DE 5 TING JEG ER DYBT TAKNEMMELIG FOR

At føle mig utilpas og alene i min barndom

Jeg er meget taknemmelig, for at have haft en barndom, hvor jeg følte mig så utilpas og alene. Det gjorde, at jeg søgte ud i naturen og tilbragte stort set alt min tid udenfor. Naturen reddede min røv. Derude følte jeg mig hjemme, forbundet med et større fællesskab og elsket for den jeg var.

Hvis jeg ikke havde følt mig så forkert og udenfor som barn, så ville jeg ikke have trukket mig og have trukket mig ud i naturen. Den forbindelse jeg skabte dengang som lille pige, den har fulgt mig hele mit liv. Jeg føler præcis de samme sus af magi og forbindelse i naturen i dag som jeg følte dengang. Det vil jeg aldrig bytte med noget. Ikke engang muligheden for at have været en del af et menneske-fællesskab som barn. Naturen har gjort mig stærk, og gjort at jeg aldrig er bange for at være alene. Naturen har min ryg.

At jeg fik min søn alene, da jeg var 24 år gammel

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg som 24-årig fandt ud af, at jeg måtte få min søn alene. At jeg havde styrken til at gøre det forbi med min søns far, da jeg var gravid i 7. måned. At jeg kunne se, at det trods alt var bedre at være alene end at være to, når tingene var så svære som de var. Det var bestemt ikke sjovt, og jeg lå stort set i sengen og græd og spiste is fra jeg gjorde det forbi til jeg fødte min søn. Men det var helt klart det bedste at gøre.

Den forbindelse jeg har med min søn i dag er uvurderlig. Det var godt nok mega-vildt-hårdt at være alene med et lille barn i den alder, jeg havde. Men det gjorde også, at jeg blev klar over, at så kunne jeg nok klare lidt af hvert. Så det gav mig en styrke, jeg ikke havde før. Og min søn og mig blev knyttet sammen i sådan en grad, på sådan en måde jeg aldrig havde troet, jeg kunne føle mig forbundet med et andet menneske før.

Jeg lærte meget om kærlighed ved at være den eneste forælder for min søn. Derudover måtte jeg trække på min familie, min mor og mine søstre, og mine (også meget unge venner) for at få hjælp. I en sådan grad, at min søn i dag har stærke forbindelser med mennesker, som ellers ikke ville have haft muligheden, for at fylde meget i hans liv. Vi var mange om at opdrage min søn. Det har været en fantastisk gave for os begge kan jeg se nu.

At jeg fik kræft som 29-årig

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik kræft, da jeg var 29 år. Det ændrede fuldstændigt mit liv. Mit ego fik sådan en på sinkadusen, at jeg blev helt rundtosset og vidste, at jeg måtte ændre mit liv radikalt. Det var virkelig en opvågning, der ville noget. Hvem var jeg, som kunne få kræft? Jeg var jo både vegetar, jeg gik til yoga og interesserede mig for spiritualitet og selvudvikling? Hvordan kunne det ske for mig? Jeg som var så hvid og god og korrekt …

Hvis jeg ikke havde haft kræft, så ville jeg aldrig have opdaget det store mindreværd, der lå gemt i mig. Kræften katapultede mig ud på en rejse i mig selv for at undersøge, hvordan det kunne ske, at jeg fik den sygdom. Men også i en undersøgelse af, hvordan jeg kunne undgå, at det skete igen. Jeg havde en følelse af, at det nu nærmest var med livet som indsats, at jeg gik til mit spirituelle og selvudviklende arbejde. Jeg var blevet klar over alvoren i det.

Jeg opdagede, at jeg kunne dø. Det var noget af en hård nyser for egoet. Normalt er det først en erkendelse, der kommer til mennesker meget senere i deres liv. Men opdagelsen af, at jeg ikke var udødelig, den vækkede mig. Ikke et øjeblik skulle længere spildes på trummerum og dårlig trivsel. Det er en meget kontant øjenåbner at få, og en jeg takker for hver eneste dag.

Anja Dalby Taknemmelighed

At jeg måtte lukke mit firma med stort underskud i 2011

Jeg er taknemmelig for, at jeg måtte lukke mit firma med et kæmpe underskud i 2011 (jeg solgte økologisk tøj). Det var så sindssygt hårdt ikke at kunne få det til at fungere. Jeg troede virkelig, at det var det, jeg skulle med mit liv. Jeg brændte så meget for det. Så derfor troede jeg, det var min “mission” her. At udbrede kendskabet til økologisk tøj. Det ville jo være så godt for mennesker, dyr og planeten, hvis jeg kunne være succesfuld med mit firma. Så hvad skulle jeg så, hvis jeg ikke skulle sælge og producere tøj?

Jeg græd så meget over at skulle lukke mit firma, og jeg græd så meget over at være så vildt presset økonomisk. Hold nu op, hvor var det hårdt! Det har gjort, at jeg har meget respekt for, når andre tager chancer i forhold til hvad de tror på. For det kan virkelig gøre megaondt, hvis det så ikke virker alligevel.

Hvis jeg ikke havde lukket mit firma og gået rundt om mig selv i et par år efter i total forvirring over, hvad jeg så skulle bruge mit liv på, så ville jeg aldrig have hørt den stemme i mig, som virkelig insisterende blev ved med at sige, at jeg skulle gå i lære som clairvoyant. Noget der lød lige så åndssvagt i mig som hvis jeg havde fået en besked om at bygge et rumskib, jeg kunne rejse til Månen i. Heldigvis tog jeg (til sidst) beskeden alvorligt, og jeg startede på en rejse ud i det magiske og ud i mig selv som jeg næsten stadig kan føle, jeg lige er startet på. Det var en kæmpe gave!

At jeg blev skilt fra min første mand

Jeg er taknemmelig for, at jeg blev skilt i 2014. Fra en mand jeg mødte da min søn var 3 år gammel og som adopterede og var/er far for ham. Det var virkelig noget lort at blive skilt. Det gjorde ondt på så mange måder. Både i egoet og altså identiteten for det betød også, at jeg måtte sige farvel til det øko-samfund, hvor vi boede og var i gang med at bygge hus. Og i hjertet, for det var bestemt ikke for sjov, at jeg havde giftet mig med den mand eller at han havde adopteret min søn. Det gjorde godt nok nas at opleve at kærligheden ikke kunne vinde.

6 måneder efter jeg blev skilt, mødte jeg David, min nuværende mand. Vi har nu været sammen i 4,5 år. Jeg havde kendt David siden vores børn gik i børnehave og siden i skole sammen. Og jeg havde altid vidst, at der var noget med ham. Uden at vide hvad det helt præcist var. Da vi så mødte hinanden igen, stod det helt klart og vi blev kærester i løbet af en dag.

Jeg troede næsten ikke, jeg kunne komme mig over den skilsmisse. Det var så hårdt og så trist og så svært det hele. Jeg havde aldrig mødt de sider af mig selv før, som jeg mødte i skilsmissen. Hvor det hele blev så grimt og hårdt. Det var afskyeligt at opleve det i sig selv, og i det menneske jeg for kort tid siden havde været i et forhold med. Det gjorde, at mit hjerte blev større over for mennesker, der er pressede. For man kan virkelig blive en træls version af sig selv under pres. Det betyder ikke, at man er det menneske. Det har givet mig en meget større omsorg over for mig selv, når jeg virkelig ikke er sød over for andre. Og en meget større omsorg over for andre, når de ikke er det. Jeg er klar over, at under pres, så kan vi alle sammen være virkelig trælse versioner af os selv. Det har gjort, at min kærlighed til mennesket og til mig selv er vokset og er blevet voksen.

Hvad er du taknemmelig over? Jeg vil så gerne høre om dine sorger, du nu taknemmeligt ser på som sejre, hvis du har lyst til at dele en af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.