PLATUGLE!!!

Hvorfor taler vi så lidt om mindreværd?

Noget af det vi forbinder med at have et ego er, at vi bliver sådan nogle karikerede typer med en stor udskudt brystkasse, som skrydende praler af vores egne bedrifter. Et rigtigt egoistisk menneske, som aldrig tænker på andre end sig selv, som er mega-usympatisk, en virkelig træls type.

En type som de færreste af os faktisk kan identificere os med, for vi er alle sammen så søde og stille og ordenlige mennesker, som betaler vores skat, hjælper vores nabo og krammer vores børn.

Men egoet i os har altså også en anden side til sig og det er den side, som jeg så gerne vil gøre opmærksom på. For den side er mindreværdet.

Mindreværdet er noget vi meget sjældent taler om i vores samfund. For det er meget skamfuldt at føle sådan og desuden, så er det jo kun mig, som føler mig mindreværdig. Alle andre kører jo med klatten og har masser af selvværd og selvtillid. Det kan jeg jo se. På film, i serier, på de sociale medier. Dem der har mindreværd er taberne. Det er jo ligefrem pinligt, at de ikke har lært at elske sig selv og stole på at de er en del af en guddommelig kraft her.

Sådan er det bare ikke. Mange af os, synes egentligt inderst inde, at vi ikke altid er pissefede. At vi ofte fejler. At vi ikke er gode nok. At alle andre er meget mere harmoniske, bedre, mere afbalancerede mennesker end vi selv er.

Et ego i balance

Og det er netop egoet, som tror alt det. Hvis egoet skryder, sådan som vi f.eks. kan se det gør hos nogle politikere, så er det for at dække over usikkerhed og mindreværd. Et afbalanceret ego, har aldrig behov for at skryde eller for at nedgøre andre. Det er kun, når man er bange for at andre skal opdage, at man i virkeligheden ikke har nogen særlig værdi, at man gør sådan.

Anja Dalby Platugle

Et mindreværd på størrelse med Mount Everest

Alt det her med mit firma, alt det jeg laver her på min hjemmeside, bloggen, det jeg deler på Instagram og Facebook, det er meget grænseoverskridende for mig. Jeg er råddent genert. Jeg har før i tiden oplevet, at blive så nervøs at jeg nærmest har fået en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg har flere gange oplevet nærmest at få et black-out af ren og skær nervøsitet, bare over at skulle præsentere mig for et “fremmed” menneske.

Det er også det, der er min drivkraft i alt det her arbejde med egoet og med intuitionen. At det har føltes rigtig svært at være mig, og det har været stærkt invaliderende at blive så bange for alle mulige ting.

I mit ego har jeg mange tanker om, at jeg er for meget med det her arbejde og med min blog. Hvem i alverden tror jeg dog jeg er? Lille bange Anja, som var så nørdet som barn, (hvem tror jeg, at jeg narrer, jeg er stadig total nørd indeni), at jeg slet ikke havde nogen fornemmelser for det sociale, hvilket gjorde mig virkelig nervøs. Børn og unge kan være dygtige til at fortælle andre børn og unge, at de er mærkelige. Jo mere ved siden af jeg følte mig, og kunne se jeg var, jo mere usikker blev jeg.

Mindreværd og ensomhed

Der følger ofte en stor ensomhed med den følelse af at være udenfor. Det er hæsligt at føle sig ensom. Noget vi virkelig skal huske os selv på, er at vi biologisk set er gearet til at være i en flok. At være i en flok betyder overlevelse. Det er så simpelt og det er meget vigtigt, at vi har det med i os, når vi ikke forstår, hvorfor vi nu som moderne mennesker, reagerer så kraftigt imod at være alene eller bliver bange for at være udenfor. Engang betød det at være udenfor den visse død og det er vi stadig programmeret til at tro på indeni. Egoet tror nemlig på det og derfor går det også i total panik, når der er en risiko for, at vi ikke er med i fællessskabet. Det er altså en reel panik. Egoet er kun ude på at passe på os. Det er dog sådan en lidt misforstået “passen-på”.

Anja Dalby Platugle

Da jeg blev kaldt platugle

En dag bestemte jeg mig for at prøve at køre en annonce på Facebook og Instagram i 3 dage. Det var en måde hvor jeg kunne teste, hvordan de der annoncer virkede. Om det ville give nogen respons i forhold til besøgende her på siden. På det tidspunkt havde jeg lige lanceret Den Spirituelle Brevkasse (hej ego som synes, at det er alt for meget og hvem tror jeg egentligt jeg er, at jeg er sådan en der kan give råd til andre mennesker), så det var oplagt at køre en annoncekampagne på den baggrund.

Annoncen skulle køre på altså Facebook og på Instagram. I løbet af de par dage annoncen kørte, fik jeg en enkelt kommentar på mit opslag om brevkassen. En person, som bestyrer et antikvariats side på Instagram skrev: ‘PLATUGLE!!!’ som kommentar under annoncen.

For 5 år siden havde sådan en kommentar kunne gøre, at jeg fjernede min hjemmeside, slettede alle sociale profiler og ellers gik totalt under jorden i skam over at være blevet afsløret som det jeg virkelig var. En platugle (med 3 udråbstegn).

Men nu tænkte jeg mig i stedet om. Var det rigtigt? Er jeg en platugle? Snyder jeg og slår jeg plat på andre? Er jeg en plattenslager? Udnytter jeg andres svagheder for min egen vindings skyld?

Inden i mig kan jeg mærke noget andet end egoet som brøler: “Jeg sagde det jo! Det er bare et spørgsmål om tid før alle andre opdager, hvor pinlig og latterlig du er! At du er plat!”

Jeg vil dele ud af min erfaring og kærlighed til verden

Inden i mig kan jeg mærke MIG. Jeg kan mærke mit hjerte. Jeg kan mærke min kerne. Jeg kan mærke noget i mig som er uforanderligt. Som er fyldt med kærlighed, som ER kærlighed.

Jeg kan mærke, at det her arbejde jeg laver og som jeg så gerne vil fortælle til hele verden om, det gør jeg ud af kærlighed. Jeg gør det ud af kærlighed til lille Anja, som var så rædselslagen for alt muligt. Jeg gør det ud af kærlighed til alle andre mennesker, som også lever med små bange versioner af sig selv indeni. Jeg gør det af kærlighed til Jorden, til dyrene, til alting.

For jeg er fuldt ud overbevist om, at vi kan virkelig gøre det her univers, vi lever i, til et endnu dejligere sted, hvis vi elsker os selv for fulde skrald. Især hvis vi elsker selv de små bange versioner af os som figurerer indeni.

Platugle. Åh tænkte jeg, da jeg læste det på Instagram. Hvor er jeg ked af, at du som skriver sådan, tænker sådan. For alt hvad vi tænker om andre handler om os selv. Jeg håber, at du der skrev sådan, lærer at elske den del af dig, som synes at du narrer andre. Jeg prøver så godt jeg kan at elske den del af mig, som synes sådan om mig selv. Jeg håber det lykkedes for dig også. Et menneske af gangen kan vi ændre tingene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.