andre, både i det ydre og i det indre. Det er som om min hjerne leder efter skamfulde øjeblikke. Det kan føles masochistisk, men det er fordi jeg misforstår hvad der foregår. For i virkeligheden er det bare en form for kalibrering af min person. Opfører jeg mig altid som jeg har lyst til. Eller bliver jeg nogle gange overtaget af følelser jeg egentligt ikke synes, burde have den store plads i min karakter.

Omprogrammering af softwaren sker hele tiden i naturen. Her er haslen ved at springe ud som ny og gammel ...

UDSKAMNING AF DET INDRE BARN

Noget af det som jeg kan slå mig selv oveni hovedet med, er hvis jeg som sagt ikke synes, at jeg har opført mig totalt eksemplarisk. Har jeg udvist misundelse? Jalousi? Grådighed? Egoisme? Under ceremonien gik det op for mig, at selvom jeg kan mærke, at det min hjerne gerne vil, er at drage erfaringer og undersøge om jeg kunne gøre tingene bedre. Så gør jeg mig ikke en særlig stor tjeneste, ved hele tiden at tage mig selv og mine handlinger op til revision på den måde.

Jeg fik følelsen af at det jeg gør, svarer til at skælde et barn ud i dag, for det som det ikke vidste i går. For jeg føler skam når min hjerne finder eksempler i min væremåde, hvor jeg ikke synes jeg har været helt i top. Jeg er ikke i stand til bare at høre korrigeringen, og så rette ind efter den. Jeg bliver flov hvis jeg ikke synes, at jeg har opført mig helt optimalt. Men det er skørt. For ligesom jeg heller ikke ville skælde et barn ud i dag, for det som det ikke havde lært i går, så burde jeg heller ikke gøre det samme med mig selv.

Det gør også ideen om personlig udvikling rimelig tosset. Hvorfor i alverden søger jeg hele tiden at forbedre mig, når jeg så også tillader mig selv, at føle skam over ikke at vide de ting jeg ved i dag, i går. Det giver ingen mening.

Pludselig slog det mig: Måske er der ikke noget galt med mig …

PASSER SKOEN?

Kunne det være en mulighed? Jeg er klar over at jeg har tænkt tanken før, men pludselig landede den på en helt ny måde. Hvad nu hvis jeg går ud fra, præcis som med et barn, at min intention altid er den bedste. Nogle gange er det bare ikke muligt for mig at være ren Moder Theresa og jeg får sagt noget for skarpt. For hårdt. For dømmende … Men hvad nu hvis der ikke er noget galt i det heller. Hvad nu hvis det er en del af en udvikling. Hvor jeg prøver forskellige væremåder af og undersøger hvilke der føles rare og kærlige at være i verdenen med.

Hvad nu hvis der ikke er noget galt med mig …

Når jeg laver The Work, så sidder jeg med en sætning som jeg undersøger. Jeg vender sætningen om, for at undersøge om det modsatte af min overbevisning kunne være ligeså sandt. Byron Katie siger at når man sidder med omvendingen, så er det ligesom at prøve en sko på og se om den passer. Nogle gange passer den på en prik og andre gange må den af igen. Under ceremonien sad jeg i mange timer med min nye sætning, for at se om jeg kunne få den til at passe. Hvad nu hvis der ikke er noget galt med mig … Sikke en ny og spændende måde at være i verden på. Hvor jeg ikke længere behøver sætte min hjerne (mit sind, mit ego) til at lede efter såkaldte ‘fejl’, for at lære at rette ind.

Er det muligt at være i verdenen med den her tanke: Der er ikke noget galt med mig. Kan det være ligeså sandt, at jeg er okay. At jeg bare er et menneske.

I naturen oplever jeg hele tiden en omprogrammering af min software. Her ved en sø i skoven ved Skaføgaard.

FEJL I SELVKÆRLIGHEDSSOFTWAREN

Det er ikke en ny erfaring, at de fleste domme over mig, kun eksisterer i mit eget indre. Jeg har faktisk ikke mødt nogle mennesker, som dømmer mig ligeså hårdt som jeg selv gør det. Det tilfører mere ammunition til tanken om at det kunne være en mulighed, at der ikke er noget galt med mig. For langt, langt, de fleste mennesker jeg møder, virker ikke til at have den tanke om mig. At der må være noget galt med mig.

Under ceremonien gik det også op for mig, at det som jeg oftes måler mig selv op imod, er en programmering som jeg dybest set ikke mener er sand. Så den del af min hjerne, som er dygtigt til at lede efter fejl hos mig, føles i virkeligheden som om den måler fejlene ud fra et system jeg ikke tror på. Når den del af mig leder efter fejl i mit ydre, så måler den mig mod en programmering som jeg ikke bryder mig om. Jeg bliver f.eks. målt ud fra en ide om hvordan kvinder skal se ud. En ide der blandt andet kommer fra Hollywood og dem der gerne vil sælge skønhed på dåse. Jeg tror jo slet ikke på det meget ensidige billede af skønhed. Og alligevel måler jeg mig ubevidst mod det og taber gang på gang.

Den samme programmering i min hjerne måler mig også ud fra en uddateret måde at opdrage på. En opdragelse som jeg heller ikke mener er sandfærdig. En opdragelse hvor der bliver ledt efter fejl, i stedet for at støtte op om det der er smukt og som virker. Programmeringen i forhold til mit indre og mit ydre, er faktisk ikke min egen sandhed. Det er en programmering der er kommet udefra. Og alligevel, så er den så dybt inkarneret i mig, at når min hjerne gerne vil drage erfaringer (er den væremåde okay, er det udseende okay), så er det den programmering den vælger. Også selvom den føles smerte-og skamfuld.

SKOEN KLEMMER STADIG LIDT

Men hvad nu hvis der ikke er noget galt med mig. Hvad nu hvis det er programmeringen der er fejlen. Hvis jeg altså tror på ideen, om at der eksisterer fejl. Jeg går lige og prøver den her nye sko på det næste stykke tid. For hvis der ikke er noget galt med mig, så er der heller ikke noget galt med dig.

Det er ret nemt for mig at se det. At der ikke er noget galt med dig eller nogle andre mennesker i verdenen. Og hvis jeg fejlagtigt kommer til at tro det, så er det blot at vende blikket indad og se hvor der er huller i mit eget selvkærlighedsbillede. Hvad kan jeg ikke lide ved mig selv, siden jeg ikke kan lide det i andre og hvorfor …

Og hvis der ikke er noget galt med dig eller nogle andre, så er der heller ikke noget galt med verdenen … Phew. Den sko passer mig ikke helt endnu. Den klemmer og føles temmelig ubekvem. Men jeg kan mærke dybt indeni mig, at den må være sand. Jeg kan bare ikke helt få den til at passe endnu. Det kommer nok når erkendelsen, om at der ikke er noget galt med mig for alvor lander.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM