MISUNDELSE ER IKKE EN GRIM TING

Brug misundelse som en ønskeliste

Misundelse er en følelse som de fleste af os har svært ved at håndtere. Men misundelse er ikke en grim ting. Misundelse kan fungere som en virkelig fin, lille bevidsthedsklokke i dig selv. Så du får hjælp til at vågne op. Til hvad det rent faktisk er, du gerne vil bruge dit liv på.

Når vi mærker misundelse, så har vi som regel kun to valg i os selv. Vi kan enten vælge at tale grimt om den eller dem, vi er misundelige på. For på den måde at kamuflere, at vi i virkeligheden ville ønske, at vi selv kunne gøre eller være det, vi skælder ud over i forhold til et andet menneske.

En anden mulighed er, at vi føler misundelsen og straks går i mindreværd. Hvorfor er det ikke mig? Hvorfor er jeg også så dum/dårlig/grim/tyk/doven osv., at jeg ikke kan gøre de samme ting? Hvad er der galt med mig? Der må være noget galt, siden jeg ikke kan gøre de ting, jeg ønsker … Og herfra indfinder skammen sig. Både over at føle sig utilstrækkelig i sammenligningen med et andet med menneske, men også skammen over at føle misundelsen i første omgang.

Men der er også en tredje mulighed i forbindelse med at føle misundelse. Det er at se på misundelsen som en gave til dig. En gave givet til dig fra din sjæl/ ånd/ intuition, som vil fortælle dig, at her er der noget, du faktisk ønsker dig.

Gør du det, som gør dig glad?

Når mennesker bliver spurgt, hvad det egentligt er, de gerne vil gøre med deres liv, hvis de havde uanede muligheder og total frihed til at gøre det, så er det faktisk de færreste der kan svare. Grunden til, at det kan være svært at vide eller mærke, hvad det egentligt er, der kalder dybt inde fra vores sjæl, er at flertallet er så vant til at gå på kompromis med os selv og vores inderste ønsker, at det kan være meget svært at mærke.

Det starter tidligt med, at vi som børn ret hurtigt bliver bedt om at rette ind. Stoppe med at gøre det som vi faktisk ønsker os. Modsat det, der bliver forventet af os. Kærlighed er essentielt for vores overlevelse. Selv hvis vi skal gå på kompromis med vores inderste ønsker, så gør vi det, som gør vores far og mor glade.

Vi kommer i instutioner, i skole, i fritidsklubber. Vi skal passe ind i fritidsaktiviteter, i familien, i sociale sammenhænge. Det er ikke en stor konspirationsteori det her, det er bare sådan det er. Et nemt eksempel er, at de fleste børn elsker at gå nøgne rundt, og de har ingen skam over deres krop. Men ret hurtigt lærer vi som børn, at vi ikke kan være nøgne alle vegne. Det vil være upassende for både vores forældre og alle omkring os i samfundet, hvis vi ikke ville tage tøj på.

Så vi tager tøj på for at gøre vores forældre glade, så vi bedre kan modtage deres kærlighed, som kan være sværere at mærke, hvis de er utilfredse med vores handlinger. Det er et ganske lille ‘tab’ at tage tøj på, selvom vi ønsker nøgenhed. Men det er blot et eksempel ud af millioner på alt det, hvor vi i vores opvækst går på kompromis med vores egentlige ønsker.

Mærk følelserne, styrk intuitionen

Hele vores liv tilsidesætter vi os selv og vores indre lyst for at tilpasse os. Så det er ikke fordi der er noget galt med dig eller mig, fordi vi ikke altid lige kan mærke, hvad vores sjæls mission er. Faktisk kan det være svært nok at mærke om gulerødder eller marsbarer er det bedste snack-valg. Det er kun fordi vi har lært, hvad der er rigtigt. Og selv hvis vi virkelig mærker efter, så kan det være ret utydeligt. Kontakten med vores intuition er ofte forplumret af vores hjerners ideer om, hvordan tingene skal være og hvad vi har lært er rigtige eller gode følelser.

Så er det jo godt, at vi har alle mulige forskellige emotioner, som alle sammen er fantastiske hjælpere. Til at minde os om, hvad det var, vi havde lyst til at gøre med vores liv.

Misundelse kan bruges konstruktivt og opbyggende.

Egoet og misundelsen

Når jeg mærker misundelse i mig, så har jeg vænnet mig til for mit indre blik at se en lille klokke, der siger ‘DING DING’! Her er noget, jeg skal være opmærksom på. Det kan godt ske, at jeg lige skal over mit ego først. Mit ego kan have en ide om, at noget er uretfærdigt, fordi noget godt er sket for et andet menneske og ikke for mig. Men ligeså snart jeg har set på uretfærdighedsfølelsen og sluppet den med tanken om at uretfærdighed faktisk ikke eksisterer. Der kan ikke eksistere fejl i vores univers. Derfor kan jeg se på, hvad det var misundelsen gerne ville fortælle mig om mig selv.

Se på misundelse som en gave, der minder dig om, hvad du gerne vil gøre med dit liv. Det Guddommelige/Gud/Gudskraften taler gennem din intuition og spreder de her små gaver ud for dig. Så du kan se på, at nu har Helge igen udgivet en ny bog og øv, det skulle jo være dig. Eller Gudrun har lavet en ny workshop, og det skulle du jo gøre. Eller du skulle lære at strikke, spille bas, lære at tale arabisk og det gør du ikke, men alle andre er hele tiden i gang med sjove, udviklende ting.

Misundelse er dig selv, der fortæller dig, at det her ville du faktisk gerne gøre. Og din intuition fortæller dig gavmildt hver gang, du går i mødregruppe, til netværksmøde, på arbejde, på Instagram, hvad det er du faktisk gerne ville gøre med dit liv.

Gå efter følelsen bag misundelsen

Hvis du bliver misundelig, når du ser en person med en krop eller et sind som du gerne vil have, så kan du i stedet for måske at gå 100% efter det ydre mål andre har opnået, gå efter hvilken følelse det er du tror, det vil give dig at have tabt 10 kg og strammet overarmene op. Eller hvordan vil det føles, hvis det var dig, der havde en udstilling i New York? Det vil nok være en følelse af at være tilfreds. Af at være glad, føle du har selvtillid, at du er god nok som du er.

Du er meget velkommen til at gå efter det ydre. Hvis du virkelig føler dig inspireret af din misundelse til rent faktisk at begynde at løbe den marathon, du misunder din nabo for at deltage i, så gør det endelig. Men der er ingen grund til, at du begynder at løbe, fordi du misunder andre for at gøre det samme, hvis det ikke er løb, der er noget for dig. Måske misunder du i virkeligheden bevægelsen, tiden alene, tiden i naturen. Ville du gerne løbe en marathon for at kunne poste det på Instagram eller var det fordi du mest har brug for alenetid med dig selv og dine tanker. Hvad var gevinsten for dig? Hvad lå faktisk bag følelsen af misundelse?

Noget smart du kan gøre er, at gå efter følelsen på det som du tror gør dig lykkelig og fri. Til den bedste version af dig selv. Så før du begynder at træne til en marathon som du tror vil give dig følelsen af styrke og frihed, så kan du begynde at se på, hvordan du kan få mere af den følelse, der lå bag det du ønskede dig, i dit liv.

Misundelsen er dit indre vækkeur

Der er ingen af de følelser, der opstår i os, der er grimme eller forkerte. Det er kun den måde, vi er opvokset på, der siger det. I virkeligheden er de alle designet til at fungere som små vækkeure. En lille alarm, der fortæller os, at her er en mulighed for at komme tættere på kilden. Tættere på kilden i og uden for os selv.

Jeg kan sagtens føle misundelse over at se en flad, dellefri, mave. Men når (hvis) jeg først har erkendt, at jeg ikke selv lige nu er typen, der får gjort noget ved folderne på min egen krop, så kan jeg meget nemmere nyde og støtte og hylde dem, der synes det er vigtigt. Så har det ikke længere noget med mig og med mit selvværd at gøre, at andre kvinder har maver uden buler. Jeg har opdaget misundelsen. Set bagom den. Vurderet om jeg lige nu føler mig motiveret til at gøre noget ved det, jeg misunder. Hvis ikke, så ved jeg det.

På den måde tjekker jeg hele tiden med mig selv, hvor jeg er i mit liv. Dejligt at nogen laver mavebøjninger. Det er bare ikke mig lige nu. Måske er det mig senere, måske kommer jeg til at forlade det her liv med fedt på maven. Hvem ved og hvem interesserer sig i virkeligheden også for det. Misundelsen sætter tingene i perspektiv. Den kan både motivere mig til faktisk at bevæge mig, på den ene eller anden måde. Eller få mig til at acceptere mit liv og mig selv som det er uden at føle mindreværd over det.

4 Comments

  1. Lenie Hansen
    21. juli 2020 / 06:14

    Elsker det citat ♡ : “You can’t understand someone until you’ve walked a mile in their shoes”,

    – For som regel, kommer alt med en pris,, sjældent noget bare foræres os, uden omkostninger, eller vi på en eller anden måde, har gjort os fortjent til det.

    Når vi ser på andres ‘succes’, føler misundelse , ser vi kun overfladen, ikke den pris, De har skullet betale for at gå vejen.

    Hvad koster det ?
    :Er prisen at gå på kompromis, sælge ud af din sjæl, Eller er prisen, seje hug, når Du må træffe valg, som bøjer dig, når du holder fast ved din ukrænkelighed og Integritet….

    KH

    Lenie

    • Anja Dalby
      Forfatter
      21. juli 2020 / 15:41

      Ja netop, det der med at der er en pris, det tror jeg mange glemmer eller ikke er opmærksomme på. Men alt har en pris, det er nemlig helt sandt. Så er det bare op til os selv at bestemme hvor meget vi vil ‘betale’ for det vi ønsker os :)

      KNUS til dig!

  2. Lenie Hansen
    20. juli 2020 / 08:14

    Tak for et interessant opslag Anja.

    Har selv gjort mig tanker om begrebet Misundelse ; ikke at kunne unde andre, ikke at kunne glæde sig på et andet menneskes vegne, uanset, om det nu er noget man virkelig ønsker sig eller ej.
    Nogle mennesker har sværere ved at kunne glæde sig på andres vegne, tror nogle er mere disponerede, for at føle misundelse. Måske har De et større konkurrence gen.
    Når en ven med glæde fortæller, at han/hun har nået et mål, fundet på noget smart, – er lykkedes med noget, kan jeg så med hjertet dele deres glæde ?
    Eller føler jeg et stik af ubehag, og får lyst til at fjerne smilet fra hendes mund.

    Det er altid godt at kunne få øje på og erkende, mindre heldige følelser hos sig selv, man kan jo grine af sig selv, ‘hold da kæft’ – er jeg sådan !

    – et skridt på vejen, at erkende sine skyggesider.

    Misundelse er ødelæggende i venskaber og ikke mindst søskendeforhold.
    Hvis nogen misunder dig noget, uden at sætte ord på følelsen, kan Du ende med ikke at fortælle om dine successer, – fordi din efaring har lært dig, at når du deler din glæde, oplever du afvisning og dårlig stemning… Der kan gå lang tid, år før Du forstår hvad det i virkeligheden handler om, Det er forvirrende.

    Det er guld værd, hvis Du er heldig, at have mennesker I sit liv, som kan dele dine glæder og dine successer.
    Selvfølgelig også skønt at kunne hælde vand ud af ørene, til sine venner, fortælle om de dårlige tider, om nederlag og sorg. Men det skulle nødigt være sådan, at man fornemmer, at det er det eneste der belønnes, det eneste der kan deles.

    Nogle kommer lettere igennem livet et andre, “født med en sølvske, I munden”, er det retfærdigt, kan man spørge sig selv.
    Men hvad ved Vi om deres baggrund, deres rejse igennem dette liv, og måske tidligere liv, som jeg tror på, vi har haft. Måske har de arbejdet hårdt, for endelig I dette liv, at kunne nyde godt, af deres slid.
    At opleve success, kan også være en prøve, som nogle mennesker ikke formår at håndtere, en prøve som ikke er misundelsesværdig.

    Hvis man kan slå sig til tåls med, at det er jo alligevel ikke mig, det passer ikke ind I min personlighed, acceptere den man er, den situation man er I, det man har opnået I sit liv.
    Ville man når, alt kommer til alt, have valgt anderledes, ville man have levet den andens liv, have deres personlighed ?

    Søren Kierkegaard anbefalede i værket ‘Enten-Eller’, at man bestræber sig på at være den bedste udgave af sig selv, i stedet for at stræbe efter at blive en middelmådig udgave af andre:
    »Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.«

    KH

    Lenie

    • Anja Dalby
      Forfatter
      20. juli 2020 / 10:02

      Kære Lenie

      Tak fordi du lige vendte den om, til hvordan det føles når man kan mærke misundelsen i andre. For du har helt ret, det kan nemlig mudre en relation rigtig meget når man sidder overfor et andet menneske der ikke er bevidst om hvad det er de reagerer på. Jeg talte lige med min søn om det i lørdags, om når ens venner eller familie reagerer med misundelse. Det er svært ikke at tage afstand, men at blive ved med at være i ens hjerte når det sker. På samme måde som det må være for andre, når det er mig der ikke kan styre min misundelse i mødet med et andet menneske. Misundelse skaber afstand når den ikke finder hjem hvor den hører hjemme.

      Stuart Wilde citerede Oscar Wilde mange gange når han sagde: “Be yourself; everyone else is already taken.” Det giver nemlig ingen mening at stræbe efter at være som nogen som helst anden end en selv. Og som du ganske rigtigt også skriver, der er ingen der ved hvilke omkostninger det har haft for det menneske at nå dertil hvor det er nu. “You can’t understand someone until you’ve walked a mile in their shoes” er mere sandt end vi kan begribe og derfor så giver misundelse jo egentligt heller ingen mening, ikke desto mindre lever den i bedste velgående mange steder.

      Hvor er det smukt det Søren Kierkegaard sagde. Det burde alle have som en stor plakat foran deres computer hele tiden. Vi er alle sammen døtre og sønner af det Guddommelige, vi har alle lige meget værd og er lige vidunderlige med hver vores udtryk. Problemet er jo bare egoet, der kan komme på andre tanker. Men så er det godt at vi kan bruge egoet bevidst, til stille og roligt at vække os tilbage til erkendelsen af at vi i sandhed er det smukkeste på jorden. Ligesom alt andet også er det :)

      Knus til dig og TAK! for din kommentar <3

      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM