Hvordan føles den første kop ayahuasca?
Dette er fortsættelsen på min fortælling om mine erfaringer med ayahuasca, hvor jeg nu er nået til der i fortællingen, hvor jeg drikker min første kop ayahuasca. Læs også del 1.
Da jeg første aften sad i den cirkel, hvor vi skulle holde ayahuasca-ceremonien, troede jeg nærmest, at jeg ville få en ud-af-kroppen-oplevelse af ren og skær angst. Jeg var så bange. Vi var en stor gruppe på måske 40-50 mennesker, og jeg havde nøje udset mig nogle ældre kvinder som jeg kunne se var erfarne ayahuasca-rejsende, så dem satte jeg mig ved siden af. Jeg bad og bad om healing, og jeg kaldte alle mine hjælpere og kraftdyr ind for at støtte og passe på mig under ayahuasca-rejserne.
Da medicinen begyndte at virke, startede den med at vise mig, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg fik vist mit liv fra jeg blev født til, hvor jeg var nu. Og jeg fik vist præcis, hvad årsagen var til kræften, og hvorfor den havde siddet i min livmoder. Det var rimelig stærke sager, og der lå jeg allerede ned og hulkede i mit tæppe. Efter en del timer med kræft som tema for min indre rejse, begyndte jeg at få styrke til at sætte mig op og få lidt luft igen.
Hvordan føles den anden kop ayahuasca?
Medicinens virkning aftog lidt, og jeg kunne sætte mig op og komme til stede i rummet. Så fik vi tilbudt kop nr 2 som jeg tog imod, håbefuld, for nu måtte healingen så komme jo. Det var ligesom aftalen i mig selv. Jeg ville se på, hvad der havde forårsaget ravagen i forhold til kræften, og så ville jeg til gengæld blive healet for den.
Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at den healing jeg havde bedt om dengang i 2011 først ville indfinde sig ved en ceremoni i 2018, så kan det godt ske, jeg var bakket ud af min aftale igen.
Jeg havde bedt om at se på kræften, og jeg havde bedt om at lære at elske mig selv. For det var sådan, jeg havde formuleret det. Jeg havde faktisk ikke bedt om at se på mit mindreværd, selvom jeg tror det er sådan, jeg har skrevet det i del 1.
Så ret naivt, tænkte jeg om kop nr. 2, at nu kunne jeg så lægge mig ned og blive badet i healende lys. Så ville alle mine mindreværdsproblemer forsvinde. Men det der skete, det var at jeg blev vist alle de måder, hvorpå jeg ikke elskede mig selv. Alle de gange jeg ikke var kærlig eller venlig over for mig på.
Jeg så alle de gange, jeg solgte mig selv ud. Alle de gange jeg overskred mine egne grænser. Alle de gange jeg valgte at dukke nakken i stedet for at sige min mening. Alle de gange jeg var sød i stedet for at være sur. Alle de gange, hvert eneste øjeblik i løbet af dagen, hvor jeg ikke var kærlig overfor mig selv. Jeg hørte min egen indre dialog! Og det var barske sager! Hold da op en ubarmhjertig stemme og hård tone, jeg havde overfor mig selv. Det var rystende!
At møde mit ego
Det var ikke lige det, jeg havde forbundet med at blive healet. Faktisk lå jeg ikke med et stort smil på mit ansigt og lod visdommen og guds kærlighed oplyse mig. Jeg lå igen på siden og hulkede ind i pelsen på mit ene kraftdyr, som var så venligt at blive liggende hos mig under hele ceremonien.
Da ceremonien var ovre var jeg total mast. Jeg havde aldrig oplevet noget så ubehageligt. En ting var det fysiske, kvalmen, toiletbesøgende, uroen i kroppen, men at møde mit ego på sådan en måde (for det var det jeg havde gjort) var så sindssygt væmmeligt, at jeg faktisk troede, at jeg måske ville blive skør af det.
Forstørrelsesglasset
Alle slør var borte, der var direkte adgang til alt hvad der var i min hjerne. Både af hukommelse fra det her liv, men også til hver eneste lille som stor grim tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Det var sådan set det modsatte af healing, eller sådan føles det. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg skulle se, hvor slemt det rent faktisk var at være mig. Det vidste jeg jo godt, jeg levede ligesom med mig selv hver eneste dag. Jeg bad om at smerten blev fjernet fra mig, jeg bad ikke om at se på den med et forstørrelsesglas.
Da vi skulle rejse med medicinen igen næste aften var jeg om muligt endnu mere bange end første aften. Nu vidste jeg ligesom, hvad det gik ud på og det var faktisk meget værre end jeg havde haft fantasi til at forestille mig …
Sæt dig op og se dig selv i øjnene
Jeg fik af vide af en af mine erfarne sidekvinder, at hvis det blev for meget (hun havde godt spottet min hulken i fosterstilling i 8 timer i streg natten inden), så var det en god idé at sætte sig op. Det kan være meget svært og virkelig en kraftanstrengelse at sætte sig op, mens medicinen blæser derud af i kroppen. Men det var et virkelig godt råd, som gjorde at jeg så engang i mellem lige følte, at jeg kunne komme op og få lidt luft, inden jeg dykkede ned i mig selv igen. Fortsættelse følger i del 3.
