I foråret 2023, tissede David en dag rødt. Det er naturligvis ikke meningen, at tis skal have den farve og den farve, kommer som regel af blod. Hvilket også var tilfældet med David. David tog til læge med det samme, og fik afkræftet en blærebetændelse. Hvilket så affødte at kræftpakken blev åbnet. Samtidig var min mor igennem samme pakke, og det samme min fars kone. Min mor blev helbredt. Men min fars kone døde, efter et meget kort sygdomsforløb, på kun et par uger. Vi var til begravelse og skulle være der for min far, samtidig med, at dette skete med David.
Da sygehuset indkaldte til kræftpakken, var jeg sådan; Really Gud? Really? Jeg var ærligt talt allerede temmelig brugt. Men det var åbenbart ikke nok, vi skulle dybere ind i sindet …
David blev scannet og fik lavet en kikkertundersøgelse af blæren. Jeg holdt i Davids hånd samtidig, og fulgte med på skærmen. Det havde overhovedet ikke slået mig, at der kunne være noget at komme efter. Tanken om at David skulle have fået kræft i blæren, var så langt væk, at jeg egentligt bare synes, det var ret spændende, at få muligheden for at se en blære indefra.
Operationer
Så da lægen og sygeplejersken blev stille, og blev ved med at zoome ind på det samme område i blærevæggen, havde jeg det som om jeg skulle besvime. De var ikke glade, og de synes det område så underligt ud.
Vi gik fra sygehuset med beskeden om, at nu skulle Davids opereres. Der skulle tages biopsier og der skulle ventes på svar. David blev hurtigt kaldt ind. Efter den første operation sagde lægen, da David spurgte, at ja, hun var ret sikker på, at det var kræft. Som hun sagde: ‘Det sker selvfølgelig, at jeg tager fejl. Men det er meget sjældent.’
Hun forklarede om proceduren med blærekræft. Om hvordan blæren skulle fjernes. En ny blære skulle laves af tarmen. Om hvordan det betød minus rejsning resten af livet, pga overskårne nerver, om en eventuelt stomi og alle mulige andre morsomheder. Derudover stod vi også overfor kemo – og stråleforløb.
David kom hjem med et kateter og skulle ligge i sengen i en uges tid med kateteret, og for at komme sig ovenpå operationen. Eftersom det var forår, så gik jeg i haven. Jeg gik i haven, hvor jeg gik og rasede og fjernede buske og træer. Vi havde kun boet i vores nye hus i 14 dage da vi fik beskeden, og haven var en håndgribelig ting jeg kunne kaste mig over.
Processen
Jeg gik i haven og tudbrølede. Jeg gik i haven, og holdt begravelsestaler i mit hoved. Fordelte Davids ting til hans børn, og satte huset vi lige havde købt sammen, til salg igen. Jeg kunne ikke holde ud, at tale med nogen. Til alle sagde jeg bare, at alt var fint, og at vi ventede på svar.
Efter de første dage med chokket, begyndte jeg, at kunne tænke klart igen. Jeg begyndte at læse overlevelsesprognoser, og begravelsestalen forsvandt fra mit hoved. Det samme gjorde fordelingsrækken af Davids ting, og Til Salg skiltet på huset, blev også fjernet fra mine tanker.
Da katastrofetankerne stilnede af, kunne jeg begynde at tænke på healing. Jeg tænkte på healinggrupperne, som jeg havde afholdt et par år før. Jeg begyndte at undersøge, hvad blæren står for, når man ser holistisk på kroppen. Hvad var den psykosomatiske grund til, at en kræft ville manifestere sig i blæren hos David. Vi talte om hvordan det mon kunne passe på ham.
Jeg hørte Joseph Murphy for fulde skrald i mine høretelefoner mens jeg gik i haven. Jeg nægtede, at det her skulle ske. Jeg begyndte, at se David som sund og rask. Jeg blev ved med, at forestille mig, at jeg ville ringe rundt til familie og venner og sige: ‘Det er et mirakel! Der er ikke noget alligevel!’
Healingen
Imens lå David i sengen og var selvfølgelig totalt i chok. Pludselig en dag, sagde han, at han fik lyst til at høre Dr. Joe Dispenza. Joe Dispenza var ellers ikke en person som tidligere havde talt til Davids hjerte eller hjerne. Han sagde, at han altid havde følt, at Joe Dispenza var for amerikansk. Lige pludselig gav alt hvad Joe Dispenza sagde, mening, og David begyndte, at høre healingmeditationer i døgndrift. Han gjorde også andre ting, spiste og drak forskellige spøjse ting og remedier.
Vi ventede på svar på biopsien i 3 uger. Men vi følte jo allerede, at vi havde fået svaret, fra lægen som opererede David. Så da vi tog ind til sygehuset, for at få resultatet på biopsierne, var vi forberedte på at høre, at David havde kræft i blæren.
Samtidig blev vi ved med at tale om, at vi skulle forestille os det modsatte. At vi skulle visualisere, at vi kom ind til en samtale, hvor vi ville få beskeden om at David var rask. Det føles temmeligt skizofrent, både at have beskeden fra lægen i hovedet, og samtidig bestemme os for, at vi kan skabe vores egen virkelighed, ved at forestille os, at den ser anderledes ud.
På sygehuset blev vi mødt af en venlig og medfølende læge, som desværre måtte fortælle os, at David havde begyndende celleforandringer i blæren. Vi kiggede vantro på hende. Begyndende celleforandringer? Så altså, ingen kræft? Nej, ingen kræft, men begyndende celleforandringer. Det var sådan set også slemt nok, sagde hun. Men fra at vi havde fået en besked om, at David stod overfor store operationer og kemo og halløj, så virkede beskeden om begyndende celleforandringer som en influenza.
Helbredelsen
David skulle dog igennem en operation igen, for der var andre områder, de gerne lige ville dobbelttjekke. Men altså ingen kræft lige umiddelbart.
Efter anden operation, sagde lægen til David, at han overhovedet ikke kunne se tegn på noget som helst. Du har helbredt dig selv, du er fuldstændig sund og rask, sagde han. Han sagde, at han på ingen måde kunne se tegn på kræft. Han sagde, at hans kollega som havde opereret David første gang, havde været meget sikker i sin sag, men at nu var der ingenting.
I går var David til kontrol, og der er stadig ingenting at se. Heller ingen begyndende celleforandringer.
Det her forår. Det har været så tosset. Men det har virkelig også været fantastisk. Jeg har fundet styrker i mig selv, som jeg ikke vidste at jeg besad. Jeg har måtte overgive mig til min tro, på et helt andet niveau end jeg tidligere har gjort. Jeg har bedt og bedt og bedt. Jeg har bedt andre om hjælp, og bedt dem om at bede.
Efter forårets oplevelse, har både David og jeg fået en ny ydmyghed overfor livet, dets mysterier og vidundere. Vi ved, at hver dag er en gave. En fantastisk smuk gave og rigtig meget pyller, brok og offer er forsvundet fra os og vores liv. Det er en kæmpe befrielse.
En anden vidunderlig ting vi har fået med os fra foråret er, at dommen over os selv og dermed også andre, er forsvundet. Vi gør alle det bedste vi kan hele tiden. Selv når det ikke ser sådan ud. Det har været en virkelig smuk erkendelse, som nu endelig er landet på et dybere niveau. Vi er begge to meget taknemmelige, men også stadig lidt i en granatchok-agtig tilstand.
At bevare roen
Phew hvor kan livet være en vild omgang. Det tænker jeg, at de fleste af os har erfaret. Det essentielle i det forløb vi var igennem var, at det lykkedes os at bevare roen, efter den første panik var ovre. For os virkede det, at lytte på forskellige typer af healingmeditationer. Det virkede også, at bede til Gud i døgndrift nærmest. Vi bad ikke for helbredelse. Vi bad for at sige tak, for at det var sket. Vi takkede og takkede, og samtidig blev vi ved med at visualisere, at det hele var væk igen.
De ting vi gjorde for at bevare roen, gjorde, at vi kunne tænke forholdsvist klart. Et nervesystem som er helt oppe at ringe, kan ikke producere klare tanker. Vi vidste, at uanset hvad udfaldet af biopsierne måtte være, så ville vi være okay imens. At hvis det viste sig, at David havde kræft, så ville vi stadig skulle nyde hver dag, og være glade for at være i live. Det er kun muligt når man er i ro, og ikke er i panik og kaos.
Og til sidst kom dagen, hvor jeg kunne ringe rundt til familie og venner og sige, at der var sket et mirakel. At der ikke var kræft alligevel. At David havde helbredt sig selv. Præcis som jeg havde forestillet mig, at jeg ville gøre.
